Halfevil eksisterer ikke

Du kan ikke være halvt ond.
Hvis du bare en gang imellem tillader dig selv at gøre en lille bitte smule ondt, så er du på den ondes side.
Du kan heller ikke være din kone halvt tro.
Hvis du bare en gang har noget med en anden at gøre, så er du helt igennem utro.
Omvend dig fra dine onde veje.
Enhver handling har en konsekvens, og retfærdigheden vil komme over dig. Du tror du er Herre i dit eget liv, men der lever en djævel i dit kød. Du vælger den onde skæbne.
Jesus lever. Du kan få tilgivelse, hvis du i sandhed angrer, og kommer til Ham med et ydmygt hjerte. Du kan få en ny chance, få tavlen visket ren, hvis du er parat til gøre ham til Herre i dit liv.
Jeg siger igen: Omvend dig fra dine onde veje. For du er skabt i kærlighed, med et større formål for øje. Så længe du lader det onde bo i dig, så må du lide efter fortjeneste, og længes efter det du ikke kender. Kom til Jesus, og Han vil give dig fred. Kom til Jesus i bøn, og Han vil høre dit kald, Han vil tage imod dig. Kom til Jesus, og Han vil lade dig drikke af livets kilde.
Vend om! Der er håb for din sjæl.

"Enhver handling har en konsekvens, og retfærdigheden vil komme over dig."
Ja, enhver handling har sin konsekvens, det er jo logik, men at retfærdighed vil komme, ser jeg ikke som logik. Du tænker garanteret på et eller andet religiøs retfærdighed, meeen jeg må indrømme at jeg endnu ikke har set noget til den. På nogen måde, nærmere tværtimod.
"Du tror du er Herre i dit eget liv, men der lever en djævel i dit kød. Du vælger den onde skæbne."
Jaha! Man er sgu da herre over sit eget liv! Hvis man ikke var, ville det vel være et brud på menneskeretighedderne?
Og hvis det at vælge 'den onde skæbne' er at bestemme hvad man selv vil, hvad man selv føler for, gøre de ting man brænder for, så er jeg også en af dem som har valgt den såkaldte 'onde skæbne'.
"Jesus lever. Du kan få tilgivelse, hvis du i sandhed angrer, og kommer til Ham med et ydmygt hjerte."
Så han lever? Ok.. Men bortset fra det, så behøver folk altså ikke at gå til ham, for at få tilgivelse. Folk kan som regel tilgive sig selv, eller for andre til det. Det er der lidt mere power i, vil jeg mene. At få tilgivelse fra en person man måske har såret, syntes jeg da er mere "helbredende" end at bede til en forlængst afdød religiøs matyr.

"Du kan få en ny chance, få tavlen visket ren, hvis du er parat til gøre ham til Herre i dit liv."
Jeg syntes det er en lillesmule uhyggeligt, hvis du helt seriøst tror 100% på det. Hvorfor skulle man gøre ham til Herre i en hjerte? Måske man skulle overveje at følge hans etiske regler, med at være god mod alle, men hey! Hvorfor så ikke bare sige at det er det? Eller.. det gør i jo også? 'Elsk din næste' og alt det der.. det hjælper jo ikke, beklager🙂Folk gidder det ikke. Mennesket idag er for egoistiske, hvis vi tager det generelle blik på mennesket. Og jeg tror sgu ikke at en mand som døde for 2000 år siden, hvis han levede, kan gøre noget ved det. Og den måde som i kristne nærmest missionere på, bliver irriterende i længden hos de fleste folk. Et indlæg som dette her er et godt eksempel.
Satanisme, er ateisme, har jeg læst et eller andet sted, og i så fald vil jeg så bare sige 'may the devil be with you..'

½ djævel findes ikke.
Jeg synes foriøvrigt at indlægget er godt formuleret.

Hey ehm, har du overvejet, at du måske ikke er rigtig rask? Du virker sådan lidt psykotisk...

Hvordan kan det være, at man på den ene side selv kan vælge mellem det gode og det onde og på den anden side ingen indflydelse har på sit liv, idet alt er underlagt guds vilje?

Han er ret godt til den fundamentalistiske retorik. Sidst jeg stødte på den var i "Fiskerne" hvor en indremissions præst prædkede for sin menighed.
Til gengæld er der ikke meget mening i det han skriver ud over for en snæver kreds af indforståede. Logisk er det sandt for dyden ikke...;o))

Hvis man ser verden som enten eller, så er der fornuft i hovedindlægget.
Men hvis man ser verden mere nuanceret, så giver det ingen mening. Der er mellemstadier - der er situationer, hvor man hverken er god eller ond.
Djævlen var jo først en engel ... så et eller andet sted må han jo være både god og ond (hvis man tror på sådanne historier).
Der er meget i bibelen, der indikerer at menneskene faktisk er både gode og onde - og kampen står i hvert enkelt menneske .. er de så halvgode eller halvonde?

at frelse andre
puds du hellere vinduer end pudse din glorie, eller opsøg læge, så du kan komme på medicinering igen.
Du trænger til det.

Nu ved jeg ikke rirgtig om det er MIG, fordi jeg har det nick, eller om det bare er en symbolks betegnelse for de mennesker som matcher den beskrivelse du giver i dit indlæg...men forudsat det er til mig, vil jeg svare dig:
Retfærdighed er ikke menneskeskabt...du kan ikke dømme noget uretfærdigt eller retfærdigt. Du ser kun den sammenhæng der er dig givet i den ramme du har...din kultur, din tid, og din korte levetid som menneske bgrænser dig til at forstå et udsnit af sammenhængen og evigheden...men du kan ikke på baggrund af det, dømme om retfærdighed. Det kan ingen.
Katolikker har en tro, hvor det for dem er naturligt at mennesket er født ondt. Når de gennemgår dåbsritualet, foretages en exorcisme...en djævleuddrivelse!
Jeg er født katolik...jeg har i den grad frasagt mig alt katolsk...OGSÅ den exocisme min dåb omfattede. Så i DERES definition er jeg ond.
Jeg elsker livet, hengiver mig til til det smukke, vidunderlige uforklarlige. Antager at alle mennesker som udgangspunkt er gode, men at omstændigheder, former dem...kan forme dem ind i noget godt og ud af noget dårligt.
Jeg har to oplevelser i mit liv, jeg lige vil fortælle dig om...Da min datter var tre år gammel, fik jeg meninghitis og encephallitis...og da jeg så fik tilbagefald, havde man faktisk opgivet mig..ventede på at jeg skulle dø lige så stille. Men ved siden af min seng sad min lille datter og råbte...kunne ikke fatte en bønne. Hvad fanden laver mor der? Og da hun blev tysset på af farmor kiggede hun på mig med store blå naive barnlige øjne....sagde det ikke, men tænkte "Hvorfor?"....så gik de....Disse små naive barneøjne, min lille datter...jeg KUNNE bare ikke forlade hende....men jeg kunne heller ikke andet...Så kom min farfar ind på stuen og lyste helle rumme op af kærlighed og fred, smilede og sagde Du skal gennemgå meget, her er energien at gøre det med"...og så placerede han en stor ildperle i mit bryst....og så var han væk igen.
Det var 1½ år efter jeg havde været med til hans begravelse....Dagen efter var jeg i bad og da personlaet kom ind på stuen gik de lidt i panik...for jeg skulle måske være død, og nu var jeg bare væk!!!
Man må selvom hvad man kalder det der skete, men faktum er, at jeg blev ehlbredt på en måde, man ikke umiddelbart havde nogen forklaring på.
Min overbevisnng er, at den kærlighed jeg havde til min lille datter...den bar igennem...det var den, der var årsagen til at jeg blev helbredt, for det var kærlighed jeg fik af min farfar.
Det lærte mig at sige tak, for hver eneste dag, hvert eneste minut der er gives mig...
Den anden ting er, da jeg havde født min søn ved en meget dramatisk fødsel hvor han var ved at dø, og jeg blev revet i stykker indvendig...der fik jeg en meget, meget voldsom fødselspsykose! Jeg var syg af angst i meget lang tid....jeg mistede hele mit liv...ANGSTEN fik så meget kontrol over mig...
Alle tog afstand fra mig, mine venner, min familie, mine kolleger, min kæreste og min datter. Og på et tidspunkt talte man om at tvangsfjerne min søn! Men hvis jeg ikke havde mine børn hos mig, hvad var livet så værd?...
Jeg forstod at det var ikke nødvendingt at kæmpe IMOD angst, sygdomsbehandling og uretfærdigheder, men at kæmper FOR det man elsker!
Da jeg forstod det, indså jeg at angsten er kærlighedens modsætning...at kærligheden er større og stærkere end angsten. Og med eet var angsten spillet af banen..VÆK!
Jeg forstod at kærligheden sejrer hvis man kæmper for den...man sejrer overhovedet ikke, hvis man kæmper imod og imod og imod.
Det er større og stærkere at kæmper FOR noget end i MOD noget.
Og igen, var der ingen der kune forklare hvad der var sekt, for man havde forudsagt en fremtid for mig i sygdom og elendighed...og der er jeg slet ikke i dag!
På grund af, og ved hjælp af den største kraft der overhovedet findes...kærligheden, har jeg vundet alt i livet...tro, håb og kærlighed...Vundet mine børn...fundet styrke til at kæmpe for dem...alle kampe er svære...men hvis man er drevet af ÆGTE kærlighed...så vinder man altid!
Jeg er taknemmlig for alt hvad der sker mig, for jeg er sikker på, at det kan bruges til noget godt...
Men jeg er menneske...jeg ser ikke alt og kommer til at gøre andre ondt uden at ville det...det er ikke ondt ment...det er det aldrig
Jeg har ikke noget at skulle omvende mig til...eller fra...halvt ond halvt god = menneske.

jeg nu altså noget bedre end dig -
Hold du bare snotten væk fra den halvonde, hende kan du sgu ikke klare alligevel -
Der skal sgu nosser til -
Og dem er du da ik i besiddelse af -
De er blevet sat fast i din glorie -

Da jeg selv var iblandt de vildfarne, var djævlen med mig, fordi jeg tjente hans formål: At gøre det onde og skade Guds perfekte plan.
Men nu, efter at jeg er blevet omvendt, er jeg en trussel for ham, og han hader mig, fordi jeg opmuntrer folk til at gøre det gode.
Du skriver noget om at blive tilgivet af den man har såret, og det er rigtigt. Det er meget vigtigt både at tilgive hinanden og at blive tilgivet. Og den som du sårer allermest når du gør det onde, det er Gud, Herren, som har skabt dig. Hvorfor? Fordi han elsker dig, og ønsker at se dig glad og lykkelig, fordi Han ønsker at se dig have fremgang og succes. Men når du gør det onde, så får du også ondt tilbage, og det sårer Gud, at se dig lide, når du kunne opnå så meget mere, hvis bare du ville lytte til Hans kærlige instruktioner.
Men Gud er så stor, at Han har kunne rumme din ulydighed indtil videre, og Han har ikke tænkt sig at tvinge dig til noget. Så kunne Han jo bare have lavet en robot, ikke. Det Han ønsker af dig, er kærlighed, og den får man ikke på kommando. Derfor har Han givet dig din frie vilje. Så du selv kan vælge, mellem det gode og det onde, imellem liv eller død.
Jeg opfordrer dig bare til at vælge livet.
Enhver mand lærer af sine egne fejl. Men en vis mand lærer også af de andres.
Behøver du måske at stå i lort til halsen, før du opdager at det lugter?
Læs Biblen, tro på Gud, begynd at bede.
Det er vejen frem.

Har du læst henne, at man ingen indflydelse har på sit eget liv???
Hvad tror du selv?
Læs ovenstående indlæg: He used to bee

Hvodan fanden i helvede ;o) er du blevet så klog? For det er du!!!!
Jeg giver dig meget ret...det eneste jeg ikke er helt sikker på er om ateisme er det samme som satanisme....
Ateisme er uden tro og uden trosfællesskab med andre...satanisme er "guds modstander"...dvs. den udstødte, faldne engel, LUCIFER, er gudeskikkelsen i denn trosretning. Men det er jo hele trossamfund, beskrevne regler og bibel og alting....det er jo det samme, bare med modsat fortegn
Jeg tror nok jeg erklærer mig mest som ateist..mest på grund af jeg ikke har nogen trang til at tro på noget, nogen har formuleret ned i et moralkodeks. Jeg gider heller ikke dyrke fatse ritualer i et trosfællesskab...men jeg tror på livskraften...ser os som en lille bitte brik i et stort kæmpemæssigt spil om kærlighed, liv og død...Det er det eneste jeg ser som noget værd at tro på. Det er jo ikke nogen fast defineret tro...så på en måde kan man ikke sige at jeg har "en tro"...og uden trosfællesskab...så må jeg jo være ateist...men om jeg er satanist? Næhhh det tror jeg ikke...jeg kan sgu se noget fornuftight hist og her i alle trosretninger...
Men altså med en oplevelse som den i går til Apocalyptica der står det fandme klart at der er nogen, de har misfortået noget så ganske radikalt. Det er i HELVEDE de spiller harpe...det er sgu i HIMLEN de spiller APOCALYPTICA.....og hvis det alligevel er mig der tager fejl...så SEND ME TO HELL! ;o)

Det glæder mig utrolig meget at høre om dine oplevelser, både med helbredelsen, hvor du så din farfar som en engel, og med erkendelsen af at den stærkeste kraft i universet, nemlig kærligheden, altid vil sejre. Ligeledes er det stor livsforståelse, ikke bare at kæmpe imod, men at kæmpe for noget(det gode/kærligheden). En virkelig dejlig historie, fra det virkelige liv. Tusind tak fordi du valgte at dele den med mig.
Jeg forstår udmærket godt din afstandstagen overfor tomme religiøse ritualer, der så vidt jeg lige kan regne ud, må være opstået på grund af frygt. Jeg har det på samme måde med folkekirken. Var medlem engang, indtil jeg oplevede Jesus, og indså at Gud ER kærlighed, og som der står i Biblen: Fuldkommen kærlighed uddriver al frygt.
Der har kørt en serie i den kristne avis Udfordringen, hvor en masse forskellige mennesker har skrevet ind, og fortalt om lignende oplevelser, som den du lige har skrevet til mig. Faktisk så kører "serien" endnu, og jeg vil stærkt anbefale, eller måske rettere, jeg vil ydmygt bede dig om, at skrive din historie til avisen. Hvis du ikke har noget imod at få den udgivet, altså. Serien handler om engle, om de findes, hvad gør de, hvordan ser de ud, hvordan opleves de, osv.
www.udfordringen.dk

jeg er en mand ;o)
Og tak for opbakningen Gulder ;o)
Jeg tror også...og det må han jo også meget gerne selv kommentere, hvis han har lyst...at han stiller sådan et indlæg op, for at få noget modstand...det er en god læreproces. Jeg tror han har lyst til at lære noget, om det han skriver om...Og ved at skrive sådan, så forventer han vel at få en reaktion...og det får han så....Nu er det så spændende om han spiller tilbage igen...
Jeg skal altså bare lige ned og have lidt kaffe nu...sort, sort kaffe, med sukker og sødmælk...DJÆVLENS værk yeahh! ...Og hvis jeg er rigtig naughty...så putter jeg Southern Comfort i, puddersukker og kaffefløde i stedet for mælk og sukker...og så går jeg i DJÆVLE MODE \,,/ hehe
Ses sikkert senere ;o)

afdøde mennesker bliver ikke til engle, iflg. min overbevisning -
Engle er en art for sig, og har aldrig levet på jorden som mennesker -
Hvad er jeres andres meninger omkring engle ?

Jeg kan sagtens se fornuften i det meste af det du skriver.. på nær lige at Gud skulle have noget med det hele at gøre. Jeg tror ikke på at der er en Gud der har skabt mig. Eller det første menneske, eller det første liv, eller dette univers, for den sags skyld.
Jeg tror ikke på at der er en Gud der elsker mig, og som lider af at se mig lide.
Jeg tror ikke at det er på grund af en Gud, at jeg har min frie vilje.
Og jeg tror ikke, at jeg nogen sinde vil tro på det.
Jeg kan sagtens se verden uden en Gud. Jeg kan sagtens se visdommen i det du skriver, uden en Gud, forstået på den måde at jeg giver dig delvist ret i det du siger, men jeg bryder mig om at du bruger Gud som en undskyldning, eller som en symbol for etiske regler og levevis. For mig virker det som om hele kristendommen mere eller mindre er en 'guide-line' til hvordan man bør leve. Og den bruger så symboler og personer som Gud og Jasus til at retfærdiggøre de regler den opsætter. Den laver sine egne argumenter til en diskusion om hvorvidt man bør leve. Og det holder ingen steder, syntes jeg.
Jeg håber, men tror ikke rigtig, at du kan følge mig i hvad jeg mener? Jeg kan ikke så godt formulere min mening, og slet ikke idag..

Det er rigtigt at der foregår en kamp indeni mennesker, en kamp for at vælge imellem det gode og det onde, og vi ønsker jo alle sammen at vælge det gode. Når vi af og til vælger det onde alligevel, så er det fordi at vi, i vores egen kraft, ikke altid er i stand til at overvinde det onde, med vores egen viljestyrke. På den måde er alle mennesker blevet til syndere, der har brug for frelsen i Jesus Kristus. Og når vi tager imod Jesus, og gør ham til Herre i vores liv, så kan vi modtage Helligånden, som er en overnaturlig kraft fra det høje, der gør os i stand til at overvinde enhver fristelse til at gøre det onde. Samtidig kan Helligånden også åbenbare Guds visdom og give os en salig vished, om at Gud virkelig findes.
Jeg vil gerne sige tak for dit indlæg, og bare opfordre dig til at søge Gud. Gør det på den måde som du har det bedst med. Men bare det at åbne sin mund og begynde at bede, det virker på en helt fantastisk måde. Du vil kunne mærke sandheden arbejde i dig, hvis du begynder at bede. Og jeg er helt sikker på, at hvis du søger Gud af hele dit hjerte, så vil du også finde Ham.
Vær ikke bange, du har ikke noget at miste, men alt at vinde.

Jeg vil lige sige...at jeg så IKKE min farfar som en engel! Jeg så ham som min farfar...han stod der sådan, som han var da han var levende...der var slet ingen forskel. Han var ikke gennemsigtig eller svævede, jeg kunne i detaljer beskrive det tøj han havde på, og noget af det omfattede nogle sorte laktøfler med rødt foer, det som han også bar, da han levede. Og jeg kunne se hans gamle tobakssorte tænder...og hans uendeligt varme glød i de brune øjne.
Men hans stemme? Han talte til mig, men jeg hørte det ikke med ørerne...hans budskab blev formidlet til mig med noget andet end stemme...Det var ord jeg bare vidste kom fra ham...Der var en uendelig fred og kærlighed omkring ham....han stod ikke og strålede...han nærmest lugtede af tobak, ligesom han gjorde da jeg var barn.
Jeg ved ikke noget om engle, så det er ikke min eord...jeg mener at engle er totalt udefineret begreb og er vist ret individuelt, hvordan man forstår dem. Så det er vigtigt man har samme foratåelse af ordenes definition, FØR man begynder at bruge dem om det hinanden siger...bare for at få på plads...han var ikke en engel....Hvis jeg VIDSTE hvad han var, så var jeg mere klog end jeg har ret til at hævde...Det er VIRGTIGT for mig at undlade at definere HVAD han var...for det vil kun begrænse sig til noget jeg VED. Og det er ok med mig, at jeg ikk VED med ord og definition hvad det var...men jeg kunne jo dels mærke al den kraft han formidlede til mig, og dels blev jeg jo rask....
Der ligger ikke givet nogen definition heller om det var gud, fanden, jehova, allah eller nogen andre der sendte ham...så jeg vil ikke forære historien til noget blad der står for en eller anden holdning eller tro.
Min oplevelse kommer til at blive en eller anden form for vidnesbyrd i forhold til noget menneskedefineret...og det KAN ikke defineres. Men min mand, min familie og min datter konstaterede jo også, at jeg nu var blevet rask...selvom jeg skulle have været død....Det er et mirakel jeg er evigt taknemmelig for...og det skal stå sådan. Ikke som noget andet....
Jeg håber du forstå hvad jeg mener...det er ikke så vigtigt for mig at formidle dette budskab andre steder end der, hvor jeg prøver at frklare hvad jeg tror på, er styret af, og kæmper for.
Der er jo masser af de andre historier i de blade, de klarer sig nok uden min...
Jeg vil gerne understrege det jeg ville sige med den...jeg er menneske! Jeg kommer til at gøre folk ondt selvom jeg ikke vil det! Jeg er ikke styret af ondskab....jeg har valgt kærligheden...men det gør mig ikke KUN god! Så derfor forbliver jeg yours
truly
Halfevil333
;o)

er det som sagt den samme slags oplevelser, som du lige har beskrevet, der ofte betegnes som engle.
Andre har set flyvende skabninger, klædt i hvidt, og atter andre har set engle krigere, med ildsværd og laserøjne.
Din oplevelse er meget speciel, og mange mennesker ville kunne glæde sig over den. Og jeg er sikker på at de vil godtage din historie på Udfordringen, ligemeget om du vil kalde din farfars genfærd for en engel eller ej.
Prøv at læse her:
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=5653
og denne her er god:
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=4805
eller en mere:
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=5139

Som jeg skrev, var det noget jeg havde læst et eller andet sted.. Og et "eller andet sted" er der jo mange af, og ikke alle taler(/skriver) sandheden, andre er spækket med en bestemt persons egne opfattelser og fortolkninger o.s.v.
Men, igen, læste jeg om forskellige grene af satanismen. Personen havde simpelthen delt satanismen op i grupper, givet dem navne, og beskrevet dem. Den gruppe jeg mest lage mærke til, var den han/hun kaldte for 'syresatanister', som skulle være de satanister som maler sig i hoved, tilbeder en Satan gennem ritualer, og som man oftes ser i medier og til metal koncerter.
Men der var også nogle andre grupper, deriblandt en gruppe, som han/hun mente var de oprindelige satanister.. tror de blev kaldt Lucifer satanister. Det skulle være en gruppe, som i bund og grund var ateister, og som gik imod kristendommen med sine egne regler, om hvorvidt mennesket/personen selv var sin egen herre, frem for den kristne Gud.
Den gruppe kan jo godt give lidt mening, hvis vi tænker os til at de oprindelige satanister jo allerede eksisterede og blev omtalt i middelalderen, hvor kristendommen havde SÅ meget mere magt og indflydelse end den har idag. Dem der så 'vovede' ikke at tro på Gud, blev kaldt satanister.. Det kunne jeg da godt forestille mig, i hvert fald.

