Fyldt med afmagt mht forlist karriere

(Har kun kort tid, så bliver nok lidt knudret)
For 10 år siden var jeg en lovende ung ingeniør. Så gik jeg helt ned med flaget pga. personlige psykiske problemer. Gik helt ned i kælderen, udeblev fra jobbet. Blev til sidst bortvist. Var ude i selvmordstanker 2-3 år efter, hvor jeg gik alene hjemme for mig selv. Fik så midt i det hele min første kæreste i mit liv og der kom lidt igang igen med tilværelsen her for 4 år siden. Jeg har indtil for 4-5 år siden søgt tonsvis af job som ingeniør, men det er som om, man er "frosset ude" af branchen.
Idag sidder jeg med et slags "mellemteknikerjob", egentlig godt tilfreds - DET MESTE AF TIDEN. Men er omgivet af kolleger, som ikke har nogen form for uddannelse, dvs. ufaglærte. Det er nogle skide søde kolleger. Men når de så taler nedsættende om højtuddannede og holder fast på de ting, de IKKE kan og "man" ikke har lært og "det er kun for de kloge hoveder", samt sidder og snakker forbi hinanden..så føler jeg mig et helt forkert sted. For 10 år siden sad jeg og blev stimuleret intellektuelt, hvor man skulle være hurtig til at fatte en pointe og var blandt andre folk med stor paratviden om stort set alt. Nu lyder jeg hoverende, det har jeg slet ikke lyst til at være, for som sagt har jeg nogle skide søde kolleger. Det føles det som et hårdt stød i maven og jeg kan blive depressiv i flere dage. Jeg har indtil videre skjult min baggrund for mine nuværende kolleger, da jeg ved, at jeg vil blive konfronteret med det hver dag. I et tidligere job blev jeg nærmest udstødt med bemærkninger som "HVORFOR ER DU DOG HER?"
Og det går naturligvis også ud over kæresten, der tydeligt kan mærke, når jeg er nedtrykt.
Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere det sted, jeg er i livet???

blandt mellemteknikerne som de kommer og spørger til råds og så er du jo allerede på sporet igen.
Nu ved jeg ikke hvorfor du gik ned med psykiske problemer, men har du overvejet om de kunne være udløst af arbejdspresset i dit prestigejob før?
Hvis ja, så er det jo godt nok at du kom væk fra ræset. Karriere eller ej, så er der ihvertfald ikke noget ved at have et job man bliver syg af.
Så måske skulle du bare finde ro og hvile i din plads på arbejdsmarkedet og hvis det kunne være en ringe trøst så er du ikke den eneste arbejdsløse ingeniør og mange ingeniører arbejder også med noget der ikke har ret meget med en traditionel ingeniørstilling at gøre.
Uddannelsen begynder på læreanstalterne, men fortsætter ude på arbejdsmarkedet og mange ender med at lave noget andet end det de oprindeligt uddannede sig som. Det er ikke nogle skam, men det er en skam at låse sig fast i en bestemt type stillinger fordi man ikke kan forestille sig et arbejdsliv i andre stillinger end lige den stereotype ingeniørstilling etc. eller fordi man føler prestigetab ved at lave noget andet.
Kan du ikke få adgang igennem fordøren må du snige dig ind gennem bagdøren🙂

Hvis Du lyder hovererende eller "vil have ret", kunne det blive et problem, men det har Dine kolleger ikke givet udtryk for...vel 😉
Måske opfatter de din viden som om at Du i en tidlig ungdom virkelig har interresseret Dig for tingene som Du arbejder med nu, måske har haft det som hobby, det giver jo også en viden som de respekterer.
"Kloge" folk har vi alle mere eller mindre hakket på, men i sidste ende bruger vi jo alligevel noget af deres viden.
Din chef kender Din baggrund og han har ikke set nogen grund til at diskutere Dit CV med de kommende kolleger før ansættelsen, det skal han heller ikke, men nogen steder gør de det, og selvklart indenfor de forskellige trin i organisationen, man diskuterer ikke med manden på gulvet om en ny leder eller menig medarbejder i en anden afdeling vil passe ham.
Med de sidste linier mener jeg at hvis Din baggrund rygtes vil det ikke komme fra chefen, foreløbig.
Du har haft en vanskelig tid der er overstået, bortset fra depressionerne der hos mange desværre kommer igen selv om de er kommet helt op på dupperne, dem må Du på bedste måde lære at tackle.

