Forvist til Sibirien
Hvis du så en mand sidde stille og roligt og læse i Bibelen midt i larmen fra artillerigranater, ville du så ikke undre dig over hvordan han kunne være så fattet? En sådan episode var min far vidne til for over 60 år siden.
Det var i juli 1942, da Anden Verdenskrig var på sit højeste. Den tyske frontlinje gik tværs igennem landsbyen Vilsjanitsa i Ukraine hvor min far boede, og derfor opholdt han sig i nogle ældre menneskers hjem. Alt imens artillerigranaterne eksploderede rundt om dem, sad manden ved ovnen og varmede nogle majs mens han læste i Bibelen.
Jeg blev født fem år senere, ikke langt fra den smukke vestukrainske by Ivano-Frankovsk, som dengang var en del af Sovjetunionen. Min far fortalte mig senere om sit uforglemmelige møde med den ældre mand, som var et af Jehovas vidner, og også om krigsårenes rædsler. Folk var udslidte og forvirrede på grund af alt det de havde oplevet, og mange tænkte ved sig selv: ’Hvorfor er der så megen uretfærdighed? Hvorfor dør i tusindvis af uskyldige mennesker? Hvorfor tillader Gud det? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?’
Min far fik en lang, åbenhjertig snak med den ældre mand om sådanne spørgsmål. Manden slog det ene skriftsted efter det andet op i Bibelen og viste min far svarene på de spørgsmål der så længe havde naget ham. Han forklarede at Gud til sin fastsatte tid havde til hensigt at gøre en ende på alle krige, og at jorden ville blive et dejligt paradis. — Salme 46:9; Esajas 2:4; Åbenbaringen 21:3, 4.
Far styrtede hjem og udbrød: „Vil I tro det? Efter bare én drøftelse med Jehovas vidner er mine øjne blevet åbnet! Jeg har fundet sandheden!“ Far sagde at selv om han var kommet regelmæssigt i den katolske kirke, havde præsterne aldrig været i stand til at besvare hans spørgsmål. Min far begyndte derfor at studere Bibelen, og det samme gjorde min mor. De begyndte også at undervise deres tre børn — min søster, der kun var 2 år, og mine brødre, som var 7 og 11. Kort tid efter blev deres hjem slemt beskadiget af en bombe, og de havde kun ét beboeligt værelse tilbage.
Mor var ud af en stor familie med seks søstre og én bror. Hendes far var velstillet, og for ham betød anerkendelse og status meget. I begyndelsen var vores slægtninge derfor imod min families nyfundne tro. Men med tiden var der mange af dem der lagde ubibelske religiøse skikke, såsom ikondyrkelse, bag sig og sluttede sig til mine forældre i den sande tilbedelse.
Præsterne tilskyndede helt åbenlyst folk til at modstå Jehovas vidner, og resultatet var at mine forældre fik knust deres ruder og blev truet af naboerne. De fortsatte dog ufortrødent med at studere Bibelen, og da jeg blev født i 1947, tilbad min familie Jehova i ånd og sandhed. — Johannes 4:24.
Minderne fra de tidlige morgentimer den 8. april 1951 står tydeligt prentet i mit sind selv om jeg på det tidspunkt kun var fire år gammel. Militærfolk med hunde trængte ind i vores hjem. De fremviste en deportationsordre og indledte en husundersøgelse. Soldater med maskinpistoler og hunde stod ved døren, og mænd i militæruniformer sad ved vores bord og ventede mens vi skyndte os at blive færdige til at tage af sted inden for de to timer vi havde fået. Jeg græd og kunne ikke forstå hvad det var der foregik.
Mine forældre blev beordret til at underskrive et dokument der bekendtgjorde at de ikke længere var Jehovas vidner, og at de ikke ville have mere med Vidnerne at gøre. Hvis de skrev under, ville de få lov til at blive boende i deres eget hus og i deres eget land. Men min far sagde bestemt: „Jeg er sikker på at uanset hvor I bringer os hen, vil vores Gud, Jehova, være med os.“
„Tænk på jeres familie, på jeres børn,“ bad officeren indtrængende. „Det er jo ikke et feriested I bliver bragt til. I bliver sendt langt mod nord, hvor sneen aldrig smelter, og der går isbjørne rundt i gaderne.“
Dengang stod navnet „Sibirien“ for alle som noget skræmmende og ukendt. Men vores tro på Jehova og den stærke kærlighed vi nærede til ham, viste sig at være stærkere end frygten for det ukendte. Vores ejendele blev læsset på en vogn, og vi blev taget med ind til byen, hvor vi blev sat på godstog sammen med 20 til 30 andre familier. Vores rejse til Sibiriens dybe tajga, eller vildmark, var begyndt.