Hold dig fra mine udvalgte.

Jeg skal heller ikke presse dig til noget, det er fuldstændig op til dig, om du vil dele din historie. Jeg tror bare at mange mennesker føler sig fortabte og trøstesløse i den hårde og ubarmhjertige verden, og et vidnesbyrd som dit, kan vække tro og håb, hos dem som lider, og måske kæmper med troen.
Udfordringens ledelse er en broget skare, men flest af dem hører hjemme i frikirker landet over. De er dog meget åbne for indlæg i avisen, der ikke nødvendigvis er fra bekendende kristne. Det handler om kærlighed, helbredelse, håb og liv.
Jeg vil også lige sige tak fordi at du irettesatte mig, m.h.t. en af mine besvarelser. Jeg skyndte mig at slette den bagefter. Men det var stor visdom du afsluttede dit svar med, og derfor vil jeg gentage det her:
Det handler om at give, uden at forvente at få noget tilbage.
Tak

langt hen ad vejen. Jeg har selv været en meget stor modstander af religion. Og jeg læste faktisk den sataniske bibel før jeg overhovedet læste i Biblen. Jeg kaldte mig selv for anti krist, og hånede gerne de troende mennesker. Jeg mente at man burde være svag, hvis man skulle have en religion at gemme sig bag ved.
Men jeg har også altid haft en fornemmelse af, at der må være noget imellem himmel og jord, noget mere end det vi kan veje og måle, en mening med det hele. Og jeg søgte her og der, i mystikken, i det okkulte, i østens religioner, læste sai baba og kama sutra, og var meget opslugt af indianere og deres åndelighed. Det eneste sted jeg nægtede at undersøge, var lige præcis dér hvor sandheden sprang ud fra, og gav sig til kende for mig. Det var ligesom at lede efter sine briller og så sidder de i panden. Eller man kan ikke finde et eller andet, og så ligger det lige foran én. Jeg har fundet alt det som jeg har manglet i hele mit liv, ved at tage imod Jesus Kristus, den Levende Guds søn. Ikke bare som en teoretisk overbevisning, men som en virkelighed, der kan erfares og opleves.
Biblen er for mig, lidt ligesom at have smagt den bedste tre retters menu, som du overhovedet kan forestille dig. Jeg blev meget interesseret i at få opskriften. Og nu anser jeg den, som en fuldt gyldig instruktions manual, der kan vise mig, hvordan jeg får allermest ud af livet. Det er stadigvæk fuldstændig op til mig selv om jeg vil bruge den eller ej.

Bestemmer GUD alt?
Hvis ja, så må konsekvensen være at vi ingen fri vilje har og når vi begår noget ondt er det guds vilje.
Hvis nej, hvordan kan det så være at gud er almægtig og har skabt alt?

Gud ved alt, og har skabt alt, og har givet os frihed til selv at vælge. Så dine beslutninger er helt og aldeles dit eget ansvar.

Jeg prøver at forstå, hvor du vil jhen...;o))
Jeg forstår det sådan, at du mener at når en handling er udført, så kan den ikke tilbagekaldes igen. Eller mener du at tilgivelse er en tilbagekaldelse af en handling?

Vi har frihed til selv at vælge. Hvorfra kommer godt og ondt så? Gud har jo skabt begge dele såvidt jeg forstår dig. Hvis gud er god, så må det gud skaber være godt og idet han har skabt godt og ondt er ondt godt og godt ondt...;o))
Du kan forhåbentlig se at dine følgeslutninger ikke holder vand, men er religion og dem findes der som bekendt mange af...;o))

Halfevil, ingen kan som dig formulere følelser, som går så dybt ind i sjælen. Din indgangsvinkel til livets spørgsmål er noget af det mest livsbekræftende og overbevisende for mig. Du udtrykker alt det, jeg selv føler omkring tro og holdninger til livet - jeg kan bare slet ikke udtrykke det, som du kan.
Jeg glæder mig altid til at læse dine indlæg, for tro mig - jeg kan BRUGE dine ord til noget!
Tak fordi du er der og indvier os andre i dine tanker. Gid flere var så fordomsfri og så positive som du er, så ville verden være et bedre sted at leve!

Det var nok den bedste nede-på-jorden beskrivelse jeg har læst om kristendommen.. en opskrift på en tre-retters menu.. lol!
Jeg tror også på mere imellem himmel og jord, på mere end hvad vi kan forestille os.. jeg har læst mange okkulte ting efterhånden, og det har stadig en stor interresse hos mig, men tilgengæld tror jeg alligevel på at det hele kan forklares videnskabeligt.. bare ikke endnu, men på et tidspunkt. Der blev gevet et rigtig godt link til en side som forklarede om nogle russiske forskeres opdagelse i DNA'et, som muligvis kunne afsløre hemmeligheden bag mystiske ting som tankeoverførelse, på en videnskabelig måde, der lød meget sci-fi agtig. Men uopdaget videnskab vil vel altid lyde som science fiktion, indtil man er mere vant til at omgås det?
Anyways, så tror jeg at alt her i verden kan forklares videnskabeligt på et givent tidspunkt, så at tro på en Gud er for mig ret vanskeligt. På den anden side, finder jeg heksenes Wicca utrolig facinerende, men også de personliggøre uopdaget videnskab i form af guder. Og det finder jeg mere acceptabelt, på en eller anden måde. Måske fordi det for mig ikke forekommer så som om de prøver at gøre ALT hvad de kan, for at få folk til at forstå hvad der er rigtigt og forkert?

Skal man være religeøs for at være et godt menneske. Det handler jo i bund og grund om at behandle sine medmennesker ordentlig. Jeg er ateist til fingerspidserne. Er det iorden at være kriminel (mafiaen) gå i kirke evt. skriftestolen og få syndsforladelse, kun for at fortsætte i den kriminelle løbebane. Jeg er modstander af de mennesker der prøver at overbevise andre om at deres tro er den eneste rigtige. Noget af det betragter jeg som hykleri af værste skuffe. Venlig hilsen fra en glad ateist. dalimill

selvfølgelig er begreber som satanisme, kristendom...og meget meget andet i den genre...jo begreber som har eksisteret meget længe. Og derfor har de også indholdt forskellige betydninger...sproget er en afspejling af den tid man lever i...det levendes prog hvor ordenes betydning drejes hele tiden i forhold til det oprindelige.
Latin er et dødt sprog...der er ingen der taler det, så derfor undergår det ingen forandringer.
Jacta est alea...terningerne er kastet...og det han man sgu sagt på samme måde i flere tusind år ;o)
Så satanisme har selvfølgelig også været mange forskellige ting under vej, rummet forskellige kulturer selvfølgelig.
Syresatanister? Ja, dem kender jeg godt...JEg tror det er dem, der fordi det er SÅ komplet meningsløst, destruktivt og kun eksisterer for at hærge...det er dem, der står forrest i den offentlige opfattelse af satanismen i USA. Takket være en flittig pressedækning, hver gang der er begået gravskænderier o.lign. er de ret kendte, hvorimod andre grene af satanismen som kunne indehold ting, der var værd at kigge på...de fortaber sig i det ukendte.
Selvfølgelig må syresatanisterne være en del af de grene du taler om...for de findes jo...men om de har så forfærdeligt meget med satanisme at gøre, som religion og omdrejningspunkt i sin livsopfattelse...det kan man jo tvivle lidt på...
Ellers må jeg jo sige, at mange af de der ritualer, udsmykninger, mønstre, klæder, remedier, smykker...de er simpelthen smadderfascinerende.
Og de utrolige vidder, der findes indefor den menneskelige fantatsi, for at udtrykke satan og satandyrkere...især indenfor film,...det er sgu da imponerende....Det er faktisk mere i underholdningsafdelingen den popsatan bor. "En stor sort ond mand der hedder Satan", den hopper jeg altså ikke på, ligesom jeg ikke hopper på den der med gud, der nærmest ligner Merlin ;o) han sidder bare i en gyngestol...naaaa...
Dejligt at du lige gør begrebet satanisme lidt bredere....Thanx there ;o)

Bukker ærbødigt, varm om hjertet ;o)
Tak for dine ord Yazz. Det glæder mig overordentlig meget, at det jeg skriver, når ud til andre, og kan bruges. Man vil jo gerne nå nogen med det man skriver...ellers var der jo ingen grund til at skrive...Jeg får selv meget ud af at læse, hvad andre skriver, både ved at prøve at forstå, hvad de mener...og lære af deres måde at udtrykke sig på. Vi bruger hinanden....det er blandt andet, derfor det her debathalløj giver mening.
Hav nu en rigtig god aften....
Alle de dejligste, gladeste og varmeste hilsner
Halfevil333

Det er meget stort af dig at gengive det sidste af det jeg skrev...tak for det. :o)
Ja...håb? Håbet er det vigtigste for alle...Det er vist det bedste vi kan gøre for hinanden at forsøge at tænde små lys af håb i mørket, for folk som ikke har det...det er jeg HELT enig med dig i.
Hav en rigtig god aften...
Kærlig Hilsen
Halfevil333

God og ond er størrelser som den enkelte kultur opfatter forskelligt. F.eks. mente nazizterne, at det var en god handling, at slå en jøde ihjæl. Bare et eksempel, ikke min personlige mening...;o))
Tror du på at der ingen gud findes er du også religiøs, da du støtter din mening til en trosartikel. Guds eksistens kan ikke bevises og kan heller ikke modbevises.
I vores kultur, den vesteuropæiske, er det god tone, at elske sin næste, næsten som sig selv. Det er ikke religion, men moral, som muligvis har et religiøst ophav.
I denne debat har jeg stillet et par spørgsmål vedr. vores fri vilje og hvad godt og ondt er. Jeg mener det er relevant, at få på det rene, hvad vi lægger i disse begreber før vi bruger dem i flæng og for at få debatten ud over stadiet, hvor vi bare giver hinanden ret eller uret uden argumentation.
Så mit svar til dig er: Et menneske kan i vesteuropæisk forstand, godt være godt uden at være religiøs. Men kristne fundamentalister vil nok mene, at det kræver en erkendt og offentliggjort tro på Jesus Kristus, for at kunne kaldes god.

Det er en fornøjelse at læse et af dine indlæg, hvor du ikke bare høvler os andre ned, men også giver lidt af dig selv.
For at svare på det ene af dine spørgsmål, så må jeg komme med en lille sammenligning. Hvis nu en af dine venner for eksempel, begyndte at sparke dig over skinnebenet. Så ville du nok protestere højlydt. Hvis han nu fortsatte med at sparke, og måske gjorde det endnu mere hårdt, så ville din vrede nok begynde at hagle ned over ham, måske i ord, måske i noget der er værre. Men hvis han pludselig kom til fornuft, og holdt op med at sparke, og angrede det han havde gjort, og bad dig om tilgivelse. Ville du så ikke give ham den? Det er jeg sikker på at du ville. Men ikke så længe at han fortsatte med at sparke. Så ville du opfatte ham som en fjende, som noget ondt der skulle bringes til ophør.
Du ville sikkert ikke have noget problem med at tilgive ham, når han ydmygt sagde undskyld, og lovede dig aldrig at gøre det mere. Men så længe han sparkede på dig, ville du nok ikke bryde dig om at tilgive manden. Har jeg ret?
Og hvad mener du egentlig, når du kalder dig selv for ateist?

Det som det drejer sig om, er jo at finde frem til sandheden. Og så længe det er dit mål, og du ikke bruger ufine metoder, så kan jeg kun ønske dig god fornøjelse med ekspeditionen.
Men jeg vil nu foreslå dig at holde muligheden åben, at der måske findes en Gud. Prøv at tænke tanken igennem, og overvej konsekvensen for dit eget liv. Hvad nu HVIS der findes en Gud?
Under alle omstændigheder ville det være en god ide, at sætte sig ind i hvad religion går ud på, så du bedre kan forstå andre mennesker, og vide hvordan du skal begå dig iblandt dem. Der er ikke ret mange mennesker på jorden, der ikke tror på at der findes en Gud. Og jeg vil nærmest påstå, at det kræver mere tro at være ateist. Hvis der ikke er en Gud, er der så nogen mening med det hele? Handler det bare om overlevelse og fornøjelse? Det virker som en tom og indholdsløs formålserklæring, for det farvestrålende og vidunderlige liv vi er givet, med alle dets opgaver og velsignelser. Hvis der ikke er nogen Gud, så er der vel heller ikke noget rigtigt eller forkert? Så er der pludselig kaos i systemet, og system i kaos. Det bliver uoverskueligt, individuelt og uden tryghed. Hvor er jeg glad for at jeg har min tro. Hvor er det fantastisk at have tro. Jeg elsker min Gud, og mit hjerte fyldes af taknemlighed. Han giver mig fred og lykke, og en grund til at kæmpe for fremtiden, og spændning, og godt helbred. Jeg kunne blive ved. Hvad nu hvis...
Biblen er den bog der er læst af flest mennesker i hele verden, og der er mange der har brugt den forkert, men det gør ikke bogen mindre værd. Der er så mange ting jeg ikke forstod før, som der nu er sat på plads, fordi jeg har åbnet mig for bøgernes bog. I starten var jeg også meget skeptisk, og ledte efter fejl og modsætninger. Men nu accepterer jeg Bogen som den er, og jeg læser i den med stor glæde.
Jeg anser mig selv for at være Kristen, men jeg har alligevel tænkt mig at læse Koranen også. Og jeg læser f.eks. Illustreret Videnskab med stor interesse, og gamle eventyr o.s.v.
Globaliseringen kræver næsten at man sætter sig ind i tingene. Og hvad nu hvis... der findes en Gud?

Det er min personlige erkendelse.
Men det gør på ingen måde mig til et bedre menneske. Det gør blot at jeg kan udføre nogle handlinger, med nogle helt andre motiver end jeg ellers kunne have gjort.
Gæt to sange:
1) "There's something wrong with the world today, I don't know what it is. Something's wrong with our e - e - eyes".
2) "Am I pa - art of the cure, or am I part of the disease?".
v35 Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse.
v15 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle.
v38 hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham.
v8 Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.
http://www.evangelist.dk/default.asp?id=138

MADOC, ISHTAR, ISIS, AMON, ZEUZ, etc. alle guder der er døde.
Guder og kulturer har en levetid, som så meget andet i denne store, dejlige og forunderlige verden.
Gudernes livscyklus er blot så stor, at vi mennesker opfatter det som evigheden.

Lad være at se GUD som en nisse, eller anden personificeret størrelse. For det HAR ikke noget med gud at gøre....Gud er jo netop det, der bliver tilbage, når alle de menneskelige definitioner er visnet væk!!! Og hvad er det? Hvad er det for en kraft der får universet til at bestå?
Du kender godt det der vers fra den gamle salme ik?
"Gik alle konger frem på rad,
i deres magt og vælde
De mægted ej det mindste blad,
at sætte på en nælde"
Man kan til mindste detalje kopiere ALT i en krop...det eneste man ikke kan er, at puste liv i den.
Livets kraft...
Og det er altså nødvendigt når man taler om livets kraft at se universet og jorden i et perspektiv der favner alle de mange milliarder år det har eksisteret..eller længere...EVIGT...hvad er så en definition på et udsnit af virkligheden egentlig værd? Om guden hedder det ene eller det andet...det er i mine øjne totalt bedøvende ligegyldigt....de holder o ikke alligevel...de holder så længe der eksisterer mennesker, for det er menneskedefinitioner...men nå mennesker ikke er der mere...så eksisterer livtes kraft stadig!!!
Gud er IKKE afhængig af mennesker...man skal zoome ud!
Nu ved jeg fra en anden debat, at du er ret optaget af at definere nærmere, hvad der er ondt og godt...men præcise definitioner er altså ikke mulige. Men retninger...
Jeg synes at du skal kigge indad i dig selv og ikke udad mod de forskellige samfundssyetemers definitioner. Selvfølgelig har de ebn betydning...men der er noget andet der kommer først...det er din egen følelse indeni af hvad der er rigtigt og forkert.
Det der DRÆNER energien ud...det fællesskab der bygger på en fælles ydre fjende...det bryder ned. Det er negativt. Ondt om du vil. Angst og lat hvad der understøtter og frembringer angst er rendyrket ondskab (husk overskriften på dette indlæg ;o))
Det modsatte er kærlighed...hvis du skal forklare hvad kærlighed, skal du definere det, du vil give. (Ikke det du selv mangler.) Så definerer du en kærlighed, der ikke søger sig selv...den bygger op, trøster, giver plads, tilgiver, smiler, sanser, yder, nyder. Det er det gode.
Når du så snakker om hvad samfundet eller omgivelserne definerer som ondt og godt..Yeps men du er jo stadig herre i dit eget liv! Det er helt og aldels op til dig, hvordan du vælger at forvalte din viden og dine evner indenfor de givne rammer. Der er milliarder af muligheder...derigennem kan du tilføre verden det gode DU har i dig. DIN version af "det gode menneske".
Håber jeg har givet dig et bud du kan bruge til din egen opfattelse af ondt og godt...kunne godt tænke mig at vide, hvad der ligger bag din iver for at definere så fast og præcist hvad ondt og godt er....

Kristendommen for dig er jo tydeligvis en tryghed, og en god tryghed som du nyder. Det er jo herligt. Men hvert menneske er jo individuelt, tænker på forskellige måder, tænker og syntes om forskællige ting, elsker og holder af forskellige ting, har forskellige opfattelser og meninger, om forskellige ting. Du finder utryghed i ikke have have nogen eksistensgrundlag. I de fleste religioner, og okkulte bøger, bliver livets mening skrevet som det at skulle opnå at blive genforenet med Gud. Men som du siger, hvis der ikke findes nogle gud, vil livets mening tilsyneladende miste betydning. Formålet med livet? Jeg tror ikke der er noget formål. Jeg tror ikke der er en mening med livet.
Jeg ser nok livet på jorden som en hver anden ting.. som en sten! Bare noget der eksistere i universet, blev dannet ved en tilfældighed på en eller anden måde, og som så har udviklet sig til hvad det er idag. Der er ingen støre mening i det, andet end det bare er en udvikling af noget helt naturligt og basalt, som en sten. Og det genere mig ikke det mindste! Jeg har det fint med at tro der ikke er nogen meningen i livet, at der ikke er nogen specielt grundt til at vi eksistere. Jeg kan godt lide tanken om reinkarnation, og formålet med at opnå en højere eksistens.. Jeg tror bare ikke den holder for et menneske alene. Livet generelt, ja, men det vil jeg kalde udvikling til noget mere advanceret end det vi er idag. Ligesom livet har udviklet sig fra små bakterier og levende organismer, til de mennekser vi er idag. Sådan tror jeg det vil fortsætte, til noget helt andet, mere advanceret, uden noget egentligt formål.
Har jeg så et tomt og kedeligt liv? Nejj! Jeg nyder livet, som jeg nu bedst formår at gøre det, på min egen måde. Jeg er glad for livet, og vil ikke på noget tidspunkt mene at jeg mangler en dynere mening eller støre forståelse med livet. Jeg tager det forgivet, for hvad skulle jeg ellers gøre? Det gør ikke nogen forskel alligevel, så jeg nyder det bare så godt jeg kan, for min egen fornøjelses skyld :)

Jeg forstår godt hvorfor folk vælger at tro på en religion. Som du, er det ikke alle der bryder sig om at tænke at det er fuldstændig ligemeget om vi eksistere eller ej. Mange kan godt lide at tænke, at der er en grund til at vi eksistere. Det er også lettere at bearbejde forskellige ting, hvis man tror på en religion. En form for selv-terapi, kan man vel kalde det. Hvor tit har man som ateist ikke hørt folk 'skyde skylden' på deres Gud.. "Det er Hans vilje", "Sådan har Gud bestemt", o.s.v. Det er da rart at kunne skubbe ting på afstand på den måde, for så skal man ikke selv tænke over det.. man konstatere bare, at sådan er det, punktum. Og det er jo også fint nok, i de fleste tilfælde, altså. Religiøs krig er en af de mere uheldige undskyldninger at påføre en religion, som jo stadig bliver udtænkt af mennesket, og ikke en såkaldt Gud.
Når vi taler om okkulte overbevisninger, magi og troldom, heksekunst, så tror jeg at det er lidt a la det samme. Menneskets sind og hjerne besidder støre kræfter end hvad vi nok forstår, og ved at have ritualer, dufte, lyde, chanting, kan vi bedre 'lade som om' at vi kan kommunikere med guder, engle, ånder, dæmoner, og bruge dem til at udføre overnaturlige ting. Alt sammen, er bare noget der foregår i hovedet på personen, og bruger så disse ting som hjælpeværktøjer til at aktivere, stimulere og bruge de skjulte færdigheder som vores sind indeholder. Det er min teori, om ikke andet.

Hvis jeg må bidrage til det I snakker om....
Jeg synes det er ansvarsløst at sige "Det er guds mening" og alt sådan noget. Jeg mener altså man fralægger sig det ansvar man har som menneske.
Jeg mener heller ikke at der er en forudbestemt mening med noget...deri er vi enige..men
Jeg synes bestemt der er en mening med livet! Den bliver mere og mere helstøbt efterhånden som lærer at tage ansvar for alt hvad man foretager sig, og jo mere man forstår.
En sætning der for mig virkede KOMPLET meningsløs da jeg var ung var "Man skal elske sine modstandere. De vil aldrig undlade at afsløre dine dårlige sider." Hvad fanden er det for noget sludder?
Det har taget mig MANGE år at nærme mig en forståelse af det. Den lader sig ikke sådan forklare i et snuptag...altså min forståelse...men jeg nævner den også mere for at give et eksempel på at meningen med livet er noget der kommer mens man lever...noget med indsigt at gøre. Det er ikke givet på forhånd.
Der er mange lag i det...meningen med ens eget liv...meningen med livet som helhed...meningen med den kraft som giver liv...
Forståelsen og indsigten er ligesom et puslespil der begynder at give et helt billede....Jeg vælger de brikker der giver det hele billede af mit liv. Meningen med mit liv.
Det er ikke nødvendigvis de samme brikker, andre bruger til at lægge deres puslespil....Det kan godt være den sætning og andre lignende, som er blevet så sigende for mig, de aldrig nogensinde får betydning for jer....eller får måske helt andre betydninger...
Jeg bliver optændt af iver, og lyst 5til at leve, jo mere jeg forstår...får en større og større glæde ved andre menneskers enorme forskelligheder, dybder og evner til at forvalte deres tilegnede visdom. Jeg får en stadigt dybere forståelse af, at jo bedre man bliver til at tage ansvaret for sit liv, jo bedre bliver man til at se meningen med det. Gud? Øh...jo...det er jo drivkraften...kærligheden til livet...det er ikke en størrelse, som sidder og formulerer små drejebøger for menneskers liv, og trykker på knapper, og får ting til at ske i verdenen....Hvis den mulighed overhovedet fandtes....så lå meningen med vores liv jo UDENFOR os...SÅ ville det hele sgu være ligemeget i mine øjne...
Det giver altså mig meget mere mening, livskraft og mod..ved at være ateist
Vejen bliver til mens man går den....

