Har du haft dårlig erfaring med psykolog?

Jeg bragte indlægget i går også men på så sent et tidspunkt, at mange var gået i seng eller bare ikke var hjemme. Er meget interesseret i at høre folks meninger og oplevelser, da jeg selv føler mig lidt i vildrede. Håber I kan komme med nogle bidrag.

Har du haft dårlig psykologoplevelse? Skrevet af Maria La Cour , 27.maj.2006, kl.23:12

Jeg sidder med en lidt dårlig smag i munden efter et par gange hos en psykolog. Jeg blev egentlig kun sendt derhen af min læge fordi jeg lige skulle ahve luft for en masse stærke oplevelser jeg havde lige oven i hinanden. Regnede ikke med behandlingerne ville tage ret lang tid, men nu kommer det da til at tage endnu kortere tid.
Hende jeg har virker manipulerende. Jeg sidder og fortæller om et problem jeg har med et familiemedlem som er syg men indenfor den sidste tid er vedkommende i klar bedring og jeg er glad igen for så sker der da noget godt. Hun vender straks situationen om til noget dårligt eller siger indirekte til mig at man ikke skal være for optimistisk og jeg går derfra i dårligt humør, selvom lægerne har sagt noget helt andet omkring familiemedlemmets sygdom. Men hun vender stadig situationen om. Er hun mon bange for ikke at have noget materiale at arbejde med? Eller er det normal taktik? Hvis det er det, så er psykologhjælp ikke lige det jeg havde regnet med og så har jeg det da meget bedre med at tale med mine venner.
Hun kan virke en lille smule nedladende engang i mellem men det er nok bare farvet af den oplevelse. Tager lige nogle timer til for selve stresssymptomerne klarer hun fint nok. Men måske er det bare mig? Jeg føler bare hun manipulerer med mine tanker og jeg kan ligesom ikke komme væk fra den følelse. Det kan godt være det bare er mig der er hys ?!

Ligesom der indenfor alle andre professioner findes folk der er mere eller mindre gode til deres arbejde, findes der også mindre gode psykologer.
Via det du skriver, er det svært, at sige hvorvidt din psykolog gør sit arbejde dårligt. Personligt vil jeg dog mene, at det aldrig skal være psykologen, der er ubehagelig. En af psykologens fornemmeste opgaver er, at skabe tillid til sig selv og dermed til, at man kan (for)løse problemerne. Hvis din primære problematik er sorg, så er der pt. ingen grund til at hun har et pessimistisk fokus. Hvis din problematik er din relation til din syge slægtninge, så forsøger hun måske, at fastholde dig i en konfrontation.
Jeg bør nok tilføje, at selvom psykologen ikke skal være ubehagelig, så er det sjældent særligt behageligt ting man snakker om i det terapeutiske rum. Så det kan åde være angstprovokerende og ubehageligt, men det burde også efter et stykke tid blive bedre. Jeg synes desuden, at du bør sige til din psykolog hvad du føler.
Jeg håber, at du kan bruge ovenstående til noget.
MVH Sysifos

Jeg var hos hende her psykologen 2 gange, hvorefter jeg besluttede mig for at klare mine problemer på egen hånd. Når jeg selv betaler 750 kr. i timen forventer jeg i hvert fald en vis kvalitet i rådgivningen og den forventning kunne hun ikke indfri.
Hun lignede selv et svært anoreksi-tilfælde og alene det var nok til at gøre mig skeptisk: Hvordan skulle hun kunne hjælpe andre, når hun åbenlyst selv har et spiseproblem?
Jeg havde en fornemmelse af at hun gravede i ting fra min fortid, som ikke var relevante for nutiden og at hun tolkede dette med vægt på de helt forkerte ting. Det jeg havde brug for var råd og vejledning til at klare et problem her og nu, mens hun foretrak at svælge i ting jeg allerede har bearbejdet på anden måde.
Da jeg ringede til hende for at sige at jeg ikke kom mere, var hun nærmest hånlig overfor mig og spurgte hvordan jeg så ville klare mig fremover (uden hendes hjælp?)
Farvel og tak sagde jeg så....jeg klarer mig!
Held og lykke til dig :-)

at hun bliver ved med at træde i ting som jeg faktisk har det fint med nu. Det undrede mig meget må jeg indrømme. Der er vel ingen grund til at spilde en masse tid på noget jeg har det fint med nu og oven i købet lægge et pessimistisk syn på sagen, når der nu ikke er et. Jeg ville hellere at vi nu fik bugt med de svære stresssymptomer som jeg har rendt rundt emd længe, men det kan være jeg bare løser dem selv så

