Cosmos 4, Hvem er vi? Hvem?
Cosmos 4.
Når jeg tænker på dig og din udtalelse ” gud har ingen religion” tvinger du mig ind i det univers, hvor jeg må tænke tænke på hvordan det hele hænger sammen.
Vi har talt om og jeg har skrevet til dig min mening om oprindelsen og den universelle kosmiske sammenhæng jeg forstår, må vi nødvendigvis have vor oprindelse i urtiden, altså tiden før tiden.
Den verden og den stoflighed og substans, som udtrykkedes dengang kender vi ikke noget til. Vi kan gætte, men det fører ikke til noget da vi ingen forudsætninger har for, at begribe noget af det.
Vi taler om ”ånd” og allerede her har vi at gøre med forskellige ”begreber”, som dækker sig ind under ordet ”ånd”. Alligevel klarer vi os nogenlunde med det ord og forstår vel også noget omkring ”den anden verden”, men alligevel….
I hvert fald kan vi ret filosofisk tale om tiden før tiden og den dimensions beskaffenhed i sin væren, så vi kan fabulerer omkring vor egen virkelighed.
Alle er enige om, at vort univers ( som består af flere universer) dannedes af en ”energimasse” af en art vi ikke kender, engang for 20 milliarder år siden, regnet ud efter vor tids målestok.
Hvad der var dengang før det skete, ved vi ikke og kender ikke til den tids virkelighed. I dag taler vi om, at universet
( universerne) udvider sig, så som jeg forstår det, må ”det” altså udvide sig i noget. Dette noget er muligvis uden begrænsning og universet i dag, som vi kender det udvider sig i det, altså er vort univers begrænset ubegrænset.
Da vor stoflige verdens molekylære og atomare struktur repræsenterer tidens energi og den tids virkelighed vi ikke kender beskaffenheden af finder vi, at indholdet af denne energi, som pludselig optræder i en fysisk form, indeholder alt det vi kan se og føle.
Det betyder, at i urtidens ”stof” fandtes alt, men udtrykte ikke indholdet før energien fremstod og derfor satte en virksom kædereaktion i gang, som efterhånden kunne udtrykke sit ”indhold” eftersom betingelserne gradvis fremstod og blev til virkelighed.
Alt liv, alt i det hele taget fandtes udtrykt i andre koder end de blev til. Det har man fra begyndelsen udtrykt i fantasien og urtidens kultur, men først langt senere millioner af år senere indtil for 10.000 år siden, hvor man begyndte at udtrykke sig på skrift og nedfældede sine tanker og forestillinger systematisk.
Deraf vor urmenneskelige historie. Efterhånden som ”samfundet” blev mere komplekst nødvendiggjorde menneskets ”opfindsomhed” regler og love. Bedst kendt er måske Hammurabi ´s love fra tiden omkring 5.000 år før vor tidsregning.
Fra det øjeblik begyndte man at udtrykke sin spiritualitet i ritualer og på ”skrift”.
Efterhånden tegnede der sig et billede af den menneskelige forestilling om sin fortid og oprindelse og fremtid. Hvem er jeg og hvorfra kommer jeg og hvorhen går jeg når jeg ”dør” blev de essentielle spørgsmål.
Svaret måtte gives i sammenhæng med det liv og den hverdag mennesket efterhånden fik og det dannede nogle helt specielle og fundamentalistiske regler og ritualer.
Det er det vi kalder religion. Mennesket forestilling og fantasi omkring sin væsensart og liv i forholdet til omgivelserne og hinanden og den begyndende magt og samfundsmæssige struktur man var begyndt at leve under.
Herefter fulgte det slag i slag og vi kender alt for godt den ”virkelighed” eller forestilling der under trusler eller løfter har ført til alle de mange religioner og tilhængere verden over.
Vi vil kunne finde alle mulige og umulige sammenhæng i disse religioner og filosofier, idet de alle handler om mennesket og forholdet til omgivelserne og livet i det hele taget.
