Forfærdeligt forhold til min mor

Jeg kan fornemme, at jeg er ved at gå helt i panik indvendig. Jeg har det SÅ dårligt med min mor og nogle gange ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv..
Jeg vil slet ikke begynde at snakke om, hvis skyld det er, for dette er kun den ene side af historien og ingen af os er fejlfrie overhovedet..
Jeg har forsøgt at cutte kontakten med hende flere gange, men jeg har en mindreårig bror, som jeg ikke må se for hende, så længe jeg ikke taler med hende..
Jeg ved, at vi aldrig vil få et nært forhold og jeg har heller ikke noget ønske om det.. Men nu skal jeg selv være mor og det sætter så mange tanker i hovedet på mig.. Heldigvis har jeg min skønne svigermor, men det er bare ikke helt det samme..
Jeg vil ikke høre noget om, at jeg skal sætte pris på min mor imens hun er her, for det vil jeg aldrig komme til at gøre og det føler jeg bestemt heller ikke at jeg burde gøre.. Jeg vil heller ikke høre, at det bliver bedre, når jeg selv bliver mor, for jeg er meget sikker på (jeg kender jo trods alt mig selv og hende), at det kun bliver meget meget værre..
Som sagt er jeg bare ved at gå i panik og kan slet ikke nyde min graviditet, på grund af alle de tanker jeg har.. Jeg har forsøgt flere gange, ikke at lade mig gå på af hendes humør og de ting hun siger og gør, men det er helt umuligt - det er og bliver jo min mor..
Er det andre herinde, der har det som mig? Hvordan tackler i det?

synes du skulle fortælle hvorfor du har så skidt et forhold til din mor. har hun taget din mand fra dig eller gjort noget forfærdeligt at det ikke tåler dagens lys. Måske er det dig der er en stædig rad som ikke vil andet end det du selv vil uden hensyn til andre

ens familie er ikke et must, og det er vel det du slås med. Jeg så ikke min far i mere end 20 år, og jeg savnede ikke idioten. Så også kun meget lidt til min mor,da hun var under pres fra min far. Nu er de begge døde..gudskelov for det, for så har jeg fået fred for dem.
Din mor lyder ikke super sympatisk, når hun bruger din bror som gidsel.
Jeg syntes alt i alt at dit indlæg fortæller at du bliver gladere uden hende.
Men sig det til hende, eller skriv til hende, at du syntes det er bedst for begge parter at I lever hvert jeres liv ...videre herfra.
Kan hun ikke acceptere det så pyt.

At hun kan have indflydelse på din kontakt til en yngre søskende, må være tegn på at hun bruger din mindre søskende som våben.
Jeg har selv cuttet kontakten til min mor i 2 omgange, og har i begge tilfælde overvejet om det var det rigtige jeg gjorde. Jeg må indrømme når hun er i mit liv, gør hun intet for mig der gør mig glad, men pisser mig kun af.
Man vælger ikke selv sin familie, og derfor føler jeg ikke ansvar for at skulle bibeholde et forhold til min mor. Jeg er rigtig glad for min svigerfamilie, det bliver aldrig min rigtige familie, men det er bedre end ingenting.
Min far har jeg heller ikke kontakt til, også mit valg, der var kriminalitet indblandet fra hans side. Det er hårdt ikke at have familie og det er et valg der ikke er nemt at tage. Men hvis du ved hun ikke gør noget godt for dig, så glem din mindre søskende til han/hun bliver gammel nok, måske du så kan få et forhold den vej, eller at du helt må glemme din søskende. Jeg har ingen kontakt til min lillebror, da han har det bedst med at kunne snakke med vores mor. Jeg kan godt forstå hans valg, og syntes det er ægreligt. Men for mig er det vigtigt at mit liv er godt, og ikke hvad jeg kan være for min mor, som ingenting er for mig.
De 2 gange jeg har ladet hende komme ind i mit liv igen, har jeg fortrudt det, og det forstærker bare beslutningen næste gang, jeg håber at jeg ikke høre fra hende igen. En forældres kærlighed til deres børn bør være ubetinget, det kan ikke kræves den anden vej.
Hvis du er stærk nok til at undvære din mor, ville jeg søge støtte hos min kæreste og svigerfamilie, og ligge min egen familie bag mig (Det er det jeg har gjort) Jeg har dog været ved at gå fra konen et par gange og når det sker har jeg intet bagland og så er der kun en stor sort afgrund at kigge ned i.
Så det er bestemt ikke noget nemt svar, men håber at jeg i det mindste har givet dig svar på at du ikke er den eneste med denne problemstilling, selvom den ikke er nem.
En anden ting er også at jeg har måtte vinke farvel til det meste af resten af familien på hendes side, da de ikke kan forstå mit had til min mor, og mener at fejlen ligger hos mig.
Og for alt i verden, lad være med at gentage de svigt over for dit barn som din mor havde over for dig.
Den ensomme

