er du adopteret?

Jeg ved godt det her er en delikat sag, men nu må jeg finde ud af det.
Er du hankøn.
Er du født den 28.3.1971
Er du adopteret, så er jeg måske din biologiske mor.
Har du lyst til at finde dine rødder så skriv eller ring til mig, jeg har tænkt på dig hver dag de sidste 34 år.
Kærlig hilsen rikke.kramer@sol.dk. tlf. 46731592

Er det ikke lidt uheldigt, det du har gang i? Jeg fordømmer dig bestemt ikke, men var det ikke dig der valgte at bortadoptere dit barn? Hvis ja, så er det min KLARE overbevisning at ønsket om at se dig, skal komme fra det barn du ikke ville/kunne have dengang?
Beklager hvis jeg er for direkte, men jeg mener ikke det kunne siges anderledes.

med Victor

at mene... du ved jo ikke hvad der sket den gang... og hvis det var mig ville jeg være lykkelig over at havde en mor der stadigvæk tænkte på mig og ville se mig... der skal jo meget mod til at begynde at lede efter en, der altid har været en del af end hjerte... og så er du bare så led... og starter med at give hende et nederlag.... det er ikke fedt....
ønsker dig alt held og lykke med at finde din søn

fuldstændig ret ligesom garwg, jeg har slettet mit indlæg, og jeg aner ikke hvorfor det ikke bare ryger ud, men jeg kan godt se at jeg er lidt ude i tovene og det er jo rigtigt det i siger

ond.... prøv at sæt dig i hendes sted... du ved jo ikke hvad der er sket... men hvis du havde en del af dit hjerte gående rundt ude i verden, ville du så ikke også prøve at finde den... jeg ville iverfald prøve, og ja hvis det var mig der var "barnet", ville jeg være lykkelig for min mor ville prøve at finde mig... for at sætte de sidste ting på plads... finde min baggrund... Og ja der skal meget mod til at gå ud og søge... det første du gør er at give den modig kvinde et stort nederlag... det er sku for dumt... ønsker du ikke lykke til folk...??? og hvis det er, han ikke vil kontaktes, kan han jo bare lad være med at svare... men ja, du skulle bare være led og ja... synes jeg ikke er godt nok... hvad meed at ønske hende held og lykke i stedet... for det er en hård tur hun skal ud på...

for de ord det var lige hvad jeg trængte til, for jeg er ikke noget ondt menneske. Men splittet for hvad skal jeg gøre?

jeg ved det ikke... er der ikke nogen steder du kan søg...? synes det er mega flot du tør at søg

Hvor er du bare sød og dejlig nu sidder jeg her og aner ikke hvad jeg skal gøre, for det er jo rigtigt at min søn kan jo bare søge mig, men tænk nu hvis han ikke ved han er adopteret

kender en der er blevet fundet af sin mor og han var lykkelig,,, for det han ikke kunne finde hos sin familie, fandt han der hos sin rigitg mor... Han siger at det var som det sidste faldt på plads... jeg ved at snakker med sin mor... men han siger, hun er ikke min mor... men det bedste der er sket... jeg ved det ikke hvad med prøve at kontakte sporløs...?

Og vil kun ønske dig HELD & Lykke med at finde dit barn.
At nogle her skriver negative indlæg skal du bare blæse på, hvorfor du i sin tid valgte at give dit barn fra dig ER en sag mellem dig og barnet, og INGEN andres.
Jeg ville ønske at nogen havde oplyst mig om at jeg var adopteret - så var jeg sluppet for meget da jeg i en alder af over 30 opdagede det, uheldigvis forstod "mine forældre" ikke mit behov for at kende mine biologiske rødder, og det endte med at de afskrev mig.
At kende sine rødder er en menneskeret, desværre er der nogle som ikke forstår dette.
Jeg vil hermed give dig et link til foreningen Stamtræet som hjælper adopteret til at finde deres biologiske forældre, MÅSKE dit barn herigennem har søgt dig.
adressen er http://www.adoption.dk/adopterede/stamtraet.htm
Jeg vil igen ønske dig held og lykke og håbe du får dit ønske opfyldt.
Knus fra "adopteret selv"