Ned gennem tiden har der så været perioder med reformatorer og kloge mennesker, som enten har taget afstand fra gængse normer eller fundet på en nyudvikling, som kunne være bedre eller værre.
Det er så blevet tvunget ned over menneskeheden uden undtagelse. I tillæg til disse ”bedrifter” har man så knyttet alle mulige politiske og religiøse forestillinger og vrangforestillinger for om muligt bedre at kunne styre folket.
Det gælder religiøst og især politisk.
Hvor befinder Gud sig i alt dette? Ingen steder. Gud er en fiktion vi har opfundet for ikke, at miste forstanden i universets
uendelighed og storhed. Og alligevel.
Det er måske lige netop det der er meningen. At Gud opstod i vor bevidsthed tvunget af vore egne omstændigheder og ikke som en udefra komme ”mand” der har levet meget længe.
Vi har behov for at identificere os med noget, som er større end os selv, idet vi helt naturligt har vor oprindelse i noget som er større end os selv, cosmos.
At vi så begyndte med og fortsætter med at personificere Gud med os selv og vore begrænsninger er vort eget problem, som vi ikke har kommet os over endnu.
Det ville måske være bedre for enhver og derfor os alle sammen, hvis vi begyndte at forholde os til hinanden ud fra vor universelle oprindelse og ikke ud fra vort Gudssyn eller snævre menneskesyn.
Vi forholder os til hinanden ikke med universelle ”øjne”, men med vore egne øjne eller Guds øjne. Vi påstår at vide hvordan Gud tænker og hvordan Gud betragter os og det vi tillægger Gud er bestemt ikke altid i vor egen interesse.
Så det, som ikke er i vor egen interesse, overfører vi til Guds sfære og trods det, at vi er mennesker og befinder os her, bestemmer vi hvad Gud har sagt og ment om alt og bedømmer ( fordømmer) hinanden ud fra det parameter.
Det begyndte så godt da Jesus fremstod og påstod sig direkte slægtskab med Gud. Hele tankegangen og Jesu lære, er noget vi kan bruge til at forandre vort liv og den måde vi ser på os selv på og hinanden, men det som begyndte så ”godt” endte så skidt.
Hvad man i Jesu og Guds navn har forårsaget af lidelse og ødelæggelse, trodser enhver beskrivelse. Alligevel står Jesu lære stadig, som det bedste bud på en forståelse af vor tilværelse her på planeten jorden og senere i ”himmelen”, et sted ingen ved hvor er, men som vi relatere til et sted der er godt at være og hvor vi nødvendigvis må vende tilbage til, muligvis en dybere forståelse og latent viden om, hvor vi kommer fra gennem urcosmos.
I den senere tids historie er der så opstået en videreførelse af Jesu tanker og lære, hvor der er lagt mere vægt på det spirituelle og den del af vort væsen, som samstemmer med det spirituelle og gennem denne viden og følelse har opnået en bedre forståelse af hvem vi er og hvorfra vi kommer og hvor vi går hen.
Det som alt kan summes op i er derfor. Er det noget som gavner fællesskabet og det samfund vi befinder os iblandt eller er det noget, som ødelægger og strider mod menneskets frie natur?
Hvis det gør det, er det ikke noget der vil føre menneskeheden til noget bedre og nødvendigt, idet mennesket stadig må formodes at befinde sig på vej mod det ultimative.
Så Gud har ikke de problemer vi har og Gud har ikke de religioner vi har. Gud er Gud og vi er os. Vi har meget med Gud at gøre, men kun i den udstrækning vi har dannet os et billede af noget større end os selv.
Det vil til gengæld fremkalde følelser, som kan befordre mennesket videre i sin vandring og udvikling på sin vej mod nye verdener og horisonter.
Det vil være forståelsen af denne virkelighed, som kan løfte os op over hverdagens middel mådelighed og endelig løsrive os fra undertrykkere og religiøse fanatikere.
Verden og derfor vi, har brug for et funktionelt fællesskab som vi kan leve med og bygge på og derfor har vi brug for filosofierne og tankerne og vor opførsel. Det som ikke tjener til menneskehedens bedste og videreførelsen, er ikke i vor interesse, men modarbejder udviklingen.
