HAM/HENDE du ikke kan få

Hvor frustrerende er det, at skulle forsøge at elske andre, når ham/hende du virkelig elsker bor for langt væk/ikke vil have dig/ikke ved hvad han vil etc.......det er som om sindet er besat, selvom man prøver at slippe af med det. Men vedkommende dukker op engaqng i mellem og minder dig om, at ham/hende du er sammen med, ikke er den rigtige........selvom du har det godt med din kæreste.
Kender I det? Nogle kærester,flammer,venner glemmer man aldrig. De kan ikke længere være en del af dit liv på det fysiske plan, men psykisk spøger de stadig og truer med aldrig at gå væk, truer med aldrig at lade dig elske din nuværende kæresete 100%, selvom du er glad for ham/hende og man har det godt sammen....Pludselig dukker de op i en drøm, på et billede, i et minde, i en dagligdagstanke...etc
Hvordan kommer man videre, når man ved at ham/hende du virkelig elsker aldrig blir din og du ved, at de lyksagelige historier du hører fra dine venner og veninder, aldrig kommer til at ske for dig???? Er vild med min kæreste men,.........Jeg kan jo ikke blive ved med at lade som om jeg elsker, men heller ikke blive ved med, at tænke på det her helt unikke mennesker, som nu ikek længere på tæt på mig.det er så svært......

I ikke forstod indlægget pga stavefejl så er det fordi mit tastatur mangler batteri (er trådløs) Plejer at kunne skrive uden at se, men det må jeg hellere lade være med. Spørg hvis der er noget I ikke forstår

tror umiddelbart er det er meget naturligt at være tiltrukket af andre, også selv om man har en kæreste. Det kan så og sige være på flere forskellige plan. Lige fra han/hun er små lækker til det du beskriver. I dette tilfælde er det man skal gøre op med sig selv om græsset virkeligt er grønnere på den anden side? Det kan sagtens være det, ingen tvivl om det, men vi lever efterhånden i en tid, hvor alt skal være perfekt, hvad det så end er? Hvis man har det dårligt i sit forhold, så skal man selvfølgelig overveje det nøje, men men men tænkt dig eller jer nu godt om, Intet er "perfekt" kun tyske sæbereklamer. Og total lykke hører vist også kun til i disse. Livet og et forhold går op og ned, så det glæder om at holde fast i det, man kan forsvare over for en selv og som man selv har det godt med

Min fyr hedder Jack.. (altså den fyr som du beskriver..)
Jeg mødte ham, som kun 12 årig... Og han var det første kys, den første kærlighed, og til dags dato den største. Han bor på sjælland, så det er utroligt langt væk... Når man savner en person, skal der meget lidt til at tænke på dem. Har du nogensinde lagt mærke til hvor mange engelske film, som har en skuespiller ved navn Jack? MANGE!
Den dag i dag, elsker vi stadig hinanden.. og ja elsker... Han har været min bedste ven, min eneste fortrolig og den jeg altid kunne komme til, når noget var galt, eller jeg havde brug for at snakke, eller hvis jeg kedede mig...
Men for nogle måneder siden (i maj) bestemte han, at han kun sårede mig, ved at blive ved med at snakke med mig... Det sidste han sagde var: "Jeg elsker dig mere end livet, jeg vil dø for dig... Men jeg ved hvor ked af det du er, over at vi aldrig ser hinanden. Find en fyr, som du kan elske, bare halvt så højt som mig! Jeg vil aldrig blive god nok til dig! Derfor er det den eneste løsning. Det gør ondt til først, men på et tidspunkt... på et tidspunkt vil kun et svagt minde være tilbage... Jeg elsker dig"
Jeg husker det så tydeligt... Folk har ofte sagt, at han var den eneste ene... Ingen kan få mig til at smile som ham... Ingen kan få mig til at græde som ham...
Jeg nåede aldrig at sige noget til ham... Han lagde på efter det sidste... Jeg finder aldrig hans lige... og at finde så stor en kærlighed igen.. Virker umuligt.

jeg fik nærmest tårer i øjnene da jeg læste det. Du har ikke snakket med ham siden så? Jeg mener, har du forsøgt eller har du bare taget den kolde tyrker fra starten. Hvor er det vildt at kærlighed kan optræde sådan. Jeg kender godt det med, at den mindste ting kan minde én om "ham". Når jeg læser en artikel med "hans" navn i, så går jeg i stå i artiklen og begynder at tænke på ham og tager mig selv gang på gang i, at falde i staver. Det føles lidt som at vågne op fra en drøm. Man ville bare ønske at den drøm ville være virkelighed en gang........... Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme videre...jeg har kæreste som jeg holder rigtig meget af og vi har det virkelig godt sammen, men jeg kan tage mig selv i, at forestille mig hvordan det ville være at vågne op i armene på "ham". Irriterende altså

Jeg har skrevet til ham.. selv om, at jeg ved det er forgæves... Han er stædig... Men selv det elsker jeg ved ham...
Han ved hvad der er bedst, TROR han...
Jeg forstiller mig ofte, at vågne i hans arme... Det lille tryk..
Ofte inden jeg skal sove, eller hvis jeg vågner op efter et mareridt, får tanken om hans nærvær og hans kærlighed, mig til at falde i søvn...

Har selv haft et sex-forhold til en fyr gennem ca. 3 år. Vi sås ikke så tit, men jeg var VILD med ham og ville egentlig gerne have, at det skulle udvikle sig til et rigtigt forhold, men det blev ikke til noget. Vi havde begge faste forhold ind imellem, men fandt altid sammen igen.
Jeg ser ham stadig af og til og blir stadig fuldstændig blød indeni bare han kigger på mig... holder om mig og spørger, hvordan jeg har det.
Jeg lever selv i et fast forhold nu på 5. år med en mand jeg elsker meget højt og ikke kunne drømme om at såre, så det er mærkeligt, at den anden stadig har den virkning på mig - vi har trods alt ikke været sammen i mange år nu.
Måske er det bare det der med gammel kærlighed?? eller måske er det bare kemi : )

det er vildt at man bare kan nå til det punkt hvor man har accepteret at man aldrig glemmer vedkommende, at der altdi vil være kemi, men at man ikke skal være sammen. Har normalt ikke noget problem med gammel kærlighed, der er kun "ham" en ener, som jeg aldrig vil glemme. Bare det at høre hans navn blive nævnt, gør mig helt forvirret og sender mig atter engang tilbage i minderne

hvad du snakker om.......genkender hvert et ord

Er det halv trist.

...man ville ønske man kunne blokere den del af hjernen....og så alligevel ikke. Nogen gange ville man bare gerne have fred for de tanker der svirrer i ens hoved og gang på gang minder mig om, at han ikke bliver min, men at jeg tilgengæld heller aldrig får lov at glemme ham.............
Synes ikke det er fair overfor min kæreste...man hvad skal jeg gøre? Jeg skal jo leve videre...

Du har ret i at det er unfair...
Men kigger du på mine fyre, så er det dem som har en vis lighed, som det ender godt med.. eller som jeg i alt fald er længst sammen med..
jeg vil for intet i mit liv glemmer ham... Jeg elsker ham jo.