Gæld mod ægtefællens vilje

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre i øjeblikket. Vores økonomi er meget dårlig og vi risikerer at miste hus osv. Og samtidig er det som om min mand ikke kan (vil) se det i øjnene men bare sætter os i yderligere gæld. I dag erfarede jeg han har set på ny bil (børnene talte over sig, selv om han havde bedt dem tie stille med det). Jeg sagde vi ikke havde råd og jeg ikke ville være med til det, men han sagde han ville købe den alligevel. Hvad i alverden skal jeg gøre?
Jeg har hentet separationspapirer nu, for bliver vi separeret hæfter jeg ikke for hvad han køber efter vi er separeret. Problemet er alt det han kan nå at købe inden - bl.a. omtalte bil.

Hejsa,
Det er en skrøne, at ægtefæller automatisk hæfter solidarisk for hinandens gæld. Den, der skriver under på gælden, hæfter for den.
Der er dog en tudsegammel bestemmelse i loven, der foreskriver at manden hæfter for kvindens gæld, mens den anden ikke findes. Dette er dog begrundet i et oldnordisk kvindesyn, der antager at kvinden ikke selv er i stand til at tage varer på sin egen økonomi, og manden derfor er ansvarlig for det "stakkels" væsen. Men det er dog en helt anden historie, og retspraksis følger antagelsen, at den der stifter gælden, hæfter for den.
Du kan dog risikere, at hans gæld vil blive modregnet i forskellige aktiver, f.eks. friværdi i huset, hvis han har optaget pant i det i forbindelse med lån. Men der må du så gå rettens vej, for at få de penge retur fra ham, som han uretmæssigt har pantsat for.
Mvh,
Mikkel

er ikke at købe en åndssvag bil mand! Det er sgu da at tage børnene som gidsler!
Se lige i stedet for at gøre noget som helst andet at få rede på jeres måder at agere på!
Jeg synes I skulle flytte...starte forfra...og have børnene i absolut centrum! Tænk en gang...de er dem I vil DØ for! Men lige nu snyder i dem ad helvede til! Begge to! Der er ikke noget der er vigtigere end dem...det er i dem kærligheden ligger....hvorfor er det bare så svært at se, når man står midt i det? Men tro mig...den dag I HAR gennemført skilsmissen...og de stakkels unger står der og ikke kan finde ud af at gøre noget som helst rigtigt fordi I har gjort tingene umulige for dem...så går det op for dig (og forhåbentlig også din mand), at det der skete i august 2006 ikke havde en skid med bil eller økonomi at gøre...men prioritering.

Det har du fuldstændig ret i.
Vores problemer er heller ikke kun bilen. Det er bare det nyeste og det der gjorde at jeg blev HELT sikker på jeg aldrig vil kunne stole på min mand. Vi havde aftalt IKKE at sætte os i yderligere gæld. Og han gør det alligevel igen og igen og igen...
Og netop denne gang, hvor han tager børnene med ud og ser på bil... De glæder sig naturligvis og er med til at vælge osv. Og så er jeg den sure kælling som siger nej.
Men når vi dårligt kan betale vores udgifter nu, så er det jo kun at vælte læsset fuldstændig og så kan vi miste både bil, hus osv.
Ja, det ender nok med vi må flytte. Men jeg har ikke lyst til at flytte sammen med ham, må jeg indrømme. Vi har flyttet så meget rundt fordi han aldrig er tilfreds nogen steder. Det er nok hans egentlige problem - at han aldrig vil være tilfreds med noget.
At jeg har hentet separationspapirer betyder dog ikke nødvendigvis skilsmisse. Blot at i det øjeblik vi er separeret hæfter vi ikke for gæld stiftet af den anden efter denne dato.

