Hjælp jeg er forelsket i en ungkarl

Jeg har været i forhold i to år med en inkarneret ungkarl som har boet i sin lejlighed i 28 år. Der har dog været en kvinde inde, men det varede ikke længere end et halvt år. Det siger selvfølgelig også noget om at han har svært ved at lukke nogen ind i sit liv. Vi bor hver for sig, har ikke nøgler til hinandens boliger, ses når han er hjemme, han sejler...Og nu føler jeg at jeg kun er tidsfordriv for ham. Han åbner ikke op for sine følelser overfor mig, hvilket jeg syntes er et must hvis man skal have en fremtid sammen. Det eneste han går op i er sit arbejde, det kan han tilgengæld fortælle om i flere uger. Men at tale om en fælles fremtid, det er sådan lidt tabu emne for så er han på glat is. Han har kontakt til ex bag min ryg, da jeg meldte ud at hende syntes jeg ikke der var plads til i vores forhold...
Hjælp mig, tror i der er nogen håb for os? Jeg er jo forelsket i manden

At tale om sit arbejde er en god måde at komme uden om det at tale om følelser,at undlade at andre kommer tæt på. Det er muligt at han gerne vil komme ud af denne inde lukkethed, men det er noget man skal arbejde meget med og vil han det?. At han har kontakt til sin ex er i sig selv ikke noget problem, men det skal tales igennem og det har han heller ikke formået. Tro mig det bliver hårdt arbejde med den mand, det er det livet har lært. Og husk at det man tit bliver forelsket i, er det man tit kommer til at forbande senere. 2 år er lang tid.

især når man er kommet i vores alder, men samtidig er vi jo også blevet lidt klogere skulle man jo tro. Men vi står med de samme problemer som da vi var helt unge. Vi er 46 år, så man skulle jo tro at vi skulle komme ud over sådan problemer. Men du har ret Madame, jeg er slet ikke sikker på at han vil lukke nogen ind i sit liv. Vi taler om fremtiden, men hans fremtid ligger flere år ude i tiden og min er nu og her.
Hans ex som han har holdt på samme måde som nu, det varede i 15 år før nogen af dem tog det endelige skridt og fik det afsluttet...og om det er afsluttet helt er jeg ikke sikker på for han holder det hemmeligt når han har haft kontakt med hende.