Hej.
jeg har det ligsom dig på en måde. kan ikke rumme min mor, men det er noget med fortiden at gøre, hun har ikke været der for mig. Hun sender mig på efterskole pga en mand og hun har altid haft nok i sig selv. At være sammen med hende i få timer er som at være sammen med hende i en hel dag, en stor belastning. Det du akn gøre er at sige til hende hvordan du har det, eller du kan gøre op med dig selv hvor meget du ønsker hende i dit liv, eksmpel sige til hende det er okay at du kommer her til fødselsdage osv men mere har jeg ikke overskud til at se dig. det har hjulpet mig. Men er stadig svært at være sammen med hende for hun vil kramme og det væmmes jeg ved, så stikker lige en arm i mellem hende og jeg. Du er ikke tvunget tila t sætte pris på din mor hvis du ikke kan rumme hende. Huske at det er ikke dig der har valgt hende som mor.
Håber du kan bruge nogle af de ting jeg har skrevet ellers er du velkomemn til at skrive mere.
Knus

droppe kontakten til hende, før om 4 år - så er min lillebror voksen og jeg kan ikke undvære ham. Han er den bedste person på jorden og jeg håber han kommer til at være meget i mit liv og i mit barns liv..

Med hensyn til min lillebror, så er det fordi hun er bange for at man taler dårligt om hende overfor familien, så hun vil være der, når jeg taler med min bror (hun taler selv meget negativt om stort set alle i familien, især mig - tyv tror hver mand stjæler)..
Ja, jeg har også alle gange overvejet om det var rigtigt at gøre efter jeg ikke har talt med hende i en måneds tid - uanset om jeg havde min bror eller ej, tror jeg det må være en meget naturlig følelse man har, når nu det er ens mor.. Hun har sagt flere gange til mig, at jeg skal respektere hende. Når jeg har spurgt hende om hun ikke mener det også skal gå den anden vej, siger hun, at man skal respektere sine forældre uanset hvad - det skal man ikke med sine børn.
Jeg søger meget støtte i min kæreste og hans familie (de er alle meget dejlige mennesker).. Men det er bare ikke det samme - det er stadig ikke min helt rigtige familie..
Og tro mig - jeg er meget bevidst om ikke at gentage de fejl min mor har lavet overfor mit eget barn :)

Nu har jeg ringet til hende og sagt at under de givne omstændigheder kan jeg ikke acceptere hende og hendes hunch-backs og voldelige adfærd. Derfor har jeg udtalt følgende: "Jeg er ikke din datter fra i dag d. 10.2. 2010 kl 14.00. Farvel. Nu skal jeg ned til bageren og hente to kager ... farvel igen!".
Syntes I det er for uklart eller noget?

det hjælper rigtig meget, at andre har det som mig. Jeg kan meget nemt genkende det med, at et par timer føles som en dag. Desuden sidder jeg altid med en tom fornemmelse, når vi kører hjem fra hende. Jeg kan ikke forklare hvad det er - det er som om mit selvværd lige er blevet pillet en smule mere fra hinanden.
Lige nu ses vi heller ikke mere end til fødselsdage og det passer mig rigtig godt - min lillebror kommer så lidt mere på besøg hos os og er begyndt på det den sidste års tid.. Det er rigtig dejligt.. Nu hvor jeg er gravid, skal jeg heller aldrig holde jul med hende igen - det holder vi nemlig hjemme, når vi først har fået børn. Jeg kommer til at savne resten af familien, men dem må jeg se en anden dag end lige juleaften.
Jeg synes bare det er så svært, nu hvor man selv skal have barn.. Jeg ville så gerne have haft en mor, hvor jeg kunne ringe og stille alle mulige mærkelige spørgsmål, som andre kun stiller deres mor..

...

sorry... jeg er bare lidt skitso' lige pt. Jeg *har* droppet hende nu! No fuck altså... ka' I ta' d' gas'?

er det muligt at leve sit liv, men det er heller ikke sjovt!
Du skriver, at forældres kærlighed til deres børn skal være ubetinget, men at det ikke kan kræves den anden vej. Hm. Ja - så længe ens børn netop er børn, så er jeg enig med dig. Når børnene er blevet voksne med egne meninger, værdisæt, holdninger mv., så er det ikke sikkert, kærligheden holder mere. De voksne børn kan faktisk bryde med forældres værdier i en grad, der gør, at forældrene vælger børnene fra - og det skal de have lov til - ligesom de voksne børn kan beslutte at vælge sine forældre fra.
Selv har jeg valgt min søn fra - så at sige. Jeg har intet ønske om at se ham mere. Det er trist, og jeg er bestemt ked af det, men sådan blev det.
Umiddelbart synes jeg ikke, det fremgår, at den omtalte mor har svigtet nogen eller noget.

Jeg håber du en dag vil havne i samme situation, at dit barn ikke vil tale med dig.
Min mor og jeg har ikke det bedste forhold, men jeg vil aldrig droppe hende. 😕

citat
En forældres kærlighed til deres børn bør være ubetinget, det kan ikke kræves den anden vej.
citat slut
Det er dog en af de mest grusomme sætninger. Der er vist nogle børn, der ikke fortjener forældre. 🙁