Generationernes isolation (kommercialisering af ungdommen)
Jeg har svært ved at tro på at det altid har været sådan at det nærmest er tabu at unge og voksne taler sammen, medmindre der er tale om samtale mellem forældre-barn eller lærer-elev.
Jeg har f.eks. bemærket at op igennem 90'erne, bliver de musikere vi ser på tv og hører om i medierne yngre. I modsætning til 80'ernes musikscene, hvor man sagtens kunne være på nummer 1 selvom man var over de 30. Idag finder man ikke nogen populære sangere over 30, medmindre at de i forvejen er etablerede navne.
Det er som om at unge (jeg tænker her teenagere) er blevet et samfund for sig selv. Det kan ikke være sundt. Og det er jo ikke (blot) de unges skyld, vi har jo selv accepteret tilstandene. Hvorfor skal tværgenerationel diskussion kun foregå i skolen og i hjemmet? Jeg lyder måske gammeldags, men hvad blev der af at respektere ældre menneskers erfaring? Selvom de unges synspunkter omkring verden omkring dem, er indskrænket af mangel på erfaring og viden, fortjener de altså også at blive inddraget i de voksnes diskussioner. (Bemærk dog, at jeg ikke siger at helt unge skal tvinges til at tage stilling til store spørgsmål, børn skal have lov at være børn) Så kan de lære på vejen, for ellers øger man blot generationsisolationen, og det skal helst være de ældre der påvirker de yngre, og ikke tv og reklamer og andre kommercielle interesser som jo for tiden er dem der påvirker unge mest.
Pædofil-frygten især på nettet, er en af årsagerne til at det er tabu for ældre at tale med yngre. Ja, der er pædofile og ja, de skal fanges. Men ligesom en far ikke bliver pædofil af at tage sig en snak med sin datter, bliver manden der sidder ved siden af datteren i bussen og starter en samtale med barnet det heller ikke. Min far lærte mig altid om børnelokkere da jeg var barn. Det var et råd der dog ikke gik ud på at jeg ikke måtte snakke med voksne, men at jeg aldrig måtte tage imod noget fra en fremmed eller gå med dem nogen steder hen. Det var godt råd, som jeg gjorde brug af ved et enkelt tilfælde hvor en "smart" mand i en dyr bil, gjorde holdt ved siden af mig og insisterede på at jeg da ligeså godt kunne lade ham køre mig hjem istedet for at jeg gik hjem på gåben. Det samme sker idag, dog over nettet. Og det er samme råd børn skal have som de altid har haft, egentlig.
Men derfra, og så til at skabe et hysteri der dæmoniserer voksne generelt er at gå over stregen problemet taget i betragtning. Der er forskel på at snakke om hverdagsting eller debattere, og så det at lokke unge til at smide tøjet eller prøve at arrangere møder med dem. Helt hvordan denne tendens er opstået er sikkert meget kompleks, men jeg er ikke tvivl om at den tidligere nævnte kommercielle ungdomsfiksering har noget at sige. Tager man et blik på den ungdomsdominerede side Arto, kan man godt finde samfundsrelevante debatter, selvom mange unge selv i 18-19 års alderen synes at det er "nørdet" eller taber-agtigt at debattere sådan noget. Dette skyldes self at de vil have at problemer og løsninger skal kunne præsenteres på mindre end 15 sekunder ellers mister de interessen. Og vi taler altså her om unge der lige har fået stemmeret. Gennemsnitsalderen på arto er såvidt jeg husker omkring de 16½, så der burde faktisk være flere samfundsrelevante debatter, men det er ikke populært. Det er sådan noget plat noget, jo.
Vi er ved at få en generation, for hvem fordybelse i sager er fremmed. Hvis de mod forventning skulle have spørgsmål, søger de højst på google eller wikipedia og finder det første frem de ser og tror de har fået et svar. Andre gider ikke engang dét. Ja, de er unge, ja de skal have det sjovt, men de er på vej til at blive voksne.
Børn ser op til teenagere, og teenagere ser op til reklamer, tv og sig selv. At man kan læne sig selv dovent tilbage og hævde at "sådan er det jo, vi kan alligevel ikke gøre noget" er ganske enkelt tragisk. Ambitition, hårdt arbejde, nytænkning er ikke noget som de utallige livstilsshows på MTV går op i, og det er slet ikke dét som musikere, reklamer og teen idoler promoverer. Og det burde ærlig talt heller ikke være deres job, siden det ikke burde være dem påvirkede unge mest. Vi ender med en generation af voksne, der er ligeglade med de ældre (altså os) og for hvem "indpakning" og overflade vil betyde mere end indhold og integritet.
Hvorfor accepterer vi overhovedet disse forhold? Er det fordi vi som samfund mangler ambition, et fælles mål? Er vi blevet så egoistiske at vi ganske enkelt er ligeglade med hvad fanden der sker omkring os, så længe det ikke påvirker vores egne sikre rammer? Er det fordi vi tænker os magtesløse overfor magtfulde kommercielle interesser i vores børn og unge?