På jernbanestationerne langs ruten så vi andre tog der medbragte folk som skulle i eksil, og vi fik øje på skiltene der var sat fast på togvognene: „Jehovas vidner om bord.“ Dette var et helt specielt vidnesbyrd, for på den måde fik mange at vide at tusinder af Jehovas vidner og deres familier blev sendt forskellige steder hen, nogle mod nord og andre langt mod øst.
At man på denne måde drev klapjagt på Jehovas vidner og landsforviste dem i april 1951, er veldokumenteret. Historikeren Walter Kolarz skrev om det i sin bog Religion in the Soviet Union: „Dette betød ikke at det nu var forbi med ’Vidnerne’ i Rusland, men kun at et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed var begyndt. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej til deres eksil. Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede deres tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne blev ’Vidnerne’ ført ind i en større verden, selv om det kun var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“
Min familie var heldig, for vi fik lov til at tage noget mad med — mel, majs og bønner. Min bedstefar fik endda lov til at slagte en gris, og den gav mad til både os selv og andre af vores brødre og søstre. Undervejs i toget sang vi inderlige sange. Jehova gav os den fornødne styrke til at holde ud. — Ordsprogene 18:10.
Rejsen tværs over Rusland tog næsten tre uger, og vi kom til sidst til det kolde, øde og fjerntliggende Sibirien. Vi blev sat af på Torej station i Tjunsk-området i Irkutsk. Derfra blev vi bragt længere ind i tajgaen til en lille landsby, der i vores papirer blev benævnt som vores ’varige opholdssted’. Femten familiers ejendele kunne nemt stuves sammen på en slæde, som af en traktor blev trukket gennem den mudrede forårsjord. Omkring 20 familier blev anbragt i lange barakker uden skillevægge. Myndighederne havde forinden advaret de lokale beboere om at Jehovas vidner var farlige at omgås, så i begyndelsen var folk bange for os og gjorde ikke noget for at lære os at kende.
Jehovas vidner arbejdede med at fælde træer, og det var under de vanskeligste forhold man kan tænke sig. Vi udførte alt arbejde med håndkraft — savede tømmer, huggede det, læssede det på hestetrukne vogne og derefter på jernbanevogne. Situationen forværredes af myggesværmene, som det var umuligt at undgå. Min far led frygteligt. Hans krop var fuldstændig opsvulmet, og han bad inderligt Jehova om at hjælpe ham til at holde ud. På trods af alle vanskelighederne holdt de fleste Jehovas vidner fast ved deres tro uden at vakle.
Vi blev snart flyttet til byen Irkutsk, hvor vores familie kom til at bo i en tidligere fangelejr og fik tildelt arbejde på en teglfabrik. Teglstenene skulle tages direkte ud af store, varme ovne ved håndkraft, og vi fik hele tiden tildelt mere arbejde, så selv børnene måtte hjælpe til hvis deres forældre skulle nå det der krævedes. Det mindede os om israelitternes slavearbejde i det gamle Ægypten. — 2 Mosebog 5:9-16.
Det var tydeligt for enhver at Jehovas vidner var hårdtarbejdende og ærlige mennesker og ikke „fjender af folket“, som man havde hævdet. Man lagde mærke til at ikke ét Jehovas vidne opførte sig uforskammet over for myndighederne, og at ingen af dem modarbejdede de beslutninger der blev truffet af dem der var ved magten. Med tiden kom mange også til at sætte pris på deres tro.
Selv om Vidnerne var blevet visiteret adskillige gange — derhjemme, undervejs og i deres eksil — lykkedes det for mange at skjule eksemplarer af Vagttårnet og endda bibler. Senere blev disse skrevet af i hånden eller kopieret på anden måde. Der blev regelmæssigt holdt kristne møder i barakkerne. Når kommandanten for barakkerne kom ind og opdagede at en gruppe af os sang, beordrede han os til at stoppe. Det gjorde vi så. Men når han gik videre til den næste barak, begyndte vi at synge igen. Det var umuligt at stoppe os.
Vores forkyndelsesarbejde blev heller aldrig standset. Vidnerne talte med alle overalt. Mine storebrødre og mine forældre fortalte mig tit om hvordan det lykkedes dem at tale med andre om sandhederne fra Bibelen. Takket være den indsats de gjorde, begyndte Bibelens sandhedsbudskab langsomt at vinde retsindige menneskers hjerte. Således blev Jehovas rige gjort kendt i og omkring Irkutsk i begyndelsen af 1950’erne.
