GUDS NAVN - dets betydning og udtale
EN AF bibelskribenterne spurgte engang: „Hvem har samlet vinden i sine hule hænder? Hvem har indsvøbt vandene i sin kappe? Hvem har fastsat alle jordens ender? Hvad er hans navn, og hvad er hans søns navn — hvis du da ved det?“ (Ordsprogene 30:4) Hvordan kan vi finde ud af hvad Guds navn er? Det er et vigtigt spørgsmål. Skaberværket er et magtfuldt bevis på at Gud er til, men det fortæller os ikke hvad han hedder. (Romerne 1:20) Faktisk kunne vi aldrig få Guds navn at vide medmindre han selv fortalte os det. Det har han imidlertid gjort — i sit skrevne ord, Bibelen.
Ved en af de mere kendte lejligheder i bibelhistorien udtalte Gud sit navn over for Moses. Moses nedskrev en beretning herom, og denne beretning er blevet bevaret i Bibelen til vor tid. (2 Mosebog 34:5) Gud skrev endog sit navn med sin „finger“. Efter at han havde givet Moses det vi i dag kalder de ti bud, nedskrev han dem mirakuløst. Det hedder i beretningen: „Så snart [Gud] var færdig med at tale med Moses på Sinaj bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler der var beskrevet med Guds finger.“ (2 Mosebog 31:18) I den oprindelige udgave af de ti bud forekommer Guds navn otte gange. (2 Mosebog 20:1-17) Gud har altså selv åbenbaret sit navn for menneskene, både mundtligt og skriftligt. Hvad er da hans navn?
På hebraisk skrives det חוחי. Disse fire bogstaver, der kaldes tetragrammet, læses fra højre til venstre og kan på mange nutidssprog gengives med YHWH eller JHVH. Guds navn, skrevet med disse fire konsonanter, forekommer næsten 7000 gange i det oprindelige „Gamle Testamente“, De hebraiske Skrifter.
Navnet er en form af et hebraisk udsagnsord, hawah′ (חוח), „at blive“, og betyder egentlig „Han lader blive“. Det navn Gud bærer, betegner ham altså som den der skridt for skridt opfylder sine løfter og den der med usvigelig sikkerhed gennemfører sine hensigter. Kun den sande Gud kunne bære et navn med denne betydning.
Kan du huske de forskellige måder Guds navn var gengivet på i Salme 83:19? http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=684275 To af de anførte oversættelser havde udskiftet Guds navn med en titel („Herren“ eller „HERREN“). Men i de to andre eksempler, hvor navnet er gengivet med Jahve og Jehova, genfinder vi de oprindelige bogstaver i Guds navn (bortset fra at det sidste „h“ er bortfaldet). Men der angives to forskellige måder at udtale det på. Hvorfor?
Sandheden er at ingen med sikkerhed kan sige hvordan Guds navn oprindelig blev udtalt. Hvorfor ikke? Fordi den første del af Bibelen blev skrevet på hebraisk, og når man skrev hebraisk, skrev man kun konsonanterne — ikke vokalerne. Når bibelskribenterne skrev Guds navn, gjorde de naturligvis det samme og skrev kun konsonanterne.
Så længe oldhebraisk var et almindeligt talesprog, var dette ikke noget problem. Israelitterne var fortrolige med hvordan navnet skulle udtales, og når de så det på skrift, indføjede de selv vokalerne uden at tænke over det (ligesom en dansk læser vil vide at forkortelsen „jfr.“ står for „jævnfør“ og „sml.“ for „sammenlign“).
Der skete imidlertid to ting som ændrede dette. Først opstod der blandt jøderne en overtroisk forestilling om at det var forkert at sige Guds navn højt; når de kom til det under deres bibellæsning, udtalte de derfor det hebraiske ord ’Adhonaj′ („suveræne Herre“) i stedet for. Det andet der skete, var at det gamle hebraiske sprog med tiden gik af brug som hverdagssprog, og dermed gik den oprindelige hebraiske udtale af Guds navn i glemme.
For at udtalen af det hebraiske sprog som helhed ikke skulle blive glemt, opfandt nogle jødiske lærde i anden halvdel af det første årtusind e.v.t. et system af prikker og streger til at angive de manglende vokaler, og de anbragte disse tegn rundt om konsonanterne i den hebraiske bibel. Dermed blev både vokalerne og konsonanterne skrevet ned, og udtalen, som den var på den tid, blev bevaret.
Ved Guds navn satte de imidlertid ikke de rigtige vokaltegn, men i de fleste tilfælde et sæt vokaltegn der mindede læseren om at han skulle læse ’Adhonaj′. Dette førte til stavemåden Iehouah, og derfor blev „Jehova“ efterhånden den almindelige udtale af navnet på dansk og andre sprog. Denne form har bevaret de væsentlige elementer af Guds navn fra den oprindelige hebraiske tekst.
