GUDS NAVN og "Det nye Testamente"
GUDS NAVN står urokket i De hebraiske Skrifter, „Det gamle Testamente“. Selv om jøderne efterhånden holdt op med at udtale navnet, afholdt deres religiøse ærefrygt dem fra at fjerne det når de lavede afskrifter af ældre bibelhåndskrifter. Følgelig indeholder De hebraiske Skrifter stadig Guds navn oftere end noget andet navn.
Med hensyn til De kristne græske Skrifter, „Det nye Testamente“, stiller sagen sig anderledes. Håndskrifter som rummer Åbenbaringen (den sidste bog i Bibelen) indeholder Guds navn i den forkortede form „Jah“ (i ordet „Halleluja“). Men bortset herfra forekommer Guds navn ikke i et eneste af de gamle græske håndskrifter vi i dag har til „Det nye Testamentes“ bøger fra Mattæusevangeliet til Åbenbaringen. Vil det sige at navnet heller ikke bør forekomme der? Det ville være overraskende, når man tænker på at Jesu disciple anerkendte Guds navns betydning og at Jesus lærte os at bede om at Guds navn måtte blive helliget. Så hvad skete der?
For at forstå hvad der skete, må vi være klar over at de håndskrifter som vi i dag har til De kristne græske Skrifter, ikke er de originale. De oprindelige bøger der blev skrevet af Mattæus, Lukas og andre bibelskribenter, blev flittigt brugt og hurtigt slidt op. Derfor blev de afskrevet, og når afskrifterne var ved at være slidt op, blev disse eksemplarer afskrevet igen. Det er naturligt at det ville gå sådan, for afskrifterne blev som regel lavet for at de skulle bruges, ikke for at de skulle gemmes.
Der foreligger i dag tusinder af sådanne afskrifter af De kristne græske Skrifter. De fleste af dem er imidlertid først blevet til i løbet af det fjerde århundrede eller derefter. Dette antyder en mulighed: Kunne det tænkes at der inden det fjerde århundrede skete noget med teksten som førte til at Guds navn blev udeladt? Kendsgerningerne viser at det gjorde der.
Vi kan være sikre på at apostelen Mattæus brugte Guds navn i sit evangelium. Hvorfor? Fordi han oprindelig skrev det på hebraisk. I det fjerde århundrede oplyste Hieronymus, der udarbejdede den latinske Vulgata- oversættelse: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, den første af alle evangelisterne, skrev et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog . . . Hvem der senere oversatte det til græsk, er ikke tilstrækkelig fastslået. Ydermere er den hebraiske tekst bevaret op til vore dage i biblioteket i Cæsarea.“
Eftersom Mattæus skrev på hebraisk, er det utænkeligt at han ikke skulle have brugt Guds navn, især når han citerede steder i „Det gamle Testamente“ hvor navnet fandtes. De der ellers skrev den sidste del af Bibelen, skrev imidlertid for et verdensomfattende publikum på datidens internationale sprog, græsk. De citerede derfor ikke fra De hebraiske Skrifter på originalsproget, men fra den græske Septuaginta-oversættelse. Også Mattæusevangeliet blev senere oversat til græsk. Ville Guds navn forekomme i disse græske skrifter?
Der foreligger i dag fragmenter af Septuaginta-oversættelsen som stammer helt tilbage fra Jesu tid, og det er værd at bemærke at de indeholder Guds personlige navn. Værket The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 2, side 512) oplyser: „Nylige tekstfund rejser tvivl om den antagelse at de der udarbejdede LXX [Septuaginta], oversatte tetragrammet JHVH med kyrios. De ældste LXX-håndskrifter (fragmenter) vi nu har adgang til, indeholder tetragrammet skrevet med hebraiske bogstaver i den græske tekst. Denne skik blev videreført af senere jødiske oversættere af Det gamle Testamente i de første århundreder e. Kr.“ Hvad enten Jesus og hans disciple læste Skrifterne på hebraisk eller på græsk, ville de altså støde på Guds navn.