Til at begynde med blev Jehovas vidner betragtet som politiske fjender, men senere blev det officielt anerkendt at vores organisation udelukkende er religiøs. Ikke desto mindre forsøgte myndighederne at standse vores arbejde. I et forsøg på ikke at blive opdaget samledes vi derfor i små grupper på to eller tre familier. En tidlig februarmorgen i 1952 blev der foretaget en grundig ransagning. Derefter blev ti Jehovas vidner arresteret, og resten af os blev ført andre steder hen. Vores familie blev ført til landsbyen Iskra cirka 30 kilometer fra Irkutsk, hvor der boede omkring hundrede mennesker.
Landsbyens ledelse mødte os med uventet gæstfrihed, og beboerne var jævne og venlige mennesker — adskillige kom endda ud af deres huse for at hjælpe os. Vores familie blev anbragt i et lille rum på cirka 17 kvadratmeter hvor der i forvejen boede to andre familier. Petroleumslamper var det eneste lys vi havde.
Næste morgen skulle der være valg. Mine forældre sagde at de allerede havde stemt på Guds rige, hvilket folk selvfølgelig ikke forstod. De voksne i familien blev derfor holdt under arrest hele den dag. Bagefter var der adskillige der spurgte til vores tro, og det gav min familie gode muligheder for at fortælle om Guds rige som menneskehedens eneste håb.
I de fire år vi boede i Iskra, var der ingen andre Jehovas vidner i nærheden som vi kunne komme sammen med. For at kunne forlade landsbyen skulle vi have kommandantens tilladelse, men det var sjældent at vi fik den, da hovedformålet med vores deportation var at vi skulle isoleres fra andre mennesker. Vidnerne prøvede dog altid at komme i kontakt med hinanden så de kunne være fælles om den nyeste åndelige føde de var kommet i besiddelse af.
Efter Stalins død i 1953 fik alle fanger blandt Jehovas vidner deres straf nedsat fra 25 år til 10 år. Det var ikke længere nødvendigt for dem i Sibirien at have et specielt dokument for at kunne rejse rundt. Myndighederne begyndte dog snart at foretage ransagninger og derefter at arrestere de Jehovas vidner som var i besiddelse af bibler eller bibelsk læsestof. Der blev oprettet særlige lejre til Jehovas vidner, og cirka 400 brødre og 200 søstre i området omkring Irkutsk blev anbragt i disse lejre.
Efterretningen om den forfølgelse vi blev udsat for i Sovjetunionen, nåede ud til Jehovas vidner rundt omkring i verden. Fra midt på året 1956 og til februar 1957 blev der derfor vedtaget en begæring på vores vegne ved 199 sektionsstævner der blev holdt i alle dele af verden. En tilhørerskare på i alt 462.936 vedtog begæringen, som var stilet til den daværende ministerpræsident i Sovjetunionen, Nikolai A. Bulganin. Blandt andre ting blev der i begæringen anmodet om at vi blev løsladt og fik tilladelse til at modtage og offentliggøre bladet Vagttårnet på russisk, ukrainsk og andre sprog som man måtte finde det nødvendigt at lade bladet udkomme på, samt andre bibelske publikationer der benyttes af Jehovas vidner i hele verden.
I mellemtiden var vores familie blevet sendt til den afsidesliggende landsby Khudjakovo omkring 20 kilometer fra Irkutsk. Der boede vi i syv år. I 1960 flyttede min bror Fjodor til Irkutsk; året efter giftede min anden storebror sig, og tillige flyttede min søster. I 1962 blev Fjodor arresteret og fængslet fordi han forkyndte.
Fra landsbyen Khudjakovo hvor vi boede, skulle vi gå eller cykle omkring 20 kilometer for at mødes med andre vi kunne studere Bibelen sammen med. Vi ville derfor gerne flytte til Irkutsk for at være i nærmere kontakt med andre Jehovas vidner. Den øverstbefalende i vores område var imod at vi flyttede, og han gjorde alt hvad han kunne, for at forhindre det. Efter nogen tid blev han dog mere velvilligt indstillet over for os, og vi fik mulighed for at flytte til landsbyen Pivovarikha, omkring 10 kilometer fra Irkutsk. Her var der en menighed af Jehovas Vidner, og dermed begyndte et helt nyt liv for mig. I Pivovarikha var der velorganiserede bogstudiegrupper og brødre der havde tilsyn med de åndelige aktiviteter. Hvor var jeg lykkelig!
På dette tidspunkt havde jeg fået stor kærlighed til Bibelens sandheder, og jeg ville gerne døbes. Mit ønske blev opfyldt i august 1965 da jeg blev døbt i den lille flod Olkha, hvor også mange andre Jehovas vidner blev døbt i den periode. For forbipasserende så det blot ud som om vi var på udflugt og tog en svømmetur i floden. Kort tid efter blev jeg udnævnt som tilsynsmand for Den Teokratiske Skole, hvilket blev min første opgave i menigheden. I november 1965 fik vi så en yderligere grund til glæde da Fjodor blev løsladt fra fængselet.