Trygheden er bestemt en af de gode fordele ved at kende Jesus, og tro på de løfter som Han giver. Men det er langt fra den største gevinst ved at være en "parttaker of His divine nature".
Forestil dig at få en splinterny Porshe 911 Carrera i fødselsdagsgave. Du har ingen kørerkort, og har aldrig siddet bag rattet i en bil, nogensinde før. Nu er bilen din, og du kan køre lige derhen hvor du ønsker.
Det er meget muligt, at du vil få den til at køre på et tidspunkt. Men det vil nok være en del lettere, hvis du kigger i manualen. Om ikke andet, så er der en del funktioner, som du på ingen måde kan gætte dig til, heller ikke ved at se på andre bilister, eller bruge din fornuft.
For at få det fulde udbytte af din nye Porshe, så er det nok det smarteste, at tage dig et kørerkort, og læse hele manualen igennem.
Nu vil jeg mene, at menneskekroppen er en del mere avanceret end en Porshe 911 Carrera, og livet langt større, end vejnettet.
Derfor, læs Biblen, hvis du vil have maximum glæde og minimum sorg. Som Jesus siger: "Jeg er kommet for at de skal have liv, og liv i overflod".
Et andet sted:"Disse ting har jeg sagt for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde være fuldkommen".
Forresten, så synes jeg du undviger mit spørgsmål: Hvad nu hvis der er en Gud?

Dit indlæg er et eksempel på, hvorfor jeg gerne vil have noget fasthed over det vi diskuterer.
Du skøjter rundt mellem forskellige udefinerede påstande om at Gud er uden for os mennesker for derefter at fortælle at Gud er inden i os allesammen. Hvad mener du egentlig. Er Gud bare gud og ret universiel eller har gud en personlighed?
Du beder mig kigge ind i mig selv for at finde livets mening. Min påstand er netop at når jeg gør det ser jeg for 98% kultur og 2% univers. Og du er i øvrigt også selv eksponent for samme. Din henvisning til Kraften og Energierne er typiske kulturelle fenomener, udtryk vi mener at vide hvad dækker i dag, når vi taler med hinanden.
Alle religioner har en kosmogoni, som i øvrigt er meget ens fra den ene religion til den anden. Her kan jeg godt se at vi kan tale om en universiel religiøs forklaring på livets store spørgsmål: Hvor kommer vi fra, hvad skal vi her og hvad får vi for det...;o)) Just joking!
Som svar på dit sidste spørgsmål om, hvorfor jeg er interesseret i faste definitioner på godt og ondt har jeg følgende svar: Er det godt at myrde en morder eller er det ondt at myrde? Eller er det ondt at myrde uskyldige, men godt at myrde skyldige? Så vidt jeg kan se rykker begreberne hele tiden.

Jeg siger først hvad gud ikke er, og derefter hvad jeg opfatter som gud.
Derefter forklarer jeg hvordan, man kan se forskel på godt og ondt.
Hvis du mener jeg "skøjter rundt" så vil jeg bede dig læse indlægget igen og i øvrigt tale pænt. Jeg er ikke ude på at genere dig.
Gud er IKKE en personlighed! Gud er en universal livskraft...som selvfølgelig bor indeni os...ellers var vi jo døde! Men kraften er ikke afhængige af os....vi er afhængige at den!
Se ind i dig selv for at finde ud af hvad der er godt og ondt...Ja...det er delvist afhængigt af hvilket samfund, kultur og tid du bor i...Det er jo klart...mennesker eksisterer ikke alene!
Om det er ondt at myrde en morder? Det er ikke svaret på sådan et spørgsmål, der fortæller hvad der er ondt.
Ondskab DRÆNER energien...dræner livet ud...bryder ned, fjerner lysten, modet og glæden. Angsten er den knivsæg der skærer dette snit renest!
Hvis du VIl definere ondskab rent, så prøv at mærke forskellen på de tog udsagn "Det er ondt at myrde" og "Det er ondt at påføre andre lidelse"
Jeg synes i høj grad det første afhænger af vilkår, omstændigheder og moralkodekser, hvorimod det andet afhænger af det der sker i nuet!

Er det ikke noget du bare vælger skal være meningen med dit liv? Jeg ved det ikke, for jeg er jo stadig temmelig ung, og har langt fra den livserfaring som du og andre har, men det du skriver, kan jeg ikke helt sætte mig ind i.
Jeg kan ikke forestille mig at der skal være en meningen med livet, for hvad så når vi dør? Alt det vi så har opnået, vil bare blive lost. Ok, mens vi lever har vi indflydelse på andre, og derved kan man vel sige at der stadig er noget af os der lever i andre, men når de dør.. og dem de har påvirket dør.. o.s.v.. det kommer der jo ikke andet ud af, en at der bliver påvirket hvordan andre lever. Og det er for mig SLET ikke logisk at det skulle være meningen med livet.
For mig er livet et naturfænomen, som lidt ligesom en virus, går efter de principper at overlever, plus at udvikle sig. Mere mening tror jeg ikke der er i livet, ikke for den enkelte person måske, men generelt for alt livet på jorden, eller universet, for den sags skyld. Det er lidt ligesom ham kaos-matematikeren fra Juassic Park siger "Livet vil altid finde en vej".. Det vil altid overleve på den ene eller den anden måde, og det skal nok finde en måde at udvikle sig på, så den kan tilpasse sig de nye leveomstændigheder. Nu ved jeg godt at Juassic Park er en film, men ideen er nu god nok. Som der også bliver sagt i filmen, er der en frø-art som er kendt for at kunne skifte køn, i et enskønnet miljø, så de kan formere sig og overleve. Basis overlevesle instinkt, som jeg tror alt liv generelt har.
Så for den enkelte menneske er der ikke en disideret mening med livet, set i mine øjne. Det betydder så ikke at jeg syntes man bare skal vedtage det, kasta alt ansvar fra os, for selvom der måske ikke er nogen mening med livet, er der ingen grund til dræbe hinanden eller lade være med at have det sjovt. Man skal stadig nyde og levet livet, følge regler og love for at få det bedste ud af det for alle, men der er ikke noget større mening i det. Ikke for mig, i hvert fald, og ikke endnu.. jeg vil ikke udelukke at jeg ændre synspunkt på et tidspunkt :)

Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål. Jeg kan slet ikke forestille mig at der skulle være en Gud, så jeg kan ikke sætte mig ind i den situation, der måtte komme ud af det. Og derfor kan jeg ikek svare på 'Hvad nu hvis der er en Gud'. Jeg prøvede ikke med vilje at omgå det, men prøvede at give endnu et kritisk billede på religionen. Det kan godt være det er mig der er dum, men jeg KAN simpelthen ikke få det til at passe, at der skulle være en Gud. Hvis der nu var.. ja hvad så? Jeg kan ikke se hvad forskellen skulle være, selvom jeg godt kan forestille mig der skulle være en forskel.
Hvis man havde tid nok, lyst nok, midlerne til det, tror jeg godt at man kunne lære at bruge sin nye Porche optimalt. Det ville bare tage tid, og man skulle have lysten til fortsat at undersøge alle de små dele. Man skulle være drevet at en enorm nysgerrighed, prøve sig frem og som du skriver 'se på andre billister' og lære af dem. Det samme med livet, ens krop og sind. Man skal bare være nysgerrig nok, udforske det og afprøve en masse ting, tænke en masse tanker, vende og rotere tankerne og se dem fra alle tænkelige vinkler. "Og hvorfor gør jeg så ikke det hvad Kristendommen, Biblen, Gud og Jesus angår?".. Fordi jeg ikke kan, fordi jeg ikke har den nysgerrighed og lyst, som det vil kræve.. man kan vel sige, at jeg gidder ikke :)
Tilgengæld kunne jeg godt tænke mig at få dig til at se det fra mit synspunkt, og så derefter forklare mig HVORFOR du ikke bliver overbevist om at mit synspunkt er rigtigt, frem for dit? 'Læs Biblen' er ikke godt nok, for jeg for aldrig læst Biblen, og selvom jeg gjorde, ville det ikke være sikkert at jeg ville forstå den på samme måde som dig. Som du selv skriver et eller andet sted, har Biblen været misbrugt mange gange. Og det bliver den jo af at folk fortolker den på forskellige måder, hvilket må komme af vores forskellige tankegang og synspunkter på forskellige ting.
Så nu spørger jeg dig, hvad nu hvis der IKKE findes en Gud?

Jeg var inde og se på din profil. Du ligner meget en af mine tidligere venner, en fyr der kom fra hhv. Færøerne og Spanien. Vi røg fra hinanden på grund af stoffer og kvinder, og måske mest fordi jeg blev Kristen. Jeg har iøvrigt også haft rotter engang. Og en kvælerslange. Men selvom du ikke gider at læse i Biblen, så virker du til at være et meget åbent og undersøgende menneske, og det skal du bare fortsætte med at være. Men husk på det gamle ordsprog: "Fools rush in where angels fear to thread"...
Der er rigtig meget visdom i gamle ordsprog. Dem bør man ikke forkaste, medmindre man er ligeglad med sit eget ve og vel.
Jeg synes du virker til både at være intelligent og følsom, og jeg vil gerne fortsætte vores korrespondance, men kun hvis du er villig til at give noget af dig selv. Med det mener jeg blot tid og tanke. Du skriver at du ikke KAN forestille dig at der skulle være en Gud. Det tror jeg ikke på. Du har en hjerne der ser ud til at fungere fint, også over gennemsnittet, efter min umiddelbare vurdering, og jeg tror det er et spørgsmål om at du ikke VIL forestille dig, at der findes en levende og retfærdig Gud.
Derfor spørger jeg nu tredie og sidste gang: Hvad nu hvis Biblen taler sandt, og Jesus virkelig er Guds søn, der er kommet for at frelse verden fra synd? Hvilken konsekvens vil det have for dig, at du har besluttet dig for at tro på det modsatte så? Hvis Gud findes, hvor vigtigt er det så at lære Ham og hans vilje at kende?
Hvis du vil gøre dig lidt umage med at tænke over disse ting, så er jeg sikker på, at du vil være i stand til at komme med et ærligt og fornuftigt svar. Og hvis du gør dette, skal jeg med glæde svare uddybende på dit modspørgsmål.
Du er også velkommen til at gøre det på min email, hvis det passer dig bedre.

Derfor spørger jeg nu tredie og sidste gang: Hvad nu hvis Biblen taler sandt, og Jesus virkelig er Guds søn, der er kommet for at frelse verden fra synd? Hvilken konsekvens vil det have for dig, at du har besluttet dig for at tro på det modsatte så? Hvis Gud findes, hvor vigtigt er det så at lære Ham og hans vilje at kende?
Ok.. jeg forsøger.. Hvis Gud fandtes.. hvilke konsekvenser vil det så have, når jeg nu har valgt ikke at tro på det?
Gud tilgiver alt, siger man, men det gælder vel kun vis personen vil tilgives og acceptee Gud som den eneste Gud? Hvis jeg blev overbevist om at Gud fandtes, så ville jeg jo nok tro på det. Ligesom jeg ville tro på Mælkevejen er universets midtpunkt, hvis det kunne bevises, eller ligesom jeg vil tro på at en kvinde kan løfte en bil, hvis hendes barn ligger fastklemt under den, hvis jeg ser det. Hvis Gud kom og beviste at han eksistere for mig, så vil jeg da tro på ham, derved vil han tilgive mig. Jeg ville kunne leve som jeg hidtil har levet, for så snart jeg syntes jeg har syndet, går jeg ned til præsten, beder om syndsforladelse, bliver tilgivet af Gud, og så kan jeg fortsætte indtil næste gang. Men jeg syntes så tilgengæld at det er plat, at man bare kan gå ned og bede om tilgivelse, og så er alt ondt gjort godt igen. Hvis jeg gør noget ond (hvilket jeg ikke vil gøre med fuld bevidsthed), så vil jeg selv stå til ansvar, selv forsøge at løse problemet, og så måtte Gud finde sig i, at jeg ikke vil have hans hjælp eller tilgivelse. Jeg vil føle mig svag, hvis jeg skulle bruge Guds hjælp og tilgivelse, hvis jeg engang skulle synde i hans øjne.
Hvis Jesus er på jorden, og hans opgave er at frelse os fra synd, vil jeg ikke nære den største respekt for ham, for hvis han var her, ville jeg ikke syntes at han gør et specielt godt stykke arbejde. Ikke fordi jeg ville kunne gøre det bedre, men når han nu er Guds søn, bør han have mere magt til at gøre noget mere ved det. Hvis han kunne overbevise mig om at han er Guds søn, og at Gud eksistere, så ville han kunne overbevise alle andre, og så kan jeg ikke forstå, hvorfor han ikke gør det? Overtag CNN med sine gudommelige kræfter, og omvend halvdelen af verden på en gang. Derefter måtte han jo så igang med at omvende alle dem som ikke kan/vil se CNN, hvilket jo i de fleste lande hurtigt kan gøres ved at reklamere for sig selv i medierne, så folk ved at nu er han her.. og så kan folk komme og se ham gøre hvad han nu ville gøre, for at bevise han er Guds søn. Jeg tror slet ikke det ville være så svært, og hvis han eksistere, hvis han lever, så skjuler hand et sgu godt, hvilket jo ikke ligefrem er en smart ting at gøre, hvis man vil bevise det modsatte. Jeg ville ikke have den største respekt for ham, altså.
For at tage den lidt videre, hvis dommedag måtte komme, og jeg så engle kæmpe for mennesket på gaderne, ville min hjerne nok slå klik. Jeg ville gå helt i sort af både fryd og frygt. Jeg ville nok blive lammet, falde til mine knæ, og ikke være i stand til at gøre, sige, eller tænke noget som helst. Jeg ville nok længes efter at blive straffet, at dø. Eller også vil jeg gå og nyde synet af disse engle som kæmper, som falder i kamp, alt sammen for os mennesker, eller måske ville jeg undre mig over at de overhoved gidder gøre sådan noget for os, for vi har ikke fortjent at blive frelst.
Er det svar nok? Det håber jeg, for jeg tror ikke jeg kan gøre det bedre end det..

Meningen med livet vælger man i høj grad selv. Og når man gør det, optræder man som enkeltstående individ....men det er man ikke.
Det du er, er du i forhold til nogen andre. Hvis nogen antager dig for at være et klogt og tænkende individ, møder dig med de forventninger, og responderer på det du siger...i den retning. Alle andre retninger får du ikke nær så meget respons i, og da mennesker er afhængige af anerkendelse fordi de er sociale individer, så søger du anerkendelse i den retning din erfaring siger dig, du kan få det.
Du bliver formet af andres anerkendelse, men du vil ikke kunne opnå den, hvis ikke du havde noget at give i den retning...så det er ikke ren overfladisk pladder.
Det, du har at give, påvirker dine omgivelser...folk tager det til sig...putter det ind i deres eget univers, bruger det...og på den måde har du haft indflydelse på andre og gjort din indflydelse gældende i denne verden. Sat et fingeraftryk kan man sige. Nogen sætter nogle markante aftryk...Freud, Darwin...ja altså det er jo IKKE muligt at nævne dem allesammen...for i virkeligheden så skulle jeg nævne alle de mennesker der lever og har levet i hele verden...for alle har haft indflydelse mere eller mindre.
Når man bliver sådan old haggis as yours truly...så har man sgu efterhånden besluttet sig for, hvad man gerne vil huskes for...man kan ikke bestemme det suverænt...men det som virkelig har fanget ens interesse og som man selv mener indeholder koncentreret livseliksir...det vil man da prøve at bidrage med til verden...på ens egen måde! Den måde får mit liv mening på ihvertfald...og det er måske en individuel opfattelse...det ved jeg ikke, men den indeholder så meget glæde, og lyst til livet...så jeg har heller ikke lyst til at lave det om...gerne udvide min opfattelse, gerne snakke med andre om det...gerne give noget videre
Selvfølgelig er der forskel på, hvordan man ser på tingene...det er mange faktorer, der gør sig gældende...en af dem er alder, men det er altså ikke givet at fordi man er ung, så fatter man ikke en bønne ;o)...Du er jo feks. ret vis, OG ung...de to ting udelukker ikke hinanden....så ville livet sgu da ikke til at holde ud at være i helt ærligt. Så kunne man jo kun tage ved lære af dem, der var ældre end sig selv?
Faktisk er det ret sørgeligt for dem, der tænker sådan, for de forhindrer sig selv i at blive inspireret med nye synsvinkler.
Men jeg tror vi taler om livets mening fra to sider: Den ene er den individuelle filosofiske undren over livets mening, og den anden er livets mening som fysisk fænomen...er det ikke rigtigt?
De to ting hænger selvfølgelig sammen...tror også de når sammen et sted....synes det giver mening begge steder at tænke, at det handler om at bidrage positivt til helheden...ved ikke helt om du kan følge mig...

"Så for den enkelte menneske er der ikke en disideret mening med livet, set i mine øjne"
Næhh...det kan du måske have ret i...men når man så er så forhippet på at give livet mening no matter what...så tror jeg det er en af drivkrafterne i os...at søge en mening med alting. For det gør man jo....
Når man har været ude for store tragedier eller ulykker, så kan man ligesom ikke slippe dem eller komme videre, før man har fundet en mening med dem. Og det kan være i overensstemmelse med en amsse andre, men det er nok det vigtigste at den meningsfuldhed man indser, er i overensstemmelse med sig selv og sin livsopfattelse...det er den måde ens liv tager form på.
Men sådan på bundlinien er vi vist ret enige i den opfattelse at der gives ingen mening på forhånd....men må selv finde den.

Jo.. jeg kan sagtens følge med.. (tror aldrig at JEG har haft problemer med at følge dig, andet end hvis det GIK for langsomt ;P)
Jo, vi taler om to forskellige ting. Det gik også op for mig, da jeg begyndte at læse dit indlæg. Du taler om den filosofiske, mentale, psykiske mening med livet, som hver person selv vælger, hvorimod jeg taler om den naturlige, fysiske del af livet. Jeg tror ikke den fysiske del af livets mening, er meget anderledes end en virus. Den psykiske mening med livet, kan man jo så begynde at diskutere, for den er vel forskellig fra person til person, da den jo i bund og grund er hver persons egen holdning og mening. Det er jo så hver persons egen mening, om hvad de vil gøre med deres liv, med deres sind, og med deres tid i eksistensen. Men selve LIVET, som er den fysiske ting, har ikke noget specielt formål. Min opfattelese🙂Håber der fik rettet lidt ind på sporet igen..

"..men når man så er så forhippet på at give livet mening no matter what...så tror jeg det er en af drivkrafterne i os...at søge en mening med alting. For det gør man jo...."
Nej? Ikke alle søger en mening med livet, og det er jeg vel bevis for. Jeg er et eller andet sted ligeglad med om der er en mening med mit liv eller ej. Jeg lever det bare, gør med det hvad jeg har lyst til, om det så er at gå til koncerter og nyde det i rå mænger, eller sidde i et mørkt værelse og tænke en masse ting som gør mig ked af det. Det er ikke DET der er meningen med livet, men det er det jeg gør. Jeg lever det bare, uden at bekymre mig om, om der er en støre grund til hvorfor jeg gør det. Jeg søger ikke efter en mening med mit liv. Måske jeg misforstod noget i det du skrev?

"Når man har været ude for store tragedier eller ulykker, så kan man ligesom ikke slippe dem eller komme videre, før man har fundet en mening med dem. Og det kan være i overensstemmelse med en amsse andre, men det er nok det vigtigste at den meningsfuldhed man indser, er i overensstemmelse med sig selv og sin livsopfattelse...det er den måde ens liv tager form på."
Kunne det ikke tænkes, at der findes personer der bare skubber disse tragiske oplevelser til side? Vælger at ignorere dem, tænke på den som fortid, og så bare komme videre med livet? Man er vel ikke tvunget til at finde en mening med noget, og det kan da være totalt umuligt i nogle tilfælde. I de tilfælde hvor det er umuligt at finde en mening, hvad så? Sidder man så bare fast, eller kan man godt 'smide det i skraldespanden' og bare lade være med at give det indflydelse på ens liv, uden at finde en mening med det?

"Kunne det ikke tænkes, at der findes personer der bare skubber disse tragiske oplevelser til side? Vælger at ignorere dem, tænke på den som fortid, og så bare komme videre med livet? Man er vel ikke tvunget til at finde en mening med noget, og det kan da være totalt umuligt i nogle tilfælde. I de tilfælde hvor det er umuligt at finde en mening, hvad så? Sidder man så bare fast, eller kan man godt 'smide det i skraldespanden' og bare lade være med at give det indflydelse på ens liv, uden at finde en mening med det? "
Jo, det kan godt tænkes....i en periode af mennesker liv. Mennesker er ALTID i proces...de flytter sig hele tiden, så det kan tænkes at nogen personer er nødt til at at skubbe tingene til side for at få dem på aftsand. Men dte bliver ikke ved.
Jeg har mødt mange personer der befinder sig der, og jeg har selv været der...betegnelserne for tilstanden udtales ikke hverken neutralt eller optimistisk, men med tristhed. Man siger "Håbløshed", "Meningsløshed", "Tomhed"...mange inklusive mig selv var i behandling mod en depression....Og nu håber jeg ikke at jeg har formuleret, at det er GIVET, det skal være sådan...siger bare hvad min erfaring er.
At man har oplevet noget forfærdeligt på sin egen krop kan ikke ignoreres. Det kan fortrænges, men det er ikke det samme. Det ligger stadig med en uforløst energi et sted i underbevidstheden, men man er nogen gange nødt til at VÆLGE anderledes for at overleve og at få tingene på afstand.
Man kan også bevise at kroppen husker....hvis man feks. er blevet udsat for vold en kølle, så er man tilbøjelig til at være mere bange, hver gang man bare ser en kølle, og man reagerer med større smerteudsving, hvis man så efterfølgende bliver slået med en kølle.
Da min far døde, ventede jeg min søn...det var helt umuligt for mig, at gennemgå den sorgproces der er forbundet med et dødsfald fra en man elsker overalt på jorden. Da min søn så kom til verden, sort og livløs og man for at få ham ud, var nødt til at ødelægge noget inde i mig...så kunne jeg slet ikke kapere mere...magtede ikke at få plads til sorg og smerte....og jeg brugte MEGET lang tid på at finde meningen i det. Den fandt jeg IKKE....
Ikke før jeg fandt mening i noget andet....jeg fandt mening i at give kærlighed i stedet for at dyrke sorgen...flyttede fokus kan man sige.
Men der stod det pludselig klart for mig, hvad jeg skulle bruge al den elendighed til...og FØRST da, var det muligt for mig at rykke helt ud af det...det kommer i flere tempi tror jeg...
Det var nogle tragiske omstændigheder, som gjorde mig vildt stærk...så er der sgu da mening i det...for mig ihvertfald...Den indsigt jeg har fået...er det jo ikke sikkert andre kan bruge...men det giver noget at snakke om det med andre...andres forståelser flytter ting inde i en selv...
Og det er aldrig umuligt at finde en mening i tingene...det er de mest utrolige ting folk får til at hænge sammen...
Jeg er interviewer på et projekt rundt omkring i DK, hvor netop meningsfuldhed i forhold til depressioner og lignende er i centrum. Det er naturligvis fortroligt materiale, men generelt kan man sige...at der hvor folk rykker....det er hvor de får en eller anden indsigt, eller meningsfuld forståelse i forhold til deres liv og de hændelser de har været udsat for.