Jeg har f.eks. bemærket at op igennem 90'erne, bliver de musikere vi ser på tv og hører om i medierne yngre. I modsætning til 80'ernes musikscene, hvor man sagtens kunne være på nummer 1 selvom man var over de 30. Idag finder man ikke nogen populære sangere over 30, medmindre at de i forvejen er etablerede navne.
Det er som om at unge (jeg tænker her teenagere) er blevet et samfund for sig selv. Det kan ikke være sundt. Og det er jo ikke (blot) de unges skyld, vi har jo selv accepteret tilstandene. Hvorfor skal tværgenerationel diskussion kun foregå i skolen og i hjemmet? Jeg lyder måske gammeldags, men hvad blev der af at respektere ældre menneskers erfaring? Selvom de unges synspunkter omkring verden omkring dem, er indskrænket af mangel på erfaring og viden, fortjener de altså også at blive inddraget i de voksnes diskussioner. (Bemærk dog, at jeg ikke siger at helt unge skal tvinges til at tage stilling til store spørgsmål, børn skal have lov at være børn) Så kan de lære på vejen, for ellers øger man blot generationsisolationen, og det skal helst være de ældre der påvirker de yngre, og ikke tv og reklamer og andre kommercielle interesser som jo for tiden er dem der påvirker unge mest.
Pædofil-frygten især på nettet, er en af årsagerne til at det er tabu for ældre at tale med yngre. Ja, der er pædofile og ja, de skal fanges. Men ligesom en far ikke bliver pædofil af at tage sig en snak med sin datter, bliver manden der sidder ved siden af datteren i bussen og starter en samtale med barnet det heller ikke. Min far lærte mig altid om børnelokkere da jeg var barn. Det var et råd der dog ikke gik ud på at jeg ikke måtte snakke med voksne, men at jeg aldrig måtte tage imod noget fra en fremmed eller gå med dem nogen steder hen. Det var godt råd, som jeg gjorde brug af ved et enkelt tilfælde hvor en "smart" mand i en dyr bil, gjorde holdt ved siden af mig og insisterede på at jeg da ligeså godt kunne lade ham køre mig hjem istedet for at jeg gik hjem på gåben. Det samme sker idag, dog over nettet. Og det er samme råd børn skal have som de altid har haft, egentlig.
Men derfra, og så til at skabe et hysteri der dæmoniserer voksne generelt er at gå over stregen problemet taget i betragtning. Der er forskel på at snakke om hverdagsting eller debattere, og så det at lokke unge til at smide tøjet eller prøve at arrangere møder med dem. Helt hvordan denne tendens er opstået er sikkert meget kompleks, men jeg er ikke tvivl om at den tidligere nævnte kommercielle ungdomsfiksering har noget at sige. Tager man et blik på den ungdomsdominerede side Arto, kan man godt finde samfundsrelevante debatter, selvom mange unge selv i 18-19 års alderen synes at det er "nørdet" eller taber-agtigt at debattere sådan noget. Dette skyldes self at de vil have at problemer og løsninger skal kunne præsenteres på mindre end 15 sekunder ellers mister de interessen. Og vi taler altså her om unge der lige har fået stemmeret. Gennemsnitsalderen på arto er såvidt jeg husker omkring de 16½, så der burde faktisk være flere samfundsrelevante debatter, men det er ikke populært. Det er sådan noget plat noget, jo.
Vi er ved at få en generation, for hvem fordybelse i sager er fremmed. Hvis de mod forventning skulle have spørgsmål, søger de højst på google eller wikipedia og finder det første frem de ser og tror de har fået et svar. Andre gider ikke engang dét. Ja, de er unge, ja de skal have det sjovt, men de er på vej til at blive voksne.
Børn ser op til teenagere, og teenagere ser op til reklamer, tv og sig selv. At man kan læne sig selv dovent tilbage og hævde at "sådan er det jo, vi kan alligevel ikke gøre noget" er ganske enkelt tragisk. Ambitition, hårdt arbejde, nytænkning er ikke noget som de utallige livstilsshows på MTV går op i, og det er slet ikke dét som musikere, reklamer og teen idoler promoverer. Og det burde ærlig talt heller ikke være deres job, siden det ikke burde være dem påvirkede unge mest. Vi ender med en generation af voksne, der er ligeglade med de ældre (altså os) og for hvem "indpakning" og overflade vil betyde mere end indhold og integritet.
Hvorfor accepterer vi overhovedet disse forhold? Er det fordi vi som samfund mangler ambition, et fælles mål? Er vi blevet så egoistiske at vi ganske enkelt er ligeglade med hvad fanden der sker omkring os, så længe det ikke påvirker vores egne sikre rammer? Er det fordi vi tænker os magtesløse overfor magtfulde kommercielle interesser i vores børn og unge?