GUDS NAVN gennem tiderne.
JEHOVA GUD ønsker at vi skal kende og bruge hans navn. Det viste han ved at åbenbare sit navn for det allerførste menneskepar på jorden. Vi ved at Adam og Eva kendte Guds navn, for da Eva havde født Kain sagde hun, ifølge den hebraiske grundtekst: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ — 1 Mosebog 4:1.
Senere læser vi at trofaste mænd som Enok og Noa „vandrede med den sande Gud“. (1 Mosebog 5:24; 6:9) De må derfor også have kendt Guds navn. Navnet overlevede den store vandflod sammen med den retfærdige Noa og hans familie. På trods af det oprør der senere fandt sted i Babel, blev Guds sande tjenere ved med at bruge hans navn. Det nævnes hundreder af gange i de love Gud gav Israel. I Femte Mosebog alene forekommer det 551 gange.
I dommertiden var israelitterne åbenbart vant til at bruge Guds navn. De brugte det endda når de hilste på hinanden. Vi læser (i den hebraiske grundtekst) at Boaz hilste på sine høstfolk med ordene: „Jehova være med jer.“ Og de gengældte hans hilsen ved at sige: „Jehova velsigne dig.“ — Rut 2:4.
Gennem hele den israelitiske historie frem til det tidspunkt da folket vendte hjem fra fangenskabet i Babylon, var det almindeligt at bruge Jehovas navn. Kong David, en mand efter Guds hjerte, brugte navnet meget — det forekommer i hundredvis af gange i de salmer han skrev. (Apostelgerninger 13:22) Guds navn indgik også i mange israelitiske personnavne. Vi læser således om mænd der hed Adonija („min Herre er Jah“ — „Jah“ er en forkortet form af Jehova), Esajas („Jehovas frelse“), Jonatan („Jehova har givet“), Mika („hvem er som Jah?“) og Josua („Jehova er frelse“).
Også fra kilder uden for Bibelen er der vidnesbyrd om at Guds navn blev anvendt hyppigt i denne periode. Ifølge tidsskriftet Israel Exploration Journal (årgang 13, nr. 2) afdækkede man i 1961 en gravhule lidt sydvest for Jerusalem. På væggene var der hebraiske indskrifter som synes at stamme fra anden halvdel af det ottende århundrede f.v.t. Indskrifterne indeholder udtalelser som for eksempel „Jehova er hele jordens Gud“.
I 1966 blev der i Israel Exploration Journal (årgang 16, nr. 1) offentliggjort en rapport om nogle potteskår med hebraisk indskrift som var fundet ved Arad i det sydlige Israel. Indskriften var fra anden halvdel af det syvende århundrede f.v.t. Et af potteskårene var et privat brev til en mand ved navn Eljasjib. Brevet begynder sådan: „Til min herre Eljasjib: Måtte Jehova bede om din fred.“ Og det slutter: „Han bor i Jehovas hus.“
I 1975 og 1976 afdækkede nogle arkæologer i Negeb-ørkenen en samling hebraiske og fønikiske inskriptioner på vægge, krukker og stenkar. I inskriptionerne forekom det hebraiske ord for Gud, samt Guds navn, JHVH, skrevet med hebraiske bogstaver. Og under en udgravning i selve Jerusalem fandt man for nylig en lille, sammenrullet sølvstrimmel der synes at stamme fra tiden før det babyloniske fangenskab. Forskerne oplyser at da man rullede den ud, fandt man Jehovas navn skrevet på den med hebraiske bogstaver. — Biblical Archaeology Review, marts/april 1983, side 18.
Endnu et eksempel på brugen af Guds navn findes i de såkaldte Lakisjbreve. Disse breve, der er skrevet på potteskår, blev fundet mellem 1935 og 1938 i ruinerne af Lakisj, en befæstet by der indtager en fremtrædende plads i Israels historie. De synes at være skrevet af en officer ved en judæisk forpost til hans overordnede, som hed Jaosj, i Lakisj, åbenbart under krigen mellem Israel og Babylon henimod slutningen af det syvende århundrede f.v.t.