I 1965 samlede man alle de landsforviste og meddelte os at vi nu havde lov til at flytte hvorhen vi ville, og dermed forlade vores „varige opholdssted“. Man kan næppe forestille sig den glæde der fyldte os. Mens mange iblandt os på det tidspunkt valgte at rejse, var der andre som besluttede sig for at blive der hvor Jehova havde velsignet den åndelige vækst og støttet arbejdet. Mange af disse har opdraget deres børn, børnebørn og oldebørn i Sibirien, som med tiden har vist sig ikke at være så frygtindgydende et sted endda.
I 1967 mødte jeg Maria, en pige hvis familie også var blevet forvist til Sibirien fra Ukraine. Som børn havde vi begge boet i landsbyen Vilshanitsa i Ukraine. Vi blev gift i 1968, og med tiden blev vi velsignet med en søn, Jaroslav, og senere med en datter, Oksana.
Vi fortsatte med ved bryllupper og begravelser at mødes i stort tal og nyde det åndelige fællesskab. Vi brugte også disse lejligheder til at fortælle ikketroende slægtninge og venner om Bibelens sandheder. Ofte var der sikkerhedsvagter til stede ved disse særlige begivenheder, hvor vi åbent fortalte om det bibelske opstandelseshåb eller gjorde rede for Jehovas ægteskabsordning og de fremtidige velsignelser i hans nye verden.
Da jeg engang var ved at afslutte et begravelsesforedrag, kom en bil farende, dørene blev revet op, og en af mændene steg ud og beordrede mig ind i bilen. Jeg var ikke bange. Vi var jo ikke kriminelle, men troede blot på Gud. Problemet var bare at jeg i lommen havde nogle tjenesterapporter fra forkynderne i menigheden, og det kunne jeg blive arresteret for. Jeg spurgte derfor om jeg måtte give min kone nogle penge før jeg tog med dem. Lige for øjnene af dem gav jeg hende så både min pung og menighedsrapporterne.
I 1974 begyndte Maria og jeg i al hemmelighed at udarbejde bibelsk læsestof i vores hjem. Da vi havde en lille søn, gjorde vi det sent om aftenen så han ikke skulle finde ud af det. Men nysgerrig som han var, sov han bare rævesøvn og lurede for at se hvad det var vi lavede. Senere sagde han: „Jeg ved godt hvem det er der laver bladene om Gud.“ Vi var lidt nervøse, men bad altid Jehova om at beskytte vores familie i dette vigtige arbejde.
Med tiden blev myndighederne mildere stemt over for Jehovas Vidner, og vi planlagde derfor at holde et stort møde i Mir-centret for kunst og sport i byen Usolje Sibirskoje. Vi forsikrede myndighedspersonerne om at vores møder udelukkende blev holdt med det formål at studere Bibelen og nyde et kristent fællesskab. Over 700 fyldte hallen i januar 1990, og det vakte offentlighedens opmærksomhed.
Efter mødet spurgte en journalist: „Hvordan har I båret jer ad med at oplære jeres børn?“ Både han og andre gæster var forbavsede over at børnene sad stille og fulgte opmærksomt med i de fire timer det første offentlige møde varede. Inden længe kom der en god artikel om os i den lokale avis. Avisen konkluderede: „Man kan sandelig lære meget af [Jehovas Vidner].“
I 1991 afholdt vi syv områdestævner i Sovjetunionen, og der var i alt 74.252 til stede. Da nogle af Sovjetrepublikkerne senere opnåede selvstændighed, blev jeg af Det Styrende Råd bedt om at rejse til Moskva. Der blev jeg spurgt om jeg havde mulighed for at øge min andel i tjenesten for Riget. På det tidspunkt var Jaroslav blevet gift og havde selv fået et barn, og Oksana var teenager. I 1993 begyndte Maria og jeg derfor i heltidstjenesten i Moskva. Samme år blev jeg udnævnt til koordinator for Jehovas Vidners Regionale Religiøse Organisation i Rusland.
Nu arbejder Maria og jeg på vores nye afdelingskontor uden for Sankt Petersborg. Jeg ser det som en stor forret sammen med andre trofaste brødre at kunne sørge for det hurtigt voksende antal forkyndere af Riget i Rusland. I dag er der godt og vel 260.000 Jehovas vidner i de tidligere Sovjetrepublikker, heraf mere end 100.000 i selve Rusland!
