Adopteret - at finde sine rødder.

Jeg vil starte mit indlæg med at skrive, at jeg har villet finde mine biologiske forældre siden jeg var 15 år gammel, men vidste, at jeg måtte vente til jeg fyldte 18 år og blev myndig før jeg kunne begynde min søgning.
Mine forældre fik jeg ingen hjælp fra, fik tværtimod at vide,at der var "lås på oplysningerne" vedr. adoptionen.
Jeg prøvede derfor at gå til forskellige familiemedlemmer, som hver især, i al hemmelighed, kom frem med lidt flere detaljer, men slet ikke fyldestgørende nok for mig.
Da jeg blev myndig gik jeg igang og fandt - med møje og besvær - frem til, at min familie boede på Fyn og at jeg havde nogle halvsøskende.
Jeg tog derover for ca. 10 år siden og besøgte dem -det var en stor succes og vi var alle spændte på at se hinanden. Det ene besøg blev til flere, men forskellige forhold gjorde, at jeg afbrød kontakten selv.
Jeg fandt kun min biologiske mor, men havde stadig et ønske om også at finde min biologiske far.
I dag har jeg ingen kontakt til min biologiske familie.
Min biologiske mor løj om nogle ting vedr. min adoption og derfor afbrød jeg kontakten til hende.
For 7 år siden gik jeg op på kommunen og fandt frem til min biologiske fars adresse og her fornylig skrev jeg til ham. Jeg skrev i brevet, at jeg ønskede kontakt til ham og jeg venter stadig på et svar fra ham. Han bor i Jylland.
Jeg er meget spændt på at høre, om han svarer på mit brev, for jeg vil gerne møde ham før han dør. Han er 77 år i dag.
Men debatten jeg vil starte handler om, hvor frustrerende og alene man står med sit ønske om at finde sine rødder.
Andre mennesker kan simpelthen ikke forstår, hvorfor man vil finde sine biologiske far/mor og spørger:"Hvad vil du dog med de oplysninger".
Prøv at vende spørgsmålet: "Hvad nu, hvis det var dig selv, ville du så ikke ønske at vide, hvor du kommer fra, hvordan dine biologiske far/mor ser ud"? Jo, det ville du nok!
Vi (de adopterede) føler meget, at vi står alene med vores ønske om at finde vores rødder.
Med ønske om en god debat!
Den adopterede

Jeg kender dig ikke, men ud fra dit indlæg, så lyder det som en vildt dårlig ide at du vil opspore dine biologiske rødder, du dropper dem igen for et godt ord og hvem står så tilbage med dårlige minder om en som de havde droppet for længe siden.
Inderst inde så tror jeg slet ikke du ønsker kontakt til dine rødder.

Nu er det jo sådan, at jeg HAR fundet min biologiske mor og kun mangler at finde min far. Du har ikke forstået min pointe, som jo er, at adopterede er alene og meget frustrerede over, at der ikke er ret mange, som forstår vores dilemma: at vi gerne vil finde vores rødder!
Men nej, det har ikke været nogen dårlig oplevelse, som du skriver, og nej, jeg ser ikke tilbage på dét at finde min biologiske mor som noget negativt.
Så skulle dét være på plads!
Vh Pya (forfatter til indlægget "Adopteret - at finde sine rødder".

Kære adopterede
Jeg forstår godt din frustration over den manglende forståelse overfor dit ønske om at finde dine biologiske rødder. Det kan være svært for andre at sætte sig ind i den situation, men der er dog ved at ske en ændring bl.a i adoptionskredse. En af de organisationer der formidler udenlandsk adoption har f.eks oprettet en hjælp til adopterede, der ønsker at finde deres rødder. Det er en hjælp, der både konkret går på hvordan man rent teknisk finder tilbage i oplysningerne, men også den sociale og psykiske håndtering af det at finde sine rødder. -Og vores broderland Sverige har med sin lovgivning sikret at børn undfanget ved brug af sæddonerne kan få oplyst deres biologiske far's navn. Jeg synes udviklingen går i den rigtige retning, men derfor kan det stadig være svært for andre at sætte sig ind i den specielle situation. Jeg håber for dig, at du får noget positivt ud af en kontakt med din biologiske far. Held og lykke.
Mvh Mama

Jeg har en voksen søn, som vi har adopteret, og vi elsker ham, og gudskelov, så elsker han også os.
Vi har altid fortalt og støttet ham, som adoptivbarn. Men han er altså vores barn.
Han har også haft kontakt med begge sine biologiske forældre, men det er ikke gået godt, og nu har han ikke kontakt mere, men er glad for at vide hvor han kom fra, og han er meget glad for at han fik lov til at være vores barn,
Men alligevel kan han ikke glemme, at han er vraget, sådan føler han det.
Det skal siges, hans biomor, vil meget gerne have kontakt med ham, men han vil ikke.