Af de otte potteskår der kan læses, indleder de syv deres budskab med en hilsen som: „Måtte Jehova lade min herre være ved godt helbred ved denne tid!“ I alt forekommer Guds navn elleve gange i de syv breve, hvilket viser at navnet blev anvendt i daglig tale ved slutningen af det syvende århundrede f.v.t.
Endog hedenske herskere kendte navnet og brugte det når de henviste til israelitternes Gud. På Mesjastenen praler kong Mesja af Moab således af sine militære bedrifter mod Israel og erklærer blandt andet: „Kemosj sagde til mig: ’Drag ud og tag Nebo fra Israel!’ Så drog jeg af sted om natten og kæmpede imod det fra daggry til middag, og jeg indtog det og ihjelslog alle . . . Og jeg tog derfra Jehovas [kar] og bar dem frem for Kemosj.“
Med henvisning til disse ikke-bibelske anvendelser af Guds navn siger værket Theologisches Wörterbuch zum Alten Testament, bind 3, spalte 538: „Omkring 19 dokumentariske vidnesbyrd om tetragrammet i formen jhvh vidner således i denne henseende om pålideligheden af den masoretiske tekst; flere kan ventes, fremfor alt fra Arad-arkiverne.“
Jøderne var stadig fortrolige med Guds navn og brugte det på Malakias’ tid, omkring 400 år før Jesu fødsel. I Malakias’ bog i Bibelen indtager navnet en meget fremtrædende plads, eftersom det bruges i alt 48 gange.
Som tiden gik, kom mange jøder til at bo langt fra Israels land, og efterhånden kunne en del af dem ikke længere læse Bibelen på hebraisk. Derfor begyndte man i det tredje århundrede f.v.t. at oversætte den del af Bibelen der fandtes dengang („Det gamle Testamente“) til græsk, som var det nye internationale sprog. Men man overså ikke Guds navn. Oversætterne bibeholdt det i teksten, skrevet med hebraiske bogstaver. Dette bevidnes af gamle eksemplarer af den græske Septuaginta-oversættelse som er blevet bevaret til vor tid.
Senere læser vi at trofaste mænd som Enok og Noa „vandrede med den sande Gud“. (1 Mosebog 5:24; 6:9) De må derfor også have kendt Guds navn. Navnet overlevede den store vandflod sammen med den retfærdige Noa og hans familie. På trods af det oprør der senere fandt sted i Babel, blev Guds sande tjenere ved med at bruge hans navn. Det nævnes hundreder af gange i de love Gud gav Israel. I Femte Mosebog alene forekommer det 551 gange.
I dommertiden var israelitterne åbenbart vant til at bruge Guds navn. De brugte det endda når de hilste på hinanden. Vi læser (i den hebraiske grundtekst) at Boaz hilste på sine høstfolk med ordene: „Jehova være med jer.“ Og de gengældte hans hilsen ved at sige: „Jehova velsigne dig.“ — Rut 2:4.
Gennem hele den israelitiske historie frem til det tidspunkt da folket vendte hjem fra fangenskabet i Babylon, var det almindeligt at bruge Jehovas navn. Kong David, en mand efter Guds hjerte, brugte navnet meget — det forekommer i hundredvis af gange i de salmer han skrev. (Apostelgerninger 13:22) Guds navn indgik også i mange israelitiske personnavne. Vi læser således om mænd der hed Adonija („min Herre er Jah“ — „Jah“ er en forkortet form af Jehova), Esajas („Jehovas frelse“), Jonatan („Jehova har givet“), Mika („hvem er som Jah?“) og Josua („Jehova er frelse“).
Også fra kilder uden for Bibelen er der vidnesbyrd om at Guds navn blev anvendt hyppigt i denne periode. Ifølge tidsskriftet Israel Exploration Journal (årgang 13, nr. 2) afdækkede man i 1961 en gravhule lidt sydvest for Jerusalem. På væggene var der hebraiske indskrifter som synes at stamme fra anden halvdel af det ottende århundrede f.v.t. Indskrifterne indeholder udtalelser som for eksempel „Jehova er hele jordens Gud“.
