For lidt kaerlighed i familien

Kender i det, at man tror man har en lykkelig familie. Det sker kun naar vi er afsted.
og dog!
Jeg lever i en familie med begge mine foraeldre og to mindre soestre. Normalt plejede jeg at smile konstant, men det er holdt op siden alt det i familien. Det er som om, nu hvor vi boern er blevet aeldre, bliver de voksne mere sure og mindre kaerlige overfor os. Hvis jeg er heldig, faar jeg 800,- i lommepenge, hver maaned. Hvilket ikke er meget for en 17 aarig dreng der laver mange huspligter, som at klippegraesset, toemmeopvaskeren, rydde- og daekke bordet, lave mad 2 gange om ugen. Jeg har lige nu intet arbejde saa tjener ingenting. Jeg snakker med studievejledere konstant om mine lommepenge, og om hvad jeg selv betaler for osv. Jeg faar snart kun mad betalt herhjemme. Maaske faar jeg et par stroemper engang imellem, men ellers skal jeg koebe alt. Ikke engang LAANE penge kan jeg mere. Det kan godt vaere jeg skriver meget, men syntes i boer vide lidt om mig. Min far og jeg har heller ikke det bedste forhold, nej han har ignoreret mig i 2-3 aar nu. Saa snakkede vi endelig, og saa efter han blev sur over at jeg rettede ham, har han ikke talt til mig, ca. 1 maaned siden. Intet tak hoere man, naar man laver noget, ingen knus eller kys bliver der givet, andet hvis jeg gir. Hvis man ikke bryder sig om noget mad, bliver man set ned paa, og bliver bedt om at gaa fra bordet, fordi man siger 'Championer igen? undskyld, men det bryder jeg mig ikke om. Kan jeg lave noget andet til mig selv?' Altsaa ja, det virker ubehoevlet, men jeg ved ikke hvad der er med championer, men jeg kan ikke faa dem ned. Jeg lever altsaa med en mor, som i en heldig periode, kan goere mig glad. Hvis jeg nu faar lov at laane nogle penge(vi taler max. 200,-), eller tage de 10 daase oel til festen. Eller maaske hvis ikke vil koere scooter eller tage bussen, bede om et lift ned i byen. Dette sker sjaeldent, og misforstaa mig ikke, men er 1 gang hver 3. uge ikke sjaeldent? Jeg fester ikke saerlig tit, fordi jeg har behov for at betale for mobiltelefon regninger, min benzin, og vedligeholdelse af min scooter. Og saa den mad jeg kan faa i skolen naar min selv smurte madpakke ikke er stor nok. Well, jeg kan jo ikke blive ved med at skrive, men ved bare ikke hvad jeg selv kan goere her. Og har laenge ville komme ud med det! Men er meget tilbageholdende med mit privatliv.
- den 17. aarige dreng

at du virker ualmndeligt forkælet. I en familie laver man ikke sine pligter for at få lommepenge - man laver sine pligter fordi man er en familie og skal kunne fungere i familien alle sammen. Jeg synes ikke det lyder til at du laver for meget derhjemme, men jeg forstår ikke, at du får 800 kroner om måneden. Du burde som 17-årig tjene dine egne penge til dit eget forbrug. Det kan da ikke være dine forældres problem, at du vil bruge penge på mobil og scooter.
Mht. din far og at han ikke taler med dig, så er det svært at give råd om, når man ikke ved mere om situationen. Måske du burde sættte dig ned og tale med ham en dag - spørge ham om hvorfor i ikke taler sammen.
Måske er det ikke fordi de er mere sure og mindre kærlige, måske er det fordi at du som 17-årig burde klare dig selv bedre og vokse lidt.
Du spørger hvad du skal gøre - Du skal vænne dig til at blive voksen og så skal du få dig et arbejde. Det er pinligt som du klager over at få 800 kroner i lommepenge. En 17-årig bør ikke få lommepenge. Og 800 kroner er efter min mening alt alt for meget.