jeg har fulgt min kærestes forløb, fra han som 34 årig (først) fik at vide at han var adopteret, og følgende hvordan han fik navnene på hans biologiske forældre, han fik deres adresser og skrev brev til dem og fik svar tilbage samme eftermiddag fra begge forældre om at de meget gerne ville se ham.
De havde prøvet at finde ham, da han var ca 18 år, men forgæves, fordi de fik af vide at de biologiske forældre har ikke ret til at "komme og forstyrre"... det er barnet selv der har retten til at ta kontakt.
Hans bio. mor fik af vide at han ville blive anbragt i den anden del af Danmark, men faktum var at de anbragte ham lige i nærheden. For at det ikke skal være løgn så er min kæreste vokset op i samme område som der hvor hans egen mor voksede op og slog sine folder som ung.
Har du ingen anelse om hvor han blev anbragt? Kender du ikke adoptivforældrenes navne?
Godt forslag at kontakte stamtræet!
Det er lovpligtigt at børn skal ha af vide at de er adopterede når de fylder 12 år. Men der er jo ingen garanti for, at de FÅR det af vide af adoptivforældrene.
Det hører vi jo også her et andet eksempel på.

det gør mig meget ondt at dine adoptivforældre har afskrevet dig, det er jo ikke det der er meningen, jeg gruer også for at bryde ind i noget som er mig uvedkommende, hvilket jeg jo ikke synes det er. At jeg som 15 årig bortadopterede et barn er min fejl, jeg har fortrudt det lige siden, men hvis det havde været omvendt, at jeg havde adopteret ville jeg have fuld forståelse for at mit barn ville søge de biologiske rødder.
Ja det kan jeg sagtens sige, det er så nemt, men ikke desto mindre sandt, jeg har så ondt af dig kære du, håber du får et godt liv. Må jeg spørge dig fandt du din biologiske mor. Skriv evt. på min mail.

nej jeg ved ikke hvor han kom hen, ved kun jeg var en dum uvidende tøs på 15 år, men 15 årige tøser har også følelser, og som jeg skriver, og det er virkelig sandt, jeg har haft ham i tankerne hver eneste dag, også selvom jeg sidenhen har fået 2 børn, så føler jeg stadig at jeg har et barn derude, og han er efterhånden 34 år nu må det være på tide vi finder hinanden. Men jeg kontakter stamtræet. Knus herfra mig og held og lykke for dig og din kæreste

JA jeg fandt mine biologiske forældre, eller viden om dem, for de var døde året før jeg fik at vide jeg var adopteret.
Og det har virkeligt være svært at leve med, at jeg aldrig fik kontakt med dem, inden det var for sent.
Mine adoptivforældre ville ikke oplyse mig om noget som helst dengang jeg opdagede det, det var bare noget som i deres øjne ikke skulle tales om,hvorfor det havde denne holdning må guderne vide.
De brød med mig da jeg begyndte at opsøge mine rødder.
Jeg ønsker ikke at skrive for meget om det her, men min barndom har bestemt ikke været let, sikkert også derfor jeg idag lever ok med ikke at have kontakt med dem, desværre betød det også at mine børn mistede kontakten til deres bedsteforældr.
Jeg har gennem mine børns opvækst opfordret dem til at komme ved deres bedsteforældre, men forgæves døren var smækket i for mine børn også, idag har jeg selv børnebørn og fatter ikke at nogen kan være sååå kolde som mine adoptivforældre.
Noget jeg nok aldrig kan tilgive dem, et er hvad voksne gør, men at straffe mig gennem mine børn var/er for meget.
Jeg har igennem Stamtræet fået meget hjælp også rent psykologisk, dengang jeg virkelig havde brug for det.
Heldigvis har jeg også en mand som stod/står bag mig 200 % også mine børn har støttet mig hele vejen igennem, også her som voksne har det fortalt at det var ok. De fleste i min adoptions familien har da heldigvis også støttet mig.
Så opsøg endelig Stamtræet,der vil du IKKE møde fordømmende folk, kun gode og hjælpsomme.
Igen held og lykke.

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil posøge din søn.
Hvis du har børn nu, så kan det være en mulighed for at finde ham, da hans søskende godt må få at vide, hvor han er henne, men jeg ved ikke om det skal være hans biologiske søskende?
Min søn har altid vidst at han var adopteret, og han har også haft kontakt med begge sine biologiske forældre, som hver især er gift med en anden.

Det var hans biologiske søster, som fandt ham, vi havde ellers lige snakket om at vi ville hjælpe ham med at finde de bioforældre.
Men desværre havde de ikke rigtig noget sammen, og jeg tror han var meget vred på biomor, fordi han engang var blevet vraget af hende, selvom jeg fortalte ham at i 1966 var der ingen hjælp for en enlig mor, og at hun gjorde det for at han kunne få et godt hjem, og som han siger, jeg kunne ikke få bedre og kærlige forældre end jer.
Jeg ville da så gerne at de kunne få det godt sammen, for han vil altid være mit barn, det var jeg slet ikke bange for.så jeg ville da gerne hjælpe ham.
Desværre ville hans søster ikke have nuget med ham at gøre, det var moderen der tvang hende til det, det er nu ærgeligt, de kunne da havde noget sammen, men sådan skulle det ikke være.