Sådanne tanker og handlinger og væremåde må og kan kun bekæmpes med ånd og viden og oplysning og det skal det. Derfor må vi tale med hinanden og leve med hinanden ud fra det, som tjener fællesskabet bedst og ikke ud fra en religiøs fanatisme eller påstået bedreviden.
Alle vore følelser er ægte og dem må vi forsøge, at indordne under det samfundsmæssige og vort sociale fællesskab. Ingen kan tillade sig at leve for sig selv i dag, da verden ikke kan bære at nogle få lever i overflod og flertallet dør af sult og sygdom. Vi er heldigvis nået til det tidspunkt i historien, hvor vi må leve for hinanden og hvis den enkelte ikke kan tage ansvar for sig selv, må samfundet gå ind og støtte vedkommende. Samfundet, det er os alle.
Det som vi ikke selv bryder os om, det ønsker den anden sikkert heller ikke. Til gengæld er det ikke sikkert, at det vi synes er det den anden ønsker. Derfor må vi leve med hinanden i et samfundsmæssigt tolerant fællesskab indtil vi alle oplever en ”fornyelse” af vor ånd.
For at ånden i os kan løftes op til fornyede ”højder” er det ikke lige meget hvad vi gør, siger eller beslutter. Alt må målrettes mod det mål, at løfte ånden op i os.
Der er ”ting” som er nedbrydende og menneskets ånd og der er ting der løfter ånden op. Det sidste må og skal vi fokusere på
ellers står vor udvikling stille.
Det er en udfordring til os alle og vi skal være meget opmærksomme på vore tanker og handlinger og følelser, for ”Gud” oprejser stadig ”profeter” iblandt os for at lede os.
Hvem er disse i dag? Det ville nok være klogt af os, at forsøge at finde ud af det. Så religionerne er menneskers opfindelse og det er et forsøg på ,at reflekterer over livet.
Meget venlig hilsen
Enoch.
Når jeg tænker på dig og din udtalelse ” gud har ingen religion” tvinger du mig ind i det univers, hvor jeg må tænke tænke på hvordan det hele hænger sammen.
Vi har talt om og jeg har skrevet til dig min mening om oprindelsen og den universelle kosmiske sammenhæng jeg forstår, må vi nødvendigvis have vor oprindelse i urtiden, altså tiden før tiden.
Den verden og den stoflighed og substans, som udtrykkedes dengang kender vi ikke noget til. Vi kan gætte, men det fører ikke til noget da vi ingen forudsætninger har for, at begribe noget af det.
Vi taler om ”ånd” og allerede her har vi at gøre med forskellige ”begreber”, som dækker sig ind under ordet ”ånd”. Alligevel klarer vi os nogenlunde med det ord og forstår vel også noget omkring ”den anden verden”, men alligevel….
I hvert fald kan vi ret filosofisk tale om tiden før tiden og den dimensions beskaffenhed i sin væren, så vi kan fabulerer omkring vor egen virkelighed.
Alle er enige om, at vort univers ( som består af flere universer) dannedes af en ”energimasse” af en art vi ikke kender, engang for 20 milliarder år siden, regnet ud efter vor tids målestok.
Hvad der var dengang før det skete, ved vi ikke og kender ikke til den tids virkelighed. I dag taler vi om, at universet
( universerne) udvider sig, så som jeg forstår det, må ”det” altså udvide sig i noget. Dette noget er muligvis uden begrænsning og universet i dag, som vi kender det udvider sig i det, altså er vort univers begrænset ubegrænset.
Da vor stoflige verdens molekylære og atomare struktur repræsenterer tidens energi og den tids virkelighed vi ikke kender beskaffenheden af finder vi, at indholdet af denne energi, som pludselig optræder i en fysisk form, indeholder alt det vi kan se og føle.