Hertil siger professor George Howard fra Georgias universitet i USA: „Eftersom den Septuaginta-udgave som den nytestamentlige kirke brugte og citerede fra, indeholdt den hebraiske form af Guds navn, tog de nytestamentlige skribenter uden tvivl tetragrammet med i deres citater derfra.“ (Biblical Archaeology Review, marts 1978, side 14) Med hvilken ret kunne de gøre andet?
Guds navn forblev i græske oversættelser af „Det gamle Testamente“ endnu et stykke tid. I første halvdel af det andet århundrede e.v.t. udarbejdede den jødiske proselyt Aquila en ny oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk, og heri gengav han Guds navn ved tetragrammet, skrevet med gammelhebraiske skrifttegn. I det tredje århundrede skrev Origenes: „Og i de mest nøjagtige håndskrifter forekommer NAVNET med hebraiske bogstaver, dog ikke vore dages hebraiske [bogstaver], men de ældste der findes.“
Så sent som i det fjerde århundrede skrev Hieronymus i sin indledning til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne: „Og i visse græske bøger finder vi den dag i dag Guds navn, tetragrammet [הוהי], skrevet med gamle bogstaver.“
På den tid havde det forudsagte frafald imidlertid taget form, og selv om navnet forekom i visse håndskrifter, blev det brugt mindre og mindre. (Mattæus 13:24-30; Apostelgerninger 20:29, 30) Efterhånden vidste mange læsere ikke engang hvad tetragrammet stod for. Hieronymus fortæller at på hans tid „havde visse uvidende personer, på grund af disse bogstavers lighed med græske bogstaver, for skik at udtale dem ΠΙΠΙ [Pipi] når de fandt dem i græske bøger“.
I senere afskrifter af Septuaginta blev Guds navn fjernet, og ord som „Gud“ (Theos′) og „Herren“ (Ky′rios) blev indsat i stedet. Vi ved at det gik sådan, for der findes i dag gamle fragmenter af Septuaginta hvor Guds navn er med i teksten, og senere afskrifter af de samme afsnit af Septuaginta hvor Guds navn er forsvundet.
Det samme må da være sket med teksten til „Det nye Testamente“ eller De kristne græske Skrifter. Professor George Howard siger videre: „Da den hebraiske form af det guddommelige navn blev fjernet til fordel for græske erstatningsord i Septuaginta, blev navnet også fjernet i de nytestamentlige citater fra Septuaginta. . . . Inden længe gik det guddommelige navn tabt for hedningekirken undtagen i det omfang det afspejledes i de forkortede surrogater eller blev husket af de lærde.“
Mens jøderne blot undlod at udtale Guds navn, lykkedes det altså den frafaldne kristne kirke at fjerne navnet fuldstændigt fra de græske håndskrifter til begge dele af Bibelen, og ligeledes fra bibeludgaver på andre sprog.
Senere blev navnet, som vi har set, genindsat i mange oversættelser af De hebraiske Skrifter. Men hvordan med De græske Skrifter? Såvel bibeloversættere som bibellæsere er kommet til det resultat at visse passager i De kristne græske Skrifter kan være meget dunkle hvis man ikke bruger Guds navn. Hvis navnet genindsættes, vil denne del af den inspirerede Bibel blive langt klarere og lettere at forstå.
Lad os for eksempel betragte følgende ord af Paulus til romerne, som de er gengivet i den autoriserede oversættelse af 1948: „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“ (Romerne 10:13) Hvis navn er det vi skal påkalde for at blive frelst? Eftersom Jesus ofte omtales som „Herren“ og der et sted endda siges: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,“ kunne man tro at det var Jesus Paulus talte om. — Apostelgerninger 16:31, da. aut.
