FØRSTE MOSEBOG og JORDLAGENE
Efter at have omtalt hvordan plantelivet blev frembragt og himmellegemerne gjort synlige, beskriver beretningen i Første Mosebog skabelsen af livet i havet, samt af fuglene og livet på landjorden i løbet af den femte og sjette "dag".
Selvom Bibelen viser at det er muligt at disse skabelses"dage" varede i tusinder af år, er dette ikke nok for nogle mennesker. De har læst geologers og andres udtalelser om at livet på jorden, både plantelivet og dyrelivet, har eksisteret i hundreder af millioner af år. Hvordan forholder det sig med dette? Hvad er det man henviser til i jordlagene, som antages at bevise denne påstand?
Et gennemsnitsmenneske der læser en bog om geologi bliver let mystificeret og endog imponeret af fremmedartede udtryk som Kambrium, Devon og Øvre Karbon. Vedkommende er måske ikke klar over at de perioder man betegner med disse navne, såvel som de andre perioder geologerne taler om, når alt kommer til alt er blevet til ved menneskers fortolkninger. Læg mærke til hvad en universitetsprofessor i geologi siger i lærebogen Outlines of Geology:
"Mange af de oplysninger denne bog indeholder, hører til i de fastslåede kendsgerningers veloplyste område. Men ingen bør gå i gang med et studium af geologien, end ikke den elementære geologi, uden at være klar over at vi hurtigt bevæger os fra kendsgerningernes område og ind i konklusionernes halvmørke hvor vi må sige, ikke at 'dette er sandt',men kun at 'muligvis er dette sandt', og derefter kommer vi ind i et mørkt område der kun oplyses af et gætteri her og en teori der. At teoretisere er en legitim ... tankeproces så længe tænkeren er helt klar over at han kun teoretiserer. Men når han teoretiserer og samtidig overbeviser sig selv (og også, desværre, sine tilhørere) om at han drager fornuftige konklusioner, så øges menneskets viden ikke. Læseren af denne bog bør huske ... at sætningen 'vi ved ikke' må siges eller underforstås næsten hver gang der vendes blad, og endelig, at det vi ikke ved i øjeblikket vil fylde et uendeligt antal bøger." (1949, side 12)
Lad os nu betragte nogle kendsgerninger vedrørende det geologerne henviser til i jordlagene. Når man ser på en geologisk oversigt over jordens tidsperioder, får man måske det indtryk at geologerne finder disse perioder i jordlagene praktisk talt hvor som helst de graver langt nok ned. Er det tilfældet? Nej, på ingen måde! Bogen The Earth Our Home siger:
"Beretningen som jordlagene fortæller, er rodet og usammenhængende, og mange dele mangler helt." (1957,side 30)
En anden publikation oplyser:
"Der er ikke ét sted på jorden hvor alle jordlagene i denne serie kan findes. Uanset hvilket sted vi vælger, vil nogle af dem være blevet ødelagt. Geologerne har studeret de bedste eksempler på jordlag mange forskellige steder. Derpå har de efter lang tids tålmodigt arbejde stykket serien af jordlag sammen." (Science Problems,1958, s.469)
Eftersom geologerne aldrig har fundet en fuldstændig lagserie, er det klart at det er dem selv der har afgjort i hvilken rækkefølge jordlagene, der stammer fra mange forskellige steder, skal placeres, og det er også dem der har tildelt dem de aldre som de mente passede bedst til hver periode. Derfor er de millioner af år som hver af disse geologiske perioder antages at have dækket, geologernes vilkårlige tal. Hvordan er de nået frem til dem? Hovedsagelig ved at beregne hvor lang tid der ville være nødvendig ifølge udviklingsteorien.
I nyere tid har geologerne imidlertid hævdet at nye dateringsmetoder bekræfter deres anslåede årmillioner for visse geologiske perioder. Disse metoder bygger på at visse grundstoffer, for eksempel kulstof-14, kalium-40, uran og thorium, er radioaktive og udsender partikler. Videnskabsmændene måler mængden af radioaktivt stof og af det stof som er resultatet af at det "henfalder" og derved mister radioaktivitet. Dette sammenlignes så med den hastighed hvormed man mener at det "henfalder". Idet man går ud fra at intet har forstyrret dette stof siden det blev dannet og at "henfaldet" altid er foregået med samme hastighed, beregner man herudfra alderen af det stof hvori det radioaktive materiale er fundet. Hvor pålidelige er sådanne radioaktive tidsmålere eller "ure"?
