Maniodepressiv?

Dette er mere et spørgsmål... Jeg har altid været en meget stille pige og har haft en mindre depression fra 9. klasse og ca 5 år frem. hvor slutningen af depressionen bestod af selvmorderiske tanker og isolation (i mindre grad i forhold til starten), det endte med psykolog og ny kæreste, som behandlede mig godt(den nye gør også). Jeg er 21 nu og er begyndt at være ked af det igen. det er 2 år siden sidst og jeg har haft det godt, men er for nylig blevet udsat for noget, som mindede om det forhold jeg en gang havde, men siden jeg er blevet depressiv igen, betyder det at jeg rent faktisk er maniodepressiv?

Hej med dig. Nej det tror jeg ikke du er, men det er ofte sådan at man har en tendens til hvilken type reaktion man udviser på belastninger. Er du stresset eller har du været det for nylig, kan det være forklaringen. Jeg vil nu henvise dig til din læge, for du risikerer at få en masse mere eller mindre gode råd her på siden. Henvend dig istedet til din læge, og held og lykke.

Jeg vil prøve at henvise mig til en læge. jeg vil bare sige tak, men det sjoveste er at jeg ikke på den måde føler mig stresset. I hvert tilfælde er det ubevidst og går psykisk ind.
jeg er bare til tider og utider træt af det hele. og der skal sommetider næsten ingenting til at gøre mig ked af det.
men jeg vil sige tak for dit svar og din hjælp.

gøre mig alt for klog på emnet, så mener jeg at det at være maniodepressiv betyder store udsving mellem enten at være meget deprimeret eller overstadigt glad/manisk.
For mig lyder det mere som om du "kun" er depressiv. Måske kan det være en kemisk ubalance da det dukker op med mellemrum.
Jeg synes også du skal opsøge din læge, som kan henvise dig til en professionel, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad det er der sker, når du bliver depressiv.

er man tilbøjelig til at sammenligne nuværende situationer med ting man tidligere har været udsat for. Hvis man ikke er stærk nok i sit sind vil man være tilbøjelig til at sammenligne med tidligere hændelser og give sig selv skylden.
Det er ok at søge læge, men tænk over om du er stærk nok til at takle et sådant problem uden nogen til at hjælpe dig.Ofte er man følelsesmæssigt belastet af tidligere hændelser.

Jeg har en del erfaring på området og jeg ved ikke om jeg entydigt vil råde dig til læge. Denne vil højst sansynligt smide dig på piller og det løser ikke dit problem.
Det virker som om du har en reaktiv depressiv situation, dvs, noget i dine omgivelser eller minder fra nogle oplevelser, gør at du går i nedtur.
Det du skulle have var en psykolog, men de er generelt ikke særligt dygtige og de koster 700 kr. pr gang. Det er vilkårene :(
Men en tredie ting du kan gøre, det er at skrive dagbog ned, prøve at finde ind til hvad det er der gør dig nedtrykt.
Men gør det kun når du har ok humør.
Tit kan svarende på de spørgsmål du stiller dig selv, ikke være de svar du har lyst til at høre, men derfor kan de godt være rigtige og have svære konsekvenser.
Men sådan er livet.
Det er når vi nægter at lytte til os selv, at vi langsomt går galt i byen og ender med depressive tilstande.
Men gør noget ved det, bliver det ved for længe, så kan du hænge fast i det og få en rigtig depression, de varer mindst 3 mdr. og så kan det være godt med medicin..
vh

De psykologer jeg havde i gymansiet, synes ikke at have hjulpet mig. Jeg har altid skrevet dagbog, været meget kreativ, her tænker jeg på at male, skrive digte, tegne, skrive noveller. Min psykolog rådede mig det samme. at få alle mine følelser ned på papir, men det er det jeg næsten har gjort hele livet. Jeg synes ihvertfald ikke det har hjulpet mig det store.
i 8. klasse begyndte jeg allerede at tænke over hvad livet med meningen er. Jeg blev allerede enig med mig selv om at der egentlig ikke er nogen mening.
selvfølgelig kan omgivelserne have noget at gøre, men det er sjældent.
min nye kæreste behandler mig godt og får mig altid i humør, når jeg er sammen med ham, men sommetider er jeg bare ked af det.