Men det var det ikke. Under Romerbrevet 10:13 henviser den autoriserede oversættelse til Joel 3:5 i De hebraiske Skrifter. Slår vi dette skriftsted efter, ser vi at Paulus i virkeligheden citerede Joels ord, som ifølge den hebraiske grundtekst lyder: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ (Joel 2:32, Ny Verden-oversættelsen) Paulus talte altså om at vi skulle påkalde Jehovas navn. Mens vi naturligvis må tro på Jesus, forstår vi altså at vor frelse er nært forbundet med den rette værdsættelse af Guds navn.
Dette eksempel viser hvordan fjernelsen af Guds navn fra De græske Skrifter kan have bidraget til at mange efterhånden forvekslede Jesus og Jehova med hinanden. Dette var uden tvivl stærkt medvirkende til treenighedslærens opståen!
Vil en oversætter være berettiget til at genindsætte navnet, i betragtning af at det ikke findes i noget eksisterende håndskrift? Ja, det vil han. De fleste græsk-ordbøger anerkender at ordet „Herren“ i Bibelen ofte sigter til Jehova. For eksempel oplyser Robinsons A Greek and English Lexicon of the New Testament (trykt i 1859) i afsnittet om det græske ord Ky′rios („Herren“) at det kan betegne „Gud som den øverste Herre og universets suveræn, som regel i Septuaginta for det hebraiske הוהי Jehova.“ Når De kristne græske Skrifter citerer fra De hebraiske Skrifter, har oversætteren derfor ret til at gengive ordet Ky′rios med „Jehova“ alle de steder hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst.
Mange oversættere har gjort dette. I hvert fald siden det 14. århundrede er der blevet udarbejdet et stort antal hebraiske oversættelser af De kristne græske Skrifter, og når oversætterne er kommet til citater fra „Det gamle Testamente“ hvori Guds navn findes, har de i mange tilfælde følt sig tvunget til at genindsætte Guds navn i teksten. Resultatet er at mange hebraiske oversættelser af De kristne græske Skrifter eller dele deraf indeholder Guds navn.
Dette eksempel er blevet fulgt i en lang række oversættelser til nutidssprog, især oversættelser som er blevet udarbejdet af missionærer. Mange udgaver af De græske Skrifter på afrikanske, asiatiske, amerikanske og polynesiske sprog bruger flittigt navnet Jehova, sådan at læserne nemt kan kende forskel på den sande Gud og de falske. Navnet forekommer også i udgaver på europæiske sprog.
En oversættelse der modigt og med fuld bemyndigelse har genindsat Guds navn i teksten, er Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter. I denne oversættelse, der foreligger på mange nutidssprog, deriblandt dansk, er Guds navn blevet genindsat hver gang der i De græske Skrifter er citeret en passage fra De hebraiske Skrifter hvori det findes. Navnet forekommer i alt 237 gange i denne oversættelse af De græske Skrifter.
Til trods for at mange oversættere har bestræbt sig for at genindsætte Guds navn i Bibelen, har der altid været et religiøst pres for at få det fjernet. Jøderne lod det stå i deres bibler, men nægtede at udtale det. Frafaldne kristne i det andet og tredje århundrede fjernede det når de afskrev de græske bibelhåndskrifter og udelod det når de oversatte Bibelen til andre sprog. Oversættere i nyere tid har også fjernet det, endog når de har baseret deres oversættelse på den hebraiske grundtekst, hvori det forekommer næsten 7000 gange. (Det forekommer 6973 gange i den hebraiske grundtekst til Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.)
Hvordan ser Jehova på dem der fjerner hans navn fra Bibelen? Hvis du var forfatter, hvad ville du da mene om en der gjorde sig store anstrengelser for at fjerne dit navn fra den bog du havde skrevet? De oversættere der gør indsigelse mod at bruge navnet, hvad enten det er på grund af udtaleproblemer eller på grund af den jødiske tradition, kan sammenlignes med dem der, som Jesus sagde, „sier myggen fra men sluger kamelen“. (Mattæus 23:24) De støder sig på visse mindre problemer, men ender med at skabe et større problem — ved at fjerne navnet på den største person i universet, fra den bog han har inspireret.