Hej
Som du selv siger i overskriften, så handler det jo ikke rigtig om penge. Det handler om kærligheden i familien.
Da jeg var midt i min teenage-periode havde jeg meget brug for at distancere mig. Jeg var også meget tilbageholdende omkring mit privatliv. Og det synes jeg egentlig er fint nok. Måske har du også distanceret dig fra din familie? Måske skulle du tage nogle skridt i retningen af din far og ikke lade dig slå ud af at han måske er lidt afvisende i starten. Han holder af dig, du er hans søn. Prøv at interessere dig en smule i hvad han laver - giv ham ikke god råd, bare lyt til ham og tal med ham.
Hvis det handler om penge - well - har du så tænkt over hvad der kunne gøres ved det?
mvh
Sylvester25

Ja jeg er så 24 nu og har ikke boet hjemme i snart 100 år.
Jeg er uddannet landmand og i den forbindelse flyttede jeg i forbindelse med uddannelsen ud på de gårde jeg arbejde på, men stadig var jeg ca ja 17 år.
Men jeg kan godt nikke genkendende til meget af det du skriver.
Alle familier er meget forskellige, både med lommepenge pligter og kærlighed.
Da jeg i en alder af ja 14 eller sådan noget fik et knus, blev jeg dybt forundret, det gjorde vi ikke i min familie, det nu langtsom blevet introduceret.
Det nærmest umuligt at ændre på tingene derhjemme. Og tro mig jeg har prøvet, og min familie lyder ikke nær så slem som din.
du piver i starten over 800kr i lommepenge, og sorry der kan jeg ikke støtte dig.
Kan ikke engang huske hvornår jeg sidst fik lommepenge men sikkert de første par klasser.
Få dig for helved et job. Du lyder ung og frisk, tag et job på en tank, ja som baby sitter. Snerydder slå græs, eller i den lokale biograf.
Jeg tror du ville have så godt af at komme væk hjemmefra, tjene dine egne penge.
Efter kort tid, vil du finde ud af, at mange af dine nye kolegaer bor for sig selv, netop af samme grunde som dig. De nået en alder hvor det bare er nødvendigt at flyve fra reden. Du skriver du normalt altid er glad og smilende, lad ikke familien ødelægge dit humør, du muligvis nået et punkt hvor du lige nu ikke kan se den lyse side, men den er der. Og hvis din far så ikke vil tale med dig, ja hvad kan man sige.
Få et job og flyt hjemmefra, det mit bedste råd. Og sørg for at blive glad igen, for enhver pris. (og bortset fra det, så er det tilladt at tage med til hyggefester og komsammener uden at drikke) held og lykke håber det lysner for dig.

Jeg husker godt mig selv som 17 årig i den sammenhæng er du da et rent ønskebarn, både fornuftig og tænkende ;-))
I din alder var jeg i en brydningstid, jeg gjorde ikke oprør og var ubehøvlet, men mine forældre forstod mig bare ikke,,,,,jeg følte mig nok som du gør...lidt i vejen, en belastning på bugettet og føelsesmæssigt misforstået. Med alderen finder man andre værdier i livet og dine forældre mener nok dine behov er af mindre betydning i deres sammenhæng. En typisk forældre fejl.
Det er svært at blive voksen, men glæd dig alligevel, for det er squ dejligt ;-))
Jeg tror du er ved at blive voksen og selvstændig, du vil noget andet og det er sundt, så bare lidt tålmodighed, så falder tingene på plads og pludselig vil du opdage at dine forældre er super stolte af dig.
At være 17 år er nu ikke helt let, men du har tilgengæld noget at glæde dig til, så på med smilet igen....sokker er ikke det vigtigste i livet, faktisk kun til besvær.
;-))