For at kunne måle tiden må man have et udgangspunkt, et "nulpunkt" hvorfra man regner tiden. At det er nødvendigt at fastslå den oprindelige koncentration af radioaktivt material hvis man skal kunne afgøre hvor nulpunktet var, påpeger astronomen Allan R. Sandage idet han siger i Science Year for 1968:
"Vi kender mængderne af disse grundstoffer i universet i dag. Vi kan aflæse alderen hvis vi kan finde ud af hvordan disse grundstoffer blev dannet, for da kan vi anslå hvor meget der blev til af hvert stof." (side 64)
Kan videnskaben få dette vigtige punkt oplyst? Allan Sandage siger nej. Hvorfor ikke? "Fordi ingen astrofysiker var til stede da de blev skabt." Og professor i metallurgi Melvin A. Cook siger:
"Uheldigvis kan man kun gætte sig til disse koncentrationer [af radioaktivt stof], og de aldersbestemmelser man når til kan derfor ikke blive bedre end dette gætteri." (Prehistory and Earth Models, s.24)
Men hvad nu hvis det viser sig at uret - foruden at det indebærer denne usikkerhed med hensyn til udgangspunktet - ikke stemmer med andre ure og endog viser tegn på at der er noget i vejen med urværket? Læg mærke til hvad bogen How Old Is The Earth? siger om aldersbestemmelser ved hjælp af radioaktive stoffer:
"Ulempen ved denne metode er at de radioaktive mineraler har lidt så store strålingsbeskadigelser at de hyppigt viser aldre som ikke stemmer overens." (1959, s.105)
Det er derfor ikke overraskende at denne metode til aldersbestemmelse har givet fejlagtige resultater. Som et eksempel på den forvirring der opstår ved at man benytter en sådan beskadiget tidsmåler kan der henvises til følgende meddelelse fra Rumænien i New York Times for den 26.marts 1967:
"I næsten 50 år har dateringen af Vinca-kulturen givet anledning til åben strid mellem antropologer. En kulstof-14-prøve af små svedne træstykker fra Vinca-området i 1953-54 viser at de stammer fra omkring 4100 f. Kr. Men dette resultat stemmer ikke med de vidnesbyrd jordlagene afgiver,og som antyder at kulturen er fra omkring 2900 f. Kr."
Også i andre tilfælde er mulige fejl på tusinder af år erkendt.
Er en dateringsmetode der kan vise fejl på tusinder af år og som første forudsætning har et gætteri, et sundt grundlag for tvivl med hensyn til skabelsesberetningens nøjagtighed? Ville du stole på et ur hvis du ikke var sikker på at det var stillet rigtigt og hvis du vidste at urværket var beskadiget?
Selvom Bibelen viser at det er muligt at disse skabelses"dage" varede i tusinder af år, er dette ikke nok for nogle mennesker. De har læst geologers og andres udtalelser om at livet på jorden, både plantelivet og dyrelivet, har eksisteret i hundreder af millioner af år. Hvordan forholder det sig med dette? Hvad er det man henviser til i jordlagene, som antages at bevise denne påstand?
Et gennemsnitsmenneske der læser en bog om geologi bliver let mystificeret og endog imponeret af fremmedartede udtryk som Kambrium, Devon og Øvre Karbon. Vedkommende er måske ikke klar over at de perioder man betegner med disse navne, såvel som de andre perioder geologerne taler om, når alt kommer til alt er blevet til ved menneskers fortolkninger. Læg mærke til hvad en universitetsprofessor i geologi siger i lærebogen Outlines of Geology:
"Mange af de oplysninger denne bog indeholder, hører til i de fastslåede kendsgerningers veloplyste område. Men ingen bør gå i gang med et studium af geologien, end ikke den elementære geologi, uden at være klar over at vi hurtigt bevæger os fra kendsgerningernes område og ind i konklusionernes halvmørke hvor vi må sige, ikke at 'dette er sandt',men kun at 'muligvis er dette sandt', og derefter kommer vi ind i et mørkt område der kun oplyses af et gætteri her og en teori der. At teoretisere er en legitim ... tankeproces så længe tænkeren er helt klar over at han kun teoretiserer. Men når han teoretiserer og samtidig overbeviser sig selv (og også, desværre, sine tilhørere) om at han drager fornuftige konklusioner, så øges menneskets viden ikke. Læseren af denne bog bør huske ... at sætningen 'vi ved ikke' må siges eller underforstås næsten hver gang der vendes blad, og endelig, at det vi ikke ved i øjeblikket vil fylde et uendeligt antal bøger." (1949, side 12)
Lad os nu betragte nogle kendsgerninger vedrørende det geologerne henviser til i jordlagene. Når man ser på en geologisk oversigt over jordens tidsperioder, får man måske det indtryk at geologerne finder disse perioder i jordlagene praktisk talt hvor som helst de graver langt nok ned. Er det tilfældet? Nej, på ingen måde! Bogen The Earth Our Home siger:
"Beretningen som jordlagene fortæller, er rodet og usammenhængende, og mange dele mangler helt." (1957,side 30)
En anden publikation oplyser:
"Der er ikke ét sted på jorden hvor alle jordlagene i denne serie kan findes. Uanset hvilket sted vi vælger, vil nogle af dem være blevet ødelagt. Geologerne har studeret de bedste eksempler på jordlag mange forskellige steder. Derpå har de efter lang tids tålmodigt arbejde stykket serien af jordlag sammen." (Science Problems,1958, s.469)
Eftersom geologerne aldrig har fundet en fuldstændig lagserie, er det klart at det er dem selv der har afgjort i hvilken rækkefølge jordlagene, der stammer fra mange forskellige steder, skal placeres, og det er også dem der har tildelt dem de aldre som de mente passede bedst til hver periode. Derfor er de millioner af år som hver af disse geologiske perioder antages at have dækket, geologernes vilkårlige tal. Hvordan er de nået frem til dem? Hovedsagelig ved at beregne hvor lang tid der ville være nødvendig ifølge udviklingsteorien.