Jeg håber du får noget ud af det esmalda.
Hilsen fra en glad adoptermor

blev også bortadopteret lige efter fødslen. kom til et godt stabilt hjem med almindelig god hverdagskærlighed til børnene.
Fra jeg første gang spurgte om hvordan man får børn, fik jeg at vide hvordan, og at sådan havde de ikke fået mig, meget sobert og meget fint. Det gav ikke forvirring, men accept og følelsen af at så var det godt at de savnede mig og fik mig :o)
som årene gik begyndte tanken om min biofam. at blive tydeligere. Faktisk først langt oppe i 20érne, for jeg kom til at tænke på at min biomor nok gerne ville vide hvordan jeg havde det inden hun døde!
så jeg fandt hende, skrev og fik kontakt straks, og vi har setes siden. ikke særlig regelmæssigt, men så skriver vi. og vi er ude over de første 2 år, hvor de fleste kontakter går i sig selv igen. (nok fordi man har hver sit liv bag sig, og skal starte forfra med det meste)
mht. at føle vrede mod min biomor (og far), jo. og det gav en krise og et afbræk i kontakten på over 1 år. For vreden føler jeg.
Jeg er nu engang blevet valgt fra. Uanset hun havde gode grunde, og uanset jeg kender og forstår valget.
Jeg måtte sige det til hende, at jeg var vred, kanonvred. Og hun lyttede bare og sagde at det ku hun godt forstå. Flere gange. Ingen forsvar og ingen forklaringer, men ren accept af min vrede. Og så kunne vi komme videre sammen igen.
Så nu har vi igen et godt forhold, langdistance godt nok, men det er dejligt at hun er der, og mine andre biosøskend :o)
Og vi har det godt sammen, samtidig med at jeg stadig er vred... Det er der bare samtidigt. Og det accepterer jeg, og hun, og vi har det rart sammen alligevel.
Men det betød meget for mig, at hun i alle årene havde tænkt på mig. Og at hun havde fortalt mine søskende om mig allerede da de var unge teenagere, så alle kendte til mig :o)

for uanset hvor jeg har snakket adopterede børn med nogen, så tænker andre altid ud fra den mors side, som savner sit barn.
Jeg vil godt sige, at som adopteret, er det fa%#"(%"""!¤= (undskyld) os der var små hjælpeløse babyer, som fik vores livsstreng 100% kappet lige efter fødslen! Det er os der var de små og som trænger/trængte til forståelse og omsorg.
Den mor der har truffet det tunge valg, var voksen i en eller anden forstand, og kunne/kan udtrykke sig. Det kunne det lille barn ikke. Det blev bare prisgivet. Og det kan sætte meget dybe spor, der præger ens liv uanset hvor skolet, selvudviklende osv. man er. Det bliver et livsvilkår at nogle af os har noget at slås med i perioder, som andre ikke har.
Så må jeg på de adopteredes vegne råbe ud til alle om forståelse og omsorg for det kæmpechock vi har fået da vi blev "kappet" fra alt vi kendte!

Hej alle Jer som har svaret på dette indlæg. Mit navn er Palle Kaastrup og jeg er Rikkes søn. Jeg er godt nok født den 30. marts (i.flg. mine papirer), men måske er min fødselsdato ændret for at skjule mig bedre.
Jeg har fundet Rikke fordi jeg selv begyndte at lede. Desværre er Rikke sovet ind i april 2007 efter 1,5 års sygdom. Rikkes hemmelighed holdt hun for sig selv. Særligt derfor, er jeg lykkelig over at hun forsøgte at finde mig via Internettet. Det er kun her, jeg har hendes ord for hendes følelser. Jeg ville gerne have mødt Rikke og fortalt hende at jeg har haft et rigtig godt liv og at jeg altid har vidst at jeg var adopteret.
Jeg har fået en lillebror og en lillesøster. To fantastisk dejlige mennesker og jeg håber, at vi på trods af mange års adskillelse kan være søskende resten af livet. Jeg mærker pludselig en kæmpe kærlighed til to vidunderlige mennesker som jeg aldrig har kendt. Jeg mærker "blodets bånd". En følelse jeg ellers kun kender fra mine egne to drenge.
Vores mor har haft det sværet men nu har hun fået sit sidste ønske opfyldt.
Tak Rikke - tak mor. Tak for Tine og tak for Mikkel. Jeg ved at du kigger ned på os lige nu og at du smiler og har fået fred i sjælen.