Det er vel kun normalt man gør sig tanker omkring, hvem ens opringelige forældre er. Nu kender jeg ikke til alle adopteret familie forhold, men ved at hos flere adoptivforældre mener, at deres børn at de skal tilbage og finde deres rødder.
Andre siger, at vis ønsket kommer vil de bakke dem op i dette, men nu er du adopteret fra Danmark kan jeg læse ud af dit indlæg. Men når vi taler om adopteret fra andre lande, har det været et problem i mange år, at man jo ikke kunne vide om det var ens opringelige forældre man fant frem til. Det er jo først i de sener år, hvor man kan tage en genetiks test, at man kan være sikker.
Samt tror jeg også man skal helst have snakket det igennem med sine adoptiv forældre, eller andre som man har et fortroligt forhold til. Nu som i dit tilfælde, hvor det jo ikke kun har været positivt dette møde med din mor.
Når det er tale om adopteret fra andre lande, skal man jo gøre sig bevidst om den kulturs normer hvor man kommer fra. Samt gøre sig bevidst omkring det er ikke sikkert man finder sine forældre, og at det påvirker en stærkt vis det ikke forløber som man håbede.
Hvis det var mig selv tror jeg også jeg ville prøve, som jeg har et ønske om at komme op til min samiske kultur, selv om det er langt tilbage.
Håber du når at møde din far.
Ellers et rigtigt godt oplæg.
Mvh

hej adopterede
jeg er selv adopteret, men min far var desværre død da jeg fandt frem til ham jeg turde ikke lede efter ham noget før fordi emnet var et tabuemne.
jeg vil sige til dig det er ikke sikkert du finder hvad du forventer at finde da mennesker jo er forskellige ,men prøv at aksepter det du finder da du ikke kan forvente at din far er lige som du vil have ham ,da er du nået langt.
uanset om det er godt eller dårligt er det bedre end det uvisse ,held og lykke.
den adopterede

Jeg er selv adopteret fra Colombia og jeg vil gerne give mit besyv med i denne her debat.
Jeg har en, velbegrundet, teori om at det formentligt primært er piger, der har et behov for at finde deres rødder. Og det er der bestemt intet forkert i!! Men dette behov for at søge svar om hvor man kommer fra, tror jeg primært er feminint. Hvilket måske er også er grunden til at jeg ikke har følt det! :)
Jeg vil gerne forklare hvorfor:
Jeg har en familie her i Danmark som jeg elsker meget højt også selv jeg er adopteret. Faktisk har jeg på et eller andet plan grund til at elske dem mere - uden dem var jeg måske ikke engang i live i dag! Men sagen er den at jeg har hele min opvækst, socialt, kulturelt etc gennem mine danske forældre. Jeg kender dem som min mor og far, de er trods alt det eneste hold forældre jeg nogensinde har haft. Ligeledes elsker jeg min søster mere end noget andet, og hun er heller ikke min biologiske søster. Min pointe med dette her er at jeg grundet min trygge opvækst i Danmark føler mig meget knyttet til min forældre her. Derfor er jeg bange for at komme til at "sætte mig mellem 2 stole," hvis det lykkedes mig at finde min colombianske forældre. For de vil jo langt hen af vejen også gerne have mig "tilbage" i deres liv og kan derfor blive såret over at jeg ikke ønsker dem som forældre. Dette scenarie har jeg rent udsagt ikke lyst til at opleve - derfor holder jeg mig fra at opsøge dem.
Håber dette har givet mening og at det kan bruges konstruktivt i debatten!

Selv om jeg har levet en tryk tilværelse med mine biologiske forældre og bedsteforældre og derfor måske ikke har jeres problemer inde på livet forstår jeg jer godt. Mine tanker gå flere generationer til-bage. Til forrige århundre skiftet hvor min mormor forlod Norge og giftede sig med en dansker min mor-far. Mens flere af hendes søskende rejste til USA.
Så måske har jeg familiemedlemmer i det store land?
Min mormor og 2 af hendes søskende rejste til Danmark. Hvor Anna Jacobsen fra Larvik blev gift med snedkermester AV.Hansen og boede på Østerbro i Køben-havn. Her fik de 3 børn hvis slægt som jeg har for-bindelse med. Men kunne godt lide at hilse på mine fjerne slægtninge.
herollen2@sol.dk

Jeg vil bare lige så én ting fast: du skriver i dit svar, at så skal jeg tale med mine adoptivforældre om sagen: mine forældre omtaler jeg ikke som mine adoptivforældre - de ER mine forældre!! Jeg har ALDRIG brugt det ord om mine forældre og vil heller aldrig gøre det!!!
Så kom det på plads!!