I nyere tid har geologerne imidlertid hævdet at nye dateringsmetoder bekræfter deres anslåede årmillioner for visse geologiske perioder. Disse metoder bygger på at visse grundstoffer, for eksempel kulstof-14, kalium-40, uran og thorium, er radioaktive og udsender partikler. Videnskabsmændene måler mængden af radioaktivt stof og af det stof som er resultatet af at det "henfalder" og derved mister radioaktivitet. Dette sammenlignes så med den hastighed hvormed man mener at det "henfalder". Idet man går ud fra at intet har forstyrret dette stof siden det blev dannet og at "henfaldet" altid er foregået med samme hastighed, beregner man herudfra alderen af det stof hvori det radioaktive materiale er fundet. Hvor pålidelige er sådanne radioaktive tidsmålere eller "ure"?
For at kunne måle tiden må man have et udgangspunkt, et "nulpunkt" hvorfra man regner tiden. At det er nødvendigt at fastslå den oprindelige koncentration af radioaktivt material hvis man skal kunne afgøre hvor nulpunktet var, påpeger astronomen Allan R. Sandage idet han siger i Science Year for 1968:
"Vi kender mængderne af disse grundstoffer i universet i dag. Vi kan aflæse alderen hvis vi kan finde ud af hvordan disse grundstoffer blev dannet, for da kan vi anslå hvor meget der blev til af hvert stof." (side 64)
Kan videnskaben få dette vigtige punkt oplyst? Allan Sandage siger nej. Hvorfor ikke? "Fordi ingen astrofysiker var til stede da de blev skabt." Og professor i metallurgi Melvin A. Cook siger:
"Uheldigvis kan man kun gætte sig til disse koncentrationer [af radioaktivt stof], og de aldersbestemmelser man når til kan derfor ikke blive bedre end dette gætteri." (Prehistory and Earth Models, s.24)
Men hvad nu hvis det viser sig at uret - foruden at det indebærer denne usikkerhed med hensyn til udgangspunktet - ikke stemmer med andre ure og endog viser tegn på at der er noget i vejen med urværket? Læg mærke til hvad bogen How Old Is The Earth? siger om aldersbestemmelser ved hjælp af radioaktive stoffer:
"Ulempen ved denne metode er at de radioaktive mineraler har lidt så store strålingsbeskadigelser at de hyppigt viser aldre som ikke stemmer overens." (1959, s.105)
Det er derfor ikke overraskende at denne metode til aldersbestemmelse har givet fejlagtige resultater. Som et eksempel på den forvirring der opstår ved at man benytter en sådan beskadiget tidsmåler kan der henvises til følgende meddelelse fra Rumænien i New York Times for den 26.marts 1967:
"I næsten 50 år har dateringen af Vinca-kulturen givet anledning til åben strid mellem antropologer. En kulstof-14-prøve af små svedne træstykker fra Vinca-området i 1953-54 viser at de stammer fra omkring 4100 f. Kr. Men dette resultat stemmer ikke med de vidnesbyrd jordlagene afgiver,og som antyder at kulturen er fra omkring 2900 f. Kr."
Også i andre tilfælde er mulige fejl på tusinder af år erkendt.
Er en dateringsmetode der kan vise fejl på tusinder af år og som første forudsætning har et gætteri, et sundt grundlag for tvivl med hensyn til skabelsesberetningens nøjagtighed? Ville du stole på et ur hvis du ikke var sikker på at det var stillet rigtigt og hvis du vidste at urværket var beskadiget?