tror du virkelig lommepenge er udtryk for din families kærlighed.
For søren da lille ven, gå dog hen til din mor og eller far, og giv dem et klem, måske savner de også dig og vil nyde at hygge med dig
At du skal lave noget hjemme er da en selvfølge du er vel ikka fysisk handicappet og dermed ude af stand til at tage del i, i sammen får hverdagen til at glide, og helt ærligt gå i spåner over champingnon,
hvorfor tager du så ikke syv dages madlavning frem for 2, så slipper du for champingnon, eller læg dem diskret til side, og nyd den mad som er blevet lavet til dig.
Hvorfor du ikke må tage øl eller låne penge ja det skal jeg ikke kunne sige,, måske har de ikke råd dine forældre,, eller de mener du må begynde tjene dine egne lommepenge, nu du er næsten voksen, og om snart faktisk selv kan stilles til regnskab for dit liv og dine udgifter.
ØV dig min ven på at lære alle de ting man skal kunne som voksen, giv dine forældre dit glade smil og ikke kun sure fjæs,. nej sorry men trutmund hjælper ikke i længden,
Du er snart voksen og der hjælper respekt og gensidig omsorg og hjælpsomhed, langt bedre end pubertetsbrok
Velkommen til de voksnes verden
og gå så hen og få det klem
det er nemlig ok
at føle sig lille og alene
ögså når man er sytten
Held og lykke
fra en "mor" til 5 unge der også mener de har de ufatteligt slemt på skift,
kan faktisk også huske jeg synes det var strengt til tider, de tåbelige ting mine forældre mente for forlangte, først langt langt senrere forstod jeg grunden.
Sådan er det nok også for dig, men husk de kan ikke læse dine tanker og ved ikke du kan andet end stille krav om transport, opvartning, lommepenge ,, øl osv

- hvad der er det mest normale, så læg dem fra og lad være med at demonstrere din foragt for den mad, andre laver og betaler.

Det handler ikke om penge og økonomi, men om manglende kærlighed. Og det virker på mig, som at den her unge mand, på blot 17, ikke er klar til at stå fuldstændig på egne ben. Også selvom han lyder voksen nok, og gør sig mange tanker om sit liv. Vi er ALTSÅ forskellige (og heldigvis for det).
Der mangler kærlighed, og det kan man altså aldrig bliver for gammel til.
Til den unge mand: Har du fortalt dine forældre hvad du føler? Og at du savner dem? Måske skulle du tage en snak.
Jeg synes iøvrigt ikke, at der er noget i vejen for at forældrene hjælper deres unge frem i livet. Når man er 17, har man da dårlig nok fundet ud af hvad livet i alle dets realiteter, handler om. Hallå, han er kun 17 år! 17 år!
Jeg foragter forældre, der smider deres børn på gaden.. hvad _fanden_ gik der galt???
MyFriend

sig mig hvordan er det i svarer en 17 årig dreng.., ???
for fanden da...korser mig mere og mere over jer fleste herinde!!!

Du skal have dine børnepenge, eller dine forældre skal forsyne dig med tøj og fornødenheder.
Du skal tømme opvakseren, slå græsset og en million andre ting FOR NOTHING. De 800 kr er fedt at du får dem. Vær taknemmelig for hver en krone andre giver dig. Du aner ikke hvor meget det kommer til at betyde for dig i fremtiden at kunne føle taknemmelighed. start med at vide inderst inde, at du kan ikke stille nogen som helst krav, det eneste du kan er at ØNSKE. fortæl hvad du ønsker, ikke hvilke krav du stiller.
Hvis du får dine ønsker opfyldt, vis din taknemmelighed. Du vil få det tilbage tusind gange. Det kan du muligvis ikke se nu, der skal du bare tro på det en eller anden idiot skriver på internettet - især hvis du instinktivt føler der er noget om det.
Men fuck alt det, for dit problem er din kontakt med din far!
Du har brug for hans anerkendelse. Det skal du have på plads. Det er vigtigt. Han er din far, dit forbillede, din rollemodel. Spørg ham hvordan han ville løse det problem og formuler det helt kort og klart for ham. Fortæl ham det er vigtigt for dig at vide hvordan HAN ville gøre det, for han betyder meget for dig. Han ser sikkert ikke problemet på samme måde som dig, og han ved muligvis ikke at du mangler/savner kontakten til ham.
Alt det der med det du ikke kan lide dit og dat - der har du pludselig opdaget at du kan løse problemet ved at gøre det på en anden måde, og du har også opdaget at den måde er ikke ok der hvor du bor nu. Hallo der.... du er da bare ved at være klar til at flytte hjemmefra. Du må bare acceptere, at man gør på en anden måde i jeres familie, end man kommer til at gøre i dit fremtidige hjem. Der vil opstå 123.988.888 situationer af samme slags den kommende tid. Mit råd til dig er at notere det, og hold det ud, det er jo kun midlertidigt, og det sker ikke for at genere dig.
Få dig et job og fortæl verden hvad du ønsker dig. så vil dit liv ændres fuldstændig.
Held og lykke.

