Gråd... Har fået nok

Hej. Jeg er en ung pige på 18, føler jeg har levet længere efter alle de ting jeg har oplevet. Det er ting som har ført til, at jeg nu simpelthen græder det meste af min dag ;(. Jeg er konstant trist, og jeg kan mildt fortælle jer, at jeg har fået nok. Jeg kan ikke mere, jeg gider ikke græde mere, men det er som om tårerne bare selv er der, mens smerten i hjertet er endnu større. Jeg har før prøvet at tage overdosis ved at tage nogle piller og drikke lige fter, men ja jeg lever endnu, nogle gange kan jeg tænke hvorfor? Hvorfor kunne jeg ikke bare have været død nu?
Det hele startede med at jeg fra helt jeg var lille ikke kunne falde til rette i skolen, jeg tror nogle gange, at jeg er født dum?! Jeg er dum til alt, dansk, matematik, engelsk alle de simple ting man skal kunne. jeg er blevet mobbet hele mit liv, da jeg var lille gik jeg med briller, og det var åbenbart ikke det fedeste. Folk har sparket til mig, skubbet til mig, spyttet på mig, limet mit hår, jeg kunne blive ved. Det blev ikke bedre jo ældre jeg blev, jeg kom galt afsted der da jeg var omkring 13, jeg havnede i et forkert miljø hvor jeg tog kokain, røg smøger, drak, kom galt afsted og fik politiet efter mig, jeg stjal, ja enhver mors drøm. Omkring 14års alderen fik jeg min første kæreste, på det tidspunkt smed jeg brillerne ud og begyndte at klæ mig mere udfordrene. Nå men han var syg i hovedet og slog mig næsten hver dg, mine såkaldte venner vidste det, men gad aldrig gøre noget ved det. Jeg kom ud af forholdet da jeg var 16, ja hele to år slog han mig. Jeg startede på gymnasiet, kom ind på en skole hvor der var mange udlændninge (jeg hader dem ikke, eller, ikke alle er sådan og jeg er selv halv udlænding), men de gjorde gymnasie livet surt for mig. De satte onde rygter i gang om mig og jeg fik deres meget ældre udlændinge kærester efter , de bankede mig også ;(. jeg gik til politiet, men det blev endnu værre, jeg endte også på skadestuen. jeg gik ud af gymnasiet, kunne ikke klare det jeg var 17, sidste år, nu arbejder jeg. I mellem tiden døde to af mine venner (ulykke), næsten de eneste venner jeg havde døde, og min mor fik en kæreste jeg ikke kan klare, hader ham, han hader mig og er ond ved mig, sviner mig til. Nu er jeg 18, har ingen jeg kan stole på, stoler ikke på venner, mænd, skole systemet, intet! Jeg græder hver dag, hver nat, jeg kan bare blive ved. Nogle gange kan jeg gå gennem en dag hvor jeg ikke husker hvad jeg har lavet, fordi jeg bare slet ikke er til stede her på jorden, eller det føler jeg som om jeg ikke er. Er i konstant frygt om, at blive såret endnu engang, så holder mig fra mennesker i det hele taget.
Jeg håber nogen gider svare mig, men det er rart at have kommet ud med alt det her, jeg har gemt alle de her følelser, jeg græder kun når jeg er alene, resten af tiden kæmper jeg med at holde smerten og tårerne ud og gemt i mig, indtil jeg er alene og kan græde igen.
Hilsen mig!

kære Stine
hvor er jeg dog ked af at læse om din ulykkelige situation, din sorg og ubeabejdede oplevelser.
Når jeg læser dit "triste" indlæg undrer jeg mig mig over hvor din mor og din biologiske far er henne i dette.
Er dine forældre overhovedet klar over at du har det sådan?
Bor du alene eller bor du hjemme?
Uanset dine svar på mine spørgsmål, vil jeg mene at din sorg og din ulykkelige reaktion, er en normal reaktion på de mere eller mindre grimme oplevelser du jo har haft igennem din opvækst.
Først og fremmest vil jeg kraftigt anbefale dig at kontakte din læge hurtigtst muligt. Bestil en tid til en samtale - gerne en dobbelttid og fortæl det som du har fortalt her. Hvis du synes det er svært at fortælle om, eller hvis du er bange for at glemme noget, så print dit eget indlæg ud og bed din læge om at læse det.
Få en henvisning til en god psykolog eller en henvisning til en psykiater som kan udføre psykologbistand. Psykologer koster omkring 600 kr i timen men man kan dog søge om tilskud på kommunen.
Psykiatere er gratis da det går ind over sygesikringen - og en masse psykiatere yder psykologbistand og er ikke bare kvaksalvere som hælder piller i folk (som mange fejlagtigt tror)!
Under alle omstændigheder er det vigtigt at du tager dig sammen til at få søgt noget hjælp.
Skynd dig at bestille en tid hos lægen for din egen skyld, så du kan få taget hul på nogle af de sørgelige tanker og reaktioner du render rundt med - og dermed få en bedre livskvalitet end du har nu.
Held og lykke

