Grusomme menneskerettigheder?
Generelt insisterer mennesker på at tilsidesætte andres interesser, når de derved kan opnå eller bevare en priviligeret status.
I de rige vestlige lande lader vi mennesker i u-landene dø af sult og sygdomme, selvom vi kunne redde mange af dem.
Undskyldningen kan være, at "det hjælper ikke at fordele fattigdommen".
Men mange kunne få en tålelig tilværelse, hvis vi blot gav afkald på lidt luksus – det er vel ikke at fordele fattigdommen?
Så det er svært at tro på de himmelvendte øjne og uselviskheden.
Menneskerettighederne foreskriver og forudsætter et demokratisk retssamfund.
Et sådant samfund må vi forsvare med passiv grusomhed, hvor vi vender ryggen til udenforståendes lidelser.
I de fattige diktaturstater er det ikke nok, hvis man vil bevare sine privilegier.
For landene er opdelt i indbyrdes fjendtlige sub-kulturer, der kæmper om magten og privilegierne på hinandens bekostning.
Diktatoren og hans klan kan så fremføre som undskyldning, at "hvis vi ikke gør det, bliver vi ofre for andre, der gør det".
Og det er sandt - desværre.
Hvis der ingen diktator er i landet, forsumper det endda ofte til et ragnarok af klankrige, hvor alle er ofre.
Et demokratisk valg rummer indlysende en fare for, at fjendtlige klaner får magten.
Denne udsigt kan være så skræmmende, at flertallet foretrækker en religiøs ledelse, selvom den er generelt menneskefjendtlig.
Det kan være at foretrække fremfor en ledelse, der er specifikt fjendtlig overfor een selv.
De humanistiske ideologer, der skrev menneskerettighederne, havde tydeligvis ikke sat sig ind i denne virkelighed.
De vestlige landes voksende kontakt og erfaring med diktaturstaternes fjendtlige subkulturer er dog ved at ændre billedet.
USA opretter Guantanamo-lejren for opbevaring af terrorister af forskellig slags, da de ikke finder det klogt at slippe dem løs.
De europæiske stater konstaterer nu med forbløffelse, at pirater og lignende udskud virkelig skal løslades, medmindre de forsørges på livstid hjemme i de europæiske landes fængsler.
De nyligt indførte terrorlovgivninger begrænser nødtvunget retsstaten.
De fjendtlige subkulturer nødvendiggør en grad af aktiv grusomhed.
Hvis menneskerettighederne skal være generelt anvendelige for alle lande og kulturer (universelle), skal de altså tillade både passiv og aktiv grusomhed i een eller anden grad - de tenderer mod at blive indholdsløse.
I de rige vestlige lande lader vi mennesker i u-landene dø af sult og sygdomme, selvom vi kunne redde mange af dem.
Undskyldningen kan være, at "det hjælper ikke at fordele fattigdommen".
Men mange kunne få en tålelig tilværelse, hvis vi blot gav afkald på lidt luksus – det er vel ikke at fordele fattigdommen?
Så det er svært at tro på de himmelvendte øjne og uselviskheden.
Menneskerettighederne foreskriver og forudsætter et demokratisk retssamfund.
Et sådant samfund må vi forsvare med passiv grusomhed, hvor vi vender ryggen til udenforståendes lidelser.
I de fattige diktaturstater er det ikke nok, hvis man vil bevare sine privilegier.
For landene er opdelt i indbyrdes fjendtlige sub-kulturer, der kæmper om magten og privilegierne på hinandens bekostning.
Diktatoren og hans klan kan så fremføre som undskyldning, at "hvis vi ikke gør det, bliver vi ofre for andre, der gør det".
Og det er sandt - desværre.
Hvis der ingen diktator er i landet, forsumper det endda ofte til et ragnarok af klankrige, hvor alle er ofre.
Et demokratisk valg rummer indlysende en fare for, at fjendtlige klaner får magten.
Denne udsigt kan være så skræmmende, at flertallet foretrækker en religiøs ledelse, selvom den er generelt menneskefjendtlig.
Det kan være at foretrække fremfor en ledelse, der er specifikt fjendtlig overfor een selv.
De humanistiske ideologer, der skrev menneskerettighederne, havde tydeligvis ikke sat sig ind i denne virkelighed.
De vestlige landes voksende kontakt og erfaring med diktaturstaternes fjendtlige subkulturer er dog ved at ændre billedet.
USA opretter Guantanamo-lejren for opbevaring af terrorister af forskellig slags, da de ikke finder det klogt at slippe dem løs.
De europæiske stater konstaterer nu med forbløffelse, at pirater og lignende udskud virkelig skal løslades, medmindre de forsørges på livstid hjemme i de europæiske landes fængsler.
De nyligt indførte terrorlovgivninger begrænser nødtvunget retsstaten.
De fjendtlige subkulturer nødvendiggør en grad af aktiv grusomhed.
Hvis menneskerettighederne skal være generelt anvendelige for alle lande og kulturer (universelle), skal de altså tillade både passiv og aktiv grusomhed i een eller anden grad - de tenderer mod at blive indholdsløse.