tak for dit gode svar :-)
Jeg har også tænkt at jeg må sige at jeg gerne vil have vi kommer videre i behandlingen for pt er familiemedlemmets sygdom fuldstændig under kontrol og intet at bekymre sig om, hvorfor det undrede mig stærkt at hun konsekvent lagde et pessimistisk syn på situationen, når jeg nu havde/har det godt med det.
Jeg må spore hende ind på de stressproblemer jeg egentlig mødte op med, for dem er hun bedre til at tackle.
Jeg vil også sige det til min læge for jeg ved hun vil spørge om hvordan det er gået, så hun har en fornemmelse af i hvilket tilfælde hun kan henvise til hvilken psykolog. Hun er meget grundig med den slags.

Hun får jo penge fra dig og skal nok prøve at manipulere rundt med dig, så du bliver usikker på hvem du selv er og hvad du føler. Folk med store skyldfølelser er nemme at manipulere rundt. Kik ind i dig selv og spørg om du føler dig skyldig over noget i fortiden. Det er kun dig i sidste ende der vælger hvem du vil vejledes af og hvad der sker inden i dig. Hun sidder jo som autoriteten der skal grave rundt og rydde op inden i dig... det er jo hendes job og det er SÅ nemt at være autoritet over for andre istedet for at have mod til at kikke ind i sig selv og rydde op dér

jeg ved hvem jeg er og hvad mit problem er. Hendes opgave er at få ændret min tankegang. Problemet var stess og så kom familiemedlemmets sygdom oveni, men det har vi fået bugt med nu. Det er ihvertfald under kontrol. Derfor kan jeg ikke forstå at hun bliver ved med at træde i dét emne, når det nu ikke længere er et problem. Hun fortsætter med at anlægge et negativt synspunkt på situationen, selvom der ikke længere er et og det undrer mig. Jeg prøver at få hende til at gå i gang med det jeg egentlig fik en henvisning for, men det er som om det andet interesserer hende meget mere. Jeg forstår det ikke.
Jeg ved godt jeg selv kan vælge, men man må jo lige give det nogle gange inden man ved med sig selv om det er noget man skal vælge fra eller fortsætte med.
Men jeg tror jeg giver hende nogle gange endnu og finder vi ikke hinanden igen, så stopper jeg. Så må jeg bare bruge mine venner i stedet.

jeg synes snart det virker som et spil i lotteriet når jeg hører folk udtale sig. Har psykologerne i dag fået for meget magt og sjusker med deres arbejde eller er der bare så meget mangel på dem, at man lidt må tage hvad der er?
Jeg synes jeg hører om flere der har været uheldige med deres psykologer. Kender oven i købet én der fik det helt dårligt når hun skulle hen og tale med en psykolog, så det måtte hun droppe en gang for alle. Så fandt hun heldigvis en virkelig sød kæreste umiddelbart efter og det hjalp. Men så heldig er man jo desværre sjældent :-/
Synes du skal gøre op med dig selv om det virkelig er værd at fortsætte. Hun lyder lidt speciel, uden at jeg vil sige for meget, da jeg ikke kender den præcise situation. Men en psykologs opgave er vel, at man skal føle sig tryg ved vedkommende ??

Man skulle tro nogle tro der var en aktivitet i Tivoli eller Legoland der hed få psykologkort....nogle af dem er totalt skod. Har talt med en hun skulle godt nok tage sit studie om igen. For at hjælpe folk var bestemt ikke hendes speciale.

Jeg har selv haft dårlige erfaringer med psykologer (bl.a. studenterpsykologen på KUA). Når du oplever, at psykologen er nedladende, er det sandsynligvis, fordi du er rendt ind i en type med en skizoid personlighed (hun er selv meget følsom, men på grund af omsorgssvigt og mangel på kærlighed i opvæksten har hun ikke selv udviklet et sundt jeg samt empati. Psykologistudiet var sandsynligvis håbet om at bearbejde egne problemer, men er - som for mange - endt med at placere hende et sted, hvor hun gør skade: Nemlig i den privatpraktiserende konsultation, hvor hun kan få afløb for sine følelser ved at projicere problemer ind i andre mennesker..

så klager ikke.