Han bliver aldrig voksen

Iiiih, det er så ærgeligt.
Nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at jeg bare var 24 år igen og ikke 31.
Jeg har slået op med min kæreste.[:*(]
Ikke fordi jeg ikke elskede ham, men fordi han ikke udviklede sig. Han er 33 år.
Han ville bare feste, gå i byen, se fjernsyn, være ude med venner, spille computer, sove, læse avis, stirre ind i væggen. I det hele taget ville han gerne bare leve ungkarlelivet stadig. Men når han var hjemme var han altså total passiv. Ingen kunne få ham til noget. Hverken mig, hans familie eller andre, som ikke var hans venner. Synd, for han er en sød fyr. Men er glad for at jeg ikke flyttede sammen med ham.
Jeg ved jo godt at jeg ikke kan lave om på ham, så derfor er jeg smuttet. Jeg har udviklet mig meget i de 4 år, men det er som om han er ikke fuldt med.
Det gør så ondt at sige farvel til én man stadig holder af. Tænk hvis jeg har gjort det forkerte? Jeg kan godt få en knude i maven når han fortæller om alle de fester han går til og jeg ved han elsker singlelivet, selvom han ikke er typen der scorer (ikke fordi han ikke kan, men det har bare aldrig været ham at score for at score).
Men omvendt, hvis jeg tænker på at gå tilbage til ham, bliver knuden i maven bare større.
Jeg føler jo ikke det kan lade sig gøre mellem ham og mig. Jeg kan ikke se hvordan vi kan blive lykkelig sammen.
Jeg føler mig bare fanget i kæmpestort ubehag, ligegyldig i hvilken retning jeg vender mig.
Er der ikke nogen der vil komme med nogle trøstende og/eller opbakkende ord?
Det ville være virkelig dejligt. Jeg synes ikke det her er så nemt.
(hånlige kommentarer bliver ikke besvaret)

-hvorfor så søge medynk?
Man skulle jo tro, du kunne tage ansvarlige beslutninger i din alder.

- heller ikke selvom de forladte altid tror, det er en hobby.
- Nu er det jo slet ikke sikkert han ikke har udviklet et eller andet, da andet næsten ikke kan lade sig gøre, men hvis det ikke er noget, der binder jer mere sammen, så kan du vel ikke gøre ret meget andet, end at forlade broen.
- Jeg synes nu han overkommer meget, at det så ikke er det du ønsker, han skal overkomme er en anden sag. Hvad er det, du vil have ham til?

🙂 At deltage i parforholdet.
Jeg ville ikke have noget imod alle hans byture, hvis han også tog ansvar for parforholdet i stedet for bare at tage det for givet. Det var meget svært at få ham med ud og lave noget. Også de ting som han selv engang i mellem forslog.
Han kunne simpelthen ikke tage sig sammen til noget og kan det stadigvæk ikke.
Jo, selvfølgelig har han udviklet sig, men bare ikke ret meget. Jeg tror han helst bare vil beholde sit ungkarleliv som altid.
Så jeg må videre. Well, that´s life. It´s tough😕

Primært mænd. Som regel er der noget de ikke er klar til at give slip på. Der er som regel nogle "skeletter" i skabene når de har det sådan. Ikke altid, men det er min erfaring at det ofte er sådan.
Du skal tænke på om du er lykkelig med ham nu? Du kan ikke forudse om du er lykkelig om 6 år med ham. Det er ikke vigtigt. Du skal være lykkelig med ham nu og vide, at selvom i står i problemer, så er det noget du er sikker på at i kan løse sammen.
Det lyder som om i er hver jeres sted. Du vil gerne gå ind i voksenlivet med hvad dertil hører og han er ikke parat til alle de pligter og det ansvar det medfører. Du kan ikke gøre ham klar til det. Det kommer når han er parat. Det kan godt være det først kommer om 5 år. Men om 5 år er du videre og har fundet en sød kæreste og har måske også skabt familie🙂 Og jeg tror aldrig du vil fortryde at du har taget den her beslutning🙂

- jeg er nysgerrig. Videre? Hvorhen? Hvor er du om 5 år?

der ikke vil skabe noget i et parforhold.