Hej Stine.
Fat mod, der vil komme gode tider, selvom man har svært ved at tro det, når man står i det. Jeg synes du skal have hjælp (husk det er ingen skam at søge hjælp) Når du har de tanker, om du ville ønske du var død, så tag og snak med din læge. Er han ikke tol rådighed, så henvend dig på psykiatrisk skadestue, der kan de hjælpe dig.
Jeg har selv været en af "de dumme" blot som den "pæne pige" ingen gad være sammen med, og man kunne moppe,tæve og jage. Jeg havde også tanker om at få lov til at dø. Da jeg blev lidt ældre, fandt jeg ud af, det skyldes mindreværd, det kan måske tænkes at dit problem også skyldes det? . Løft hovedet min ven og bed din læge og dine nærmeste om hjælp. Alt mulig held og lykke til dig.

Å ven dog. Det lyder til du er hel ude af den. Og selvfølgelig da også klart nok. 1 vil jeg gerne sige: Hvad er det da også for en mor at have, der ik har hjulpet der bedre.
Ja det med stoffer og sprut er jo ikke lige frem det bedste at være på. Men du må endelig ikke gøre noget dumt! Der ER virkelig folk her ude et sted der bekymre sig for folk som dig. Og det er slet ik værd at tage sit eget liv! Selv om man godt nok føler en gang imellem at det er det eneste rigtige. Hvor var det godt du kom væk fra den kæreste, bedre sent end aldrig. Jeg pjejer virkelig at være fuld af gode råd, men det eneste jeg kan komme i tanke om lige nu er at din selvtillid må være hel i bund. Du har sikkert prøve det mange gange, men det eneste jeg kan sige lige nu er: Start på en frisk. Ja det er svært. men lykkes det er det også det værd. Stil dig pæn an næste morgen, ik nedringet o udskåret, som nogen anden luddder, så mister folk respekten for dig. men heller ik de kæmpe rullekraver. Ram midten. Stil dig så foran spejlet og fortæl dig selv hvor lækker du er. Tro på det. om ik du er enig så bild dig selv det ind. Det er ik udsende mænd falder for men det at man selv synes man ser godt ud. og det er heller ik det kloge de ser efter, men det indre. at du er en sød person! Gå så på arbejde, eller hvor du nu skal hen, og os af selvtillid! Forkæl også lidt om dig selv. og drop endelig stoffer og sprut. Det hjælper dig ike spor! Det føre dig bare længere ud! Desuden klæder det heller ik en kvinde at gå rundt og være høj. Jeg har virkelig ondt af dig og håber virkelig at du får det bedre! Hvis du får brug for en at snakke med skal du bare skrive.

Gå til lægen med dit indlæg her og sig at du behøver hjælp. Ikke imorgen eller i overmorgen MEN IDAG.

jeg har også tit haft det sådan i mine teenage år. Men man kan drømme fremad i tiden.
Hvis du søger proffesionel hjælp kan det være en god ide at lytte til noget afslapningsmusik. Prøv at lægge dig i en sofa eller på din seng. Og kig på dine farver i dit værelse. Og når du har gjort det så prøv at skrive de ting ned som falder dig ind. Det kan være, der dukker nogle ting op fra de dårlige hændelser du har været udsat for. Hvis det er du ikke kan li at sige det til nogen så prøv om du kan få talt ud om problemerne med dine forældre og måske rette henvendelse til nogle proffesionelle eller selv rette hendvendelse hvis du ikke kan li at sige det til nogen. Mange gange kan man møde andre som har det på samme måde og der bliver sat aktiviter igang som kan give dig nogle nye oplysninger om dig selv og måske kan du selv se hvad der gør at du er dig og hvorfor det er vigtigt at du er her på jorden.
Hvis du tager beslutningen om proffesionel hjælp er det en god ide at finde ud af hvad du vil have ud af det.

du er ikke alene om indebrændte følelser. I starten af et kæreste forhold er alting altid så rosenrødt. Og man stoler på at det man gør er det rigtige. Man føler at at bliver lagt mærke til på den gode måde og har sommerfugle til næste dag der kommer og et øjeglimt fra kæresten betyder alt. Man er så glad at alt omkring skal have at vide , - ja fugle, væsener, ting og mennesker og venner og familie, alle skal vide at man har fundet manden der gør en glad. Men ligepluslig venner det hele. Der bliver sat spørgsmål om den fyr nu også er den rigtige for dig. Nogle gange kan man foranledes til at tro at det handler om en slags manifestation af de i forevejen eksisterende forhold. Nemlig at de andre måske ikke kender dine nye vaner som hører med, ved mødet med et andet menneske. Så er det at man unge kommer til at tro at det handler om at de andre er jalous. Men nej det handler om dig og din nye fyr. Det er der du har chancen for at vise hvem du er!
Når du så møder andre der har problemer vil du gerne være med, - måske, og her er det at der kommer et tillidsbrud til din omverden.
Når du nu er ked af det kan det måske være rart at finde tillid til en af parterne.
Nogle fyre kan li at man ved en masse og andre synes måske at det er spændende at du har så mange følelser.
Men det kan også blive for meget.
Måske skal du prøve at slappe helt af og lade omgivelserne vælge for dig og finde ud af hvad de gerne vil tale med dig om.
et lille knus fra en anden pige.

nogen... få proffesionel hjælp. bare få dine føelser ud.
det er hårdt at opleve sådan noget. Har selv gennemgået lidt af den slags.
hvis du gern e vil have nogen at skrive med vil jeg gerne skrive med dig... Hvis du er interesseret!?