Hvor er udtalen Jahve så kommet fra? Det er en form der er blevet foreslået af lærde i nyere tid som har forsøgt at finde tilbage til den oprindelige udtale af Guds navn. Nogle — men ikke alle — mener at israelitterne før Jesu tid sandsynligvis udtalte Guds navn Jahve. Men ingen kan vide det med sikkerhed. Måske udtalte de det sådan, måske ikke.
Mange foretrækker imidlertid udtalen Jehova fordi den, i modsætning til Jahve, er den gængse og velkendte udtale. Men ville det ikke være bedre at bruge en form der muligvis ligger tættere på den oprindelige udtale? Nej, egentlig ikke, for det er ikke den praksis man normalt følger med bibelske navne.
Lad os, for at tage det mest fremtrædende eksempel, betragte navnet Jesus. Ved du hvordan Jesu familie og venner sagde hans navn når de talte med ham under hans opvækst i Nazaret? Intet menneske ved det med sikkerhed. De har muligvis sagt noget i retning af Jesjua (eller Jehosjua). I hvert fald sagde de ikke Jesus.
Men da beretningerne om hans liv blev nedskrevet på græsk, forsøgte de inspirerede skribenter ikke at bevare denne oprindelige hebraiske udtale af navnet. De gengav det derimod i den græske form Iesous′. I dag gengives det forskelligt, alt efter hvilket sprog der er tale om. Spanske bibellæsere møder formen Jesús (udtales Hesus′), italienerne staver det Gesù (udtales Djesu′), og englænderne skriver Jesus (udtales Dji′sås).
Skal vi holde op med at bruge Jesu navn fordi vi ikke ved hvordan det oprindelig blev udtalt? Indtil nu har ingen oversætter foreslået dette. Vi kan lide at bruge navnet, for det betegner Guds elskede søn, Jesus Kristus, der gav sit livsblod for os. Ville man ære Jesus ved at fjerne hans navn alle de steder det forekommer i Bibelen, og i stedet indføre en titel som „Mester“, „Lærer“ eller „Mellemmand“? Naturligvis ikke! Vi kan forestille os Jesus og opnå et forhold til ham når vi bruger hans navn på den måde det almindeligvis udtales på vort sprog.
Noget tilsvarende kan siges om alle de andre navne vi læser i Bibelen. Vi udtaler dem på vort eget sprog og forsøger ikke at efterligne den oprindelige udtale. Vi siger for eksempel „Jeremias“, ikke Jirmeja′hu. Og vi siger Esajas, selv om denne profet på sin tid uden tvivl blev kaldt Jesja‛ja′hu. Endog lærde som kender den oprindelige udtale af disse navne bruger den nutidige, gængse udtale når de omtaler dem.
Det samme gælder Guds navn. Selv om den nutidige udtale, Jehova, ikke svarer nøjagtigt til den oprindelige hebraiske udtale, forklejner man på ingen måde navnet ved at bruge denne form. Jehova er stadig navnet på Skaberen, den levende Gud, den Almægtige, til hvem Jesus sagde: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9.
Ved en af de mere kendte lejligheder i bibelhistorien udtalte Gud sit navn over for Moses. Moses nedskrev en beretning herom, og denne beretning er blevet bevaret i Bibelen til vor tid. (2 Mosebog 34:5) Gud skrev endog sit navn med sin „finger“. Efter at han havde givet Moses det vi i dag kalder de ti bud, nedskrev han dem mirakuløst. Det hedder i beretningen: „Så snart [Gud] var færdig med at tale med Moses på Sinaj bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler der var beskrevet med Guds finger.“ (2 Mosebog 31:18) I den oprindelige udgave af de ti bud forekommer Guds navn otte gange. (2 Mosebog 20:1-17) Gud har altså selv åbenbaret sit navn for menneskene, både mundtligt og skriftligt. Hvad er da hans navn?
På hebraisk skrives det חוחי. Disse fire bogstaver, der kaldes tetragrammet, læses fra højre til venstre og kan på mange nutidssprog gengives med YHWH eller JHVH. Guds navn, skrevet med disse fire konsonanter, forekommer næsten 7000 gange i det oprindelige „Gamle Testamente“, De hebraiske Skrifter.
Navnet er en form af et hebraisk udsagnsord, hawah′ (חוח), „at blive“, og betyder egentlig „Han lader blive“. Det navn Gud bærer, betegner ham altså som den der skridt for skridt opfylder sine løfter og den der med usvigelig sikkerhed gennemfører sine hensigter. Kun den sande Gud kunne bære et navn med denne betydning.
Kan du huske de forskellige måder Guds navn var gengivet på i Salme 83:19? http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=684275 To af de anførte oversættelser havde udskiftet Guds navn med en titel („Herren“ eller „HERREN“). Men i de to andre eksempler, hvor navnet er gengivet med Jahve og Jehova, genfinder vi de oprindelige bogstaver i Guds navn (bortset fra at det sidste „h“ er bortfaldet). Men der angives to forskellige måder at udtale det på. Hvorfor?