Salmisten skrev: „Hvor længe, Gud, vil modstanderen blive ved med at smæde? Vil fjenden behandle dit navn respektløst for bestandig?“ — Salme 74:10.
Med hensyn til De kristne græske Skrifter, „Det nye Testamente“, stiller sagen sig anderledes. Håndskrifter som rummer Åbenbaringen (den sidste bog i Bibelen) indeholder Guds navn i den forkortede form „Jah“ (i ordet „Halleluja“). Men bortset herfra forekommer Guds navn ikke i et eneste af de gamle græske håndskrifter vi i dag har til „Det nye Testamentes“ bøger fra Mattæusevangeliet til Åbenbaringen. Vil det sige at navnet heller ikke bør forekomme der? Det ville være overraskende, når man tænker på at Jesu disciple anerkendte Guds navns betydning og at Jesus lærte os at bede om at Guds navn måtte blive helliget. Så hvad skete der?
For at forstå hvad der skete, må vi være klar over at de håndskrifter som vi i dag har til De kristne græske Skrifter, ikke er de originale. De oprindelige bøger der blev skrevet af Mattæus, Lukas og andre bibelskribenter, blev flittigt brugt og hurtigt slidt op. Derfor blev de afskrevet, og når afskrifterne var ved at være slidt op, blev disse eksemplarer afskrevet igen. Det er naturligt at det ville gå sådan, for afskrifterne blev som regel lavet for at de skulle bruges, ikke for at de skulle gemmes.
Der foreligger i dag tusinder af sådanne afskrifter af De kristne græske Skrifter. De fleste af dem er imidlertid først blevet til i løbet af det fjerde århundrede eller derefter. Dette antyder en mulighed: Kunne det tænkes at der inden det fjerde århundrede skete noget med teksten som førte til at Guds navn blev udeladt? Kendsgerningerne viser at det gjorde der.
Vi kan være sikre på at apostelen Mattæus brugte Guds navn i sit evangelium. Hvorfor? Fordi han oprindelig skrev det på hebraisk. I det fjerde århundrede oplyste Hieronymus, der udarbejdede den latinske Vulgata- oversættelse: „Mattæus, der også hed Levi og som fra at være tolder blev apostel, den første af alle evangelisterne, skrev et evangelium om Kristus i Judæa på det hebraiske sprog . . . Hvem der senere oversatte det til græsk, er ikke tilstrækkelig fastslået. Ydermere er den hebraiske tekst bevaret op til vore dage i biblioteket i Cæsarea.“
Eftersom Mattæus skrev på hebraisk, er det utænkeligt at han ikke skulle have brugt Guds navn, især når han citerede steder i „Det gamle Testamente“ hvor navnet fandtes. De der ellers skrev den sidste del af Bibelen, skrev imidlertid for et verdensomfattende publikum på datidens internationale sprog, græsk. De citerede derfor ikke fra De hebraiske Skrifter på originalsproget, men fra den græske Septuaginta-oversættelse. Også Mattæusevangeliet blev senere oversat til græsk. Ville Guds navn forekomme i disse græske skrifter?
Der foreligger i dag fragmenter af Septuaginta-oversættelsen som stammer helt tilbage fra Jesu tid, og det er værd at bemærke at de indeholder Guds personlige navn. Værket The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 2, side 512) oplyser: „Nylige tekstfund rejser tvivl om den antagelse at de der udarbejdede LXX [Septuaginta], oversatte tetragrammet JHVH med kyrios. De ældste LXX-håndskrifter (fragmenter) vi nu har adgang til, indeholder tetragrammet skrevet med hebraiske bogstaver i den græske tekst. Denne skik blev videreført af senere jødiske oversættere af Det gamle Testamente i de første århundreder e. Kr.“ Hvad enten Jesus og hans disciple læste Skrifterne på hebraisk eller på græsk, ville de altså støde på Guds navn.
