gøre *hvad* i forhold til gammel forudsigelse?

hej.
mit spørgsmål handler om, hvad jeg stiller op over for en gammel forudsigelse.
for over 10 år siden var jeg af nysgerrighed hos et engelsk medium på arbejde i Danmark. Hun sagde, at jeg FØRST ville finde min livskærlighed, når jeg var 43 - det skulle være en kvinde, "der sang; muligvis opera".
Jeg har som regel lange forhold, men er ude af stand til - eller har hidtil været det - at hengive mig til en stabil hverdag. Jeg skriver, eller forsøger at skrive, og har udgivet en del på 20 år, men kan ikke fokusere særlig godt. Er forstyrret af uvished og en "fornemmelse" af at jeg har et eller andet særligt, jeg skal her i livet.
Denne clairvoyante forudsigelse har martret mig i alle de år - har ligget i mit baghoved i de forhold, jeg har haft. Den har både fungeret som målestok og som smutvej, hvis noget ikke har fungeret. "Så skal jeg bare vente til jeg er blevet 44 - så er jeg fri til at handle selv". jeg oplever selv, at det er noget sludder, men er magtesløs overfor at føle mig påvirket af det.
Jeg har halvanden år endnu til jeg bliver 44. For at gøre denne tid så lykkelig som mulig, kunne jeg godt bruge et råd om, hvad jeg stiller op imod denne gamle invaderende forudsigelse.
på forhånd tak.
pipanny (mand)

30. januar 1963
kenneth
frederiksberg

Er dette en spøg, eller...
Sad lige og fik lyst til at skrive et langt indlæg med nogle tanker og ideer som måske kunne hjælpe dig... men ved nærmere eftertanke er ordene nok spildte, så jeg lader være...

Hvad er du målløs over? At jeg er blevet påvirket af det? Det er ikke noget, jeg føler, jeg selv er herre over - jeg kan rationalisere omkring det, og ønske mig det anderledes, men ikke desto mindre ligger det i baghovedet.
vh,
k

tak helle,
for dit gode og omhyggelige svar. Og jeg håber da, at du har ret i dit klarsyn om, hvor jeg befinder mig i min udvikling. Der er en kvinde i mit liv, som ikke på nogen måde ligner beskrivelsen fra år tilbage - men selvom meget ved vores forhold provokerer mig og gør mig bange for, om jeg er i færd med at bytte "det rette spor" for "plaster på sårene", giver jeg mig selv chancen for at mærke hvad det vil sige at være der OG udtrykke min angst når den kommer OG opdage hvad der sker, når jeg gør dét. Jeg ved jo godt, at jeg altid er på sporet - og at det kun er et spørgsmål om tid - altså om hvad jeg når i dette liv - når vejen synes længere end den "burde være"...
Og artiklen - om clairvoyance er objektiv? Jeg har en søster, der arbejder med klarsyn og har gjort det i mange år. Hvorfor har jeg ikke spurgt hende, kunne man måske tænke. Netop fordi hun er min søster. Og fordi jeg opfatter, at klarsyn IKKE er objektiv - fordi det som artiklen siger er en subjektiv "oversættelse" af intuitive signaler. Jo større menneskelig erfaring man har, desto bedre og mere nuanceret vil man givet kunne videregive de svar, man som clairvoyant får.
Men mit spørgsmål var i udgangspunkt noget, jeg ikke føler er blevet helt besvaret: HVAD gør man, hvis man føler sig fastholdt af et klarsyn? Jeg er givet ikke den eneste, som bevidst eller ubevidst har gået rundt og "ventet" på - enten - at forudsigelsen skulle gå i opfyldelse - eller - at noget, en dato eller anden relativiseret begivenhed skulle blive overstået, så man ikke behøvede vente mere.
Livet går jo på en eller anden måde på hold, på pause, når man får en svar, som passer ind i dét, man ønsker at få. Og hvis svaret ligger på en angivet dato i fremtiden...
Jeg er højt begavet, og på mange områder talentfuld, men fordi clairvoyantens svar passede med mit (på et tidspunkt brændende) behov, blev datoen for fuldbyrdelsen til en nærmest uomgængelig programmering, jeg ikke med rationelle midler eller hengivelse til de kærester, jeg har haft siden, kunne slippe af med. Datoen lå der bare, uomgængeligt ude i fremtiden, og alt indtil da var ligesom bare "mindre værd".
Hvis nu clairvoyanten havde sagt: "Sandsynligheden for, at du først møder din livskærlighed efter dit 43. år er stor - det vil muligvis ske før, men det er også muligt at du må betragte dine forhold indtil da som "øveforhold", du naturligvis kun kan få det bedste ud af ved at hengive dig til..." (underforstået at jeg skulle lære at give slip på smerten, på frygt for skuffelse, kunne hengive mig trods frygt, være i nuet, elske i dag og ikke i morgen... osv), ville JEG *måske* kunne have forholdt mig til forudsigelsen. Og arbejdet med den hen ad vejen og netop kunnet applikere min bevidsthed på arbejdet med følelser og frygt. Men den oprindelige omtalte autoritært givne forudsigelse, der i min overbevidsthed kun registreredes som "jaja, det er godt - her kommer en vaskeægte sigøjnerforudsigelse; jeg mangler kun at få farven på hendes hår og længden på hendes øjenvipper..." - dén hæftede sig som en snylter til mit inderste behov og unddrog sig enhver form for exorcisme.
Så, spørgsmålet igen: Hvad gør man, hvis nogen ubedt - bevidst eller ubevidst - har fået plantet en forudsigelse tæt op af de basale behov? Hvor en fjernelse af forudsigelsen, vel at mærke, ville efterlade et tomrum, der ikke var bevidst før?
Og jo, må jeg lige afslutningsvis hæfte på - naturligvis har jeg lært noget af alle de år, og de parforhold, jeg har været igennem - men kunne jeg være blevet sparet smerte, hvis clairvoyanten havde været mere omhyggelig med præsentationen af sin fremtidsvision?
venlig hilsen, og igen tak for din tid og dit hjerte,
k