Sandheden er at ingen med sikkerhed kan sige hvordan Guds navn oprindelig blev udtalt. Hvorfor ikke? Fordi den første del af Bibelen blev skrevet på hebraisk, og når man skrev hebraisk, skrev man kun konsonanterne — ikke vokalerne. Når bibelskribenterne skrev Guds navn, gjorde de naturligvis det samme og skrev kun konsonanterne.
Så længe oldhebraisk var et almindeligt talesprog, var dette ikke noget problem. Israelitterne var fortrolige med hvordan navnet skulle udtales, og når de så det på skrift, indføjede de selv vokalerne uden at tænke over det (ligesom en dansk læser vil vide at forkortelsen „jfr.“ står for „jævnfør“ og „sml.“ for „sammenlign“).
Der skete imidlertid to ting som ændrede dette. Først opstod der blandt jøderne en overtroisk forestilling om at det var forkert at sige Guds navn højt; når de kom til det under deres bibellæsning, udtalte de derfor det hebraiske ord ’Adhonaj′ („suveræne Herre“) i stedet for. Det andet der skete, var at det gamle hebraiske sprog med tiden gik af brug som hverdagssprog, og dermed gik den oprindelige hebraiske udtale af Guds navn i glemme.
For at udtalen af det hebraiske sprog som helhed ikke skulle blive glemt, opfandt nogle jødiske lærde i anden halvdel af det første årtusind e.v.t. et system af prikker og streger til at angive de manglende vokaler, og de anbragte disse tegn rundt om konsonanterne i den hebraiske bibel. Dermed blev både vokalerne og konsonanterne skrevet ned, og udtalen, som den var på den tid, blev bevaret.
Ved Guds navn satte de imidlertid ikke de rigtige vokaltegn, men i de fleste tilfælde et sæt vokaltegn der mindede læseren om at han skulle læse ’Adhonaj′. Dette førte til stavemåden Iehouah, og derfor blev „Jehova“ efterhånden den almindelige udtale af navnet på dansk og andre sprog. Denne form har bevaret de væsentlige elementer af Guds navn fra den oprindelige hebraiske tekst.
Hvor er udtalen Jahve så kommet fra? Det er en form der er blevet foreslået af lærde i nyere tid som har forsøgt at finde tilbage til den oprindelige udtale af Guds navn. Nogle — men ikke alle — mener at israelitterne før Jesu tid sandsynligvis udtalte Guds navn Jahve. Men ingen kan vide det med sikkerhed. Måske udtalte de det sådan, måske ikke.
Mange foretrækker imidlertid udtalen Jehova fordi den, i modsætning til Jahve, er den gængse og velkendte udtale. Men ville det ikke være bedre at bruge en form der muligvis ligger tættere på den oprindelige udtale? Nej, egentlig ikke, for det er ikke den praksis man normalt følger med bibelske navne.
Lad os, for at tage det mest fremtrædende eksempel, betragte navnet Jesus. Ved du hvordan Jesu familie og venner sagde hans navn når de talte med ham under hans opvækst i Nazaret? Intet menneske ved det med sikkerhed. De har muligvis sagt noget i retning af Jesjua (eller Jehosjua). I hvert fald sagde de ikke Jesus.
Men da beretningerne om hans liv blev nedskrevet på græsk, forsøgte de inspirerede skribenter ikke at bevare denne oprindelige hebraiske udtale af navnet. De gengav det derimod i den græske form Iesous′. I dag gengives det forskelligt, alt efter hvilket sprog der er tale om. Spanske bibellæsere møder formen Jesús (udtales Hesus′), italienerne staver det Gesù (udtales Djesu′), og englænderne skriver Jesus (udtales Dji′sås).
Skal vi holde op med at bruge Jesu navn fordi vi ikke ved hvordan det oprindelig blev udtalt? Indtil nu har ingen oversætter foreslået dette. Vi kan lide at bruge navnet, for det betegner Guds elskede søn, Jesus Kristus, der gav sit livsblod for os. Ville man ære Jesus ved at fjerne hans navn alle de steder det forekommer i Bibelen, og i stedet indføre en titel som „Mester“, „Lærer“ eller „Mellemmand“? Naturligvis ikke! Vi kan forestille os Jesus og opnå et forhold til ham når vi bruger hans navn på den måde det almindeligvis udtales på vort sprog.
Noget tilsvarende kan siges om alle de andre navne vi læser i Bibelen. Vi udtaler dem på vort eget sprog og forsøger ikke at efterligne den oprindelige udtale. Vi siger for eksempel „Jeremias“, ikke Jirmeja′hu. Og vi siger Esajas, selv om denne profet på sin tid uden tvivl blev kaldt Jesja‛ja′hu. Endog lærde som kender den oprindelige udtale af disse navne bruger den nutidige, gængse udtale når de omtaler dem.
Det samme gælder Guds navn. Selv om den nutidige udtale, Jehova, ikke svarer nøjagtigt til den oprindelige hebraiske udtale, forklejner man på ingen måde navnet ved at bruge denne form. Jehova er stadig navnet på Skaberen, den levende Gud, den Almægtige, til hvem Jesus sagde: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Mattæus 6:9.