Det er vel ok at bruge begrebet, jeg mener ikke noget nedsættende med ordet. Jeg personligt kan ikke lid ordet hitte barn, jeg kan bedre lid ordet adopteret, men det vel ok at være åben omkring det.
Kommer du fra et andet land er det jo lidt svært at skjulle man er adopteret, og man er jo et lige så godt menneske af den grund.
Hvert sekund fødes der en menneskesjæl
til verden. Et nyt lys tændes, en stjerne der
måske skal brænde usædvanlig smukt, der i al fald
har sit eget, aldrig sete spektum. Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt væsen ligner de kometer, der kun en gang i al Evighed rører jordens Bane og en stakket tid drager deres lysende vej henover den en fosforesceren mellem to Evigheder af mørke.
Martin Andersen Nexø
Ditte menneskebarn
Mvh

det er en af de lykkelige historier. Som voksen, over 30, fik jeg brug for at lære mine rødder at kende. Og jeg havde hele tiden tanken, at døde min biomor før jeg fandt hende, så vidste hun ikke hvordan hendes barn havde haft det hele livet. Det ku jeg ikke holde ud.
Min familie hjalp mig, gav mig navne at starte på, myndighederne var lidt træge, men i 2 forsøg kom jeg igennem og fik en dag med posten alle oplysninger. Det var meget overvældende. jeg skrev brev til min biomor. Om hvem jeg var, hvordan jeg havde levet, at jeg havde det godt, og hele tiden havde kendt baggrunden for at hun bortadopterede. Jeg sluttede med at hvis hun ville ha kontakt, ville jeg gerne.
Sendte brevet, og 4 dage senere lå der svar. Hold da op det gik stærkt. Vi mødtes, og det gik rigtig godt, så naturligt, vi forstod hvad hinanden tænkte, og jeg mødte søskende. Så skrev vi lang tid, men jeg fik behov for en pause. 2 år tog den. Jeg var sur over at hun havde smidt mig ud... Rigtig vred, også selv om jeg havde fået et godt liv. En mor kan bare ikke sende sit barn væk medmindre det er under dødstrusler, var min følelse.
Så skrev hun igen, havde givet mig tiden. Og jeg svarede, pænt men direkte, hvad jeg gik og var så vred over. Og hun tog det til sig. Og så ku vi ha kontakt igen, og lige siden har det fungeret. Nu på 6. år. De fleste får vistnok den pause, for hvad skal man med hinanden, man har ingen historie sammen fra hverdagen. Hos os er vi kommet igennem det, ved at acceptere at vi ingen fælleshistorie har, og at vi må lære hinanden at kende.

Jo tak jeg forstår.
Jeg står selv lige fluks i smørhullet.
Jeg fandt frem til mine bio´er og skrev til K (moderen) tilbage i 1991. ´Jeg fik intet svar, og har så selv lagt log på den del (faderen har hemmelig adr) Lige til tirsdag aften, jeg blev ringet op af en storebror og siden er det gået slag i slag. Og lørdag skal jeg så møde min søster og min ene bror (der er en mere, vi ved ikke andt om ham)
Der er ufatteligt mange følelser indblandet i det er, ikke kun for mine søskende, men så sandeligt også for mig. Det kan godt være at det er over stort for os lige nu, men det ribber altså også op i en meget grim fortid, en fortid jeg guskelov er gået glip af, men derfor påvirker den mig aligevel på det kraftigste. Jeg har nemlig slæbt en synlig arv med over i min familie.
Godtnok har jeg min dejlige mand at støtte mig op af. min familie... den går ikke for dem er det noget farligt noget, sæt de mister mig, det gør de jo ikke det er jo dem der har været der i medgang og modgang, ikke bioerne.... Men en person der kommer fra et ganske alm borgeligt hjem, aner ikke en klaphat om hvilke følelser der suser rundt i en der står i en situration som jeg pt gør, for han er det kun sjovt og spnende, lutter lagkage, men det er det altså ikke for mig. Det er ikke sjovt at stå mutters alene med følelserne omkring at få af vide at man er tvangsfjernet fra fødslen, og senere finde ud af at ingen børn i DK bliver bortadopteret uden forældermyndigheds indehavernens aksept - Den slog, også selv om at bio både mor og far for mig er afsluttet, det er ikke nogle mennesker der betyder noget. Har de noget de ønsker at fortælle, kan de spørge mine søskende efter mit tlf nr, og min adr, jeg lytter gerne, men ellers.
Så jo jeg forstår god hvad du mener, når du føler dig alene i den store verden, og at du mangler et sted at gå hen og snakke med lige stillede, jeg har det på akurat samme måde (jeg overvejer at starte en side for folk som os) Alt er udenlanske adoptioner og deres ting, men DK adoptioner virker som et stort tabu.
Louise

Hejsa Louise.
Det var rart at se, at der er andre, der har det ligesom mig. Jeg står ret alene, fordi min tvillingsøster ikke ønsker at vide noget om mit forhold til min biologiske mor.
Jeg har for 14 dage siden skrevet til min biologiske far, men har intet hørt fra ham.
Jeg er også alene, jeg har ingen mand/kæreste at læne mig opad. Derfor er det meget svært.
Det vil da være rart at få en hjemmeside for os danske adopterede, og jo, du har ret: det er ligesom et tabuemne i Danmark - man beskæftiger sig altid kun med de udenlandske adoptioner.
Mange tak for dit svar til mit indlæg.