Jeg kan godt forstå, når sådan noget som du her beskriver er sket...så er det helt ude af proportion. Det siger sig selv, at man ikke kan købe en bil uden at HELE familien er med. At tro noget andet er en vildfarelse. Jo før I får lagt kortene på bordet for hinanden og ikke mindst børnene, jo bedre.
Det er fuldstændig underordnet om det nu er dig der er "den sure kælling"....det er dig der redder familien fra at styrte i afgrunden, ved at stoppe den uhyrlige handel...og en strøm af hændelser der kun fører en ting med sig...familiens undergang. at børn bliver skuffede over at de ikke får en ny bil...DET er sgu ikke en parameter, du er nødt til at lade styre noget som helst. Holdt op i mod en voksen og moden overvejelse om at stoppe galskaben i tide....der tæller forkælede følelser overhovedet ikke.
Det er muligt, de først ser det om lang tid...men så må du bare stole på, at tiden vil bevise det! Glem hvad de måtte tænke nu....du ved det er rigtigt at gøre, og det vil være modigt af dig at stoppe den handel....personligt forekommer det mig krysteragtigt, at gøre det ved et kunstgreb som en øvelse med separation, hvis ikke du gør det med henblik på skilsmisse...Vil du leve sammen med ham og prøve at redde familien, eller vil du ikke?
Du har efter min mening for meget fokus på, hvad DU bliver gældsat for. Det bør ikke være dit fokus. Familiens redning skal være dit fokus. Læg alle kort på bordet, få overblik, ...foretag nogle fravalg i fællesskab, læg en plan og en fælles strategi.
Når du siger din mand aldrig er tilfreds med de steder I bor...så kan det være fordi han har registreret, at noget i jeres famlie er svært at tilpasse til omgivelserne ligegyldigt, hvor I bord...og så er det måske ikke omgivelserne, men familiens struktur, der trænger til at blive ændret. Prøv at finde ud af hvad det er, og så læg en plan for at ændre det sammen.
Måske er det ham der har svært ved at leve op til sin rolle i familien...måske har han svært ved at leve op til de krav DU stiller.....
Okay...som så ofte før herude i cyberspace så kender vi andre kun en brøkdel af sammenhængen, og jeg stiller ikke de spørgsmål for at JEG skal bruge svarene til noget....men hvis du prøver at svare mig, får du måske øje på noget i dig selv du ikke vidste var der.....
Håber du kan bruge lidt af dette.
I al respekt
Halfevil333

(Jeg er på vej i seng, derfor kun lidt kort svar nu).
Jamen allerhelst ville jeg stoppe den handel, men hvordan gør jeg det, når han nu VIL ha den bil uanset hvad jeg siger??? Jeg har sagt han kunne risikere at miste familien på det, men det ændrede ikke noget, han er fast besluttet på at købe den.
Separationspapirerne var et måske naivt håb om, at hvis huset kom i mit navn kunne det i hvert fald blive reddet. Så børnene ikke skulle flytte igen.
Og ang. min mands utilfredshed så er det i alle ting. Tidligere forhold han har haft, alle steder vi har boet, steder han har arbejdet - altid er der noget galt. Det så jeg ikke de første mange år vi var gift - måske er der virkelig noget om at kærlighed gør blind. Men nu har jeg indset at intet kan gøre ham tilfreds. Og så kan vi lige så godt prøve at få det bedste ud af at bo hvor vi er nu - hvis vi kan få råd til at blive boende.

Er selv mand og kan godt forstå at han vil ha en ny bil . Men hvis der ikke er råd til det så må han sgu presses lidt til at fatte det . prøv at fortæl ham nul sex hvis du køber den bil! og nul tøjvask nul madlavning osv alt det du gør for ham ,skal han selv gøre ! det virker!!
du kan også ringe til jeres bank og sætte dem ind i jeres situation og få stoppet lånet ! men det kan godt blive en tung dans !

Du skal nok ikke regne med det bliver anderledes med din mand.Du vil aldrig hæfte for hans gæld,han alene hæfter for hvad hen skriver under på.At jeres økonomi er ved at køre i sænk,gr hans sløseri,skulle du tage som et tegn på,at dig og børnene skal komme ud af det ægteskab.Intet vil blive godt nok til ham,også selvom han køber ny bil nu,vil han altid være utilfreds med noget.
Se at komme ud af det ægteskab,og lad ham sejle sin egen sø.
Jeg personlig ville aldrig leve i sådan et ægteskab,så hellere alene med børnene.

for den gæld din mand laver i ægteskabet.
Har selv været i skifteretten med en ligende sag.
Min eksmand fik et hævekort hos diners mens vi var gift og det blev hævet fra 20.000 til 30.000 og jeg havde ikke skrevet under nogle af gangene. I forbindelse med at jeg flyttede overtrak han det, så med renter endte det på 60.000 kr. Derudover havde han ikke betalt husleje i flere mdr. så han fik en regning på 40.000 da han blev smidt ud. Dem ville han godt have jeg hjalp med så vi var en tur i skifteretten hvor det blev afgjort til min fordel. Så held og lykke hvad du end gør.

