Ghettoen i Kraków.

http://www.youtube.com/watch?v=qOtl_q606dY
De jøder der boede i Kazimirz blev, sammen med de øvrige jøder i Kraków, spærret inde i Ghettoen Podgórze som lå på den anden side af Veiselfloden, for senere at blive transporteret til Auschwitz eller en af de andre udryddelseslejre. Det var her i Podgórze at Oskar Schindler købte jødiske arbejdere til sin emalievarefabrik. (De af jer der har set filmen Schindlers Liste, ved godt hvad jeg skriver om)
David

Jøder har vist af uransaglige årsager selv autoomt haft indflydelse på deres boforhold, og i egentlige aftaler med myndighederne fået ret til at have jødiske kvarterer ; at disse kvarterer så også kan kaldes gettoer er noget andet; men det æøndrer selvfølgelig ikke ved de historiske begivenheder hvor fx nazisme har krænket jøder
Grundlæggende er du vel også fortaler og sympatisør for borgerrettigheder og menneskerettigheder og social tryghed❓til alle !

Det var en jødisk bydel.
http://www.youtube.com/watch?v=5QNO-hIembc&feature=fvw
Ghettoerne blev oprettet af tyskerne for at udrydde det jødiske folk.
David.

Under 2. verdenskrig blev flere ghettoer anlagt af nazisterne for at holde jøder indenfor små områder i de østeuropæiske byer. Fra og med 1939 begyndte nazisterne systematisk at flytte polske jøder til specifikke områder i de større polske byer. Den første større ghetto i Tulizkov blev anlagt i december 1939, derefter blev ghettoen ved Łódź oprettet i april 1940 og ghettoen i Warszawa i oktober 1940. Mange øvrige ghettoer blev anlagt derefter. Ghettoerne var muret inde, og enhver jøde, der forsøgte at forlade ghetto-området, blev skudt. Jøderne måtte selv skaffe bygningsmateriale til ghetto-murene. I Warszawa dannede man en komité kaldet Instandhaltung der Seuchensperrmauern (= vedligehold af sperremurene mod epidemier), som rekrutterede arbejdere til at hente mursten fra bombede huse. [1] Fabrikker med jødiske arbejdere blev oprettet i et forsøg på at spare deres liv. Enkelte firmaer brændemærkede sine ansatte for at gøre det nemmere for dem at undslippe deportationer. Sådan et mærke måtte en jødisk arbejder betale en daglig afgift på tre zloty for. [2] Alligevel overlevede kun én procent af Warszawa-ghettoens indbyggere. [3]
Nogle ghettoer var åbne, så man kunne gå til og fra sit arbejde udenfor området. Ghettoen i Lódz, hvor Chaim Rumkowski var formand i Jøderådet, var derimod hermetisk lukket, og den eneste tilladte forbindelse med verden rundt var postblanketter, hvor der stod: "Formand Rumkowski melder, at familien Det-og-det er i live og ved godt helbred." [4] Velstående jøder klarede dog at undslippe Lódz-ghettoen ved at bestikke Gestapo eller ved at lade sig smugle ud i ligkister. Den jødiske kirkegård lå nemlig udenfor ghettoen, og på vejen derhen blev kistelågene brudt op, og folk steg ud. [5]I Lódz var der på det meste 117 fabrikker, værksteder og varehuse, der i 1941 indbragte over 16 millioner Reichsmark, for det meste udbetalt af tyskerne som slaveløn. [6]
Den officielle tyske ration for ghetto-beboere var 184 kalorier pr dag. Til sammenligning fik ikke-jødiske polakker en ration på 699 kalorier, mens en tysker blev tilkendt 2.613 kalorier pr dag. [7] Den eneste fødevare, tyskerne tillod solgt frit i ghettoen, var små rådne, stinkende fisk omtalt som stinky, der blev solgt til en pris af en zloty pr pund. Basaren i Leszno-gaden solgte mange typer kød, men prisen på f.eks kylling var i maj 1941 20 zloty pr pund. [8] Der opstod hurtigt mangel på det meste i den afspærrede ghetto, og gammelt tøj blev vasket og farvet før omsyning. Det blev sagt, at farvestofferne blev kemisk udvundet fra ghetto-murstenene. [9] I december 1941 fik jøderne i Warszawa-ghettoen