Det betyder, at i urtidens ”stof” fandtes alt, men udtrykte ikke indholdet før energien fremstod og derfor satte en virksom kædereaktion i gang, som efterhånden kunne udtrykke sit ”indhold” eftersom betingelserne gradvis fremstod og blev til virkelighed.
Alt liv, alt i det hele taget fandtes udtrykt i andre koder end de blev til. Det har man fra begyndelsen udtrykt i fantasien og urtidens kultur, men først langt senere millioner af år senere indtil for 10.000 år siden, hvor man begyndte at udtrykke sig på skrift og nedfældede sine tanker og forestillinger systematisk.
Deraf vor urmenneskelige historie. Efterhånden som ”samfundet” blev mere komplekst nødvendiggjorde menneskets ”opfindsomhed” regler og love. Bedst kendt er måske Hammurabi ´s love fra tiden omkring 5.000 år før vor tidsregning.
Fra det øjeblik begyndte man at udtrykke sin spiritualitet i ritualer og på ”skrift”.
Efterhånden tegnede der sig et billede af den menneskelige forestilling om sin fortid og oprindelse og fremtid. Hvem er jeg og hvorfra kommer jeg og hvorhen går jeg når jeg ”dør” blev de essentielle spørgsmål.
Svaret måtte gives i sammenhæng med det liv og den hverdag mennesket efterhånden fik og det dannede nogle helt specielle og fundamentalistiske regler og ritualer.
Det er det vi kalder religion. Mennesket forestilling og fantasi omkring sin væsensart og liv i forholdet til omgivelserne og hinanden og den begyndende magt og samfundsmæssige struktur man var begyndt at leve under.
Herefter fulgte det slag i slag og vi kender alt for godt den ”virkelighed” eller forestilling der under trusler eller løfter har ført til alle de mange religioner og tilhængere verden over.
Vi vil kunne finde alle mulige og umulige sammenhæng i disse religioner og filosofier, idet de alle handler om mennesket og forholdet til omgivelserne og livet i det hele taget.
Ned gennem tiden har der så været perioder med reformatorer og kloge mennesker, som enten har taget afstand fra gængse normer eller fundet på en nyudvikling, som kunne være bedre eller værre.
Det er så blevet tvunget ned over menneskeheden uden undtagelse. I tillæg til disse ”bedrifter” har man så knyttet alle mulige politiske og religiøse forestillinger og vrangforestillinger for om muligt bedre at kunne styre folket.
Det gælder religiøst og især politisk.
Hvor befinder Gud sig i alt dette? Ingen steder. Gud er en fiktion vi har opfundet for ikke, at miste forstanden i universets
uendelighed og storhed. Og alligevel.
Det er måske lige netop det der er meningen. At Gud opstod i vor bevidsthed tvunget af vore egne omstændigheder og ikke som en udefra komme ”mand” der har levet meget længe.
Vi har behov for at identificere os med noget, som er større end os selv, idet vi helt naturligt har vor oprindelse i noget som er større end os selv, cosmos.
At vi så begyndte med og fortsætter med at personificere Gud med os selv og vore begrænsninger er vort eget problem, som vi ikke har kommet os over endnu.
Det ville måske være bedre for enhver og derfor os alle sammen, hvis vi begyndte at forholde os til hinanden ud fra vor universelle oprindelse og ikke ud fra vort Gudssyn eller snævre menneskesyn.
Vi forholder os til hinanden ikke med universelle ”øjne”, men med vore egne øjne eller Guds øjne. Vi påstår at vide hvordan Gud tænker og hvordan Gud betragter os og det vi tillægger Gud er bestemt ikke altid i vor egen interesse.
Så det, som ikke er i vor egen interesse, overfører vi til Guds sfære og trods det, at vi er mennesker og befinder os her, bestemmer vi hvad Gud har sagt og ment om alt og bedømmer ( fordømmer) hinanden ud fra det parameter.
Det begyndte så godt da Jesus fremstod og påstod sig direkte slægtskab med Gud. Hele tankegangen og Jesu lære, er noget vi kan bruge til at forandre vort liv og den måde vi ser på os selv på og hinanden, men det som begyndte så ”godt” endte så skidt.