Maria og jeg lader ofte tankerne gå til dem af vore kære slægtninge og venner der trofast har fortsat deres tjeneste i Sibirien, engang vort elskede hjem. I dag afholdes der store stævner i området, og cirka 2000 aktive Jehovas vidner tjener i og omkring Irkutsk. Profetien fra Esajas 60:22 bliver i sandhed også opfyldt i den del af verden: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation.“
Det var i juli 1942, da Anden Verdenskrig var på sit højeste. Den tyske frontlinje gik tværs igennem landsbyen Vilsjanitsa i Ukraine hvor min far boede, og derfor opholdt han sig i nogle ældre menneskers hjem. Alt imens artillerigranaterne eksploderede rundt om dem, sad manden ved ovnen og varmede nogle majs mens han læste i Bibelen.
Jeg blev født fem år senere, ikke langt fra den smukke vestukrainske by Ivano-Frankovsk, som dengang var en del af Sovjetunionen. Min far fortalte mig senere om sit uforglemmelige møde med den ældre mand, som var et af Jehovas vidner, og også om krigsårenes rædsler. Folk var udslidte og forvirrede på grund af alt det de havde oplevet, og mange tænkte ved sig selv: ’Hvorfor er der så megen uretfærdighed? Hvorfor dør i tusindvis af uskyldige mennesker? Hvorfor tillader Gud det? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?’
Min far fik en lang, åbenhjertig snak med den ældre mand om sådanne spørgsmål. Manden slog det ene skriftsted efter det andet op i Bibelen og viste min far svarene på de spørgsmål der så længe havde naget ham. Han forklarede at Gud til sin fastsatte tid havde til hensigt at gøre en ende på alle krige, og at jorden ville blive et dejligt paradis. — Salme 46:9; Esajas 2:4; Åbenbaringen 21:3, 4.
Far styrtede hjem og udbrød: „Vil I tro det? Efter bare én drøftelse med Jehovas vidner er mine øjne blevet åbnet! Jeg har fundet sandheden!“ Far sagde at selv om han var kommet regelmæssigt i den katolske kirke, havde præsterne aldrig været i stand til at besvare hans spørgsmål. Min far begyndte derfor at studere Bibelen, og det samme gjorde min mor. De begyndte også at undervise deres tre børn — min søster, der kun var 2 år, og mine brødre, som var 7 og 11. Kort tid efter blev deres hjem slemt beskadiget af en bombe, og de havde kun ét beboeligt værelse tilbage.
Mor var ud af en stor familie med seks søstre og én bror. Hendes far var velstillet, og for ham betød anerkendelse og status meget. I begyndelsen var vores slægtninge derfor imod min families nyfundne tro. Men med tiden var der mange af dem der lagde ubibelske religiøse skikke, såsom ikondyrkelse, bag sig og sluttede sig til mine forældre i den sande tilbedelse.
Præsterne tilskyndede helt åbenlyst folk til at modstå Jehovas vidner, og resultatet var at mine forældre fik knust deres ruder og blev truet af naboerne. De fortsatte dog ufortrødent med at studere Bibelen, og da jeg blev født i 1947, tilbad min familie Jehova i ånd og sandhed. — Johannes 4:24.
Minderne fra de tidlige morgentimer den 8. april 1951 står tydeligt prentet i mit sind selv om jeg på det tidspunkt kun var fire år gammel. Militærfolk med hunde trængte ind i vores hjem. De fremviste en deportationsordre og indledte en husundersøgelse. Soldater med maskinpistoler og hunde stod ved døren, og mænd i militæruniformer sad ved vores bord og ventede mens vi skyndte os at blive færdige til at tage af sted inden for de to timer vi havde fået. Jeg græd og kunne ikke forstå hvad det var der foregik.
Mine forældre blev beordret til at underskrive et dokument der bekendtgjorde at de ikke længere var Jehovas vidner, og at de ikke ville have mere med Vidnerne at gøre. Hvis de skrev under, ville de få lov til at blive boende i deres eget hus og i deres eget land. Men min far sagde bestemt: „Jeg er sikker på at uanset hvor I bringer os hen, vil vores Gud, Jehova, være med os.“
„Tænk på jeres familie, på jeres børn,“ bad officeren indtrængende. „Det er jo ikke et feriested I bliver bragt til. I bliver sendt langt mod nord, hvor sneen aldrig smelter, og der går isbjørne rundt i gaderne.“
Dengang stod navnet „Sibirien“ for alle som noget skræmmende og ukendt. Men vores tro på Jehova og den stærke kærlighed vi nærede til ham, viste sig at være stærkere end frygten for det ukendte. Vores ejendele blev læsset på en vogn, og vi blev taget med ind til byen, hvor vi blev sat på godstog sammen med 20 til 30 andre familier. Vores rejse til Sibiriens dybe tajga, eller vildmark, var begyndt.