Jo.. jeg kan sagtens følge med.. (tror aldrig at JEG har haft problemer med at følge dig, andet end hvis det GIK for langsomt ;P)
ROFL
Altså at nogen har afsindigt LANGE ben, og andre er nødt til at løbe bagefter for at kunne følge med...det giver sgu ingen mening OVERHOVEDET ;o)
Vil bare sige...at et eller andet sted giver det da mening at fise til heavy-rock koncerter...hvorfor skulle man ellers gøre det? Man får jo en hel masse ud af det...og selvom det ikke er så defineret, så ligger det da i ens underbevidsthed og erfaringsmateriale....Det ender med at være et flettet sammen i fint netværk af nuanceret expertise som består af alle de ting, man vælger i sit liv, og som er det man har at byde ind med. Der er ingen andre der kan netop det....deri er mennesker unikke!
Om livet som fysisk fænomen har en mening...det betyder ikke noget for mig...det ændrer ikke noget...hvis man pludselig fandt besvis for meningsløshed (hvilket jeg anser for umuligt), så er livet der jo alligevel...jeg er glad for at det er der...for så har JEG en mulighed for at nyde alt hvad der er i det...en fed chance for having a good time...
Men når nu den udvalgte gerne vil snakke om GUD i forhold til livets mening...så kan jeg finde en vis mening i det på det filosofiske plan....ikke egntlig det fysiske...men igen...hvorfor er det så vigtigt at definere alting?
Det er jo ikke givet, at fordi tingene ikke er definerede, så eksisterer de ikke. Der kan godt være mening i galskaben...selvom man ikke kan få øje på den....det er ok for mig, at jeg ikke kan se det...
Jeg tror egentlig at det er RET væsentligt for mange, at lære, at det ikke er alting man KAN forstå...og at tingene sagtens kan være meget større, mere nuancerede og mere facetterede end man magter at begribe, fordi man er begrænset af den menneskelig hjernes fatteevne. Det er vigtigt at lære at acceptere at verden når langt ud over ens rammer...og at det OK ikke at forstå....

sætte gud ind på den facon. Gud er for mig livets drivkraft, kærligheden...den eskisterer uanset hvordan mennesker definere alting...eksisterer uanset om der er mennesker eller ej...eksisterer så længe der er liv...men hvad er liv? Omfatter det ikke også universets processer? Det mener jeg...
Jeg ser STADIG ikke gud som en nisse...og jeg ser heller ikke at han har en søn, der hedder Jesus...jeg mener det er symboler for at gøre svært fattelige ting fattelige....
Det kan godt være den udvalgte opfatter gud som een ting, du ser det som noget helt andet og jeg som noget tredie....vi BEHØVER ikke at opfatte begrebet ens, for at finde livets mening! Det er sgu vigtigt!

Jeg synes det er nogle rigtig fine tanker du gør dig, og du er meget velformuleret. Har du overvejet om du på et tidspunkt skulle udvikle dig til at blive forfatter?

Citat: "Hvis jeg blev overbevist om at Gud fandtes, så ville jeg jo nok tro på det. Ligesom jeg ville tro på Mælkevejen er universets midtpunkt, hvis det kunne bevises, eller ligesom jeg vil tro på at en kvinde kan løfte en bil, hvis hendes barn ligger fastklemt under den, hvis jeg ser det. Hvis Gud kom og beviste at han eksistere for mig, så vil jeg da tro på ham".
Hvad er et bevis for dig? Er jeg ikke et bevis?
Endnu et citat: "For at tage den lidt videre, hvis dommedag måtte komme, og jeg så engle kæmpe for mennesket på gaderne, ville min hjerne nok slå klik. Jeg ville gå helt i sort af både fryd og frygt. Jeg ville nok blive lammet, falde til mine knæ, og ikke være i stand til at gøre, sige, eller tænke noget som helst. Jeg ville nok længes efter at blive straffet, at dø. Eller også vil jeg gå og nyde synet af disse engle som kæmper, som falder i kamp, alt sammen for os mennesker, eller måske ville jeg undre mig over at de overhoved gidder gøre sådan noget for os, for vi har ikke fortjent at blive frelst".
Her i det sidste stykke begynder du for alvor at leve dig ind situationen, og jeg kan rigtig godt lide din beskrivelse af den indre proces der vil foregå i en sådan time. At du smider dig på knæ, og mister mælet, og erkender retfærdigheden i at skulle straffes, eller ligefrem at skulle dø. Det er jo præcis derfor at Jesus døde på korset for os, for at tage vores straf, så vi kan blive frelst og få EN ny chance. Du erkender også at vi ikke fortjener at blive frelst. Det er fantastisk godt set. Jeg er meget imponeret.
Men lad mig forsøge at gøre det modsatte:
Hvis Gud ikke findes. Hvad sker der så oppe i mit hoved? Jeg ser jo beviser på det overalt. Og der er så mange millioner andre mennesker der bekræfter mig i det. Alene den karismatiske bevægelse, tæller langt over 500 millioner. Kan vi alle sammen være under den samme masse suggestion, er der tale om bønnernes tanke overførende kraft? Hvordan kan det så være at der er muslimer der får en åbenbaring af Jesus, midt i et muslimsk land, og omvender sig, selvom det koster dem job, familie, hus og hjem, og i nogle tilfælde døden? Hvordan kan kriminelle, der hader alle godtroende og samfundsopbyggende institutioner, så pludselig se Jesus stå foran dem inde i deres isolationsceller? Hvorefter de angrer deres synder, omvender sig, og begynder at leve et helt nyt liv, med fast arbejde, kone og børn, og pludselig bekymrer sig om hjælpearbejde i den tredie verden? hvis Gud ikke var til. Hvad skulle så forårsage disse syner, hvor mennesker ser en engel, eller Herren selv, stå foran dem i en nærdødsoplevelse og give dem livet igen eller helbrede dem. Adskillige er blevet mirakuløst helbredt for cancer, lammelser, blindhed, døvhed o.s.v. ved at se et "Fata Morgana"? Hvis det var en kraft disse mennesker selv besad, hvorfor er det så oftest, når de tror på Jesus Kristus, at de bliver helbredt?
Hmm. Hvis Gud ikke findes. Hvorfor har vi så Helligdage og fri om søndagen? Hvorfor siger vi så året 2005? Er det en konspiration af magtbegærlige mennesker der forsøger at tvinge os til gøre som de ønsker, ved at lokke med Himlen og true med Helved, hvorfor har de så ingen magt? Måske fordi de har misbrugt den chance de fik, og gjort det onde som de lystede, og givet Gud skylden? Men hvis Han ikke findes, så er det ikke Hans skyld. Men er mennesker så onde? Eller findes der en usynlig verden af ånder og genfærd, som nogle af os har fået evnen til at se ind i, hvilket der så forpligter os til at meddele alle andre om vores oplevelser? Eller er det bare illusioner, som vi skal fortrænge? Skulle alle som får en vision, eller hører en stemme fra åndeverdenen spærres inde, og tvinges til at tie stille, ved at blive proppet med psyko farmica, så de andre kan få lov til at udpine verden i fred? Eller er det for langt ude?
Hvis Gud ikke findes, hvorfor bliver der så ved med at dukke mennesker op alle vegne, der siger det modsatte? Er de blevet ansat af rumvæsner, til at inficere planeten med et ønske om forbedring? Er de fuldstændig faret vild i deres forståelse af verden, fordi de stoler på deres fornemmelser, og deres folks historiske overleveringer?
Hvor gammel er videnskaben? indtil for 200 år siden var alle universiteterne ejet af Kristne, i hele den vestlige verden, indtil der kom en gal professor og serverede en meningsløs teori om arternes oprindelse, som han ikke engang selv troede på. Hvis der har eksisteret mennesker i bare 6000 år, har alt det som de har oplevet, og forsøgt at viderelevere til os, så ingen værdi længere? Var alle andre end lige vores generation fuldstændig sindsyge?
Hmm. Hvis Gud ikke fandtes. Hvorfor tror vi så på Einstein? Han troede da på Gud. H.C. Andersen. Niels Bohr. Elvis. Bob Dylan. Bob Marley. Søren Kirkegård. Grundtvig...
Et af mine gamle idoler er lige blevet omvendt. Højeste method air på skateboard i firserne, Christian Hosoi.
KORNs guitarist har valgt at forlade bandet, fordi han er blevet frelst...
Hvis Gud ikke findes, så er der ikke noget som helst der giver mening, så er det ganske rigtigt som du siger, så er alting meningsløst og tomt, og så drejer livet sig ikke om andet end fornøjelser og nederlag. Pleassure and pain, som Janes Addiction udtrykker det.
Jeg kan godt huske hvordan det var. Det var ligesom om at der manglede et eller andet, man havde sådan en længsel efter det ukendte, og så kunne man forsøge at udfylde tomheden med et eller andet. Stoffer, musik, sexuel synd, faldskærmsudspring, hurtige biler, bungyjump, kriminalitet for spændingens skyld, eller bare et eller andet der kunne give et kick, så man kunne glemme den store indre tomhed og meningsløshed, bare indtil man sad stille og det ikke virkede længere. Der skulle hele tiden ske noget. Man kunne også begrave sig i bøger, eller film, eller arbejde, eller fester. Man kunne sætte sig et mål, og gøre alt for at opnå sit mål, og når man så endelig opnåede det, så gik det op for en, at det slet ikke var det man havde brug for alligevel. Det man allermindst havde lyst til at vende sig til, var faktisk det man havde manglet hele sit liv. Det var ikke det man ville, men det var det man havde brug for.

Du skriver: "Jeg siger først hvad gud ikke er, og derefter hvad jeg opfatter som gud."
"Derefter forklarer jeg hvordan, man kan se forskel på godt og ondt."

Jeg svarer: Gentagelse af argumenter gør dem ikke mere sande.
Du skriver: "Hvis du mener jeg "skøjter rundt" så vil jeg bede dig læse indlægget igen og i øvrigt tale pænt. Jeg er ikke ude på at genere dig."
Jeg svarer: Jeg generer ikke dig, men skriver, hvad jeg mener. Kort og kontant.
Du skriver: "Gud er IKKE en personlighed! Gud er en universal livskraft...som selvfølgelig bor indeni os...ellers var vi jo døde! Men kraften er ikke afhængige af os....vi er afhængige at den!"
Jeg svarer: Her er et eksempel på at du modsiger dig selv med det samme. Kraften, hvad det så end er for en kraft, er en universal livskraft, som er betinget af vores eksistens for derefter ikke at have noget som helst at gøre med os mennesker fordi den ikke er afhængig af os. Hvordan kan den både være inden i os og ikke have noget med os at gøre? I øvrigt har de fleste Guder personlighed, bare løs de forskellige religiøse skrifter. Ud over den kosmogoniske skaberkraft, som nærmest bare er der, har alle guder og f.eks. også JAHVE en personlighed. I det gamle testamente beskrives han som en hævnende og grusom gud, som bør frygtes af sine tilbedere.
Du skriver: "Se ind i dig selv for at finde ud af hvad der er godt og ondt...Ja...det er delvist afhængigt af hvilket samfund, kultur og tid du bor i...Det er jo klart...mennesker eksisterer ikke alene!"
Jeg svarer: Så vidt jeg kan se giver du mig ret i, at opfattelsen af, hvad der er godt og ondt er kulturelt bestemt.
Du skriver: "Om det er ondt at myrde en morder? Det er ikke svaret på sådan et spørgsmål, der fortæller hvad der er ondt."
Jeg svarer: Se ovenstående svar.
Du skriver: "Ondskab DRÆNER energien...dræner livet ud...bryder ned, fjerner lysten, modet og glæden. Angsten er den knivsæg der skærer dette snit renest!"
Jeg svarer: Naturligvis har du ret. Blot er der forskel fra kultur til kultur, hvad der er godt og ondt.
Du skriver: "Hvis du VIl definere ondskab rent, så prøv at mærke forskellen på de tog udsagn "Det er ondt at myrde" og "Det er ondt at påføre andre lidelse""
Jeg svarer: Jamen, hvad hvis jeg lover at myrde dig - kun et tankeeksperiment - meget hurtigt og du ikke kommer til at mærke nogen lidelse, er det så ondt?
Du skriver: "Jeg synes i høj grad det første afhænger af vilkår, omstændigheder og moralkodekser, hvorimod det andet afhænger af det der sker i nuet!"
Jeg svarer: Ikke forstået. Vær venlig at uddybe.
Og her til sidst og for den gode debats skyld: Jeg er ikke ude efter dig eller prøver på at nedgøre dig. Hvis du har fået den opfattelse, beder jeg om din tilgivelse. Det jeg er interesseret i er debat.

"Har du overvejet om du på et tidspunkt skulle udvikle dig til at blive forfatter?"
Jo.. det har jeg da, men jeg kan ikke koncentrere mig om en ting eller et projekt længe nok. Jeg mister hurtigt lysten og så falder det alligevel hen til ingenting..

"Hvad er et bevis for dig? Er jeg ikke et bevis?"
Nej. Du er ikke bevis nok. Den eneste måde du beviser det på, er ved at give eksempler som kan passe på andre ting også, og ved at sige at du mener du har ret. Det er ikke bevis nok for mig. Lad os tage eksemplet med kvinden og barnet igen. Hvis der kommer en hen og fortæller mig at en kvinde kan lyfte en bil, hvis hendes barn ligger fastklemt under. Hvis personen begynder at forklare at kærligheden mellem kvinden og barnet er så stærk, at kvinden vil gøre ALT for at redde barnet, og instinktivt for utrolige kræfter, som ellers normalt er dæmpet ned af bevidsthedens tro på at man ikke kan. Så vil jeg stadig ikke tro på det, før jeg ser det. Jeg vil se det med mine egne øjne, i hvert fald i dette eksempel. Med eksemplet om at Mælkevejen skulle være universets midpunkt, så skulle der meget stærke videnskablige beviser til at overbevise mig. Billeder, matematiske udregninger og andre logiske og fysiske beviser, som jeg skulle kunne forholde mig til. At der er en genial astrolog der pludselig for den teori, og kun kan give eksempler som 'jamen vi ved at andre galakser kredser om vores'. Det er ikke nok. Det kan da godt være at andre galakser kredser om vores, men jeg vil også se beviser for at vores galakse ikke kredser om et 'null-point'. Som sagt, jeg vil have meget stærke beviser for det, og at der en person der siger 'sådan er det' er det ikke altid nok.
En artikkel som jeg skrev om tidligere, omkring nogle russiske forskeres opdagelse i DNA'et, tror jeg endnu heller ikke på. Jeg vil SÅ gerne have at de skal have ret, men jeg vil have det bekraftet fra andre forskere, og jeg vil se beviser for, at de ting som de skriver skal kunne lade sig gøre i teorien, også kan gøres i praksis. Og jeg vil se det med mine egne øjne, eller prøve det på min egen krop.

"Her i det sidste stykke begynder du for alvor at leve dig ind situationen, og jeg kan rigtig godt lide din beskrivelse af den indre proces der vil foregå i en sådan time. At du smider dig på knæ, og mister mælet, og erkender retfærdigheden i at skulle straffes, eller ligefrem at skulle dø. Det er jo præcis derfor at Jesus døde på korset for os, for at tage vores straf, så vi kan blive frelst og få EN ny chance. Du erkender også at vi ikke fortjener at blive frelst. Det er fantastisk godt set. Jeg er meget imponeret."
Der er en ting jeg ikke helt forstår ved den her korsfæstelse. Jesus ofrede sit liv, for at redde mennesket fra jordens undergang? Undskyld, men det var sgu da snot dumt. Det kan da godt være at han havde en højere mening med det, men som Guds søn, burde han vide, at hele menneskeheden vil aldrig nogensinde omvende sig, på grund af at en mand lader sig straffe for andre. Det er da stadig andre der gør idag, med vilje tager skylden for forbrydelser de ikke har begået, for at beskytte andre som de måtte holde af. Heltegerningen af da god, men snot dum og vil ikke ændre på noget som helst. Prøv at se på verden idag, og på hvordan den har været de sidste 2000 år. Jeg ville ikke påstå at vi har lært specielt meget af denne Jesus selvofrelse for menneskeheden. Så mon ikke vi har forspildt den ene chance han måtte have givet os? Fordi mennesket er så frit som vi er, fordi vores hjerner er udviklet til det den er idag, selve den essence der gør os til mennesker, og adskillder os fra andre dyr, er skylden til at mennesket er som vi er. Det kan en mand ikke rette om på ved at lade sig korsfæste, og en eventuel Gud ville ikke kune gøre det, ved at få folk til at tro på ham. Det ligger ikke til menneskets natur, at blive styret på den måde. Vi forlanger og udnytter de selvstændige tanker og ideer vi får, på både godt og ondt. Om så 99% af alle mennesker ofrede sig på samme måde som Jesus, i et forsøg på at overbevise de sidste 1% om at Gud eksistere, at Gud er herlig, og man vil komme i paradis hvis man følger hans bud, så ville det ikke ske! Ud fra mit kendskab til historien om Noas Ark, skulle jeg mene at den historie også bekræfter det.


"Kan vi alle sammen være under den samme masse suggestion, er der tale om bønnernes tanke overførende kraft? Hvordan kan det så være at der er muslimer der får en åbenbaring af Jesus, midt i et muslimsk land, og omvender sig, selvom det koster dem job, familie, hus og hjem, og i nogle tilfælde døden?"
Hvorfor bliver almndelige sunde mennekser, pludselig psykisk syge? Hvorfor begår fine mennesker pludselig indbrud eller slå andre ihjel? Hvorfor for folk den vanvittige ide, at det er retfærdigt at slå millioner af mennesker ihjel, på grund af de har en anden tro? Der er mange ting, som man ikke lige kan finde et svar på, men alle tingene er jo nok noget som den enkelte person alene kan forstå. Det er i hans hoved, at han pludselig ser anderledes på tingene. Hvorfor, kan jeg ikke sige, men jeg tvivler på at det har noget med Gud at gøre. Gud ville aldrig bede en normal velfungerende familiefar at voldtage sin datter. Men det er jo sket, ik? Underlige uforklarlige ting kan altså forekomme i hovedet på folk. At en muslim pludselig omvender til at blive Kristen, er også en underlig ting. Den kan forekomme af at personen ville være rebelsk, at han måske er blevet truet, eller har gjort det på grund af en højere sag, som vi ikke kender til? Eller at det bare er en af de her vanvittige ideer som mennesker får engang imellem.

"Hvordan kan kriminelle, der hader alle godtroende og samfundsopbyggende institutioner, så pludselig se Jesus stå foran dem inde i deres isolationsceller? Hvorefter de angrer deres synder, omvender sig, og begynder at leve et helt nyt liv, med fast arbejde, kone og børn, og pludselig bekymrer sig om hjælpearbejde i den tredie verden?"
Underbevidst skyldsfølelse, som manifistere sig i billeder af Jesus, for at få en undskyldning som bevidstheden vil acceptere? Den teori er ikke dårligere end 'Gud findes'.

"Hvis Gud ikke var til. Hvad skulle så forårsage disse syner, hvor mennesker ser en engel, eller Herren selv, stå foran dem i en nærdødsoplevelse og give dem livet igen eller helbrede dem. Adskillige er blevet mirakuløst helbredt for cancer, lammelser, blindhed, døvhed o.s.v. ved at se et "Fata Morgana"? Hvis det var en kraft disse mennesker selv besad, hvorfor er det så oftest, når de tror på Jesus Kristus, at de bliver helbredt?"
Menneskets hjerner besidder ufattelige kræfter. Som jeg også tidligere har skrevet, tror jeg at hekse og troldmænd bruger farver, lys, bilelder, dufte og andre rekvisitter, til at forestille sig til personlighedsgjorte egenskaber i personens egen hjerne. At ånder, engle, dæmoner, selv guder, er 'hjælpeværktøjer' til at udnytte hjernes ufattelige kraft.
Omkring da de første Star Wars film kom frem, var der en dreng som havde fået en cancerknude i hjernen. Han ville frygtelig gerne ind og se Star Wars, og det ønske blev opfyldt. Han faldt stort for filmen, og var vild med de her flyvende krigskibe som fløj rundt og skød på denne her Death Star for til sidst at destruere den. Hver dag i nogle måneder, levede han sig så meget ind i filmen, fantaserede sig til at kunne SE de her fartøjer flyve rundt og beskyde og destruere en Death Star, som han forestilelde sig var den knude i hans hjerne. Gradvist fik han det bedre, og et par månede efter, blev der taget endnu en scanning af hans hoved, for kun at finde en lille uskadelig kalkklump hvor en faretruende stor cancerknude havde været. Ved at fantasere, forestille sig og bruge Star Wars filmens Starfighters, helbredte han sig selv. De rynkenbilleder der blev vist før og efter, mandens egen beretning, hans families fortælling, og selv lægernes vidneudsagn, er bevis nok for mig til at tro på at det er rigtigt. Specielt rynkenbillederne, havde de ikke været der, havde jeg ikke været så tilbøjelig til at tro på det.
Fantasi er ikke bare fantasi, men et værktøj, en nøgle, til utrolige kræfter som menneskes hjerne kan benytte sig af. Hvis man tror på det, kan det forklare ufattelig mange ting. Og så vil Gud kun blive til endnu et værktøj, som mange benytter sig af for at opnå enten en fred i sindet, en mening med livet, eller hvad det nu ellers kunne være. Måske det kan forklare hvorfor der findes forskellige religioner, og ikke kun een?