Hvis der ikke havde have været børn, kunne du have sagt at købte han ny bil, så ville du ha en ny mand. Skønt det tror jeg heller ikke ville hjælpe. Prøv at få en snak med ham om det, og vil han ikke det, så ud af klappen m ham. Han køber sikkert også andet senere som du heller ikke vil være med til. Han er åbenbart lige så stor en idiot som jeg selv har været.
Håber dog trods alt det lykkes for jer at klare det sammen.
Mvh Graf

For mig at se er der flere ting her der er særdeles naive.
En separation udløser jo ikke nødvendigvis at huset kommer i dit navn og er formålet at beskytte det, skal der et særeje til. Det skal du ikke bruge en separation til. Er du økonomisk konstitueret således, at du kan købe ham ud af huset og optage det som særeje, så forstår jeg ikke den "dårlige økonomi snak"
Hvis begges navne er på skødet, kan ingen pantsætte huset uden den andens medvirken.
Hvis han ikke har noget at købe for bliver det svært at købe bil og skal banken hjælpe ham, vil de formentlig selv blande dig ind i det.
På en eller anden måde giver du mig to tanker i hovedet.
1.At tingene ikke er som beskrevet,
2. at du selv har været med til at kuldsejle jeres økonomi, men giver ham skylden.
Jeg forstår slet ikke den magtesløshed.

Kun hans navn står på skødet, men vi har fælleseje. En advokat har tidligere rådet os til separation så huset kom i mit navn, for at have en chance for at beholde det. Hvordan dette kan foregå i praksis aner jeg ikke, det regner jeg med advokat og revisor har styr på, da det var deres forslag oprindeligt. Og nej, jeg har ikke kørt vores økonomi i sænk, det skyldes udelukkende min mands forskellige "engagementer"

Jeg har en veninde, der havde en lignende mand. De flyttede hver 1-2 år og han købte hele tiden. Det sidste nye indkøb blev efter nogle måneder udskiftet med noget andet og bedre.
De gik fra hinanden. Hun fik halvdelen af gælden og børnene blev skilsmissebørn.
For at det ikke skal gå så galt for jer, så kan det måske hjælpe at du og børnene flytter ud en tid, så situationens alvor kan gå op for ham. Mange mænd forstår ikke et verbalt "jeg har fået nok", især ikke hvis du har sagt det flere gange før uden at der er sket noget ved det.
Jeg vil også forslå, at I måske tager et smut op til lægen sammen. Sådan en ustyrlig trang til at købe nyt kan nogle gange dække over en mild manio-depressivitet eller lign.

Hvis fruen er medejer af huset, kan der ikke pantsættes uden hendes underskrift. I det hele taget hefter man kun for de lån, hvor man selv har underskrevet lånedokumenterne.

så skal der altså penge til at købe ham ud, når i har fælleseje og der skal penge til husleje. Vil advokat og revisor være behjælpelige med det? Jeg tvivler.
Enten har du misforstået dem, eller de er udtrykt sig uklart.

betyder det anparter? For så er separation og den sædvanlige advokat og revisorrådgivning.
Hvis kreditorerne fornemmer huset er "kørt i ly" kan de få "handlen" omstødt.
Og hvis du ikke allerede har undersøgt det, så synes jeg, du skulle finde ud af, om der allerede er foretaget udlæg i huset og af hvem.

Nej, han skal ikke købes ud. Ved separation skal alt deles. Dvs. jeg kan godt få huset mens han kan få andre ting vi ejer. Ting som lettere kan undværes set ud fra hvad der er bedst for børnene.

sikke dog en trist historie, din mand er en nar, men det betyder desværre ikke, at du kan nægte ham at købe en ny bil, du skal bare ikke skrive under på lånebeviset i banken.
du kan faktisk gøre edt samme, hvis du vil, men ingen parter må forringe leveomstændighederne, ved fejlslagne, eller stærkt forgældede investeringer.
hvis ikke der er friværdi i huset, kan det være vanskeligt at låne i en bank, men han kan jo låne på det grå markedet, til næsten 50 % rente om året, så det bliver en meget dyr bil, hvis den skal betales over 8 år.
der findes dygtige advokater, som giver gratis hjælp, og jeg syntes at du i første omgang skal søge hjælp der, gæld er en frygtelig ting at leve med, og det er også en frygtelig belastning for børnene.
hvis gælden virkelig er så stor, så tror jeg ikke at en seperation vil hjælpe noget, du har sikkert også underskrevet skødet og lånet på huset, og så hænger du også på tabet, hvis I mister huset.
hvis han køber bilen, bliver han nok klogere, når forhandleren henter den, eller sender gorillaer efter ham, jeg håber, at du har økonomi så du kan flytte et andet sted hen med børnene, hvis en del af din løn går til betaling af huset, så opsig denne aftale omgående, og flyt din konto til en anden bank, måske det kan lære din mand, at tænke lidt rationelt, og ikke bare egoistisk som nu, knus.

hold nu bare kæft med fælleseje, skøder og SHIT! Det er da ligegyldigt....I snyder ungerne! THAT is what counts sister! Alt det andet....det betyder helt ærligt ingenting.