På jernbanestationerne langs ruten så vi andre tog der medbragte folk som skulle i eksil, og vi fik øje på skiltene der var sat fast på togvognene: „Jehovas vidner om bord.“ Dette var et helt specielt vidnesbyrd, for på den måde fik mange at vide at tusinder af Jehovas vidner og deres familier blev sendt forskellige steder hen, nogle mod nord og andre langt mod øst.
At man på denne måde drev klapjagt på Jehovas vidner og landsforviste dem i april 1951, er veldokumenteret. Historikeren Walter Kolarz skrev om det i sin bog Religion in the Soviet Union: „Dette betød ikke at det nu var forbi med ’Vidnerne’ i Rusland, men kun at et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed var begyndt. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej til deres eksil. Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede deres tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne blev ’Vidnerne’ ført ind i en større verden, selv om det kun var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“
Min familie var heldig, for vi fik lov til at tage noget mad med — mel, majs og bønner. Min bedstefar fik endda lov til at slagte en gris, og den gav mad til både os selv og andre af vores brødre og søstre. Undervejs i toget sang vi inderlige sange. Jehova gav os den fornødne styrke til at holde ud. — Ordsprogene 18:10.
Rejsen tværs over Rusland tog næsten tre uger, og vi kom til sidst til det kolde, øde og fjerntliggende Sibirien. Vi blev sat af på Torej station i Tjunsk-området i Irkutsk. Derfra blev vi bragt længere ind i tajgaen til en lille landsby, der i vores papirer blev benævnt som vores ’varige opholdssted’. Femten familiers ejendele kunne nemt stuves sammen på en slæde, som af en traktor blev trukket gennem den mudrede forårsjord. Omkring 20 familier blev anbragt i lange barakker uden skillevægge. Myndighederne havde forinden advaret de lokale beboere om at Jehovas vidner var farlige at omgås, så i begyndelsen var folk bange for os og gjorde ikke noget for at lære os at kende.
Jehovas vidner arbejdede med at fælde træer, og det var under de vanskeligste forhold man kan tænke sig. Vi udførte alt arbejde med håndkraft — savede tømmer, huggede det, læssede det på hestetrukne vogne og derefter på jernbanevogne. Situationen forværredes af myggesværmene, som det var umuligt at undgå. Min far led frygteligt. Hans krop var fuldstændig opsvulmet, og han bad inderligt Jehova om at hjælpe ham til at holde ud. På trods af alle vanskelighederne holdt de fleste Jehovas vidner fast ved deres tro uden at vakle.
Vi blev snart flyttet til byen Irkutsk, hvor vores familie kom til at bo i en tidligere fangelejr og fik tildelt arbejde på en teglfabrik. Teglstenene skulle tages direkte ud af store, varme ovne ved håndkraft, og vi fik hele tiden tildelt mere arbejde, så selv børnene måtte hjælpe til hvis deres forældre skulle nå det der krævedes. Det mindede os om israelitternes slavearbejde i det gamle Ægypten. — 2 Mosebog 5:9-16.
Det var tydeligt for enhver at Jehovas vidner var hårdtarbejdende og ærlige mennesker og ikke „fjender af folket“, som man havde hævdet. Man lagde mærke til at ikke ét Jehovas vidne opførte sig uforskammet over for myndighederne, og at ingen af dem modarbejdede de beslutninger der blev truffet af dem der var ved magten. Med tiden kom mange også til at sætte pris på deres tro.
Selv om Vidnerne var blevet visiteret adskillige gange — derhjemme, undervejs og i deres eksil — lykkedes det for mange at skjule eksemplarer af Vagttårnet og endda bibler. Senere blev disse skrevet af i hånden eller kopieret på anden måde. Der blev regelmæssigt holdt kristne møder i barakkerne. Når kommandanten for barakkerne kom ind og opdagede at en gruppe af os sang, beordrede han os til at stoppe. Det gjorde vi så. Men når han gik videre til den næste barak, begyndte vi at synge igen. Det var umuligt at stoppe os.
Vores forkyndelsesarbejde blev heller aldrig standset. Vidnerne talte med alle overalt. Mine storebrødre og mine forældre fortalte mig tit om hvordan det lykkedes dem at tale med andre om sandhederne fra Bibelen. Takket være den indsats de gjorde, begyndte Bibelens sandhedsbudskab langsomt at vinde retsindige menneskers hjerte. Således blev Jehovas rige gjort kendt i og omkring Irkutsk i begyndelsen af 1950’erne.
Til at begynde med blev Jehovas vidner betragtet som politiske fjender, men senere blev det officielt anerkendt at vores organisation udelukkende er religiøs. Ikke desto mindre forsøgte myndighederne at standse vores arbejde. I et forsøg på ikke at blive opdaget samledes vi derfor i små grupper på to eller tre familier. En tidlig februarmorgen i 1952 blev der foretaget en grundig ransagning. Derefter blev ti Jehovas vidner arresteret, og resten af os blev ført andre steder hen. Vores familie blev ført til landsbyen Iskra cirka 30 kilometer fra Irkutsk, hvor der boede omkring hundrede mennesker.