I nuet kan det være hårdt. Jeg slog selv op med en ex, som netop også bare tog alt for givet i vores forhold - afsted med veninderne i et væk og så bare hygge-selv, som om hun var single, når vi ellers havde tid til tosomhed sammen. Ja, sådan kan mænd altså også have det.
Og det er kun knapt 2 år siden nu, alligevel føles det som evigheder siden. Måske fordi jeg mødte mit livs kærlighed kun ca. 3mdr senere, de lidt over 1½ år vi nu har været sammen følges som et helt ungdomsliv for mig, hvor de 6 år med min ex bare føles som et lille knips nu her. Tid er en dejlig relativ størrelse, når der er følelser indblandet 🙂🙂
Jeg kan sagtens følge trådstarter. Desværre synes jeg også, at jeg mærker en tendens blandet "unge mænd" bare 5 år yngre end mig - der opfører sig om om, de stadig var 16-årige teenagere, desværre synes jeg, der bliver flere og flere af dem. Og det er jo virkelig synd for de piger, som rent faktisk vil et forhold med indhold...
But seriously, trådstarter, keep up the good mood, pludselig er du videre og lever det liv, som DU gerne vil have 🙂

Det er godt at få stillt spørgsmål.
Jeg er færdig med at gå i byen på det niveau han gør det.
Jeg kunne jo godt tænke mig at skabe familie snart og om 5 år ser jeg bestemt mig selv som en der er flyttet sammen med min kæreste, vi har et barn eller to (så har jeg godt nok lidt travlt ganske vidst, men hey....😃), han er manden der også gider at deltage i det jeg går og laver.
Vi kan tage på ferier sammen, vi kan gå til koncerter sammen, vi står sammen i med og modgang.
Min eks kunne godt være der når det var sjovt, men når tingene blev svære, så trak han sig tilbage.

Det indlæg ramte SÅ godt🙂
Jeg blev bare så glad af at læse det indlæg.
Jeg vil nemlig så gerne have et forhold der har noget indhold. Jeg kedede mig i det andet. Der skete aldrig noget.
Men hvordan bar du dig dog ad med at findedit livs kærlighed efter kun 3 måneder? Ville ønske det var mig.

Det var nogle dejlige indlæg🙂
Det passer meget godt i tråd med det du skriver med, at han ikke er parat og at der er nogle skeletter i skabene han skal have kigget på.
Hver gang der opstod episoder hvor tingene ikke var sjove længere, men der skulle arbejdes med mere alvorlige følelser, så lukkede han sig inde i sig selv.
Og konfronterede man ham med det, så blev han irritabel og sagde det var mig der var noget i vejen med. Hmmm...

Jeg har overhalet ham med flere meter og skal finde én der matcher mig.

Så skal vi nok få det til at køre.

Dem løb jeg også ind i konstant engang.
Det er ikke så fedt at han i en alder af 33 stadig ikke kan tage ansvar og deltage.
VÆK VÆK VÆK

Hvordan tager han det at du har slået op med ham? Du får det til at lyde som om at han er ligeglad omkring det..

Han er meget svær at få i tale.
Han har sagt det er en skam, men det er altid svært at få mere ud af ham. Såeh....godt spørgsmål.
Jeg kan ikke tro han er ligeglad, for vi har været sammen i nogle år, men det kan også være han egentlig bare har fundet ud af, at singlelivet lige er ham. Så slipper han for at forholde sig til de sider af sig selv, han ikke gider. Han slipper for at tage ansvar for andre end sig selv, han kan sove til midt på dagen hver dag hvis han vil...osv.
Men det er kun gæt. For det er svært at komme ind på livet af ham.

Det er rart at læse jeres beskeder herinde, for det giver mig lige et skub i den rigtige retning.
Jeg kan ikke blive lykkelig med sådan en fyr. Det kan jeg bare ikke.