"Hmm. Hvis Gud ikke findes. Hvorfor har vi så Helligdage og fri om søndagen? Hvorfor siger vi så året 2005? Er det en konspiration af magtbegærlige mennesker der forsøger at tvinge os til gøre som de ønsker, ved at lokke med Himlen og true med Helved..."
Tja.. var det ikke sådan at Kristendommen blev udbredt i sin tid? Korstogter, hvor riddere slagtede alle på bestialsk vis, dem der ikke ville tro på deres Gud? Alle som benyttede sig af naturlige lægemidler, og som ikke mente at det de gjorde var Guds værk, blev uretfærdigt brændt levende. Kirken havde engang magten i mange lande, og de dræbte og undertrykte alle som ikke ville gøre hvad de befalede. Alt samme i Guds navn. Missionerene lokkede faktisk folk med Himmlen, og truede folk med Helvede..
"..hvorfor har de så ingen magt? Måske fordi de har misbrugt den chance de fik, og gjort det onde som de lystede, og givet Gud skylden? Men hvis Han ikke findes, så er det ikke Hans skyld. Men er mennesker så onde?"
..præcis. Magtliderlige mennesker, som der findes mange af, så en mulighed i menneskets naturlige tendens til at tro på noget.. til at have fantasi-redskaber til at hjælpe dem i hverdagen og livet. Og nej, Gud findes ikke, så det kan ikke være hans skyld. Skylden ligger hos de mennesker der har gjort disse onde gerninger, og hos ingen anden. Og derfor, er mennesket halvondt. Halvondt, fordi det individuelle menneske kan være godt, mens et andet endividuelt menneske kan være ondt. Sætter du de to mennekser sammen, får du både ondt og godt, altså halvondt, eller halvgodt, når man omtaler de to personer som en helhed. Kan du følge mig?
"Eller findes der en usynlig verden af ånder og genfærd, som nogle af os har fået evnen til at se ind i, hvilket der så forpligter os til at meddele alle andre om vores oplevelser? Eller er det bare illusioner, som vi skal fortrænge? Skulle alle som får en vision, eller hører en stemme fra åndeverdenen spærres inde, og tvinges til at tie stille, ved at blive proppet med psyko farmica, så de andre kan få lov til at udpine verden i fred? Eller er det for langt ude?
Åndeverden, Paradis, Helvede, Nirvana, er alle illusionære verdener, som er blevet beskrevet så andre kan bruge dem som deres fantasi-værktøjer. De findes ikke som andet, end som en del af vores fantasi. Og nej, folk skal ikke spæres inde, eller fortrænge det, for det er en god ting, et godt middel at benytte. Men folk burde samtidig også forstå, at det ikke er virkligt, og de bør derfor ikke bruge det som undskyldninger til at kaste skyld fra sig, eller til at retfærdiggøre at slå folk ihjel.

"Hvis Gud ikke findes, hvorfor bliver der så ved med at dukke mennesker op alle vegne, der siger det modsatte? Er de blevet ansat af rumvæsner, til at inficere planeten med et ønske om forbedring? Er de fuldstændig faret vild i deres forståelse af verden, fordi de stoler på deres fornemmelser, og deres folks historiske overleveringer?"
Mennesker kan manipulere med andre menneskers tanker, og få dem til at tro på noget efter valg, og samtidig lukke af for de mulighedder ofret har for at skabe sin egen mening. Hjernevask? Vis folk bliver overbevist om noget er rigtigt helt ud til ekstreme grænser, vil det være svært for personen at kunne sætte sig i andres sko, og se ting fra deres synspunkt. Har du nogensinde diskuteret med en Scientolog som har været det i mange år? Det er umuligt at få personen til at indse, at hvad de mener er rigtigt kan være forvrænget, totalt misforstået, eller helt igennem en løgn. Nogel mennesker er nemme at overbevise om sådanne ting. Andre mennekser bliver lært det helt fra de bliver født. Lige som kristne oplære deres børn i Biblen? Fortæller dem at Gud findes, allerede fra før de lære at gå. Det virker på mig som hjernevask. Heldigvis har vi idag de fleste steder i verden mulighed for at tænke frit. Prøv at forestille dig, hvad der ville ske, hvis man i de muslimske lande overbeviste alle om at de måtte tænke som de ville, uden de vil blive slået ihjel for det. Så snart de begynder at fatte det, og tro på at de ikke bliver slået ihjel eller dømt, så vil jeg garantere at mange af dem vil forlade deres religion, i samme grad som danskerne. Du føler at du stadig har din frie vilje, og altid har haft den, netop fordi du har været lige så kritisk over for religionen som jeg er det nu. Men som tidligere nævnt, nogle mennesker kan let omvendes til at tro på noget, og personen vil ikke kunne indse at det han tror på, er forkert. Scientologer kan ikke se at de ikke har ret, Moon kultens medlemmer kan ikke se, at de er helt galt på den, og jeg vil gå så langt at sige det samme om kristendommen, islam og de andre religioner.

"Hvor gammel er videnskaben? indtil for 200 år siden var alle universiteterne ejet af Kristne, i hele den vestlige verden, indtil der kom en gal professor og serverede en meningsløs teori om arternes oprindelse, som han ikke engang selv troede på. Hvis der har eksisteret mennesker i bare 6000 år, har alt det som de har oplevet, og forsøgt at viderelevere til os, så ingen værdi længere? Var alle andre end lige vores generation fuldstændig sindsyge?"
Videnskaben er nok ældre end mennesket selv. Du kan tage ind i junglen, og obsavere hvordan aber bruger sten til at slå hul på kokos nøder, eller hvordan de kan bruge grene til at rage myre ud af træer. Brug af værktøj. Mennesket nåede så langt, at vi fandt ud af at bruge ilden til vores fordel.. og derefter fandt vi ud af at fremstille bedre værktøjer end pinde og sten. Vi fik udviklet os så meget, at vi kunne begynde at udvinde mineraler som jern, og bearbejde det til vores fordel. Idag er vi så nået så langt, at vi kan betræder andre himmellegmer end vores herlige Moder Jord. Om 45 år kan vi opbevare vores hjerner i computere, og derved opnå en form for udødelighed. Vi vil kunne bosætte os på andre planeter, indtage galakser og solsystemer. Alt sammen ved vores egen hjælp, uden nogen Guds villen.
Andre mennesker før vores generation har ikke været sindsyge. De har bare ikke haft samme viden som vi har idag. Men uden deres viden, havde vi ikke kunne komme så langt som vi er idag. Og havde det ikke været for religionen, som, så vidt jeg ved, fordømte videnskab i 200 år, så havde vi været meget længere idag.
Teorier og skøre ideer er en del af videnskaben. Det er nysgerrighed og viljen til at forstå hvordan noget hænger sammen, der driver videnskaben. Der er flere teorier om hvordan mennesket er kommet til Jorden. Den religiøse der siger at Gud skabte os, og så den videnskabelige, som 'skyder skylden' på evolutionen. Jeg vælger at tro på den videnskabelige, fordi der er mange flere fysiske fakts i det, end i en bog som er skrevet af mennesket selv.

"Hmm. Hvis Gud ikke fandtes. Hvorfor tror vi så på Einstein? Han troede da på Gud. H.C. Andersen. Niels Bohr. Elvis. Bob Dylan. Bob Marley. Søren Kirkegård. Grundtvig..."
Den forsåt jeg ikke.. Hvad skulle sprøgsmålet om Guds eksistens have med Einstein eller de andre at gøre, bare fordi at de troede på Gud? Jeg tror på mange af Einsteins videnskablige beviser, men jeg tror ikke på at Gud eksistere, bare på grund af at han gjorde det.

"Hvis Gud ikke findes, så er der ikke noget som helst der giver mening, så er det ganske rigtigt som du siger, så er alting meningsløst og tomt, og så drejer livet sig ikke om andet end fornøjelser og nederlag. Pleassure and pain, som Janes Addiction udtrykker det."
Der er der masser af ting som giver mening, selvom Gud ikke eksistere. Menneskets psykologi, er en svær nød at knække, og er svær at forstå, men jeg er ret sikker på at igennem den, vil man kunne få svar på mange af de ting du hævder skulle væres Guds og Jesus gøren, som at få folk til at indse deres liv har været noget lort. Livet rent fysisk, er meningsløst. Livet rent psykisk, er ikke, og det kommer sgu an på Pleasure and Pain.. plus så mange andre ting. Man skal da leve livet, have det godt, og være god mod andre. Uanset om der findes en Gud eller ej! Det mentale liv bliver ikke mindre betydelig eller mere tomt, fordi der ikke findes en Gud. Det har i mine øjne ingen sammenhæng.

"Jeg kan godt huske hvordan det var. Det var ligesom om at der manglede et eller andet, man havde sådan en længsel efter det ukendte, og så kunne man forsøge at udfylde tomheden med et eller andet. Stoffer, musik, sexuel synd, faldskærmsudspring, hurtige biler, bungyjump, kriminalitet for spændingens skyld, eller bare et eller andet der kunne give et kick, så man kunne glemme den store indre tomhed og meningsløshed, bare indtil man sad stille og det ikke virkede længere. Der skulle hele tiden ske noget. Man kunne også begrave sig i bøger, eller film, eller arbejde, eller fester."
Jeg syntes abselut ikke der mangler noget i mit liv, eller jo, men det er ikke noget som en religiøs tro ville kunne udfylde. Gensidig kærlighed, derimod, fra en rigtig person, et levende menneske, og ikke en fantasi, en Gud, eller en martyr. Det ville udfylde det tomrum, som jeg føler. Alle de ting som du nævner, ville kunne modvirke det helt normale fænomen, som kaldes kedsomhed. I hvert fald i en vis grad, indtil man bliver træt af det, og begynder også at finde det kedeligt. Og så må man jo bare finde på noget andet at lave. Eller finde noget, som ikke bliver kedeligt, og som man ikke bliver træt af. For mig er det musik. Jeg bliver aldrig træt af musik, fordi det har uendelig meget power og er forskellig fra hver sang (med kommersiel pop undtaget ;P).

"Man kunne sætte sig et mål, og gøre alt for at opnå sit mål, og når man så endelig opnåede det, så gik det op for en, at det slet ikke var det man havde brug for alligevel. Det man allermindst havde lyst til at vende sig til, var faktisk det man havde manglet hele sit liv. Det var ikke det man ville, men det var det man havde brug for."
Jeg mangler ikke en religion i mit liv.. har prøvet det.. Jeg blev frivillig konfirmeret, efter mit helt eget valgt. Jeg troede ikke på Gud, men fandt det faktisk spændene. Jeg gav det en chance, og fandt ud af, at det ikke var mig. Det sagde mig sgu ikke noget. Senere faldt jeg for Wicca religionen, som jeg syntes, og til dels stadig synes, gav meget mere mening end kristendommen.. men heller ikke Wicca-religionen, Moder Jord eller den Hornede Gud, er noget jeg tilbeder eller har gjort sig nogen speciel betydning for mit liv.
Med hensyn til at sætte sig et mål, er fidusen at sætte sig et urealistisk mål, som man ikke kan nå, og så sætte sig en masse delmål for at forsøge at åbne det unålige mål. På den måde, vil du have mening med dit mentale liv, du vil ikke kede dig eller føle den tomhed som du beskrev. Hvis man sætter sig det livsmål, at man vil bestige Mount Everest, og at man så når så langt at man gør det.. hvad så? Hvis det var dit livsmål, så var det meningen med dit liv, du har nu opnået det, og har nu mistet mening med dit liv. Derfor skal man sætte sig et unaturligt mål, såsom at frelse den tredje verden for hungersnød. Det mål kan holde dig beskæftiget i resten af dit liv, og du vil ikke kunne risikere at opfylde det, og miste meningen med dit liv.

for at Gud findes, og stoler på dine egne tanker. Det er en stor risiko at løbe, men jeg forstår dig godt. Jeg har selv haft meget svært ved at stole på andre mennesker. Og som du også nævner, så er der mange historiske grufuldheder, der ikke ligefrem tiltrækker den freds elskende, eller kærligheds søgende, til at få et personligt forhold til Gud.
Da jeg blev konfirmeret stod jeg og sagde noget oppe ved alteret som jeg ikke forstod en høstblomst af, og det er jeg heller ikke sikker på at ham præsten gjorde. Men nu havde han uddannelsen, og han skulle jo tjene til føden.
Efter den oplevelse tog jeg også afstand til alt hvad der hed kristendom, lige indtil at jeg fik en åbenbaring af Jesus den 10. maj 2003. Bagefter det meldte jeg mig ud af folkekirken. Hvorfor? Fordi de ikke lever efter Guds Ord.
Videnskaben har altid haft min interesse, jeg har haft mange bøger om skabelsen udfra kosmologiske betragtninger, og abboneret på Ill. Vid. i flere år. Men der var altid et missing link, noget der manglede, eller ikke stemte overens. Efter at have modtaget Guds Helligånd, ser jeg en perfekt orden i hele universet. Gud sagde: "der blive lys", og KAPPOOOW, så har vi "The BIG Bang".
Prøv at tjekke http://media.christiananswers.net/
De har bla. en lille film om dinosaurerne på 20 min. som du kan se online.
Ellers vil jeg bare sige tak for nu. Det har været en fornøjelse at læse dine parader, og stædige fornægtelser af Kærlighedens kildevæld. Du har en god forestillingsevne, og en herlig fantasi, og det skal du nok få glæde af. Jeg vil ønske for dig, at du bliver ved med at tænke over spørgsmålet en gang imellem. Hvad nu hvis...
For ved du hvad? Jeg fortæller dig sandheden. Jeg lyver ikke. Gud Han findes, ligemeget om du vil være ved det eller ej.
Lyt til mit råd, og lad være med at gå glip af det mest vidunderlige der er at opnå i menneskelivet. Fællesskab med Gud.
Ingen forelskelse eller noget parforhold eller venskab med noget andet menneske kan opfylde det behov vi er skabt med. Af samme grund.
Guds plan er perfekt.
At kritisere Ham, er blot at tilkendegive at man ikke har forstået hvem Han er.
At fornægte Ham er ikke andet, end at afskære sig selv fra det bedste der findes.
Men jeg respekterer din frihed, og jeg har også tillid til at du vil være åben for Gud, når din dag den kommer.
God fornøjelse...

Hvordan definerer du godhed?? Er det personen/nationen der altid står klar til at hjælpe?? selvom at kan koste det dyrebareste vi har Livet.
Ondhed?? Er det når det blinde øje bliver vendt til???.
Lad os lige tage en tur tilbage i tiden!!
Først skabte gud Jorden uden liv"ikke??"
Derpå skabte gud dyrene!Er han så ikke også dyrenes gud????. Dræber dyr af ondskab?? Næ af sult!!!.
Så skabte han mennesket"de har skabt siden!!"
Det eneste væsen der dræber af lyst???
Men stadig hjælper når nøden/katastrofer indtræffer!!.
Konklution Halv ond/god, Det er den korte beskrivelse af alle mennesker!!!.

Hej, M.I.G.
Hej min gode ven, M.I.G.,
Hvordan har du det? Håber det går fint for dig. Tak for dit indlæg her på debatten ang. ½ ”menneske”.
Jeg synes du udtrykker nogle fine tanker og samtidig spørgsmål. Er det ikke rigtigt, at spørgsmål er lige så vigtige, som svar?
Må jeg kommentere dit indlæg? OK. ” turen tilbage i tiden”. Først skabte Gud jorden uden liv ”ikke”?, skriver du.
Min kommentar: Først: Hvornår? I begyndelsen? I vor tankegang handler det nok om vort univers tilblivelse. Universets tilblivelse? Den videnskabelige teori er, ”Big Bang” og eller hvad der ligger i det.
Muligvis, stadig i vor videnverden, flere Big Bang efter hinanden i æonernes tidsaldre.
Tilbage til vort univers begyndelse. Min tanke er: I ”begyndelsen” ( altså ved Big Bang ) udfordrede ”tingenes” tilstand, den bestående tilstand og resultatet blev et univers i et ”rum” , som vi kender det og forsker i.
Den form for energi som var, forandredes og blev til det den er nu.
I alt molekylær form og atomar form med alt hvad det rummer af partikler m.m. fandtes ”koderne” allerede, til ” hvad som skulle blive”.
Så i molekylær og atomar tilstand, formede energien som var, det som er.
I energien og koderne fandtes og findes livet, som en uadskillelig del af energien eller det værende.
Det beskrives i Bibelen med disse ord: ” I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se”. Citat slut Brevet til Hebræerne kap. 11 vers 3.
Så Bibelen her, som de Første Kristne henholdt sig til med deres tanker og filosofi, bruger ordet ”skabelse” om det du kalder Big Bang.
Så man kan ikke sige, at Gud skabte jorden uden liv først eller universet uden liv først end ikke Big Bang uden liv først.
Er Big Bang ”skabelsesprocessen”, sagt med andre ord, betyder det, at livet ( det vi betegner for liv) allerede var til stede i koderne i den virkelighed, som indtrådte.
Så derfor: Mennesket, vort udgangspunkt er der i urtid. Der hvor vi ikke er, var vi. Før vi blev, var vi.
Intetheden var, indtil.
Meget venlig hilsen
Enoch

Indtil de omvender sig og søger Gud af hele deres hjerte, og lærer Jesus Kristus personligt at kende.

Du drøner derudaf, og tænker højt imens du skriver. Det er en spændende proces, og jeg bruger den selv nogen gange.
Sandhed. Hvad er sandhed?
Måske er det det, som man har oplevet at man kan stole på. Hvad er tro? Er det andet end tillid, som er vundet ved bekendtskab, lidt efter lidt?
Det er nemt at kritisere noget man ikke kender, det er nemt at skue hundene på hårene, og sige "Pøj, hvor er de beskidte, men der er nok noget godt i dem alligevel".
I forsøger virkelig at gøre jer kloge på jeres egne tanker og indbildninger, og afskriver at der skulle være sandhed i den mest betydningsfulde bog i hele verdenshistorien, HA. Det er patetisk.
Men jeg holder af jer, og forsøger at dele min viden med jer, på trods af jeres tåbelige angreb, der handler om nisser og andre fordomme.
Jeg har ikke min definition af Gud, fra noget andet menneske. Det er blevet mig givet i barmhjertighed og nåde, af Herren Jesus Kristus, den levende Guds søn. Kongernes Konge, for hvem ethvert knæ må bøje sig, og enhver tunge må bekende. Jeg giver jer chancen for at omvende jer, og tage imod budskabet, men i forkaster det, ligesom jøderne forkastede Kristus.
Lignelsen om den rige mand og Lazarus:
v19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. v20 Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, v21 og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. v22 Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. v23 Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. v24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. v25 Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. v26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. v27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

"Indtil de omvender sig og søger Gud af hele deres hjerte, og lærer Jesus Kristus personligt at kende. "....forbliver de vantro, onde og ude af stand til at elske? Men det er da i orden, så se os som det...du skygger for dit udsyn med den fordømmende holdning, og det er kun synd for dig. Du anerkender kun andre, når de ser og hylder det, du ser...så ser du kun dig selv.
"I min fars hus er der mange boliger!" Husk det.

Vi forkaster da ikke noget...så ville man da ikke deltage i et debatforum...pjattehoved (sagt med varme;o))! Hop lige ned fra skyen og prøv en gang at forklare med dine egne ord, hvorfor du kaster Lazarus ind i snakken. Er det dig der bliver så frygtelig pint her i livet, og os der forkaster Jesus, som må lide i skærsildens flammer?
For så må jeg sige...så TALER vi jo ikke mere SAMMEN....du forkynder...vi debatterer!
Og så synes jeg ikke det klæder "en udvalgt" særlig godt at bruge grimme ord om andre...sådan som "tåbelig" og den slags...Det gør jo man tager afstand fra alt hvad du ellers måtte have på hjerte...du skubber selv folk væk. Og at du så siger du "holder af os"...det er sgu fint nok...men jeg kan bare ikke rigtig mærke det!
Du må vise noget af dit sande jeg og lade være med det der frelserfis, for at jeg kan tro på dig...Vær dog den du er, det er der sandheden ligger!
Guds velsignelse....helt ærligt...nej tak. Not my game!

Have noget med din far at gøre

Jeg burde have vidst bedre end at indgå i en samtale med individer, der kun søger at fastholde deres egne holdninger og strides om at få ret.
Men så har jeg lært så meget af det, og siger hermed tak for al den tid, som i så flittigt har lagt i vores såkaldte debat.
Farvel og tak.

En lille smule surdej får hele dejen til at hæve. Jeg fordømmer ikke nogen. Jeg skriver sandheden.
Jeg har givet dig links og forklaringer, der kan sætte dig i forbindelse med mennesker, hvis du ønsker at vide mere om den åndelige verden, og ikke leve blindt, efter egne gætterier.
Dommedag er nu. Hele menneskeden er under forbandelsen. Bare se dig omkring. Der er kun en vej ud. Navnet er Jesus Kristus.