Landsbyens ledelse mødte os med uventet gæstfrihed, og beboerne var jævne og venlige mennesker — adskillige kom endda ud af deres huse for at hjælpe os. Vores familie blev anbragt i et lille rum på cirka 17 kvadratmeter hvor der i forvejen boede to andre familier. Petroleumslamper var det eneste lys vi havde.
Næste morgen skulle der være valg. Mine forældre sagde at de allerede havde stemt på Guds rige, hvilket folk selvfølgelig ikke forstod. De voksne i familien blev derfor holdt under arrest hele den dag. Bagefter var der adskillige der spurgte til vores tro, og det gav min familie gode muligheder for at fortælle om Guds rige som menneskehedens eneste håb.
I de fire år vi boede i Iskra, var der ingen andre Jehovas vidner i nærheden som vi kunne komme sammen med. For at kunne forlade landsbyen skulle vi have kommandantens tilladelse, men det var sjældent at vi fik den, da hovedformålet med vores deportation var at vi skulle isoleres fra andre mennesker. Vidnerne prøvede dog altid at komme i kontakt med hinanden så de kunne være fælles om den nyeste åndelige føde de var kommet i besiddelse af.
Efter Stalins død i 1953 fik alle fanger blandt Jehovas vidner deres straf nedsat fra 25 år til 10 år. Det var ikke længere nødvendigt for dem i Sibirien at have et specielt dokument for at kunne rejse rundt. Myndighederne begyndte dog snart at foretage ransagninger og derefter at arrestere de Jehovas vidner som var i besiddelse af bibler eller bibelsk læsestof. Der blev oprettet særlige lejre til Jehovas vidner, og cirka 400 brødre og 200 søstre i området omkring Irkutsk blev anbragt i disse lejre.
Efterretningen om den forfølgelse vi blev udsat for i Sovjetunionen, nåede ud til Jehovas vidner rundt omkring i verden. Fra midt på året 1956 og til februar 1957 blev der derfor vedtaget en begæring på vores vegne ved 199 sektionsstævner der blev holdt i alle dele af verden. En tilhørerskare på i alt 462.936 vedtog begæringen, som var stilet til den daværende ministerpræsident i Sovjetunionen, Nikolai A. Bulganin. Blandt andre ting blev der i begæringen anmodet om at vi blev løsladt og fik tilladelse til at modtage og offentliggøre bladet Vagttårnet på russisk, ukrainsk og andre sprog som man måtte finde det nødvendigt at lade bladet udkomme på, samt andre bibelske publikationer der benyttes af Jehovas vidner i hele verden.
I mellemtiden var vores familie blevet sendt til den afsidesliggende landsby Khudjakovo omkring 20 kilometer fra Irkutsk. Der boede vi i syv år. I 1960 flyttede min bror Fjodor til Irkutsk; året efter giftede min anden storebror sig, og tillige flyttede min søster. I 1962 blev Fjodor arresteret og fængslet fordi han forkyndte.
Fra landsbyen Khudjakovo hvor vi boede, skulle vi gå eller cykle omkring 20 kilometer for at mødes med andre vi kunne studere Bibelen sammen med. Vi ville derfor gerne flytte til Irkutsk for at være i nærmere kontakt med andre Jehovas vidner. Den øverstbefalende i vores område var imod at vi flyttede, og han gjorde alt hvad han kunne, for at forhindre det. Efter nogen tid blev han dog mere velvilligt indstillet over for os, og vi fik mulighed for at flytte til landsbyen Pivovarikha, omkring 10 kilometer fra Irkutsk. Her var der en menighed af Jehovas Vidner, og dermed begyndte et helt nyt liv for mig. I Pivovarikha var der velorganiserede bogstudiegrupper og brødre der havde tilsyn med de åndelige aktiviteter. Hvor var jeg lykkelig!
På dette tidspunkt havde jeg fået stor kærlighed til Bibelens sandheder, og jeg ville gerne døbes. Mit ønske blev opfyldt i august 1965 da jeg blev døbt i den lille flod Olkha, hvor også mange andre Jehovas vidner blev døbt i den periode. For forbipasserende så det blot ud som om vi var på udflugt og tog en svømmetur i floden. Kort tid efter blev jeg udnævnt som tilsynsmand for Den Teokratiske Skole, hvilket blev min første opgave i menigheden. I november 1965 fik vi så en yderligere grund til glæde da Fjodor blev løsladt fra fængselet.