Hertil siger professor George Howard fra Georgias universitet i USA: „Eftersom den Septuaginta-udgave som den nytestamentlige kirke brugte og citerede fra, indeholdt den hebraiske form af Guds navn, tog de nytestamentlige skribenter uden tvivl tetragrammet med i deres citater derfra.“ (Biblical Archaeology Review, marts 1978, side 14) Med hvilken ret kunne de gøre andet?
Guds navn forblev i græske oversættelser af „Det gamle Testamente“ endnu et stykke tid. I første halvdel af det andet århundrede e.v.t. udarbejdede den jødiske proselyt Aquila en ny oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk, og heri gengav han Guds navn ved tetragrammet, skrevet med gammelhebraiske skrifttegn. I det tredje århundrede skrev Origenes: „Og i de mest nøjagtige håndskrifter forekommer NAVNET med hebraiske bogstaver, dog ikke vore dages hebraiske [bogstaver], men de ældste der findes.“
Så sent som i det fjerde århundrede skrev Hieronymus i sin indledning til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne: „Og i visse græske bøger finder vi den dag i dag Guds navn, tetragrammet [הוהי], skrevet med gamle bogstaver.“
På den tid havde det forudsagte frafald imidlertid taget form, og selv om navnet forekom i visse håndskrifter, blev det brugt mindre og mindre. (Mattæus 13:24-30; Apostelgerninger 20:29, 30) Efterhånden vidste mange læsere ikke engang hvad tetragrammet stod for. Hieronymus fortæller at på hans tid „havde visse uvidende personer, på grund af disse bogstavers lighed med græske bogstaver, for skik at udtale dem ΠΙΠΙ [Pipi] når de fandt dem i græske bøger“.
I senere afskrifter af Septuaginta blev Guds navn fjernet, og ord som „Gud“ (Theos′) og „Herren“ (Ky′rios) blev indsat i stedet. Vi ved at det gik sådan, for der findes i dag gamle fragmenter af Septuaginta hvor Guds navn er med i teksten, og senere afskrifter af de samme afsnit af Septuaginta hvor Guds navn er forsvundet.
Det samme må da være sket med teksten til „Det nye Testamente“ eller De kristne græske Skrifter. Professor George Howard siger videre: „Da den hebraiske form af det guddommelige navn blev fjernet til fordel for græske erstatningsord i Septuaginta, blev navnet også fjernet i de nytestamentlige citater fra Septuaginta. . . . Inden længe gik det guddommelige navn tabt for hedningekirken undtagen i det omfang det afspejledes i de forkortede surrogater eller blev husket af de lærde.“
Mens jøderne blot undlod at udtale Guds navn, lykkedes det altså den frafaldne kristne kirke at fjerne navnet fuldstændigt fra de græske håndskrifter til begge dele af Bibelen, og ligeledes fra bibeludgaver på andre sprog.
Senere blev navnet, som vi har set, genindsat i mange oversættelser af De hebraiske Skrifter. Men hvordan med De græske Skrifter? Såvel bibeloversættere som bibellæsere er kommet til det resultat at visse passager i De kristne græske Skrifter kan være meget dunkle hvis man ikke bruger Guds navn. Hvis navnet genindsættes, vil denne del af den inspirerede Bibel blive langt klarere og lettere at forstå.
Lad os for eksempel betragte følgende ord af Paulus til romerne, som de er gengivet i den autoriserede oversættelse af 1948: „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.“ (Romerne 10:13) Hvis navn er det vi skal påkalde for at blive frelst? Eftersom Jesus ofte omtales som „Herren“ og der et sted endda siges: „Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst,“ kunne man tro at det var Jesus Paulus talte om. — Apostelgerninger 16:31, da. aut.
Men det var det ikke. Under Romerbrevet 10:13 henviser den autoriserede oversættelse til Joel 3:5 i De hebraiske Skrifter. Slår vi dette skriftsted efter, ser vi at Paulus i virkeligheden citerede Joels ord, som ifølge den hebraiske grundtekst lyder: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ (Joel 2:32, Ny Verden-oversættelsen) Paulus talte altså om at vi skulle påkalde Jehovas navn. Mens vi naturligvis må tro på Jesus, forstår vi altså at vor frelse er nært forbundet med den rette værdsættelse af Guds navn.