livet til søs er helt anderledes end dagligdagen derhjemme, han bruger hele sin vågne tid på at arbejde, og når han endelig har fyraften, kan han spise et lækkert måltid mad, og ellers se TV sammen med sine kollegaer.
enhver der har sejlet verden rundt ved hvor dejlig denne rutine kan være, nogle har 4 timers vagter, og specielt maskinfolk har vagt dagen lang.
selvom han har fri kan det være vanskeligt helt at glemme arbejdet og slappe af, et skib er en flydende landsby, og der er utallige øvelser der skal sidde i fingerspidserne konstant, såsom, brandøvelser, mand over bord øvelser, udsætning af redningsbåd, øvelse med selvoppustelig gummiflåde, itagning af overlevelsesdragt, og meget meget mere.
man kan ikke bare opgive den "frihed som livet til søs også medfører, man skal kun tænke på sit arbejde, og intet andet, kokken sørger for maden og provianteringen, og skipperen sørger for at skibet kommer sikkert frem.
posten bliver sendt rundt til de forskellige mæglere, i de havne skibet anløber, jeg fik engang en sandkage, som havde været 1½ år undervejs, men så smagte den også fantastisk, selvom den naturligvis næsten kun var krummer.
hvis han sejler med et tankskib, har han næsten ingen muligheder for at komme i land, da de fleste terminaler ligger milevidt fra byerne, i Grangemouht i Skotland lå vi i en havn, hvor selve byen var 40 km. væk, og da det var et kosan gas tankskib, brugte vi gas til madlavning når vi sejlede, men på terminalen måtte vi kun bruge elektriske kogeplader, og rygning foregik ca. 300 m. fra skibet, i et lille skur, som var indrettet til formålet.
i dag kommer mange søfolk hjem på ferie flere gange om året, men tidligere kom man kun hjem en gang om året, og hvis man absolut ville afmønstre, måtte man selv betale afløserens udrejse, og naturligvis også sin egen hjemrejse.
mange danske rederier sørger godt for deres besætning, men der er også mange brådne kar i blandt dem, søfolk på skibe der er registreret under DIS flag betaler ikke skat til kommune eller stat, nogle hævder, at de er skattefri, hvilket er en stor misforståelse, da rederiet får de penge, som sømanden ellers skulle betale i skat, så de kan ansætte flere danske søfolk, men rederierne gør det bare ikke, de vil hellere ansætte polakker eller filipinere til en månedsløn på ca. 3000 kr. for mange faglærte filipinere er 500 kr. pr. måned en god løn, hvis de altså kan finde arbejde, de betaler selv for deres uddandelse, og sender lønnen hjem til familien, så hele familien har glæde af det, det betyder bla. at diverse børn i familien, fætre og kusiner incl. kan få en uddandelse også.
livet til søs er meget frit, naturligvis under ansvar, så du kan ikke forvente, at han opgiver det, for at flytte sammen med dig, jeg ved udmærket godt at der går visse skrøner om søfolk, og en ny pige i hver havn, men det passer ikke, det er simpelthen umuligt, man kan vænne sig til at leve i cølibat ombord på et skib, og ingen mand med respekt for sig selv vil gå i land og købe en glædespige i de røde kvarterer, dels er det alt for farligt med alle de kønssygdomme, og man skammer sig nok også lidt, hvis man skal op til styrmanden, og have flere indsprøjtninger i numsen, huh, nålen kan jo knække under dårligt vejr.
de fleste søfolk glæder sig til at påmønstre igen, selvom det naturligvis ikke er det de fortæller kæresten eller konen, men livet på et skib har sin egen rytme, og 2 år går ufattelig hurtigt, specielt hvis man sejler på langfart, hvor nogle ture kan være 1 måned undervejs.
korsør nyborg, er noget andet, og har intet at gøre med "sejllads, de ser dagligt hele familien, så der er ikke meget afslapning i det, engang fik jeg "lokket en pige med fra grenå til Rio, og efter 3 ugers sejllads ville hun gerne i land, og handle ind, desværre havde jeg glemt at fortælle hende, at vi kun sejlede til hundested, så stor var hendes skuffelse, da hun ikke kunne se den kæmpe store kristus figur i Rio.
hun tog det pænt, og senere inviterede jeg hende med på en flyrejse til Rio, og derfra med bus til Santos, hvor vi normalt hentede kaffebønner.

Ja jeg kan godt give dig ret i at sømænd har et andet liv og kan også nikke genkende til at det er hans liv og har været det altid. Jeg må have været blind og dum, at jeg ikke kunne se det før nu. Han har måske slet ikke lyst til at få fast kone derhjemme eller måske tør han ikke...for hvad laver hun når han kun er hjemme det halve af året...og hvorfor skal han sætte penge i sådan et forhold. Det er ihvertefald de tanker som har strejfet mig nogle gang...det virker sådan på mig.
Jeg har altid følt at jeg kun var en elskerinde som skulle muntre ham når han var hjemme og samtidig skulle jeg selvfølgelig også bare sidde derhjemme og glo når han var væk...for han havde det dårligt når jeg gik i byen. Og det har jeg gjort i 2 år for at han ikke skulle have det skidt med at være afsted. Den trofaste partner. Men det er da ikke noget liv når man ikke har noget som helst sammen udover at vi hygger når han er hjemme.
Maria

Du ramte da lige plet der i Løvemor, Madame!
Hold da op!
"Og husk at det man tit bliver forelsket i, er det man tit kommer til at forbande senere. 2 år er lang tid."
Nu vil jeg ikke lige sige forbande, men spild af tid og gode år.
Beklager kunne ikke lade være med at kommentere.
Løvemor

Kære Maria...
Godt tænkt. Og sæt så "A Perfect Storm" Over, og kom over det eller lev som elskerinde!!!!
Løvemor

Nu sidder jeg og tænker over hvad du skrev Løvemor. Jeg kan ikke leve som en elskerinde, det kan man kun hvis man kan leve uden de grunlæggende ting som danner et partnerskab. Der er så mange tanker som flyver rundt i hovedet...elsker ham, han er jo dejlig. Men det føler jeg ikke er nok, jeg mangler den ubetingede kærlighed og hengivenhed man har i et forhold. Ikke at forglemme åbenthed og dialog imellem to mennesker, den er der ikke og det gør mig så ked af det. For det er jo netop det som gør at jeg må vælge ham fra og komme videre i mit liv. Suk
Maria