Frosset ud
For et års tid siden fik jeg konstateret sclerose, det kom som et chock for mig og jeg har stadig svært ved at acceptere det. Jeg har problemer med synet, har fået en varig skade på synsnerven, er ekstrem træt og må hvile i løbet af dagen, har føleforstyrrelser og har kognitive problemer. Alt det ville jeg godt kunne lære at leve med (hvis bare det ikke bliver værre), og jeg er jo ikke så hårdt ramt som mange andre med sygdommen. Men jeg kan ikke tackle mit arbejde. Jeg arbejder i et firma hvor der er gang i den, der er næsten daglig stress på for at få opgaver færdig. Jeg har været der i rigtig mange år og har aldrig før haft problemer med at klare mit arbejde og følge tempoet, jeg har altid før haft mange opgaver der lå og ventede på mig, jeg var glad for at være der og synes mine opgaver var spændende. Jeg var fra starten åben om min sygdom, ihvertfald overfor dem som spurgte, rigtig mange har ikke nævnt det overhovedet overfor mig, jeg forstod det sådan at mange har svært ved at forholde sig til sygdom og ville ikke bebyrde dem med noget. Det er næsten ene karrieremennesker der er på min arbejdsplads, enhver "hytter sit eget skind" og bruger albuerne (har jeg da bittert erfaret), og jeg har fundet ud af at der ikke er plads til sådan en som mig mere. Ved nogen af dem virker det som om de ikke kan forstå jeg er syg, som om de tænker at jeg da bare kan tage mig sammen, for det er jo kun sclerose. I løbet af det sidste tre-kvarte år har jeg fået tildelt mindre og mindre opgaver, for til sidst næsten ikke at have noget at lave, det er godtnok frustrerende. Til sidst gik jeg ind til min chef og spurtge om grunden. Undvigende fik jeg ud af ham at der var flere af mine kollegaer som havde henvendt sig til ham og spurgte hvad de skulle gøre med mig, opgaverne tog for lang tid for mig og jeg havde tit glemt at få noget med. Jeg blev simpenthen så ked af det, tænk at skulle få det at vide på den måde, hvorfor kunne de ikke havde snaket med mig om det. Jeg er bitter, frustreret og rigtig rigtig ked af det, jeg tror aldrig jeg har grædt så meget. Tænk at blive kaseret efter at have været i et firma i så mange år. Nu er der næsten ingen af mine kollegaer der snakker til mig, de ignorerer mig, jeg kommer om morgenen og går hjem næsten uden at have snakket med nogen. Hvordan kan de behandle mig sådan, en ting er at skal slås med sygdommen og medicinen, men når det er sådan på min arbejdsplads, orker jeg næsten ikke mere, jeg kan ligesom ikke se noget i nogen ting mere. Hvad skal jeg gøre.