Hjemløse børn - Hvem bærer ansvaret?
FRANCISCO besøger en aften det lokale pizzeria sammen med sin kone og sine børn. På parkeringspladsen tilbyder en dreng i laset tøj at holde øje med bilen mens familien spiser. Da Francisco og hans familie kommer ud fra restauranten, rækker drengen ivrigt hånden frem for at få et par mønter for sin ulejlighed. Til langt ud på natten kæmper børn som han på byens gader for at tjene til livets ophold. De har ikke noget at skynde sig efter, for gaden er deres hjem.
HJEMLØSE børn betragtes som nogle af samfundets tabere og er blevet kaldt „herreløse“ og „kasserede“ børn. Det er svært at sige præcis hvor mange børn der lever på gaden — nogle mener at det drejer sig om 40 millioner — men alle eksperter er enige om at problemet vokser overalt i verden, især i Latinamerika. Synet af hjemløse børn der klumper sig sammen i porte eller tigger om penge er så medynkvækkende at man for at kunne holde det ud er nødt til at forvandle dem til kolde tal på tabslisten, trække på skuldrene og gå videre. Men i virkeligheden kan samfundet ikke længere tillade sig at vise ligegyldighed. Ifølge UNICEF (De Forenede Nationers Børnefond) bruger 60 procent af de hjemløse mellem 8 og 17 år bevidsthedsudvidende stoffer, 40 procent drikker alkohol, 16 procent er narkomaner, og 92 procent ryger tobak. Da de ikke har mulighed for at få arbejde overlever de fleste kun ved at prostituere sig, tigge eller stjæle. Og da de vokser op som forældreløse er der fare for at de fortsætter som kriminelle når de bliver voksne, og dermed kommer til at udgøre en trussel mod samfundets sikkerhed.
Den brasilianske avis O Estado de São Paulo skriver om en bande hjemløse børn: „De har ingen familie, ingen slægtninge og intet fremtidshåb. De lever hver dag som var det deres sidste. . . . Børnene . . . spilder ikke tiden: I løbet af få sekunder har de taget en teenagers armbåndsur, revet halskæden af en kvinde, dykket ned i en gammel mands lomme. Og så er de med ét forsvundet i vrimmelen. . . . De bliver seksuelt aktive i en meget ung alder. Elleveårs piger og tolvårs drenge kommer sammen og slår op en måned eller to senere, med samme selvfølgelighed som romancen begyndte.“
Det er ikke let at hjælpe de hjemløse børn. En undersøgelse viste at 30 procent af gadebørnene var så bange at de nægtede at give myndighederne nogen som helst oplysninger om deres baggrund, selv deres navn. Men hvorfor bor de på gaden? Er det fordi de gerne vil være uafhængige? Det var i hvert fald tilfældet med en brasiliansk dreng — han nægtede at tage hjem fordi hans far ikke ville lade ham gøre som han havde lyst til. Men ifølge den mexicanske avis El Universal er hovedårsagen til det høje antal gadebørn at fædrene har forladt familien. De mange opløste ægteskaber bærer derfor en væsentlig del af skylden for stigningen i antallet af gadebørn.
Nogle forældre svigter desuden deres børn på en anden måde. De slår dem, misbruger dem seksuelt, ignorerer dem eller smider dem ligefrem ud hjemmefra. Mange af disse mishandlede børn føler at de har det bedre alene, selv om det betyder at de må bo på gaden.
Børn har brug for kærlig omsorg og vejledning. James Grant, UNICEF’s øverste leder, har formuleret dette godt. I en lederartikel med titlen „Børn og morgendagen“ i Latin America Daily Post citeres han for denne udtalelse: „I tre-fire-årsalderen er der allerede dannet forbindelser mellem 90 procent af et menneskes hjerneceller, og den fysiske udvikling er så langt fremme at et mønster er lagt for resten af livet. I de første år har børnene derfor et stærkt behov for beskyttelse, både som et forsvar for deres ret til at udvikle alle deres evner fuldt ud, og som en investering i deres udvikling så de kan yde mere til familiens og landets bedste.“
Mange iagttagere giver i deres bekymring økonomien, regeringerne og offentligheden skylden for at der findes hjemløse børn. Lederartiklen fortsætter: „Hverken det humanitære eller det økonomiske forsvar for ’investering i børn’ har gjort de store fremskridt. . . . ’Økonomisk regulering’ har ofte betydet nedskæring af tilskuddene til mad og andre fornødenheder. . . . Når disse nedskæringer kommer oven i den stigende arbejdsløshed og den faldende realløn, gives den tungeste byrde videre til dem der er dårligst i stand til at bære den — de fattigste familier og deres børn.“
Der er ingen tvivl om at den dårlige økonomi i mange lande er en af grundene til at der bliver flere og flere gadebørn. Forældre skubber deres børn ud på gaden så de kan tjene penge på en hvilken som helst måde. Men hvorfor er dette problem så svært at løse?