I 1965 samlede man alle de landsforviste og meddelte os at vi nu havde lov til at flytte hvorhen vi ville, og dermed forlade vores „varige opholdssted“. Man kan næppe forestille sig den glæde der fyldte os. Mens mange iblandt os på det tidspunkt valgte at rejse, var der andre som besluttede sig for at blive der hvor Jehova havde velsignet den åndelige vækst og støttet arbejdet. Mange af disse har opdraget deres børn, børnebørn og oldebørn i Sibirien, som med tiden har vist sig ikke at være så frygtindgydende et sted endda.
I 1967 mødte jeg Maria, en pige hvis familie også var blevet forvist til Sibirien fra Ukraine. Som børn havde vi begge boet i landsbyen Vilshanitsa i Ukraine. Vi blev gift i 1968, og med tiden blev vi velsignet med en søn, Jaroslav, og senere med en datter, Oksana.
Vi fortsatte med ved bryllupper og begravelser at mødes i stort tal og nyde det åndelige fællesskab. Vi brugte også disse lejligheder til at fortælle ikketroende slægtninge og venner om Bibelens sandheder. Ofte var der sikkerhedsvagter til stede ved disse særlige begivenheder, hvor vi åbent fortalte om det bibelske opstandelseshåb eller gjorde rede for Jehovas ægteskabsordning og de fremtidige velsignelser i hans nye verden.
Da jeg engang var ved at afslutte et begravelsesforedrag, kom en bil farende, dørene blev revet op, og en af mændene steg ud og beordrede mig ind i bilen. Jeg var ikke bange. Vi var jo ikke kriminelle, men troede blot på Gud. Problemet var bare at jeg i lommen havde nogle tjenesterapporter fra forkynderne i menigheden, og det kunne jeg blive arresteret for. Jeg spurgte derfor om jeg måtte give min kone nogle penge før jeg tog med dem. Lige for øjnene af dem gav jeg hende så både min pung og menighedsrapporterne.
I 1974 begyndte Maria og jeg i al hemmelighed at udarbejde bibelsk læsestof i vores hjem. Da vi havde en lille søn, gjorde vi det sent om aftenen så han ikke skulle finde ud af det. Men nysgerrig som han var, sov han bare rævesøvn og lurede for at se hvad det var vi lavede. Senere sagde han: „Jeg ved godt hvem det er der laver bladene om Gud.“ Vi var lidt nervøse, men bad altid Jehova om at beskytte vores familie i dette vigtige arbejde.
Med tiden blev myndighederne mildere stemt over for Jehovas Vidner, og vi planlagde derfor at holde et stort møde i Mir-centret for kunst og sport i byen Usolje Sibirskoje. Vi forsikrede myndighedspersonerne om at vores møder udelukkende blev holdt med det formål at studere Bibelen og nyde et kristent fællesskab. Over 700 fyldte hallen i januar 1990, og det vakte offentlighedens opmærksomhed.
Efter mødet spurgte en journalist: „Hvordan har I båret jer ad med at oplære jeres børn?“ Både han og andre gæster var forbavsede over at børnene sad stille og fulgte opmærksomt med i de fire timer det første offentlige møde varede. Inden længe kom der en god artikel om os i den lokale avis. Avisen konkluderede: „Man kan sandelig lære meget af [Jehovas Vidner].“
I 1991 afholdt vi syv områdestævner i Sovjetunionen, og der var i alt 74.252 til stede. Da nogle af Sovjetrepublikkerne senere opnåede selvstændighed, blev jeg af Det Styrende Råd bedt om at rejse til Moskva. Der blev jeg spurgt om jeg havde mulighed for at øge min andel i tjenesten for Riget. På det tidspunkt var Jaroslav blevet gift og havde selv fået et barn, og Oksana var teenager. I 1993 begyndte Maria og jeg derfor i heltidstjenesten i Moskva. Samme år blev jeg udnævnt til koordinator for Jehovas Vidners Regionale Religiøse Organisation i Rusland.
Nu arbejder Maria og jeg på vores nye afdelingskontor uden for Sankt Petersborg. Jeg ser det som en stor forret sammen med andre trofaste brødre at kunne sørge for det hurtigt voksende antal forkyndere af Riget i Rusland. I dag er der godt og vel 260.000 Jehovas vidner i de tidligere Sovjetrepublikker, heraf mere end 100.000 i selve Rusland!
Maria og jeg lader ofte tankerne gå til dem af vore kære slægtninge og venner der trofast har fortsat deres tjeneste i Sibirien, engang vort elskede hjem. I dag afholdes der store stævner i området, og cirka 2000 aktive Jehovas vidner tjener i og omkring Irkutsk. Profetien fra Esajas 60:22 bliver i sandhed også opfyldt i den del af verden: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation.“