acceptere det. Accept er en tanke.. en beslutning om indre ro..
Men måske er det ikke meningen du skal acceptere det?..
Vil du gerne blive hvor du er, med søde kollegaer, i en stilling du er tilfreds med? ..som det er nu, hvor du holder dig selv og din fortid tilbage? Eller ville det hjælpe dig at tale ud, snakke med kollegaerne om din opfattelse af deres syn på højtuddannede? Lade dem vide at du altså er en af dem de taler ned om.. men at du jo er en cool fyr alligevel...
Eller har du mod på, igen, at søge et af de jobs du er uddannet til?..
For du har li så mange chancer du tør tage.......................
Det lyder for mig som om du nøjes med... Du søger udfordringer, både i dit job og fra kollegaerne..?
Du er ikke offer for din fortid, eller for noget for den sags skyld, du kan starte et nyt liv, hele tiden, NU!..
Du gik ned, men er du kommet op?.. eller er du stadig nede i mudderet, og har bare accepteret dét som Dit liv?...
Find ud af hvad du virkelig vil!!, og handel derfra..
Du har selv valgt det sted du er i livet, og du kan altid vælge nye og andre steder at være.. Og spørgsmålet er - hvad har du lyst til?.. Hvorfor KAN du ikke bare acceptere det sted du er i livet?......... for du kan jo skide på bemærkninger!
Men det lyder som om du dagligt går på kompromis med den du er.. eller at du dagligt går på kompromis med den du var engang? .. eller den du ønsker at være igen?..
Gir det mening?.. 🙂
Det er aldrig for sent at ændre kurs!
Ønsker dig go vind [s]

Hej fruppe
Lige kort: Jeg udtaler mig slet ikke og blander mig ikke i diskussioner, hvor jeg på forhånd kan se, at det er håbløst, hvis jeg "blander mig" med min viden.
Jeg skal nok lige vende tilbage med et mere fyldestgørende svar, senere...

Jeg forstår godt, at du er ked af at have mistet dit ingeniørjob. Men jeg synes jo, du har været heldig. Du har været helt ude i tovene og har trukket dig selv på land igen, hvor mange andre var landet på førtidspension
Hvorfor ikke glæde dig over det? Folk bralrer altid op om, hvor dumme højtuddannede er. Men vi, der tog en lang uddannelse, ved, at vi også lærte en hel del
Jeg begyndte selv at læse som 28-årig efter at have prøvet mange ting, blev senere alvorligt psykisk syg ligesom dig, men gennemførte - med lang tids forsinkelse pga. sygdommen og to fødsler. Nu står jeg så i den situation, at ingen gider ansætte mig, og jeg er ældre end dig. Det eneste, det er lykkedes mig at få, er et lille deltidsjob, jeg godt kunne have klaret uden lang uddannelse.
Jeg håber på bedre tider, men det er en skændsel, at vi stadig i dag ikke tør fortælle arbejdsgivere og kolleger om psykisk sygdom.
Jeg gør det heller aldrig selv - belært af erfaringen.
Gad vide, om du kunne tale med dit Jobcenter, om der skulle være nogle muligheder for digtil at komme ind i den gamle branche?
Held og lykke til dig

tale med din chef om, at du godt vil have flere udfordringer? Når du holder så lav profil med din viden som nu, er der jo ingen, der får øje på den. Så betyder det ikke meget, at chefen ved,d en er der🙂