Dette eksempel viser hvordan fjernelsen af Guds navn fra De græske Skrifter kan have bidraget til at mange efterhånden forvekslede Jesus og Jehova med hinanden. Dette var uden tvivl stærkt medvirkende til treenighedslærens opståen!
Vil en oversætter være berettiget til at genindsætte navnet, i betragtning af at det ikke findes i noget eksisterende håndskrift? Ja, det vil han. De fleste græsk-ordbøger anerkender at ordet „Herren“ i Bibelen ofte sigter til Jehova. For eksempel oplyser Robinsons A Greek and English Lexicon of the New Testament (trykt i 1859) i afsnittet om det græske ord Ky′rios („Herren“) at det kan betegne „Gud som den øverste Herre og universets suveræn, som regel i Septuaginta for det hebraiske הוהי Jehova.“ Når De kristne græske Skrifter citerer fra De hebraiske Skrifter, har oversætteren derfor ret til at gengive ordet Ky′rios med „Jehova“ alle de steder hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst.
Mange oversættere har gjort dette. I hvert fald siden det 14. århundrede er der blevet udarbejdet et stort antal hebraiske oversættelser af De kristne græske Skrifter, og når oversætterne er kommet til citater fra „Det gamle Testamente“ hvori Guds navn findes, har de i mange tilfælde følt sig tvunget til at genindsætte Guds navn i teksten. Resultatet er at mange hebraiske oversættelser af De kristne græske Skrifter eller dele deraf indeholder Guds navn.
Dette eksempel er blevet fulgt i en lang række oversættelser til nutidssprog, især oversættelser som er blevet udarbejdet af missionærer. Mange udgaver af De græske Skrifter på afrikanske, asiatiske, amerikanske og polynesiske sprog bruger flittigt navnet Jehova, sådan at læserne nemt kan kende forskel på den sande Gud og de falske. Navnet forekommer også i udgaver på europæiske sprog.
En oversættelse der modigt og med fuld bemyndigelse har genindsat Guds navn i teksten, er Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter. I denne oversættelse, der foreligger på mange nutidssprog, deriblandt dansk, er Guds navn blevet genindsat hver gang der i De græske Skrifter er citeret en passage fra De hebraiske Skrifter hvori det findes. Navnet forekommer i alt 237 gange i denne oversættelse af De græske Skrifter.
Til trods for at mange oversættere har bestræbt sig for at genindsætte Guds navn i Bibelen, har der altid været et religiøst pres for at få det fjernet. Jøderne lod det stå i deres bibler, men nægtede at udtale det. Frafaldne kristne i det andet og tredje århundrede fjernede det når de afskrev de græske bibelhåndskrifter og udelod det når de oversatte Bibelen til andre sprog. Oversættere i nyere tid har også fjernet det, endog når de har baseret deres oversættelse på den hebraiske grundtekst, hvori det forekommer næsten 7000 gange. (Det forekommer 6973 gange i den hebraiske grundtekst til Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.)
Hvordan ser Jehova på dem der fjerner hans navn fra Bibelen? Hvis du var forfatter, hvad ville du da mene om en der gjorde sig store anstrengelser for at fjerne dit navn fra den bog du havde skrevet? De oversættere der gør indsigelse mod at bruge navnet, hvad enten det er på grund af udtaleproblemer eller på grund af den jødiske tradition, kan sammenlignes med dem der, som Jesus sagde, „sier myggen fra men sluger kamelen“. (Mattæus 23:24) De støder sig på visse mindre problemer, men ender med at skabe et større problem — ved at fjerne navnet på den største person i universet, fra den bog han har inspireret.
Salmisten skrev: „Hvor længe, Gud, vil modstanderen blive ved med at smæde? Vil fjenden behandle dit navn respektløst for bestandig?“ — Salme 74:10.