Hvad man i Jesu og Guds navn har forårsaget af lidelse og ødelæggelse, trodser enhver beskrivelse. Alligevel står Jesu lære stadig, som det bedste bud på en forståelse af vor tilværelse her på planeten jorden og senere i ”himmelen”, et sted ingen ved hvor er, men som vi relatere til et sted der er godt at være og hvor vi nødvendigvis må vende tilbage til, muligvis en dybere forståelse og latent viden om, hvor vi kommer fra gennem urcosmos.
I den senere tids historie er der så opstået en videreførelse af Jesu tanker og lære, hvor der er lagt mere vægt på det spirituelle og den del af vort væsen, som samstemmer med det spirituelle og gennem denne viden og følelse har opnået en bedre forståelse af hvem vi er og hvorfra vi kommer og hvor vi går hen.
Det som alt kan summes op i er derfor. Er det noget som gavner fællesskabet og det samfund vi befinder os iblandt eller er det noget, som ødelægger og strider mod menneskets frie natur?
Hvis det gør det, er det ikke noget der vil føre menneskeheden til noget bedre og nødvendigt, idet mennesket stadig må formodes at befinde sig på vej mod det ultimative.
Så Gud har ikke de problemer vi har og Gud har ikke de religioner vi har. Gud er Gud og vi er os. Vi har meget med Gud at gøre, men kun i den udstrækning vi har dannet os et billede af noget større end os selv.
Det vil til gengæld fremkalde følelser, som kan befordre mennesket videre i sin vandring og udvikling på sin vej mod nye verdener og horisonter.
Det vil være forståelsen af denne virkelighed, som kan løfte os op over hverdagens middel mådelighed og endelig løsrive os fra undertrykkere og religiøse fanatikere.
Verden og derfor vi, har brug for et funktionelt fællesskab som vi kan leve med og bygge på og derfor har vi brug for filosofierne og tankerne og vor opførsel. Det som ikke tjener til menneskehedens bedste og videreførelsen, er ikke i vor interesse, men modarbejder udviklingen.
Sådanne tanker og handlinger og væremåde må og kan kun bekæmpes med ånd og viden og oplysning og det skal det. Derfor må vi tale med hinanden og leve med hinanden ud fra det, som tjener fællesskabet bedst og ikke ud fra en religiøs fanatisme eller påstået bedreviden.
Alle vore følelser er ægte og dem må vi forsøge, at indordne under det samfundsmæssige og vort sociale fællesskab. Ingen kan tillade sig at leve for sig selv i dag, da verden ikke kan bære at nogle få lever i overflod og flertallet dør af sult og sygdom. Vi er heldigvis nået til det tidspunkt i historien, hvor vi må leve for hinanden og hvis den enkelte ikke kan tage ansvar for sig selv, må samfundet gå ind og støtte vedkommende. Samfundet, det er os alle.
Det som vi ikke selv bryder os om, det ønsker den anden sikkert heller ikke. Til gengæld er det ikke sikkert, at det vi synes er det den anden ønsker. Derfor må vi leve med hinanden i et samfundsmæssigt tolerant fællesskab indtil vi alle oplever en ”fornyelse” af vor ånd.
For at ånden i os kan løftes op til fornyede ”højder” er det ikke lige meget hvad vi gør, siger eller beslutter. Alt må målrettes mod det mål, at løfte ånden op i os.
Der er ”ting” som er nedbrydende og menneskets ånd og der er ting der løfter ånden op. Det sidste må og skal vi fokusere på
ellers står vor udvikling stille.
Det er en udfordring til os alle og vi skal være meget opmærksomme på vore tanker og handlinger og følelser, for ”Gud” oprejser stadig ”profeter” iblandt os for at lede os.
Hvem er disse i dag? Det ville nok være klogt af os, at forsøge at finde ud af det. Så religionerne er menneskers opfindelse og det er et forsøg på ,at reflekterer over livet.
Meget venlig hilsen
Enoch.