men Dulkis som spurgte til de ting.
Da min bekymring går på om vi kan blive boende i huset FOR BØRNENES SKYLD, er jeg ligesom nødt til at nævne ting som fælleseje osv. Så nej, det gider jeg ikke holde kæft med!!!

og du har råd til at sidde i huset alene, og der ikke allerede, som jeg skev tidligere er foretaget udlæg, så er det da bare med at få ham ud, så du ikke har en tikkende bombe under din økonomi og børnenes tilværelse.

min besked var til dig. Hele tråden igennem ævler du løs om hvem der står i gæld, til hvem, hvad og hvornår....du beholder ikke huset for børenenes skyld. Tro mig...kig ind....Du tænker på dig selv og din egen status. Sig til mig, at jeg tager helt fejl....for jeg er nemlig fuldstændig ligeglad, hvad du gør og hvad du mener....det er JERES børn ikke! Du har overhovedet ikke fokus på dem.
Ved du hvad deres behov er? VED du hvorfor de blev så glade da farmand ville købe en ny bil? Fordi der var udsigt til at mindst en af jer blev glade! Det er hvad der betyder noget for børn...og i sidste ende er det den værdi du er fucking nødt til at indse, der er værd at dø for!
Men gør hvad du vil....du er ikke min mor.

Status betyder intet for mig. Huset betyder intet for mig. Skulle jeg se på hvad JEG helst ville, så flyttede jeg med børnene til noget mindre og billigere. Men børnene har deres opvækst her. Deres venner, deres skole, deres fritidsinteresser osv. osv.
Jo, det er KUN for deres skyld jeg vil prøve at beholde huset.
Jeg har prøvet at tale med min mand, men han vil ikke lytte. Vil ikke indse hvor slemt det står til og at vi er nødt til at handle anderledes. Derfor skrev jeg et indlæg her - for at høre om nogen vidste om der var en eller anden måde man kunne standse den handel på.
At jeg skal tænke på mine børn, behøver du ikke fortælle mig, jeg har aldrig gjort andet siden jeg fik dem.
Og nej, jeg er ikke din mor - heldigvis. (Så gammel er jeg sq heller ikke)

tror du er på sporet nu. Hvis du ikke kan få den mand til at tale fornuft, så må han udelukkes fra beslutningerne. Enkelt, når man går til logisk resonnement. Du mangler modet til at tage beslutningerne, men du KENDER jo allerede svarene, så hop ud i det. Flyt. Det der holder ikke. Du behøver jo ikke flytte til en anden by...ting kan tilpasses, og børn kan sagtens flytte sig hvis det er nødvendigt. Men man kan først tilpasse noget, når belsutningerne er taget. Det er det, der mangler.
Nej...det er meget tydeligt, du ikke er så gammel og ikke har helvedes meget erfaring. Så er det jo godt du tør debattere tingene herinde...og tør lytte til dem, der har. Bare også vær klar til at tage det der kommer.

I mine øjne lyder du som en ansvarlig og uselvisk mor, der ikke først og fremmest ser på egne behov og interesser.
Det er vel sådan at du med dine mindreårige børn, er bedst tjent med de afgørelser du selv anser for fornuftige, så du og børnene kan leve et ordentligt liv.
   Selv kender jeg til den type ægtefælle du beskriver, og har i de seneste år boet sammen med en sådan type.
Mine børn er store, men jeg har gennem en periode været i samme situation som den du beskriver.....-økonomisk trængt, træt af altid at føle sig som den eneste voksne og ansvarlige for familiens trivsel. For lidt støtte i trængte situationer. Sluttende med at være på nippet til at opgive samlivet med ham, sælge huset og flytte langt væk.
Jeg er kommet frem til, at jeg vil blive. Her har mine børn trods alt deres hjem, min samlever sine interesser, og jeg vil omsider kunne stille mig tilfreds med forholdendesom de er.
Jeg har ingen ambitioner om at skulle ændre på min samlevers indstilling og forbrugsmønster, men jeg har formået at give min mening vægt, når jeg er utilfreds med hans økonomiske dispositioner. Derved undgår vi forhåbentlig de mest flyvske fejlinvesteringer.
Personligt er jeg nået frem til, at jeg vil kunne leve med min lidt "skæve" families og også egne mere eller mindre utilgivelige særheder.
Jeg har bare med tiden og alderen opøvet større færdigheder at takle konflikter af forskellig slags, og behøver heller ikke længere at tage de samme hensyn til de ikke længere hjemmeboende børn.
Dog ville jeg ikke gøre det hele om, hvis jeg var ung idag.
Nå, men alt dette var lidt udenfor emnet, og var bare lige for at gøre opmærksom på, at hele problemstillingen farves efter hvor man selv står i livet.