Vil bare ikke velsignes...det er ikke noegt jeg har lyst til. Det er synd du hverkan kan respektere det, eller høre hvad andre siger.
Hvis du helt ærligt ved om din eneste interesse er at omvende andre til din tro...så synes jeg du bevæger dig i et forkert rum....det her er debatforum, hvor alsidige og nuancerede meningstilkendegivelser er velkomne...det er altså ikke her man henter "de vildfarne får"...
Hvis du på nogen måde har tænkt tanken, at du var ude i at "omvende mig"...så skal du fandme holde dig lnagt væk, for du ved end ikke hvor jeg står, og aner derfor ikke om det overhovedet er det jeg skal. Du hører kun dig selv og dit eget mantra "Jesus, guds søn"...det giver overhovedet ikke mening for mig...det er alt for overfladisk...
Du kan slet ikke modtage andre menneskers indsigt...du er en stakkel!
Og lige en sidste ting...lad lige være med at skære Talant og mig over en kam...vi er to helt uafhængige individer, som har en del fælles interesser, men det gør os ikke til eet stykke! Bare for en ordens skyld...så respekterer jeg enorm meget hans tro og søgen...for det er hans eget, helt og unikt!
Han gør sig ikke på nogen måde bedrevidende eller mere værd...taler ikke om andre vantro og onde...han respkterer forskllighed...gider endda gå langt ind på dit krav om at forestille sig, der var en gud....hvad gør du?
Så snart man ikke kan få øje på det du ser, så er det farvel og tak...er du udvalgt til denne smålighed? Er det din gud der udvælger det? Så fuck hans velsignesle du...helt ubrugelig!

som du ikke ser og ikke vil se...det er fint fortsæt derud af...
Husk lige jag er født og opvokset som katolik, og er viklet ind i kristendom...har en lillebror som er auditor indenfor Scientology...som jeg betsemt også tager afstand fra...men det er jo ikke alle der foretager de samme valg. Jeg har besemt ikke valgt min lillebror fra...ham elsker jeg overlat på jorden....og så min lille hamrende katolske og fromme mor! Min datter som jeg ville dø for er asa- og vane tro...og jeg selv er...ateist...men fuldstændig forelsket i livet....
Du taler altså ikke til en uvidende person, og du taler ikke til en person der ikke VED hvad det hun tager afstand fra. Det vil jeg gerne have du respekterer.
Derfor...du kan ikke frelse mig med en viden! Du kan frelse mig med kærlighed...og det har du ikke, når du tager afstand fra mig...kan du se hvor jeg vil hen?

Du må undskylde, jeg kom vist til at skrive "i", under et af mine senere indlæg, hvor den ikke eksisterende gjorde mig vred.
Men det er faktisk belastende at prøve på at føre en seriøs samtale med folk, der enten går ud fra at man lyver, eller er sindsyg.
Tak for dine gode svar...

Så siger jeg undskyld til dig også.
Jeg blev vred fordi jeg udleverer mit hjerte, og føler at du tramper på mig, at du kalder mig imbecil og indoktrineret, hvilket jeg ikke er. Desuden oplever jeg at tale til døve ører. Eller for at sige det med andre ord: Vi taler fuldstændig forbi hinanden, og så er der vel ikke nogen grund til at fortsætte.
Men nu forstår jeg bedre hvorfor du har alle de forsvarsmekanismer der afskærer dig fra sandheden. Det er enormt svært at løsrive sig fra sine opvækstbetingelser, og de smerter der er blevet tilført. Det er der faktisk kun én, der kan vende til noget godt. Men det kræver jo så lidt samarbejdsvilje, og det blokerer din faste beslutning for, som jeg ser det.

"Men det er faktisk belastende at prøve på at føre en seriøs samtale med folk, der enten går ud fra at man lyver, eller er sindsyg"
Det har jeg overhovedet ikke påstået NOGEN steder...jeg siger du kun hører dig selv, og at det er MEGET synd for dig...og jeg mener det!...Men bare den sætning der, den fortæller jo at alle disse tanker og ord er spildte på dig. Det er sgu da synd for dig mand...
Seriøs samatale? Du forkynder noget du ikke magter...for du RUMMER ikke andre! Det er man nødt til for at de kan modtage det man siger....Tænk over det!

v13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. v14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
P.S. Jeg har ikke valgt hvad jeg vil tro på.

feks. at lade mit hjerte vejlede mig.
feks. VIL jeg ikke tvinges til at tale om krig, terrorisme, død og ødelæggelse, hvis omdrejningspunktet er at bekæmpe fjenden...vil slet ikke se tingene sådan.
Jeg har valgt krig fra! Og den der tager våben i hånd har valgt krig. Den der tænker han skal forsvare sig, accepterer krigesn vilkår...fravælger at give plads til det der betyder noget....og det er KUN kærligheden!
Hvis vi talte om at slutte krig og vinde fjenden ved at vinde hans hjerte....så var jeg med...men ellers kan de rende mig i røven...
Og der kommer mange rigtigt mange modstande på det der!! Det ved jeg...men hvem kan kæmpe IMOD kærligheden?
Jeg kæmper for den...det er min beslutning, mit valg, mit liv og min mening i livet!
Og jeg kan det i meget høj grad fordi jeg frasiger mig paradigmer, og fordomme! Det er en dyb og svær proces, som man ikke kommer til via stædighed, men via smerte!
Jeg ved ikke om vi taler forbi hinanden...du er ihvertfald som udgansgpunkt nødt til at undlade at fortolke andre, sådan som du gør...jeg har på INTET tidspunkt kaldt dig imbecil!!! Det fornærmer mig voldsomt at du det ene sted siger det er komplet umuligt at føre en seriæs samtale med mig, og du alle mulige andre steder tillader sig at lægge ord i munde på mig jeg ikke har sagt...det er i allerhøjeste grad useriøst.
Du behøver ikke at bliev gal...for jeg er ikke ude på at ville dig noget dårligt...jeg vil gerne have dig til at se lidt af det, jeg ser, for jeg ser lys til alle sider hvis du forstår den overførte betydning...glæde og varme ved at sige Ja til kærlighed og nej til krig...og stå ved det...om så man skulle dø af det! Er du helæt sikker på at vi taler forbi hinanden?
Hvis det er JC du vil have jeg skal lære at elske...så kan jeg forstå hans klogskab når jeg læser hans citater i biblen...men ham som person af kød og blod, er ret uvirkelig for mig. Det giver ikke mig ret meget mening at bruge krudt på en død mand...men alt det, der står om ham som figur, giver udmærket mening...som sagt så plukker jeg blomster i mange haver og binder MINE blomsterkranse af blomster i alle farver, alle steder fra...også fra satanisme osv.
Nej, min barndom i katolicismen er ikke forbundet med sorg...men totalt forvirring fordi det forekom mig hyklerisk...taler om kærlighed henne i kirken og tillader undetrykkelse i massevis! Det kan jeg ikke få til at rime! Men min mor er meget from og sød...og altså katolik...det er fint for hende...ikke smertefuldt for mig....jeg behøver det ikke...
Jeg elsker min datters tro..hun har fundet harmoni og styrke...det er smukt...omdrejningspunktet er OGSÅ kærlighed...
Min lillebror har en stærk trang til at hjælpe andre, og det gør han så på sin måde, og jeg gør det på min min måde...vi er jo alle drevet af det samme...derfor...smid dog alle de manualer væk! Religionen ødelægger det det handler om! Kærlighed!

Dette lille eksempel er kun taget ud fra biblen.
Hvad jeg selv mener??? som du ved er noget andet!!
Ville bare give Halfevil333 lidt rygstøtte :o)
Du ved!Jeg ELSKER modsigelser/påstande og deslige.
"ohhja jeg har det vældig godt, håber det samme for dig!".""" Måske lidt for meget pres på arbejdet??,men ellers! ok.
Hilsen M.I.G

Nogle kan kun citere vers???
Andre tænker selv!!!

Godt at vide at du tænker på det der vigtigst!,
Kærlighed til andre/forståelse/ergo menneskelighed
:o).
Hilsen M.I.G.
Eller skal jeg sige!!godt gået M.... Hilsen B.....

Finder du i Biblen.
Hvis vi talte om at slutte krig og vinde fjenden ved at vinde hans hjerte....så var jeg med...
Det er jo lige præcis det som Jesus lærer os...

P.S. Kan den, der er ond mod sig selv, være god mod nogen?

Hey B ;o)
menneskelighed...jeg mener at man som menneske er halvt ond halvt god...derfor Halfevil ik'?
Den udvalgte mener ikke jeg eksisterer, enten er man ond, eller også er man god...mener jeg er urealistisk.
Hilsen M ;o)
Om jeg kan lide skorpioner? U BET!!!! My power, my pleasure, my pain!

men jeg skal ikke finde kærligheden i en bog...jeg skal lære om den...det er jeg med på...men jeg skal finde den ude i virkeligheden...det er der, det hele bliver levende og vedkommende....men biblen har mange gode bud...helt sikkert....
"P.S. Kan den, der er ond mod sig selv, være god mod nogen?"
Direkte svar på spørgsmålet..Nej, jeg tror ikke det er muligt at give noget fra sig man ikke under sig selv...
Hvorfor spørger du om det?

Du er mere stædig end jeg er. Du tror på at Gud findes, og du kan ikke sætte dig ordenligt ind i mit sted, og se det ordenligt fra mit synspunkt. Om det er fordi jeg ikke kan formulere mig ordenligt nok, eller om det er fordi du er for stædig, aner jeg ikke, men hvis du kunne, ville du også kunne se at ideen med den kristne Gud, eller nogen anden Gud, er langt ude. Det eneste det er, er et godt ideal, men Gud er ikke virklig. Tro mig.. jeg lyver heller ikke.. Gud findes IKKE😉(Og hvem af os har så ret? Når vi nu begge påstår vi ikke lyver?)

Du skriver:"Lyt til mit råd, og lad være med at gå glip af det mest vidunderlige der er at opnå i menneskelivet. Fællesskab med Gud."
Fælleskab med Gud. Ja, det er jo så DIT syn på det mest vidunderlige i livet. Det er LANGT fra mit syn på noget vidunderligt. Når jeg nu tror at Gud bare er et fantasi-værktøj, en illusion som mennesker bruger til bedre at kunne takle forskellige ting, så ville 'Fælleskab med Gud' læne sig meget op af grænsen til at være indelukket i min egen fatasi verden, at blive sindsyg, vel og mærket. Jeg håber aldrig at jeg bliver som dig (no offence), men at tro på noget så urealistisk, og tro så hårdt på det, at det ikke er mig muligt at se tingene fra andre perspektiver, er IKKE noget jeg ønsker for mig, eller for nogle andre.

"At kritisere Ham, er blot at tilkendegive at man ikke har forstået hvem Han er."
At tro på ham, er blot at tilkendegive, at man ikke har indset, hvad 'Han' i virkligheden er.. ren fantasi, ønsketænkning, eller mangel på sund fornuft og perspektivitet.

"Men jeg respekterer din frihed, og jeg har også tillid til at du vil være åben for Gud, når din dag den kommer."
Jeg køre stadig i samme spor, med at Gud kun er en fantasi...: Når min dag så kommer, så ja.. så vil jeg tage imod Ham, for når jeg for den åbenbaring, så vil mit sind, min hjerne, allerede være blevet korrupt, jeg ville ikke længere kunne skælne mellem fantasi og virklighed, selvom jeg måtte føle at jeg har styr på det hele. I virkligheden, i realiteten, ville jeg ikke tage imod Gud, men istedet lade mig falder under for den sindsyge som ville komme og gøre krav på mine tanker og levemåde.
God fornøjelse...

Måske er jeg ikke helt som du først har antaget, eller som HalfEvil333 har antaget.. Selvom at hun nu har kendt mig i et godt stykke tid, så er der stadig dybder i mig, som hun endnu ikke kender til.
Der er ngen andre end mig, der kender mine tanker, eller min tankegang.. Folk kan have en fornemmelse, men jeg tror, at hvis der var nogle der kunne se ind i mit hoved, ville de få sig en kæmpe overraskelse, på både godt og ondt. At tænke så meget, og så dybt som jeg gør engang imellem, tvivler jeg af og til på er sundt for nogen. Utrolige twistede, makabre, og ligefrem syge tanker kan med lethed udspille sig i mit hoved. Jeg vælger bare at dortere dem fra, at undertrykke dem og ikke lade dem påvirke mig udadtil.

Det er faktisk et svært spørgmål.
Kan man være halvond?
Næh, det kan man vel ikke, og dog... Hvis man nu definerer Gud som gennemført god og Satan som gennemført ond, ja så må vi mennesker ligge og cykle rundt midt imellem, uden at være rigtig gode eller rigtig onde.
Jeg hæfter mig bl.a. ved et sted i Bibelen, hvor der er én af de virkelig tunge drenge i troen (kan ikke huske, om det er Paulus), som klager over, at det gode, han ønsker at gøre, det gør han ikke, og det onde, han ikke ønsker at gøre, det kommer han til at gøre alligevel. Det er vist også herfra talemåden "Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt" stammer.
Vi er vel allesammen halvonde på en måde, fra den kristne til satanisten. Forskellen er, at den kristne har søgt frelse hos Jesus og inviteret den Hellige Ånd til at virke i sig. Men det gør vel ikke den kristne gennemført god, blot frelst.
I virkeligheden tror jeg, at den kristne gør sig selv en bjørnetjeneste ved at fornægte eksistensen af det onde i sig, idet man så kan glemme selvransagelsen. Jeg er bange for, at mange troende er bragt til fald ved netop at gøre dette. Vi er stadig onde, selv om vi er blevet frelst, men vi har valgt side, kunne man sige.
Jesu udsagn om, at man kun kan være kold eller varm og ikke lunken havde nok især at gøre med, at man ikke kan lade være med at vælge, om man vil tilhøre Gud eller ej, for i denne ikke-vælgen ligger automatisk et fravalg af Gud.
Jeg vil nok være lidt fræk og påstå, at Halfevil snarere med sit navn udviser en selverkendelse og sandhedstro (om det så er med vilje eller ej), som man nok kunne tage ved lære af. Netop i erkendelsen af, at vi rummer en disponering for det onde, bliver det muligt for os at kæmpe imod og at bede om styrke til det. Uden hjælp er kampen tabt på forhånd.
Selv om vi ikke kan være gennemført onde eller genemført gode, skulle jeg mene, at vi både af egen kraft og med hjælp ovenfra eller nedefra kan bevæge os i et meget stort udsnit af dette interval. Det springende punkt for en kristen er at tro på frelsen og gøre sit bedste. Netop frelsens eksistens er jo bevis, at vi af egen kraft ikke kan være gode.
Det var så mine ydmyge tanker om den sag. Irettesæt mig, hvis jeg er på afveje.
mvh.
Brainman

Det lyder velovervejet og nogenlunde i overensstemmelse med evangeliet, det som du skriver. Jeg giver dig ret i at mennesket ikke kan være godt i sig selv. Mennesket er netop ondt, når det hengiver sig til sine lyster og sine selv retfærdiggørende tankebygninger. Derfor siger Jesus også, at den som ikke fornægter sig selv, ikke kan være Hans discipel.

det onde halvdelen af dit menneskesyn, eller nogen plads i dit liv overhovedet, hvem er det så først og fremmest det går ud over?

Det er skam med fuldt overlæg mr. Brainman... Jeg mener at Halfevil er en betegnelse for at være menneske! Og det er derfor jeg anvender det nick. At kalde sig 333 som suffix, synes jeg understreger det.
Som bekendt er 666 "the number of the beast"....hvis man VILLE være ond, ville man sætte sig et mål om at opnå denne status som ond...et mål om at opnå 666...men nej! 333 giver ingen mening! Er ikke noget. Ikke den ondes tal! Det beskriver bare at være alt andet end helt ond og helt god.
Lang de fleste mennesker VIL gerne de gode ting, man KOMMER til at gøre andre ondt...man VIL ikke de onde ting, men nogen gange opfattes de gode intentioner man har, ikke som godt i andres øjne...det er ikke muligt!
Hvis man forestiller sig at hele verden er rettet ind på at forstå ens egne personlige motiver, så er man nok en anelse mere egocentreret end hvad der er godt!
I stedet må man erkende, at nogengange går det ikke ligeså godt som andre gange....og på samme måde, må man i den erkendelse også tilgive andre for at foretage handlinger, som gør ondt på een, men hvor den virkning faktisk ikke er tiltænkt.
Bare forstå og leve i harmoni med, at de fleste gør deres bedste. Det kan blive bedre hele tiden, og NÅR det går godt, så skal man fejre det, og når det går skidt skal man se at komme videre. Og undervejs skal man lære af det altsammen, så man har noget at give af.
Det er det, der ligger i mit nick....
Men alle de religiøse kristendomsafhængige tanker, er jeg ikke så glad for. Jeg synes at hænge alle tingene op i forhold til de bibelske hændelser, citater, og personer forhindrer en i at se de store begreber i forhold til den virkelighed man bor i!
Vi bor ikke i det gamle Palæstina, og de samfundsmæssige omstændigheder er ganske anderledes end dengang, det former os i høj grad i forhold til adfærd og moralbegreber...Der er så meget, der ikke giver mening mere...jeg synes der skal en god portion selvtænkning til UAFHÆNGIGT af biblen.
Men derfor handler det jo stadig om at være et god menneske, og at søge efter den sandhed, der giver ens liv mening...

hvis jeg antog, at du var på en bestemt måde!
Alle de mennesker jeg holder af, afslører stadig nye sider af sig selv...og min allerældste veninde...altså hun er ikke gammel! Men jeg har kendt hende i omkring 24 år...Hun bliver da ved at vise mig nye sider af sig selv, nye tanker, nye idéer...ny adfærd...det er derfor jeg med sikkerhed kan sige jeg elsker hende...men altså ikke sådan "kæreste-elsker" hende ;o)
Jeg antager ikke at du er på en bestemt måde og du så er velplaceret i en lille box, der står Talant udenpå! Nej, din utrolige magi består jo netop i at man kan mærke, at der er enorme DYBDER og store vidder i dit indre landskab...jeg respekterer det SÅ meget....
Og de der bestialske, makabre tanker du gør dig ind i mellem...tjah...nu ved jeg ikek hvad det er for nogle, og de ændrer sig jo også sikkert hele tiden. Jeg synes bare det er fedt du vil være ved dem...tror det er problemet for rigtigt mange mennesker....De tror, de er sindssyge indenunder, fordi de gør sig skumle tanker, der ikke tåler dagens lys! Men det er en del af hele det videunderlige koncept at være menneske....
Hvem gør IKKE sådan noget? Okay...jeg mener i HVERTFALD at det dér, handler om erkendelse...Enetn har man dem, og vil ikke være ved dem...eller også har man dem og vil være ved dem!
Jeg har dem fandme i bunker! Dybe, rå, og mange af dem er stærkt sexuelt betonede, fantasier, frembragt af en dragende, saftig drivkraft af begær og smerte..uendelig, ulidelig, dødbringende, hypnotisk, ekstatiske BRAG!!! Og secenmarierne er stadigt nye...stadigt frembragt af de ting min sprudlende verden bibringer mig af indtryk! Musik og maleri...Jamen hvis det er at være sindssyg...så bare lad mig blive der, og LAD VÆRE med at helbrede mig!
("CONTROL" Puddle of Mudd..."I Like the way you chain me to the bed, I like the way you smack my ass...You're not the one for me!" "Betrayal/forgiveness"...Apocalyptica, nr. 9 på deres sidste "Apocalyptica"....)
og jeg SKABER ting ud af dem! En af de mest ufattelige kunstnere, der magter det fuldstændig fantastisk er Mr. Giger http://www.giger.com/Home.jsp
En totalt VILDBASSE på området er Louis Royo http://mail.talky.de/galerie.php?galerie=dreams&sessionname=talky
Jeg magter det selvfølgelig ikke på samme måde som de gør SLET ikke...men det, der får mig til det, er nok det samme som driver dem!
Jeg mener det er helt menneskeligt....og okay...og har ikke en skid med ondskab at gøre!
Kunstnere henter næring til deres udtryk i ERKENDELSE af deres væsen som menneske...
Men det kom sig altsammen af, at jeg jo har kendt dig i et stykke tid, jeg ved ikke om jeg vil sige du har været fuld af overraskelser hele tiden, for det ville jo betyde, at jeg forventede om dig, at du var på en speciel måde, eller at der var ting, jeg regnede med lå uden for din kapacitet...og sådan har jeg det slet ikke....
Nogen gange oplever jeg at jeg sidder et sted i dit indre landskab og kigger mig omkring, varmer mig ved bålet og skuer ud over dalen..det, jeg får lov at se af det...Jeg ved godt, der er store områder, der er utilgængelige og noget ser ufremkommeligt ud....noget har jeg fået lov at trænge ind i...men der er meget smukt, spændende og dystert...der er det hele....
Man ville ikke komme ret langt i andre menneskers indre landskaber, hvis man antog at terrænet var på en bestemt måde....så ville man sandsynligvis falde og slå sig! Men hvis man tilpasser sig beskaffenheden får man mulighed for at være tilstede, i det omfang man får tilladelse....
Det er min måde at opleve andre mennesker på...jo mere jeg får lov at se, jo mere får jeg lyst til at gå på opdagelse, og jo mere jeg har set, jo mere sans har jeg fået for at få øje på betydningsfulde detaljer.....;o) Jeg elsker sgu livet og andre mennesker....