I 1966 blev der i Israel Exploration Journal (årgang 16, nr. 1) offentliggjort en rapport om nogle potteskår med hebraisk indskrift som var fundet ved Arad i det sydlige Israel. Indskriften var fra anden halvdel af det syvende århundrede f.v.t. Et af potteskårene var et privat brev til en mand ved navn Eljasjib. Brevet begynder sådan: „Til min herre Eljasjib: Måtte Jehova bede om din fred.“ Og det slutter: „Han bor i Jehovas hus.“
I 1975 og 1976 afdækkede nogle arkæologer i Negeb-ørkenen en samling hebraiske og fønikiske inskriptioner på vægge, krukker og stenkar. I inskriptionerne forekom det hebraiske ord for Gud, samt Guds navn, JHVH, skrevet med hebraiske bogstaver. Og under en udgravning i selve Jerusalem fandt man for nylig en lille, sammenrullet sølvstrimmel der synes at stamme fra tiden før det babyloniske fangenskab. Forskerne oplyser at da man rullede den ud, fandt man Jehovas navn skrevet på den med hebraiske bogstaver. — Biblical Archaeology Review, marts/april 1983, side 18.
Endnu et eksempel på brugen af Guds navn findes i de såkaldte Lakisjbreve. Disse breve, der er skrevet på potteskår, blev fundet mellem 1935 og 1938 i ruinerne af Lakisj, en befæstet by der indtager en fremtrædende plads i Israels historie. De synes at være skrevet af en officer ved en judæisk forpost til hans overordnede, som hed Jaosj, i Lakisj, åbenbart under krigen mellem Israel og Babylon henimod slutningen af det syvende århundrede f.v.t.
Af de otte potteskår der kan læses, indleder de syv deres budskab med en hilsen som: „Måtte Jehova lade min herre være ved godt helbred ved denne tid!“ I alt forekommer Guds navn elleve gange i de syv breve, hvilket viser at navnet blev anvendt i daglig tale ved slutningen af det syvende århundrede f.v.t.
Endog hedenske herskere kendte navnet og brugte det når de henviste til israelitternes Gud. På Mesjastenen praler kong Mesja af Moab således af sine militære bedrifter mod Israel og erklærer blandt andet: „Kemosj sagde til mig: ’Drag ud og tag Nebo fra Israel!’ Så drog jeg af sted om natten og kæmpede imod det fra daggry til middag, og jeg indtog det og ihjelslog alle . . . Og jeg tog derfra Jehovas [kar] og bar dem frem for Kemosj.“
Med henvisning til disse ikke-bibelske anvendelser af Guds navn siger værket Theologisches Wörterbuch zum Alten Testament, bind 3, spalte 538: „Omkring 19 dokumentariske vidnesbyrd om tetragrammet i formen jhvh vidner således i denne henseende om pålideligheden af den masoretiske tekst; flere kan ventes, fremfor alt fra Arad-arkiverne.“
Jøderne var stadig fortrolige med Guds navn og brugte det på Malakias’ tid, omkring 400 år før Jesu fødsel. I Malakias’ bog i Bibelen indtager navnet en meget fremtrædende plads, eftersom det bruges i alt 48 gange.
Som tiden gik, kom mange jøder til at bo langt fra Israels land, og efterhånden kunne en del af dem ikke længere læse Bibelen på hebraisk. Derfor begyndte man i det tredje århundrede f.v.t. at oversætte den del af Bibelen der fandtes dengang („Det gamle Testamente“) til græsk, som var det nye internationale sprog. Men man overså ikke Guds navn. Oversætterne bibeholdt det i teksten, skrevet med hebraiske bogstaver. Dette bevidnes af gamle eksemplarer af den græske Septuaginta-oversættelse som er blevet bevaret til vor tid.