Jeg accepterer kun, at du taler for dig selv - for jeg fik ikke noget kæmpechock.

Velkommen i familien Palle!
Vi har alle mødt dig nu.
Palle vi er stolte af dig,stolte af dine forældre der gav dig en kærlig og omsorgsfuld
opvækst.Din lillesøster og lillebror har,som din lillesøster udtrykker det "fået en gave"
Vi er alle rørt over ,at få lov at dele "gaven" med dine søskende.
Palle du er en "kanon fyr" og du har en "kanon familie" som selvfølge består af din kone-
en klog varm og forstående kvinde som igennem mange år har støttet dig i dit ønske om,at finde dine rødder.Sammen har i fået 2 børn..2 kvikke drenge med mod på livet,det mod du også har og som har ført dig frem til "din historie" en historie om en lille dreng der altid ønskede sig, at blive storebror-og blev det!!
Morale: ønsker man sig noget i livet,bevar troen og håbet!
kærlig hilsen
Ole

Rikke valgte ikke selv udgangen på sin graviditet.Fordøm aldrig det menneske som hvis du havde hørt dets historie kunne være blevet din ven.

Kære Rikke
Jeg ved det er for sent nu at skrive.Du er død.Men det kan være det kan hjælpe andre.
Du skriver: "jeg var en dum uvidende tøs på 15 år" Rikke du var ikke dum.Du/vi havde nogle dumme uvidende forældre som ikke var deres ansvar bevidst.De magtede som voksne ikke at tage ansvar for deres egen datter.Der kan selvfølgelig være mange grunde til det,såsom, hvad siger naboerne(familiens ære!)Men jeg mener, at familiens ære bliver større af, at tage vare og omsorg på et menneske man selv har sat i verden.Tænk sig,at agte omgivelserne højere end sit eget kød og blod.
Kære forældre.Hvis jeres datter kommer ud for, i en tidlig alder at blive gravid så drag omsorg for hende og hendes barn alt andet er vanrøgt!

test

hej
i en alder af 26år fik jeg af vide jeg var adopterret, det var imod min adoptivs mors og min rigtig mors vilje at jeg fik det af vide, men der var knas i familien derfor min adotivmor valgte at fortælle mig det.
jeg er i dag 30 år har selv barn. Jeg kan ik bearbejde det rigtig. min rigtig mor er død. hun døde få år efter jeg blev født. jeg blev adopteret da jeg var 4 dage gammel. jeg er født 23maj 1978.min mor havde en del mænd så jeg ved godt at det er ikke er manden hun blev gift som hedder kristensen til efter navn. min mor blev gift ane grethe trebbien kristensen født jørgensen. jeg ved jeg har et hav af halv søskende men dem ved jeg hvem er og er ikke interesseret, jeg er interesseret i min far.
email mig hvis du ved noget om det. dittelykke@hotmail.com

Er der overhovedet nogle der i denne tråd selv er adopteret?? eller har prøver og skulle tage valget mellem at bortadoptere et barn og beholde det??? ....
Jeg mener helt klar at folk der udtaler sig om sådanne ting uden at vide noget om sagen er direkte dumme ... jeg er selv adopteret fra syd Korea (skræmmende for mig at personer ikke kender forskel op nord- og Sydkorea), og jeg vil indrømme at jeg i en alder af snart 26 er begyndt at føle jeg mangler noget i mit liv ... selv om jeg har prøvet og er i gang med uddannelse ... så er det som om jeg mangler noget for at alt falder på plads... så kom ikke og fortæl en mor der har bortadopteret at det er forkert eller stemple vedkomne ... hvad hvis det var dig der var 17 år og ikke kunne give dit barn den tilværelse du ville ... tænker man som mor/far ikke altid på barnets ve og vel??
Jeg ved fra historiske optegnelser at bare tilbage til den periode jeg blev adopteret fra, havde kvinder i sydkorea svært ved at finde en ny mand hvis de havde et barn fra et tidligere ægteskab ... eller at jeg måske er kommet til uden flr et ægteskab, hvilket er lige så slemt ... !
Der kan være mange grunde til min biologiske mor valgte at bortadoptere mig .. men jeg havnede i en kærlig dansk familie som jeg er taknemmelig for ... men tror stadig ikke at man kan forstå situationen hvis man ikke selv har prøvet enten at være adopteret eller bortadoptere et barn.
Lykke til .. ved det er en gammel tråd ... men synes jeg ville give en besked her inde da det er et emne der op igennem årene er kommet mig mere og mere nær :)