Okay, det lyder mystisk.
For det første må du finde ud af om det er for meget nedtur, således du vitterligt vantrives, eller om du kan komme igennem det, sårn ok. Det er meget almindeligt at have svingninger, det er mere vigtigt hvor store de er.
Der kan være mange andre grunde til nedtur, end man forestiller sig.
Det mest centrale, mener jeg, er ens sociale omgivelser, om man føler, oprigtigt, at man trives i dem.
en mere flippet een, er f.eks. ernæring. Der er mange stoffer i vores omgivelser som påvirker os psykisk, og f.eks, er der beviser for at gluten-allergi, kan fremkalde maniodep og skizofreni!hos nogle, ret flippet.
Spiser du overdrevet meget sukker?, så kan det også give blodsukkersvingninger, der giver depressive tilstande..
Men det vigtigste er at du begynder at kigge efter årsager. Vær åben og positiv.
Husk det eneste du reelt kan lave om, der dig selv - og hvordan du forholder dig til omgivelserne.
Om det er gamle traumer, der ligger og lurer i drømme, eller det er at du indtager noget du ikke kan tåle eller tredie og fjerde grunde, så er din indstilling overfor depressionen, det vigtigeste, nemlig at ville gøre noget ved den.
Lav små forsøg med at holde op med sukker.
Eller skriv i din dagbog, hvordan dine oplevelser har været følelsesmæssigt, og hvad du ville gøre anderledes i en situation du har oplevet.
Det har hjulpet mig meget at læse om kognitiv terapi-metode, lån selvhjælpsbøger på biblo, eller læse lidt om psykologi.
Selvforståelse eller selvbevidsthed, kan være enormt givende i forhold til at komme en depression til livs.
Jeg er sikker på der er en årsag og den behøver ikke være voldsom, det kan også være en ret lille ting, du bare ikke har lagt mærke til, men som dræner dig for energi.
og det kan også være simpel stress. Man lægger ikke selv mærke til det, det kører med een..
Det kan også være du er mere sensitiv på nogle punkter end andre, men ikke har lært at passe på den side i dig selv..Kig efter det..
Jeg har endnu ikke mødt et menneske med depression, hvor der ikke var en, i grunden, ret oplagt årsag, og jeg har mødt rigtig mange..
vh..

Jeg har været til psykolog en gang. tror også at jeg har skrevet det før, men jeg fik at vide at jeg skulle skrive dagbog eller få følelserne på papir, men problemet er at jeg har gjort det siden 1. klasse.

Er færdig, med at skrive, så er det tid til at handle!
Handle på det du har fundet ud af ved at skrive.
Men det virker som om du ikke kan se, meningen med at skrive, eller hvad du skal handle..?
Og det er måske fordi du er blokeret for at se det?
og det er igen fordi du måske ikke har din egen reelle mentale selvstændighed, der gør dig i stand til at tænke frie tanker.. mener jeg.. ikke ment som nogen kritik...
Så er det igang med selvstændigheden :)
vh

Maniodepressive behøver ikke komme i desiderede maniske perioder - de kan ogås godt væksle mellem depressive perioder og normal perioder.
Ofte er det sådan at en maniodepressiv får sin første maniske periode, første gang personen får antidepressiv - derfor hvis man tror det er maniodepressivitet, er det faktisk ret vigtigt IKKE at få medicin.
Meniodepressivitet kendetegnes ved at man får perioder hvor man er depressiv, og perioder hvor man er i en normaltilstand, eller en perioed, hvor man er manisk. den er bipolær, så man skal kunne registrerer tydeligt, at der er forskellige perioder.
Men synes forøvrigt ikke det lyder specielt som om du skulle være maniodepressiv - men når du skal til en behandle, er det da i hvert fald noget du skal nævne.