HJEMLØSE børn betragtes som nogle af samfundets tabere og er blevet kaldt „herreløse“ og „kasserede“ børn. Det er svært at sige præcis hvor mange børn der lever på gaden — nogle mener at det drejer sig om 40 millioner — men alle eksperter er enige om at problemet vokser overalt i verden, især i Latinamerika. Synet af hjemløse børn der klumper sig sammen i porte eller tigger om penge er så medynkvækkende at man for at kunne holde det ud er nødt til at forvandle dem til kolde tal på tabslisten, trække på skuldrene og gå videre. Men i virkeligheden kan samfundet ikke længere tillade sig at vise ligegyldighed. Ifølge UNICEF (De Forenede Nationers Børnefond) bruger 60 procent af de hjemløse mellem 8 og 17 år bevidsthedsudvidende stoffer, 40 procent drikker alkohol, 16 procent er narkomaner, og 92 procent ryger tobak. Da de ikke har mulighed for at få arbejde overlever de fleste kun ved at prostituere sig, tigge eller stjæle. Og da de vokser op som forældreløse er der fare for at de fortsætter som kriminelle når de bliver voksne, og dermed kommer til at udgøre en trussel mod samfundets sikkerhed.
Den brasilianske avis O Estado de São Paulo skriver om en bande hjemløse børn: „De har ingen familie, ingen slægtninge og intet fremtidshåb. De lever hver dag som var det deres sidste. . . . Børnene . . . spilder ikke tiden: I løbet af få sekunder har de taget en teenagers armbåndsur, revet halskæden af en kvinde, dykket ned i en gammel mands lomme. Og så er de med ét forsvundet i vrimmelen. . . . De bliver seksuelt aktive i en meget ung alder. Elleveårs piger og tolvårs drenge kommer sammen og slår op en måned eller to senere, med samme selvfølgelighed som romancen begyndte.“
Det er ikke let at hjælpe de hjemløse børn. En undersøgelse viste at 30 procent af gadebørnene var så bange at de nægtede at give myndighederne nogen som helst oplysninger om deres baggrund, selv deres navn. Men hvorfor bor de på gaden? Er det fordi de gerne vil være uafhængige? Det var i hvert fald tilfældet med en brasiliansk dreng — han nægtede at tage hjem fordi hans far ikke ville lade ham gøre som han havde lyst til. Men ifølge den mexicanske avis El Universal er hovedårsagen til det høje antal gadebørn at fædrene har forladt familien. De mange opløste ægteskaber bærer derfor en væsentlig del af skylden for stigningen i antallet af gadebørn.
Nogle forældre svigter desuden deres børn på en anden måde. De slår dem, misbruger dem seksuelt, ignorerer dem eller smider dem ligefrem ud hjemmefra. Mange af disse mishandlede børn føler at de har det bedre alene, selv om det betyder at de må bo på gaden.
Børn har brug for kærlig omsorg og vejledning. James Grant, UNICEF’s øverste leder, har formuleret dette godt. I en lederartikel med titlen „Børn og morgendagen“ i Latin America Daily Post citeres han for denne udtalelse: „I tre-fire-årsalderen er der allerede dannet forbindelser mellem 90 procent af et menneskes hjerneceller, og den fysiske udvikling er så langt fremme at et mønster er lagt for resten af livet. I de første år har børnene derfor et stærkt behov for beskyttelse, både som et forsvar for deres ret til at udvikle alle deres evner fuldt ud, og som en investering i deres udvikling så de kan yde mere til familiens og landets bedste.“
Mange iagttagere giver i deres bekymring økonomien, regeringerne og offentligheden skylden for at der findes hjemløse børn. Lederartiklen fortsætter: „Hverken det humanitære eller det økonomiske forsvar for ’investering i børn’ har gjort de store fremskridt. . . . ’Økonomisk regulering’ har ofte betydet nedskæring af tilskuddene til mad og andre fornødenheder. . . . Når disse nedskæringer kommer oven i den stigende arbejdsløshed og den faldende realløn, gives den tungeste byrde videre til dem der er dårligst i stand til at bære den — de fattigste familier og deres børn.“
Der er ingen tvivl om at den dårlige økonomi i mange lande er en af grundene til at der bliver flere og flere gadebørn. Forældre skubber deres børn ud på gaden så de kan tjene penge på en hvilken som helst måde. Men hvorfor er dette problem så svært at løse?