Jeg TILLADER ikke det onde som en sygdom/virus/okkult magt, at flyde ind over mig. Det er jo at se det onde som noget, der ligger udenfor sig selv, som kan gå ind og overtage en...sådan er ondskab ikke. Man er nødt til at erkende at ondskab ligger i en selv, eller sville du jo ikke kunne få øje på det, når det er der...du er nødt til at kunne reflektere og kunne tage afstand fra det. Det er den måde man tager ANSAVR for sin egen adfærd på!
Jeg dyrker ikke ondskab...lidt! Det er simpelthen ikke mit verdensbillede...og det er klart, du ikke tror det kan lade sig gøre, at være halvond alligevel...for du VIL ikke se, at "det onde" kan være noget andet!!!
Jeg KAN ikke være 100% ren og pure god! Det er ikke muligt...og modsat kan jeg heller ikke være 100% ond...Jeg VIL gerne være god...men jeg kommer til at gøre ondt! Nu har jeg sagt det mange gange til dig...og flere andre indlægsforfattere i denne tråd har også givet deres syn på det, som rimer meget godt med det jeg siger...det handler om at være MENNESKE! Og MENNESKELIG! Du må erkende, at der er flere anskuelser end din, der er rigtig.
Jeg har oplevet det ondeste af det onde! Det giver mig en VIDEN om det, jeg siger! Det er subjektivt, for det ER sådan noget!
Da jeg ventede min søn, mistede jeg min elskede far! Kunne ikke finde ud af at gennegå en sorgproces...stoppede det op i rygsækken...det vigtige for mig, var at jeg skulle være mor for anden gang. Men jeg HAVDE jo mistet det menneske i denne verden, jeg elskede allerhøjest....de dimensioner den sorg antog nåede historiske højder. Det kan kan man jo ikke fortrænge ved at tage solbriller på vel!?!?! Men det forsøgte jeg, mens jeg var gravid....
Da jeg så fødte min søn, var han sort og livløs! For at få ham ud af mig, måtte man rive mig i stykker indvendig...det var det mest smertefulde i hele mit liv, og ud af min smerte kom døden! At man fik genoplivet min søn, nåede ikke mere mit af sorg og smerte formørkede sind!
Og man måtte efter flere års fysisk smerte og blødende sår der ikke kunne heles i mit underliv slukke det i mig, der er kilden til livet....
Angst overtog mit liv helt og fuldt, og med denne paralyserende angst kom isolation og ensomhed...Ud af ensomheden kom udstødelse!! Forstår du hvad jeg mener? Jeg var en af dem samfundet har opgivet, og dømt til et liv i sygdom og elendighed...mine børn skulle tages fra mig...jeg HAVDE ingen forbindelse til det i denne verden der giver kærlighed. Og ikke nok med det, så fik jeg sådan noget medicin, som lammede mine sjæl, min krop, mine tanker og livet i mig...ONDSKAB er ligegyldighed!!!! Det hjalp mig overhovedet ikke, snarere tværtimod. Angsten og hallucinationerne om vold, blod, mord, krig, død og ødelæggelse, fortsatte, men medicinen hindrede mig at reagere på det. Man ænsede det slet ikke, for man spurgte mig ikke mere om noget....
Jeg kunne kun bekæmpe denne forfærdelige lidelse som varede i 5 år, ved at BEKÆMPE den! Forstår du hvad det er? At tage fanden og helvede og dem allesammen i røven og sige...jeg ELSKER mine børn, jeg vil GIVE dem kærlighed...det er derfor jeg har fået dem!! Jeg er ligeglad med om jeg DØR på den vej...for jeg kan ikke miste noget som helst! Og mit liv er fucking ligemeget...jeg vil give mine børn det de kom her for!!! Og alt det jeg har til dem indeni!!!
Fuck! Fuck! Fuck! medicin, behandling, fordømmelser, fordomme, udstødelse, lidelse og elendighed og rend mig i røven med hele det der hjælpessystem...man KAN ikke forhindre smerte!! Jeg er nødt til at gå igennem denne forfærdelige smerte for at komme til kærlighed....
En ting er erkendelsen dybt inde, af alt det man vil betale for kærligheden, en helt, helt anden ting er rent faktisk at betale den!
Selve kampen for at gå igennem dette helvede, ja...den er ikke færdig endnu....det er i dag 8 år siden...men jeg har vundet du! Vundet indsigt, og kærlighed...men det gør man ikke ved at vinde andre...man gør det ved at strække sig så langt for deres skyld, og lade dem VÆLGE om de vil en eller ej!!!!
INGEN bestemmelsesret over andre, fanden fuckme heller ikke over sine børn!!!...Kærligheden SØGER ikke sig selv...hvis man GIVER af sig selv...for at få noget TILBAGE...så låner man det ud. Man elsker kun sig selv du! Mine børn VALGTE mig tilbage...begge to!!!
Jeg er vildt taknemmelig hele tiden...taknemmelig over at dette liv har bragt mig så meget lykke...Jeg havde aldrig fået øje på dets storhed, hvis jeg tog det for givet!!!
Jeg tror jeg kan sætte tykke streger under, at det jeg mest har lært om her i livet, det er taknemmelighed og ydmyghed! Hvilken betydning det har. Det er bare så vigtigt at anse andre mennesker for værdifulde, store, elskelige...dem der ikke er det, de sorterer sig selv fra...
Og hvis du ikke forstå hvad jeg mener om ondskab og godhed nu, så tror jeg ikke, du er modtagelig for mit syn på livet...
Som jeg har nævnt for dig tidligere, så er jeg jo ikke der, hvor jeg ikke KENDER din livsopfattelse, jeg er jo nærmest opvokset med den. Jeg forsvarer mig ikke imod den...for jeg føler mig ikke angrebet af den...den tillader sig at fordømme nogen, og så er den ikke rigtig i mine øjne...for sandheden og kærligheden favner ALLE!!!!

Satanisme har intet med Ateisme at gøre, da de mener hverken gud eller djævlen er til, det er de kristne det lavet den kopling mellem djævlen og ateisme. ellers et par link med lidt læse stog om emnet, hvis du skulle have lyst eller tid til at læse om emnet. selv er jeg agnostiker, og mener ikke der kan føres noget bevis for gud ikke er til eller er det.
http://www.humanistiskdebat.dk/
http://www.ateist.org/
http://www.ateist.dk/
http://www.skeptica.dk/
Mvh

som der frelste mig, tillod mig ikke at blive ved med at være som jeg var, og det takker jeg Gud for. For jeg var ond. Ikke halvt eller kvart eller tre kvart ond. Hvis man er lidt ond, så er man ond. Og det var jeg. Tro ikke du er den eneste der har oplevet ekstrem smerte. Men Gud kan vende din sorg til jubelråb, når du vender dig til Ham. Han vil ikke tvinge dig til det, men Han vil bruge sine trofaste venner til at opfordre dig til det, gang på gang på gang. Hvorfor? Fordi du er en dyrebar juvel i Hans øjne, og fordi at Han ser din smerte, og Han ønsker at give dig trøst og fred, som ingen anden kan give. Han bruger sit folk til at udbrede de gode nyheder, og Han giver ikke op, ligemeget hvor mange bandeord og grusomheder og besværgelser din iboende modstander får tvunget frem immellem dine sætninger.
Du er elsket af Gud, og Han ønsker at have fællesskab med dig, fordi det vil forandre ALT i dit liv, hvis du vil lytte, og lære Ham at kende.
Han kalder dig igen og igen og igen, og der er ikke nogen steder du kan gemme dig. Gud ser alt. Han pines når du pines, og Han vil glæde sig, når du kommer til Ham, og bliver fyldt op med en fuldkommen glæde, der vil sætte dig fri og gøre dig til en helt ny skabning.

Kære Halfevil333,
Undskyld, hvis jeg gentager mig selv. Du kalder bare på mit hjerte med din beretning. Tillader du? Så vil jeg dele disse tanker med dig.
Jeg har skrevet dem før, så jeg håber ikke du bliver sur.
+++++
Det er nemt for dem, som er raske, at glæde sig over deres fremgang, men er der nogen, som tænker på dig?
Ja, det er der. Du har sikkert mennesker omkring dig, der bekymre sig om dig og ønsker det bedste for dig, men hvordan har du det?

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne gøre noget for dig. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne gøre mirakler for dig. Det kan jeg ikke. Jeg er blot et menneske, som du selv.
Jeg vil bede for dig. Ikke sådan noget højtravende noget, som ingen kan bruge til noget alligevel, men fra mit hjerte til dit. Du er min næste, min medborger den, som jeg deler tidsalder med.
Hvad vil du jeg skal gøre for dig.
Fortæl mig det og jeg vil opfylde dit ønske for i dag.
Hvad kan jeg gøre for dig?
I aften, når vi andre går til ro og du ikke kan finde ro, da vil jeg tænke på dig og bede for dig. Jeg vil vende mine tanker til Gud og tage dig med mig i min bøn, at du må finde hvile og ro. At du må finde fred og helbredelse.
Du skal bare vide, at jeg tænker på dig, og du er ikke alene. Luk dine øjne og tænk. Tænk på, at der er én iblandt tusinder, som i dette øjeblik tænker på dig og beder for dig. Af hele mit hjerte ønsker jeg det bedste for dig. Jeg tænker ikke på, hvordan du er blevet syg og om du har gjort noget du ikke skulle gøre.

Jeg tænker på dig, som var du min familie. Du betyder noget for mig, blot fordi du er menneske lige som jeg. Jeg er
ligeglad med, om du er sort eller gul,
jeg er lige glad med hvilken religion du har.

Jeg beder for dig, fordi du er mit medmenneske og derfor betyder noget for mig.
Tillad mig at give dig en beretning fra Bibelen til trøst og opmuntring.

Kvinden.
Varmen er ulidelig og mennesker presser sig på,
det er et mærkeligt skue, som foregår.
Hvem er han, der har sådan en magisk tiltrækning
på folk?
Midt i trængslen, som i langsomme bevægelser
er på vej hen til et bestemt sted. Midt
i trængslen,
befinder jeg mig.
Jeg har hørt nogen råbe om sygdom og død,
men jeg ved ikke hvad det betyder,
eller hvem det er.
Der er én ting, som jeg tænker på hele tiden,
min egen sygdom.
Jeg er syg,
jeg bløder, hele tiden.
Jeg har brugt mine sidste penge til læger,
jeg har brugt mine sidste kræfter til
behandling,
nu kan jeg ikke mere.
Jeg havde besluttet mig for, at
lægge mig ned, eet eller andet sted
for at søge hvilen,
den evige hvile.
Hvor ville det være dejligt, sådan
bare at ligge der i varmen og kikke op i skyerne,
se deres himmelflugt
og så tænke på,
at om nogen tid
ville jeg være som dem.
Da hørte jeg midt i mine egne tanker
ordene,
Jeg vil.
Hvad var det,
Jeg vil,
hvad betød det?
Jeg måtte nødvendigvis finde
den person,
som havde udtalt disse ord.
Det blev med eet det eneste,
som interesserede mig.
Og nu,
nu er jeg midt i en folkemængde,
som bevæger sig et bestemt sted hen
jeg ved ikke hvor.
Nu se jeg ham,
ham som alle
råber på.
En ung mand,
som lige pludselig bliver
det helt centrale for mig.
Jeg ser, hvordan han
rækker hånden ud og rører ved folk,
som ser mærkelige lykkelige ud.
Jeg tænker kun én ting,
jeg må røre ved hans tøj.
Jeg kan ikke gøre mig bemærket,
så vil de jage mig bort,
jeg en kvinde af ringe stand.
Jeg tager min beslutning.
Langsomt og pludselig er jeg
ved siden af ham.
Jeg kan mærke varmen fra ham og
der sker noget mærkeligt i mig.
Jeg får styrke til,
at røre ved hans tøj.
Et elektrisk stød går gennem mig og
smerten er, som en kniv der skærer i mit indre.
Og så,
så er alt stille.
Folk er holdt op med at råbe og
der er helt stille.
Han vender blikket og ser mig.
Hvem rørte ved mig,
spørger han?
Ingen, er der nogen som siger,
ingen.
Men han,
han siger jo,
der var nogen
og ser på mig.
Jeg græder og bøjer mig ned.
Det var mig, siger jeg.
Jeg rejser mig op og mærker hans hånd,
jeg er ikke mig selv,
jeg er en anden.
Han ser mig i øjnene og siger,
kvinde,
din tro har frelst dig.
Og så går han videre.
Jeg er tilbage og kan ikke gå,
men sætter mig ned.
Jeg bløder ikke mere,
jeg er rask.
Hvad er der sket?
Jeg ved det, jeg ved det,
det er ham,
ham de alle har talt om,
Jesus.
Han har helbredt mig,
mig af alle,
jeg, som tvivlede på ham,
jeg, som spottede ham.
Jeg er rask.
Livet går videre,
og Jesus rækker hånden ud til andre,
til dig, til mig
til alle.
Er du en tvivler?
Er du en spotter?
Er du syg?

Hvem er Jesus,
hvem er du?
Han er din og
du er hans.
Han vil det bedste for dig,
vil du det bedste for dig selv?
Frit efter, Matthæus Evangeliet kap. 9: vers 20
Kærlig hilsen

Enoch ben Enoch

Læser du det andre skriver!!!!
Jeg siger sgu da ikke, at jeg er den eneste der har oplevet smerte. Hvad ville meningen med det være? Det er overhovedet ikke mit budskab!!! Jeg taler heller ikke om at jeg STADIG er i smerte....jeg skriver faktisk:
"Jeg er vildt taknemmelig hele tiden...taknemmelig over at dette liv har bragt mig så meget lykke...Jeg havde aldrig fået øje på dets storhed, hvis jeg tog det for givet!!! "
Jeg forsøgte at beskrive hvad ondskab er og hvordan det opstår! At ondskab er det, der overgår en, når man i smerte og sorg, alene oplever ensomhed, isolation, ligegyldighed og ignorance. Det gør KUN ondt, dvs. der avles INTET godt af det! Kun mere ondt! Herudaf opstår misundelse, had, smålighed, intolerance. osv. osv.!
Jeg bærer mindet om smerten, og det retter hver dag mit ansigt og mit fokus mod taknemmelighed og glæde over livet.
Jeg får godt nok røde knopper, over det du skriver, med at du VAR ond, men nu har du vendt dig til gud...Ja...det må så gøre dig til kun GOD. Da du, som du siger ikke kan være halvt ond, kvart ond eller trekvart ond...så kan du jo heller ikke være halvt god, kvart god eller trekvart god. I dine øjne er man enten eller....Så nu er du god, og jeg er ond fordi jeg erkender at jeg ikke KAN kun være god. Fint fint.
Lad du bare mig brænde op i helvede du ser...for det er en ren illusion i dit hoved! Den gud du snakker om hele tiden, findes ikke for mig, og ligesådan modstanderen....som du mener BOR I MIG!
Jeg har dog oplevet en ting DU ikke har. Som katolik er jeg blevet djævleuddrevet ved min dåb...Men helt ærligt...det er også REN illusion altsammen....Symbolske handlinger som er okay, hvis man forestiller sig det betyder, at man med dette ritual viser omverdenen at man vil gøre alt, hvad der står i ens magt for at beskytte dette lille barn mod det onde. Det giver mening, men at forestille sig små onde trolde der fiser ud af det lille barn, når det salves...det er sgu da det samme som at tro på nisser!!!!
Eller osgå kom de sgu ikke allesammen ud, den gang de salvede mig ;o)
Den guds kærlighed, som du snakker om kender jeg ikke, og jeg gider ikke have den. Du anerkender simpelthen ikke, at jeg HAR den selvom at jeg siger jeg har den. Det er fordi jeg ikke tolker tingene som du gør...du KAN simpelthen ikke løsrive dig fra biblen ord og forskrifter...Der ligger da ikke noget selvstædnig erkendelse bag at citere fra biblen.
Jeg kender de enorme dimensioner kærlighed har...for to gange i mit liv har den været drivkraften, der har båret mig igennem død, sygdom og smerte. Jeg blev guidet, og fandt vejen tilbage til livet, men jeg gik den selv. Der er kun een kraft, der kan ophæve grænsen mellem liv og død, og det er kærlighed....Det har jeg oplevet...det bærer jeg med hele vejen igennem mit liv!
At jeg efter 5 års helvede ender med i ren taknemmelighed for livet og dets storhed...det er kærlighed der drev mig til det....
Gud er for mig alene kærlighed...Der sidder IKKE en nisse og uddeler kærlighed i portioner, når man finder på at stikke snuden forbi hans hus. Han sidder ikke og græder fordi jeg er ked af det...det er slet ikke en HAN! Det er sgu da at personificere og menneskeliggøre noget, der er så stort at ingen mennesker magter at fatte det!
Kærlighed er livets kraft og universets centrum. Jeg er ikke en skid bange for djævlen og ondskabets væsen...for jeg ved hvad der er større sætter det ud af kraft uden brug af våben. Og det havde jeg håbet du forstod.
Jeg ved ikke hvad det er du føler dig udvalgt til...håber ikke det betyder at du mener du er udvalgt af gud til at forkynde hans ord...(din evige citateren fra biblen kunne nok tyde på det)...Og når du siger du har vendt dig til gud og nu kun er god...jamen så er du jo ikke menneske mere...så er du mere guddommelig end JC var, for han var også bare menneske, fejlbarlig og kom til at gøre andre ondt.
Tror du ikke du har brug for at revidere dit syn, og så stille og roligt prøve at læse alle de mange rigtigt gode indlæg folk bl.a. har lagt i denne tråd, prøve at lære at lytte til andre, prøve at give dem den credit, at deres sandhed er ligeså god som din?

Du giver.
Det er stort.
Det betyder meget.
Jeg er taknemmelig over din lyst og vilje til at give mig det, der har bedtyning for dig, og det varmer ufatteligt meget for fordømmer mig ikke. Det når længere ind i mig, når der ikke er modstand på.
Mit indlæg om ondskab var ment for at beskrive hvordan jeg oplevede ondskab. Jeg så og mærkede, hvor det kom fra, og det gjorde mig til noget, jeg overhovedet ikke brød mig om. Jeg kunne jo som følge af mine 5 år i angst og smerte, sagtens være blevet forknyt og fuld af hævn, raseri, forsmåethed, og hvad ved jeg...men jeg ville IKKE være ophav til det! Jeg ville have, at det var det, der skulle ske med mig, men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle forhindre det i at ske, for jeg så skeletter allevegne!
Det var her jeg forstod at det ikke var muligt at få øje på, hvad jeg ledte efter, FØR jeg gik efter det. Jeg måtte bare stole på at det var der. Og i det øjeblik jeg gjorde det...så var det der.
Helt konkret, handlede det om, at i det øjeblik, jeg forstod at jeg var nødt til at tage sagen i egen hånd og overtage styringen selv, at det eneste der overhovedet betød noget i denne verden for mig var mine børn...Så forsvandt angsten, sygdom og smerte! Det forsvandt og har ikke været på besøg i de 8 år, der er gået siden. Mit mål var helt klart...kærligheden. Det var både det der gjorde mig rask, holder mig levende, og er det eneste, der giver mit liv mening.
Kampen er IKKE slut endnu, den er nærmest først lige begyndt. Ud af den meget forfærdelige fødsel min søn kom til verden ved, opstod der i hans hjerne en skade som følge af iltmangel, som giver ham nogle særligt vanskelige vilkår livet. Det er for ham, jeg kæmper og har brug for al den styrke der ligger i kærlighedens kraft...og hvis du vil bede for nogen Enoch, så bed for ham, han har så meget brug for det.

Og tror fra nu af jeg vil prøve at bede for dig istedet, eftersom et hvilket som helst ord jeg skriver til dig bliver anset som en trussel der skal forskanses imod, tages til modværge overfor, og forsøgt negliceret med tom snak.
Jeg har ikke kaldt mig selv for god, men hvis du vil forstå sammenhængen i livet og kærligheden, så må du læse Biblen.
Du kan jo starte med Galaterbrevet 2, 20.
Jeg elsker dig...

Kære Enoch. Et dejligt og rammende indlæg. Jeg glæder mig over din deltagelse i forbøn for vores sandhedens udkårne, at hun må opleve en berøring og en indsigt, der går langt ud over menneskelig forstand. Halleluja, lad os bede i tro, velvidende at Gud er trofast, og svarer vor bøn. Lad os bede vedholdende og med kærlighed.

Kære søde Halfevil,
Tak for dit venlige brev. Tak for de ord du deler med mig og andre her på debatten. Vi lever i et samfund med mange "rum", men vi lever alle for hinanden.
Ja, på min ære og mit hjerte, vil jeg bede for dig og din familie, specielt for din søn.
Jeg kan love dig for, at der er andre her på debatten, som vil lægge ham frem for Jesus i deres bønner i den kommende tid.
Du skal aldrig gå forgæves til mig med et ønske, og jeg lover dig, min Herre Jesus Kristus er " rig på nåde og barmhjertighed". Han lever og alt hvad vi ved han gjorde, gjorde han for dig.
Gud er og vi er og Jesus er. Vi er virkelige og alt har en betydning.
Hvad vi lægger i de forskellige ord, kan variere og ingen kan sige, at kun deres viden og følelse er rigtig. Du skal ikke være bekymret over ”Kristne vendinger og trosudtryk”, som du til tider møder her på debatten af forskellige Kristne, det er ikke så mærkeligt, som det måske lyder. Læg lige nøjagtig det i det du selv tror på.
Det du føler i dit hjerte, det ved du om det er sandt eller ej.
Du har kæmpet og sejret, derfor min kære Halfevil ( husk på dit nye navn i HERREN) du har fundet nåde og barmhjertighed for Gud "...thi Gud er kærlighed". frit efter 1.Johannes brev kap. 4 vers 8.
Kærlig hilsen
Enoch

Kære The.chosen.One,
Du er min broder i Herren Jesus Kristus. Jeg vil gøre som du siger.
Tak for dig.
din Enoch

hvis du virkelig elskede mig så ville jeg tage imod med glæde varme og taknemmelighed. Kærlighed har ingen våben!
Citat: "eftersom et hvilket som helst ord jeg skriver til dig bliver anset som en trussel der skal forskanses imod, tages til modværge overfor, og forsøgt negliceret med tom snak"
Du kalder det jeg siger TOM SNAK, og du tillægger mig en antagelse om dine udtalelser som trusler... Hvor får du sådan noget fra? Da ikke fra mig, for det er 100% ikke sandt! Det er da insinuationer og beskyldninger...hvor blev den der kærlighed af?
Jeg har vist ikke skrevet så meget til nogen, som jeg har skrevet til dig. TOM SNAK!?!?!? Trusler??? "der skal forskanses imod, tages til modværge overfor" Tror du jeg bruger så meget tid og energi på tom snak og tomme trusler?
Damned...jeg gider ikke snakke mere med dig!

skal bære min søn, vise ham vej, og slippe ham fri.
Tak Enoch...jeg kan ikke sige det, som jeg føler det, men du rammer der, hvor det hele samles i mig.
tårer...massevis af tårer og råb om at dette liv må bringe min søn kærlighed!
Farer rundt og slås med sværd og skarpe ord...VIL ikke have at nogen skal fordømme....sabler alle ned, der har fordømmelse med sig. Ja okay....jeg er måske mere kriger end en blid og kærlig mor...men der er INGEN der skal fordømme ham!
Han ER bare en gave, og han skal altid ses som sådan. Han er så ensom...det er bare ikke retfærdigt.

Kære søde fighter,
Halfevil333 ( "Dronning Esther")
Jeg ved det. Du fighter. For livet, kærligheden dig selv og frem for alt, din søn. Kender du kvinden Gefion?
din Enoch "forever".

Det ville jeg gerne vide...
På forhånd tak, min bror...

Og jeg kommer ikke til at glemme dig foreløbig.
Vores mellemværende her på debatten har gjort et stort og betydningsfuldt indtryk på mig, kæreste dronning Esther. Dine indlæg hvor du har udleveret dig selv og fortalt om dine smerter, de er bestemt ikke tom snak. Jeg er beæret over din ærlighed og din åbenhed.
Når jeg kalder dine angreb og dine forsvar for tom snak, så er det fordi de ikke havde noget med virkeligheden at gøre, men drejede sig om nisser og anden religiøs overtro, med grundlag i de fordomme og traditioner, der fordærver kristendommen.
Jeg ønsker ikke at angribe eller fordømme noget menneske, og det tror jeg også du vil erkende med tiden. Men på den anden side, så er det også okay at du har brugt mig som syndebuk, indtil du selv kan tage imod Jesus. Han vil gøre det som du længes efter...