besked om at indlevere al pels til brug i tyskernes vinterfelttog. Miriam Wattenberg fortæller i sin dagbog, udgivet under pseudonymet Mary Berg på forlaget L.B.Fischer i New York i februar 1945, at der 16.januar 1942 havde stået folk i lange køer i tre dage ved indsamlingsstederne for at indlevere pelse, som de først havde ødelagt ved at skære huller i eller barbere pelsværket ned. I bytte modtog de en gul kvittering, som de måtte betale en afgift på to zloty for. Tyskerne afkrævede altså også folk penge for at stjæle deres ejendele fra dem. Men få af pelsene nåede nogensinde frem til Østfronten, da modstandsbevægelsen nedbrændte tyskernes lager i Nalewki-gaden 31. [10]
En større andel af Warszawa-ghettoens beboere var kristne, men fordi deres forældre eller bedsteforældre havde været jøder, blev de selv regnet som det. Disse følte sig helt fortabt, indespærrede uden nogen tilknytning til det jødiske fællesskab, og i modsætning til jødiske unge, forkom der selvmord blandt de unge kristne. Af ghettoens tre kirker var kun den ene, i Leszno-gaden, i brug med regelmæssige gudstjenester. Præsterne var også av jødisk herkomst. De kristne havde sit eget suppekøkken, beliggende ved den halvt udbombede kirke ved "Jernporten", og suppen der blev regnet som bedre og billigere end ellers i ghettoen. [11]
I ghettoerne oprettede man også et ordenspoliti til at bistå tyskerne. [12] Politichefen for Warszawa-ghettoen hed Jozef Szerynski [13] og var en af de kristne "jøder". Han sørgede for at få andre kristne ind i det jødiske politi - en af dem blev overhørt, da han inde i kirken råbte: "Ned med jøderne!" [14] Der blev også opnævnt en Kommission til bekæmpelse af spekulanter, kendt under kaldenavnet tretten fordi de havde kontor i Leszno-gaden 13, og som af ghettoens beboere blev mistænkt for at stå i ledtog med Gestapo. [15]
[redigér] Ghettoernes presse
To aviser for jøder var af tyskerne tilladt udgivet i Polen: Gazeta Zydowska (= Jødisk avis) udgivet i Kraków fra juli 1940 til sommeren 1942, redigeret af medlemmer fra flere ghettoers Jødiske råd, og langt på vej tyskernes redskab for at føre de indespærrede jøder bag lyset; dernæst Geto-Tsaytung (= Ghetto-tidende), udgivet på jiddisch i Lódz i 1941. Fra Warszawa-ghettoen kender man ca 50 udgivelser, deraf 19 på polsk og 28 på jiddisch, som kommunisternes Morgn Frayhayt (= I morgen frihed) og zionisternes Dror (som betyder "generation" på hebraisk).
Udlændinge i Warszawa-ghettoen
Miriam Wattenberg (født 20.april 1924 i Lódz), der fik udgivet sin dagbog fra tiden i ghettoen, overlevede udelukkende fordi hendes mor var amerikansk statsborger. I Warszawa-ghettoen boede familien først i Sienna-gaden 41, der i øvrigt er et af de meget få huse i ghettoen, der står endnu. 17.juli 1942 blev hun på baggrund af sin mors amerikanske statsborgerskab interneret i Pawiak-fængselet; 22.juli begyndte de store deportationer, og fra fængslets vinduer så Miriam over 300.000 mennesker på vej til Umschlagplatz (= Omstigningspladsen), hvorfra togene tog dem til dødslejren Treblinka.[17] Miriam, hendes forældre og lillesøster blev udvekslet og sendt til USA med skibet SS Gripsholm, og ankom New York i marts 1944, mens krigen endnu rasede i Europa. I dagbogen fortæller hun i april 1940, at pænt klædte jødinder blev tvunget til at gøre det tyske hovedkvarter rent ved at tage sit undertøj af og bruge det som vaskeklude. Men en jødinde, der var amerikansk statsborger og havde måttet bruge sin pelsfrakke til at gøre rent med, sendte en klage til den amerikanske konsul, der forlangte frakken erstattet af guvernør Hans Frank, og modtog 3.000 Reichsmark til kvinden.
Oplysningerne er kopieret fra Wikipedia.
Med venlig hilsen, ftg.