den dag du skal til at forsørge dig selv! Så vil du se tilbage på luksustiden derhjemme og undre dig over hvorfor du brokkede dig! Det ER sgu da ikke fedt at varte sådan en størrelse som dig op. Vasker du selv dit tøj? Ved du hvor mange penge det koster at handle ind til en middag, som du så oven i købet tillader at vrænge på næsen ad? Lav din mad selv!!! Få dig et job!!! Du ER ikke et barn længere,men det lyder som om du gerne vil behandles som et af dine forældre. Har du tænkt over at dine forældre selv har et liv, selv har egne behov?
Din familie er vist ved at være klar til at du flyver fra reden, så det må du nok også hellere blive ;-)

Jeg opfatter ikke indlægget som et spørgsmål om tvangsfodring... Desuden er champignons.... en herlig føde, lækkert og delikat, men hver sin smag.
;-))

For med børnepengene (går ud fra du mener familieydelse) har han ikke krav på enten at få pengene eller tøj. Pengene er ment til at gå ind og støtte familien, så om forældrene bruger dem på mad eller benzin når de kører ham frem og tilbage eller gaver til hans fødselsdag er fuldstændig ligegyldigt. Det er forældrene, der disponerer over dem og de er en hjælp til familien - ikke kun direkte til barnet.

Knægten er 17 år! Forældre der disponerer over deres børns penge, når de er blevet 17 er sgu dårlige forældre. De lærer jo ikke ungerne at disponere selv, før de pludselig skal kastets ud i det.
Men i virkeligheden er det fuldstændig uvæsentligt i forhold til drengens virkelige problem. Det mangler du så at få øje på.

Taak for alle jeres svar, syntes det er ubehageligt, som nogen skriver at jeg skal laere at leve selv. Altsaa jeg er dog stadig 17. og tillykke til mig, jeg har faaet et arbejde. Det er jeg meget glad for. jeg har vaeret meget uheldig paa det sidste, siden foraaret er jeg blevet afvist af mindst 30 steder i hele byen, ang. fritids arbejde, derfor beklager jeg selvfoelgelig at jeg har skrevet for lidt penge. Men jeg syntes min far bruger for mange penge paa at forkaele sig selv, end paa sine boern. Vi har et skide fedt hus, baad og tager paa ski ferie. Vi bliver tvunget til at gaa til spejder, eller gjorde. Jeg gjorde selvfoelgelig oproer. Ingen af os boern har haft chancen for at blive god til noget andet fordi min far har skulle lave begraensning paa hvad vi maatte, og ikke maatte. Jeg har ikke kunnet invitere "veninder" med hjem, uden at han skal kommentere med ting som "hvad er det her for et luder hus ?" hvorefter jeg flere gange har oplevet ubehagelige samtaler med "veninderne", da de er blevet meget fornaermet over kommentaren. Veninderne mener jeg selvfoelgelig, som en hver teenage dreng, piger man har noget foelelses maessigt med. At der har vaeret en del forstaar jeg godt, at det forvirre ham og min mor. Men at jeg ikke kan invitere veninder jeg kun er venner med hjem uden jeg faar den kommentar, det ryster mig. Jeg er aerlig nok til at fortaelle mine foraeldre naar jeg har noget koerende med en pige. Og svare ogsaa aerligt til naar de spoerger.
Jeg syntes det er rart at kunne tale ud her, traenger jeg til.
har haft ubehagelige oplevelser for ca. et halvt aar siden. Hvilket jeg ikke vil komme naermere ind paa.