Kære The.chosen.One.
Tak for alt. Jeg vil fortælle dig lidt om Gefion. Før Kristendommen var nordboerne "troende". I Danmark, forestillede man sig Gud og Jesus og helligånden på en måde, som kaldes Odin og Thor og...............
I den Nordiske mytologi, er Gefion en "gudinde".
Hun er "Sjællands moder".
For sin familie, for sit land, for sin konge. for sig selv.
I dag kalder vi denne type kvinde for en "dronning".

Venlig hilsen
Enoch

Vi Nordboere ved jo sådan noget :o)
Uden Gefion intet Sjælland!!UPS:: :o)

Dig!! Jeg holder med dig!!
nogle Mennesker forstår bare ikke det der med næstekærlighed!!.
Klø på pige :o) giv ham tørt på!!!
Aserne er med dig!!!

Jeg ved ikke, hvad det er du kan, men jeg græder hele tiden, når jeg læser dine ord...Det er rart på en eller anden måde....
Hvis der er noget, der er rigtigt...så er det, at det, man føler i sit hjerte, er sandhed! Man kan MÆRKE det indeni...det er der, man kender forskel på godt og ondt.
Mine børn lærte mig at lytte til mit hjerte, for de havde brug for, at jeg VIDSTE, hvad der var sandt..godt/ondt. Forstår du det? Jeg var NØDT til at lære at lytte derind....
En gang lå min datter og græd, og jeg vågnede ved at høre hende græde. Stille, hulkede hun i mørket...Men hun var 8 km væk! Hun havde været ude for en ulykke noget tid i forvejen og pludselig den nat, kom chokket til hende....Jeg måtte bringe hende til noget krisehjælp dagen efter. Det var nok med en enkelt times samtale...Men hun havde aldrig fortalt mig om det, hvis jeg ikke havde sagt, at jeg havde hørt hende om natten.
En gang, blev hun væk fra mig, i en kæmpemæssig park...alle ledte og ledte efter hende...Pludselig gik jeg bare et helt andet sted hen, ud af parken og ud på gaden...og der kom hun mig i møde....
Jeg ved hvad min søn tænker. Når jeg svarer ham er det det han tænker, jeg svarer på, ikke det han siger...Sommetider også før han får det sagt! Når jeg zoomer ind på ham, så kan jeg finde de ting, der er blevet væk fra ham...og med den hukommelse, som han næsten slet ikke har, der er der mange ting, der bliver væk! Jeg er hans "externe harddisk" ;o) Endnu...men jeg holder jo ikke evigt....
Jeg er umådelig taknemmelig for din anerkendelse af min indre drivkraft...Det er ikke så tit at folk kan få øje på den så rent som du kan! Det virker så rent...uden forstyrrende signaler....
Historien om Gefion er smuk, uendeligt smuk... ved ikke hvad jeg skal sige...tager det bare til mig i tavshed.
Kærligst
Maria

JA, SAMMEN! Det er sådan livet er!
Aserne og Vanerne... der er så meget livsbekræfende fundamentalt YES over dem! Min datter er Asa & Vane tro...så jeg kender deres livsglæde og deres indre harmoni. Spændende at møde en mere her i SOL-en.
Min datters lille dreng på 9 måneder er helt ren og opfyldt af sin mors og fars kærlighed! Det er de mest utrolige forældre, jeg nogensinde har oplevet...respekt i stride strømme! Fuldstændigt erklærede hedninge! Det kan godt lade sig gøre at favne kærligheden alligevel!
Naturens kræfter har magten, deri gror deres kærlighed til hinanden...totalt Ygdrasil http://www.mytolex.dk/artikler/yggdrasil

Tak for at du husker noget af det, jeg har sagt. Håber af hele mit hjerte du fik det bedste med, for det var til dig!...Og jeg vil huske dig for, at du lytter, ikke til mig, men til Enoch...og det er VIRKELIG godt ;o)
Jeg ønsker glæde for dig...Det er godt du har din tro, og at den giver dig så meget godt.
Lyt til musik...lyt til Apocalypticas "Farewell" Og læg nu ikke for meget i titlen...vi mødes jo nok igen herude...men selve nummeret...
http://images.google.dk/imgres?imgurl=http://gportal.hu/portal/perttukivilaakso/image/Perttu-callmebaby.jpg&imgrefurl=http://gportal.hu/gindex.php%3Fprt%3D47117&h=360&w=480&sz=34&tbnid=_f5uz3GStLMJ:&tbnh=94&tbnw=125&hl=da&start=2&prev=/images%3Fq%3DPerttu%2BKivilaakso%2B%26hl%3Dda%26lr%3D%26sa%3DG

Nu fik jeg hørt en forsmag af Apocalyptica -
Jeg har været i musik forretninger og på biblioteket og lede -
Uden resultat -
Jeg måtte bare høre, hvad du sådan lovpriser -
Og så kombinationen, af cello og genren, har gjort mig nysgerrig -
Sørme om du så ikke lægger et link til et musikstykke, og jeg har lige nu lyttet til det -
Facinerende, fint, med undertoner af undertrykt lidenskab og dybtliggende styrke, poetisk og virkelighedsnært -
Det må jeg høre mere af -
Har læst jeres intermezzo her i trådene og er en smule forpustet -
Og sandt er det, som jeg skrev for et stykke tid siden, her i denne debat : At man skal sgu have nosser, for at hamle op med dig -
Triller og glade smil
guller

var hun ikke en troldkvinde, der gjorde en tjeneste for den svenske (nordiske ) konge -
Da han snød hende og forvandlede hun sine 4 stærke sønner til tyre, spændte dem for en plov og pløjede sjælland ud af Sverige -
Det smukkeste springvand af Gefion og hendes okse sønner står på langelinie i København -
Som barn kunne jeg sidde i timevis med fødderne nede i dette springvand og betragte hende pløje løs med vandstrålerne skinnende i solens stråler -
SOLstråler
guller

Den måde du bare modtager det der musik på...måden du udtrykker det...det går rent ind hos dig! Det er vanvittig lækkert...men pas på søde Guldtøz...der er finske trolde i det musik...det ville glæde mig VOLDSOMT hvis jeg kunne dele det med dig ;o)
(Og tak for dine ord. Jeg kommer til at græde lidt, ryste og smile...kender du den fornemmelse? Det er sådan genert, tak, glæde og LYST til at give dig et stort kram...blandet sammen med en masse gule og orange malerklatter ;o) Forresten....og det er helt udenfor tråden...Du malede også ik? Maler du til musik? Så skal du prøve at male til Apocalyptica....det overtager fuldstændig, og får sit eget liv ;o))
Total glæde til dig fra mig

Til at male til flere toner fra dem -
Og finske trolde hmm jeg elsker trolde, alfer og det hele fra mørke skove med gyldne solstrejf -
Kunne du forestille dig et kæmpelærred, man bare kunne slippes løs på - og hele paletten med de skønneste farver -
Du har ret, det er ren meditation at male til musik, en anden verden -
Du gyldne, vilde ½ gode, jeg må se at få hørt mere -
Har bestilt på biblioteket, men de siger at der er lang venteliste -
Hmm kommer nok ikke bag på dig vel -
Jeg har skrevet et indlæg om en bog, som jeg tror du vil finde spændende -
Om Seth, den ægyptiske gud for kaos -
En nutidig handling, hvor han er genopstået -
Måske noget for dig -
Hele farvepaletten med de skønneste toner fra
guller

Kære søde Halfevil333,
Bliv på den "bølgelængde". I nat, min pige, i drømmen talte Gud til mig og jeg har et ord til dig om din søn.
Ser du, bønnen til den anden verden, til "Guds" dimension, virker bege veje.
Så, lidt længere henne på morgenen, når jeg er lidt mere vågen til at dele det med dig, sender jeg "ordet". OK?
din Enoch

jeg hører

at du reagerer som du gør. Med alle de modstridende holdepunkter i et eneste menneskehjerte. Men skal man følge sit hjerte?
Nej, det går nok ikke... Det er jo det som voldtægtsforbrydere gør, og jalousimordere, og hvor opstår misundelse, had, hvor bærer man nag, er det ikke i hjertet?
En dag kan man føle afsky og væmmelse ved en person, men dagen efter kan man pludselig komme til at elske vedkommende, og føle både hengivenhed, beundring og empati. Man kan altså ikke stole på sine følelser, det er helt sikkert. Hvor mange forældre var så ikke blevet slået ihjel af deres børn, når de forbød dem et eller andet de virkelig gerne ville have lov til?
Kærligheden er meget større end det der foregår i et menneskes hjerte. Kærligheden er en Universel kraft, der kan tage bolig i vores hjerter, men den kan også skræmmes væk af selviskhed og andre onde ting, som hører mennesket til.
Tak for kysset og musikken. Og jeg tror ikke vi er så langt fra hinanden, søde. Du maler, og hører black metal. Jeg har været til mange death metal koncerter, jeg har billedkunst. Der findes ikke trolde i musikken, det er noget værre sludder. Hold jer fra det onde...

Min kære Halfevil333,
Der er ikke mere plads på " den gamle tråd", så jeg forsøger her. Håber du let kan finde mig.
Ja, allerførst vil jeg sige til dig. Det med Bibelen er noget mystisk noget. Lige så lidt man kan bruge Bibelen, som en "kogebog" kan den alligevel anvendes, som en direkte " forbindelse" mellem himmelen ( hvor det så end måtte være) og jorden.
Som Gud åbenbare sit "ord" for mig i den, er den "levende" og "talende" ud over alle grænser.
Da du først fortalte dit "vidnesbyrd", " udgik der et ord fra HERREN" i samme øjeblik jeg læste din historie.
Det kan lyde mærkeligt, men er ikke mere mærkeligt end at vi nogen gange ligefrem kan føle en persons tilstedeværelse, uden, at kunne se denne person.
Først vil jeg fortælle dig en historie:
" Der var mange kvinder, som i afstand var fulgt med ud til Golgatha. Iblandt dem var også Maria Magdalene, som elskede Jesus af hele sit hjerte og ikke havde kunne forstå, hvorfor hendes kærlighed ikke blev gengældt.
Havde hun ikke grædt sine tårer og salvet "hans" hoved med den kostbareste olie, som kunne købes for penge?
" Han" havde set hende dybt i øjnene og sagt de forløsende ord: " Kvinde, dine synder er dig tilgivet". Hvad kunne han have ment andet end, at han elskede hende?
Langsomt havde hun fulgt efter ham for til sidst, at slutte sig til den gruppe af mand og kvinder som fulgte " ham" konstant.
Hun havde set de mirakler " han" havde gjort og hun havde set, hvordan "han" med kærlighed og venlighed havde tilrettevist enhver, som kom "ham" i møde.
Det havde været forunderligt. Nu stod hun her og var tilskuer til det mest uretfærdige og uhyggelige hun nogen sinde havde været vidne til.
Ved hendes side stod Jesu moder hende, som havde taget hende til sig, som sin egen datter. Hvorfor, havde hun spurgt , men havde ikke fået noget svar.
Jesu moder Maria, havde grædt i flere dage og sorgen havde sat sine dybe spor i hendes ansigt.
Den smerte hun måtte føle, forplantede sig til Maria Magdalenes hjerte og hun følte slagene, som piskesmæld.
Nu så "han" igen på hende med disse sigende øjne og hun så en dybde og en skønhed midt i fortvivlelsen, som hun aldrig skulle glemme.
" Ham", "ham" havde hun elsket , "ham" elskede hun nu endnu højere, det viste hun, men hun skulle aldrig komme til at holde ham i sin favn.
Livet havde haft en egen skønhed efter, at hun havde lært "ham" at kende, men nu var det lige som om det hele var forbi.
I samme øjeblik talte "han" til hende: " Kvinde, din tro har frelst dig".
Hun var ved at besvime over lyden af "hans" stemme. " Hans" blik var fast rettet mod hendes øjne og hun kunne se kærligheden lyse som klare stjerner.
Hun kunne mærke, hvordan tårerne løb hende ned ad kinderne og mærkede den salte smag af dem.
Hun kikkede på Maria, Jesu moder og så at også hun græd.
Hvad skal det hele gøre godt for råbte hun så højt hun kunne, men ingen syntes at tage notits af det.
I samme øjeblik udåndede "han" og det var forbi. Alt var forbi, tænkte hun, men så skete der noget.
Hun vendte sig mod Maria, Jes moder, omfavnede hende og mærkede hvordan en ny styrke og nærmest en "vrede" langsomt, men sikkert begyndte at fylde hende.
Ja, det var svaret. Svaret på tilværelsen og svaret til hende. Nu viste hun hvad hun ville. Hun ville bruge sit liv til at hjælpe, nøjagtig som, "han" havde gjort.
Kun sådan kunne mennesker leve i fred med hinanden og elske hinanden og give hinanden et håb for en bedre fremtid. Kun sådan kunne uretfærdigheden standses.
Maria Mandagene blev en kærlig og trofast discipel og efterfølger af Kristus i det sydlige Europa i årene som fulgte og alle ville høre hende fortælle om Jesus og hvordan han var.
Sin personlige kærlighed og sine kærlighedsfølelser til "ham" gemte hun i sit hjerte. Hun giftede sig aldrig.
Ja, min søde Halfevil333, vi har alle en historie at fortælle. Vi har alle vores ”Kors” at bære. Jesus lever for at hjælpe os.
Jeg skal ikke holde dig hen længere, men fortælle dig, hvad Gud svarede mig i nat på mine bønner for dig og din søn.
Her er ordene:
” Kong Saul`s søn Jonatan have en søn, der var lam i fødderne; han var fem år gammel, da efterretningen om Kong Saul og Jonatan kom fra Jizre`el, ( Kong Saul og hans søn Jonatan var blevet dræbt i krigen) og hans fostermoder tog ham og flygtede; men under hendes skyndsomme flugt faldt han fra hende og blev lam; hans navn var Mefibosjet.
Videre i beretningen: ” Kong David sagde: ” Er der endnu nogen tilbage af Sauls hus? Så vil jeg vise godhed imod ham for Jonatans skyld”? ( Jonatan, Kong Sauls søn havde været Davids gode ven)…………
Da Mefibosjet, Kong Sauls søn Jonatans søn, kom ind til David, faldt han på sit ansigt og bøjede sig. David sagde:
” Mefibosjet”, han svarede: ” Ja, her er din træl”.
David sagde til ham: ” Frygt ikke. Jeg vil vise dig godhed for din fader Jonatans skyld og give dig hele din fader Kong Sauls jordegods tilbage; ……………
og du skal altid spise ved mit bord”. ”….Mefibosjet spiste så ved Davids bord, som var han en af kongens sønner”.
Mefibosjet havde en lille søn ved navn Mika………..Og Mefibosjet boede i Jerusalem, thi han spiste altid ved kongens bord. Og han var lam i begge fødder. Citat slut.
2.Samuels bog kap. 4. og 9.
Kære Halfevil333, Denne dreng blev at regne for en kongesøn. Han havde intet gjort selv for at fortjene denne ”nåde”. Sådan er det med Jesus, den større David, kongen over alle konger. Han spørger ligeledes: ” Er der ikke nogen jeg kan vise medfølelse og godhed”?
Hans nåde er grænseløs og gives ikke af fortjeneste, men af godhed og kærlighed. Som en dronning der satte sit liv på spil for andres skyld i sit hjertes kærlighed.
Som Maria Magdalene elskede og blev elsket i den samme grænseløse kærlighed og ” ham”, som forvandlede verden,
”hans” kærlighed har du nu modtaget i dit hjerte og ordene bliver nu gentaget:
”Er der nogen jeg kan vise godhed og kærlighed”? Ja, det er der. Der er en søn, som har det svært. Der er en moder som har lidt.
”Han” siger i dag: ” Gør en plads rede ved mit bord. Dagligt skal de spise sammen med mig. Dagligt skal de vandre i mit lys. Dagligt skal de modtage min kærlighed. Thi jeg giver uden bebrejdelse”.
Kærlig hilsen
Din Enoch

Netop nu er der jo diskussion om hvorvidt tallet 666 er rigtigt "oversat". Måske er tallet i virkeligheden 616. I så fald må du tage navneforandring til 308, ellers er du jo lidt længere ovre på den ondes side end kun halvdelen.

Mere har jeg ikke at sige!!!

det var alt. jeg er så træt af religiøse idioter i alle afskygninger.

Dit svar kan ikke debatteres...jeg har læst det 1000 gange hver gangs lander det på en blød dyne indeni...så fint og lyst og let...jeg græder hver gang...kan IKKE forklare hvorfor...
Det er dejligt at læse....
Og DET fortjener min søn! At få plads i kærligheden! DET gør han...han har jo ikke selv bedt om sin skæbne...og jeg kan ikke ændre verdens intolerance, selvom jeg prøver ihærdigt ;o) Men den største kamp foregår jo i en selv...
Men en ting...jeg kan vise ham min glæde over livet...vise ham hvordan man smiler... og hvordan man slår en høj latter op der kommer helt nede fra bunden af ens hjerte.
Latter giver sjælen vinger...Det er svært at lære sådan en lille vingeløs sjæl at flyve, når det er så let for en selv....men det har jo også en gang være umuligt for mig, og han ER i gang med at lære det ;o)....træner dagligt...
Enoch...jeg er dig uendeligt taknemmelig for din indsats...det betyder meget for mig at du ville gøre det, at du lagde så meget i det. Det er meget vidunderligt...og af stor betydning. Det giver mig en lethed og blødhed, hver gang jeg tænker på ham og det gør det lettere...
Og han skal jo heller ikke opleve sig som et problem...han skal jo netop opleve sig som en gave!
Nu læser jeg de ting du skriver som meget symbolske, og jeg læser at min tro på kræligheden som den ultimative magt i hele universet, den baner vejen for ham, og at der ER plads til ham i denne verden! Også når jeg ikke er der mere! Det er der mit fokus skal være og ikke, på hans angst for at miste mig. Det letter mig at tænke de tanker...jeg ved hvad jeg skal gøre! Tak Enoch!
Halfevil333
Maria
~ Naira ~ (Flammens hjerte)
P.S.
Det er ret utroligt det der sker hver gang jeg læser dit indlæg...har du oplevet før at have den indflydelse på andre? Det er en meget, meget utrolig følelse...først græder jeg og bagefter er jeg helt slap...vidunderlig følelse...det er ligesom en masse smerte der slipper ud....

Kære søde guller,
Tak for dit svar på Gefion. Ja, engang betegnede man kvinder der var begavet guddommeligt for "troldkvinder".
I dag ville vi muligvis betegne dem for sanselige, kloge eller blot begavede.
I mytologiens verden betegnes Gefion, som Gudinde. Resten af historien er fuldstændig korrekt.
Så kan man jo selv lægge i det hvad man synes.
Gefion springvandet, det kender jeg godt. Kan du huske du sad med fødderne i vandet? Hvor hyggeligt. Du besidder en meget vigtig detalje.
Du husker stadig barnet i dig. Godt gået.
De kærligste hilsener
din Enoch

På at debatten er aktuel

har du ganske ret! ;o)

Der har kraft og styrke, og som åbner vore hjerter. Jeg følte det med det samme, da jeg læste indlægget. Det her kommer fra Gud. Tak Enoch, fordi du åbner dig for Herren.

Halfevil308? Hmmmm...ja, det er jo klart hvis man finder beviser for at den ondes tal er 616, så er jeg jo også nødt til at have matematikken på plads ;o)
Tak for oplysningen.
Hav en god dag
Endnu - Halfevil333

Kære Halfevil333
Hvis du tillader, vil jeg give dig et digt, som måske kan glæde dig og velsigne dig.
Derfra du kommer og derfra vi kommer. Det er skrevet til din glæde.
Skabelsen .
I universernes uendelige tomhed og intethed,
bevæger en følelse sig, som opstået af det rene urhav.
Smaragdgrønne farver trænger dybere og dybere ind i mørket og
plus og minus mødes.
I en massefylde, hvor intetheden når sit absolutte højdepunkt,
brister følelsen og bevidstheden vækkes til live i
uendelige gyldne kranse og gløder.
Intetheden forvandles og
ud træder majestætiske former og liv,
som i sin beskaffenhed er
udødelige.
Den smaragdgrønne farve transenderes og
tryllebinder i et øjeblik følelsen og
gnistrende toner af azurblå og
gyldne nuancer
leger med hinanden.
Øjeblikket er kommet i en uvirkelighed,
som nu danner rammen omkring
det levende og det alvidende.
Output er lig med indput og
af uendelighedens opsparede format,
veksler tanke og følelse i parvis
erkendelse.
Hvad, som ikke var, bliver og
det, som er, var ikke,
men følges nu ad langs
kanten af rummet og tiden.
Tiden, som er en reminiscens af
processer, som gradvis former sit element,
er ubønhørlige og
formen er sublim.
Jeg’et bliver bevidst om egoet og
nuet forvandler tiden til eksistens,
til lyden af toner og tanker.
Her i rummet fyldes en fylde af
æoner og energi og intet er, som ikke var og
fylder intet.
Hvad, som var gemt
åbenbares i mindre stykker og
en enhed, som ikke er,
bliver.
Ud af intetheden opstår evigheden og
evigheden deles i fortid og nutid og fremtid
for det meste.
Der er jeg,
Jeg Er og bliver,
med alt, som ikke var,
men nu bliver
i livet;
er ikke det samme.
Intetheden blev usynlig og
usynlig blev synlig og
synlig blev til.
Til blev og vedblev med, at blive og
ud af intetheden gemte virkeligheden
sit rette element.
Der fandtes hvad, som
ikke var og blev, som består i
en evighed og
nutiden kunne ikke sejre over fremtiden og
evigheden krævede sit
offer.
Du blev ofret og
du protesterede ikke, men
fandt dit liv i
hænderne på en anden.
Du blev og var og er og
glemt var intetheden og
glemt var det usynlige,
til gengæld takkede jeg dig.
Jeg takker dig og
jeg takker dig, som er og som kom
og som blev til;
mit liv og tilværelse.
Nu lever jeg og er og
vi er og bliver
eet altid og aldrig
skal vi skilles
i livet.
Derfor lægger jeg mig ned
på mine knæ og
takker dig og lever og rækker ud,
til min elskede og elsker
den, som er min kærlighed.
Jeg elsker med en kærlighed, som
er udødelig.
Vil du vil jeg, vi skal for fremtiden og
evigheden.
Jeg lever, for dig og
nu er jeg ikke alene mere.
Enoch