Hej Stine
Der er vist ingen tvivl om at du skal have hjælp til at komme over den depression du er igennem lige nu ...
Hvordan snakker du med din mor?
Der er en hjemmeside der handler om depressioner, og hvor man kan møde andre i samme situation, måske det vil være noget?: http://www.depnet.dk
Og har du yderligere behov for at snakke/skrive, kan du e-maile mig: sanne-r@sol.dk
Held & Lykke med det :)
Knus

Jeg er ikke sikker på at jeg kan fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg er sikker på at jeg gider at høre på det hvis der er mere du vil 'af med'. Lige her: marty_b@sol.dk

Hej
Det du mangler er nogle at snakke med og betro sig til angående hvordan at du har det.det kan både være professionel hjælp, men ikke nødvendigvis. Det du mangler allermest er nogle rigtig gode venner som du kan betro dig til. Og de hænger desværre ikke på træerne. Du er meget velkommen til at skrive til mig, jeg skal nok svare.
Min adresse er :manilla100@hotmail.com
En ting som du ihvertifald ikke må tro, det er at du er dum.at du bliver mobbet i skole, er ikke din skyld. Og at du bliver 2 år hos en kæreste som banker dig. Ja, det gør de fleste kvinder som får bank. Nogle bliver der endda i flere år. At forlade en voldelig kæreste er en process som tager tid.
Jeg håber, at du finder ud af noget og får den hjælpe du har brug for. Og endnu en gang skrive endelig hvis du har lyst.
Knuz fra
missmanilla

evt også www.netvaerk.org
og så er jeg enig i dem der skriver du skal finde nogen der kan støtte dig.
Det er tunge ting du har været igennem, så jeg kan godt forstå du er kørt flad og er ked af det. Og det skal man sørme ikke bære alene. Så find nogen du er tryg ved, og som kan hjælpe dig med at bearbejde alle de ting.
Hvis du bor i Kbh kan du også prøve at ringe til SR-bistand. det er en skidegod rådgivning, og hvis ikke de kan tilbyde at støtte dig, ved de nok hvem der vil være rigtig gode til at støtte dig.
knus, og løft hovedet, tør øjnenen mellem grædeturene, og vid, at hvor der er vilje er der vej, også selv om det er en ret lang vej at få bearbejdet de ting! Du bliver også glad og hel igen en dag, bare "go for it". Og lad dig ikke slå helt ud af turene ned ad bakke, de hører med. Og så støtte til at komme op igen.

Tak for alle de svar, der er klart mange ting at tænke igennem, det er helt sikkert! Der er mange der har spurgt om mit forhold til min mor, jeg kan kun sige, at hun ikke er særlig forstående, vi kan godt snakke, men hun kan til tider spørge mig om jeg ikke har grædt nok. Vi er tæt knyttet, men alligevel så forstår hun det ikke.
Til alle jer som gerne vil skrive sammen, jeg må lige tænke over det. Misforstå mig ikke, jeg er meget glad for i gider skrive med mig, og hører på alt det, men det er sådan at jeg ikke stoler på nogen som sådan. Jeg tror nu ikke i vil mig noget ondt, tværtimod, men håber i forstår at når det kommer til tillid så har jeg ingen tillid til folk.
Jeg vil lige tænke over det, og så give et svar.
Men er bare glad for i gad læse mit indlæg og komme med jeres råd :)!!!
Hilsen "Stine"

Hej stine, jeg kan godt forstå du har det på den måde, men som sagt er det ikke for sent at få det godt, nu må du bare se fremmad!
hvis du har lyst til en ven vil jeg da meget gerne skrive sammen med dig! :-)
jeg vil lige høre dig hvor er du fra?

Det er dejligt at se der er rare mennesker som tilbyder at skrive med dig! :)
Så er du brug for flere at skrive med, så bare sig til, til hver en tid.
Stort Held & Lykke Herfra!
anonymos

Okay, selvfølgelig har du det???
SÅ mange ulukker kan man simpel hen ikke komme ud for???
Er dit liv så kedeligt, at du er nødt til at leve det over nettet, og dermed "opfinde" et andet liv, som selvfølgelig skal være total langt ude???
Du er simpel hen for langt ude, og i andre er lige så forfærdelig - I TROR PÅ HENDE!!!!
Get a real life!!!!!