Hjælp mig til at forstå mænd!

Hej derude,
Som overskriften lyder, søger jeg hjælp til at forstå mænd!
Jeg har været sammen med min kæreste i 2½ år nu, og lige siden dag 1 har jeg kæmpet med at få ham til at vise hans følelser for mig.
Jeg er selv en meget kærlig person, og synes det er vigtigt at vise personen jeg er sammen med at jeg elsker ham!
Problemet er bare, at jeg hver dag går med dén tvivl, om det kun er mig der er forelsket i det her forhold!? Er jeg kun hans underholdning, indtil han finder noget der er bedre? Jeg skal hver dag gå og OVERBEVISE mig selv om, at han elsker mig og at det er derfor han er sammen med mig. Men det er trættende, og jeg forstår ikke, hvorfor manden SELV, ikke går med den trang, at tage om mig, vælte mig rundt og fortælle mig hvor dejlig jeg er, og at han elsker mig! Det gør han ikke, og det er altid mig der gør det, fordi jeg har brug for at holde om ham. Det er altid mig, der må komme op til ham i sofaen for at putte! Det er altid mig der kommer efter ham.. Ville jeg ikke det, ku jeg ligeså godt være single!?
Jeg er ikke en person længere, men er blevet et omklamrende væsen, der slæber mig afsted, som vedhæng på hans ben! Jeg føler at jeg giver så meget, men får ingenting igen.
Jeg er en flot pige, og får meget opmærksomhed ude fra (Sagt Uden pral), men det er ikke det jeg vil have. Jeg vil ha HANS opmærksomhed!
Jeg har altid haft okay selvtillid, men efter jeg er begyndt at være sammen med ham, er mit selvværd røget helt i bund, og er blevet helt vildt usikker på mig selv. Det er som om han piller mig ned, ligegyldigt hvad jeg gør. Jeg får aldrig af vide at jeg er god nok, og alle de ting man har brug for at høre. Står jeg og gør mig klar til en aften i byen, hvor jeg SELV synes at jeg ser godt, får man ikke engang af vide at det gør man. Og går ud fra, at det gør man sgu nok ikke så... (Hmmm) Og jeg syns det er vigtigt at fortælle hinanden sådan nogle ting.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at få ham til at respektere mig som individ, som hans kæreste, og få ham til at indse at jeg ikke er en selvfølge der er der hver gang han kommer hjem.
Jeg vil have ham til at savne mig, give ham trang til at fortælle mig han er glad for at være sammen med mig.
I et forhold er det somregel, at den ene person er mere forelsket end den anden - Og det er vi jo godt klar over er mig. Men det skal være en ligestilling!
Jeg mætter ham med alle mine følelser, at han ved hvor han har mig, og det gør han - Det ved jeg godt! Og jo mere jeg viser ham, jo mere føles det som om ham bare rykker længere og længere væk. Og jeg vil sgu nødig miste ham ved at det er fordi jeg gir´ for meget. Skal JEG lade være med at vise så mange følelser? SKAL jeg virkelig gå og være en anden person, og gå og sige til mig selv "Oh oh, pas nu på, ikke gi´ for meget - Lad ham komme til mig"
Hvad skal jeg gøre?
Vil have hans respekt for mig tilbage.
Vil blive en selvstændig person igen.

Jamen, det er nok nødvendigt at du trækker dig lidt, for at give ham luft til at vise sine følelser. Du er garanteret et meget varmt menneske, der sprudler af følelser...sådan nogle finder ofte deres modsætninger....de såkaldte "træmænd".
Prøv i en periode at trække dig lidt...ikke helt, vær stadig dig selv, men tænk dig om, når du giver ham ros/kærligheds-erklæringer.
Se om ikke det hjælper....desværre er det nogle gange nødvendigt at spille den slags spil, selvom det er trættende og uholdbart i længden.
Men hvis du elsker ham, så giv ham luften, så du ikke kvæler ham med din opmærksomhed.
Kærligst
mig

Mange af os mænd har ikke et stort behov for at vise vores udkårende at vi elsker hende. Det er ikke fordi vi tvivler. Det er bare sådan vi er.
Alle har ret til et knus i ny og næ, men hvis du ALTID kommer ham i forkøbet hvorfor skulle han så lægge op til noget?
Det lyder til at du forære ham et dejlgt forhold, hvor han passivt overdænges af dejlig kærlighed.
Hvis du slapper lidt af og tager det med ro så kommer han nok ud af busken.
Mvh
Nhs

... at være utrolig glad for din kæreste ... og godt for det ...
Men - du skal måske passe på med at "omklamre" ham med alle dine følelser ....måske har han simpelthen bare ikke samme behov som dig .....måske er han ikke lige så god til at give udtryk som dig .....måske føler han ikke at lever op til dine forventninger ......
Det er naturligt at man dagligt viser hinanden at man holder af .... elsker ... og begærer ...men for nogle kan det blive for meget - så meget at de føler de ikke kan "være sig selv" .... være frie ... men hele tiden skal leve op til hvad der forventes, blot fordi den anden part er anderledes ....
Tal dog med ham om det ..... fortæl ham hvad du føler .....find en middelvej for jer begge, som i kan leve med ...... måske blir´ du overrasket over de ting han evt. kan fortælle dig .....måske kan du ligefrem forstå og se lidt anderledes på det .....
Held og lykke ...

Hvis han har vist følelser i starten, og senere har lukket
af mentalt. Så betyder det, at du er ved at elske ham ihjel.
Hvis han aldrig har vist følelser, så har du involveret
dig med en pæn psykopat. For de evner ganske enkelt
ikke at vise følelser, eller sætte sig i en anden persons
følelsesmæssige situation.

I første omgang skal du forstå at ikke alle mænd er sådan.
Jeg har selv som mand siddet i den omvendte situation, hvor man gir og gir og ikke får noget igen.
Jeg har ikke sandheden men der kan være tale om flere forskellige årsager:
Måske har han dårlige erfaringer, hvilket har fået han til at evakuere alle følelser. Måske har han et mindreværd fordi du er en smuk kvinde og han frygter at miste dig ved at gi sig hen. Måske er han ude af kontakt med sine følelser, determineret af opvækst. Måske kan han ikke elske andre end sig selv, den slags findes. Der er sikkert mange muligheder.
Jeg tror at den slags mennesker lever af at få og når de endelig gir så er det kun lige nok til at holde dig flagrende i vinden. Mit råd er at dit modtræk aldrig må være at lave om på dig selv for at behage, derved opgiver du dig selv og det er jo ikke dig der har et problem men ham. Du lider blot under konsekvenserne af hans problem.
Jeg skal komme med et godt råd og det er altid svært ja, næsten umuligt for jeg kender jo hverken dig eller din mand. Nu er jeg ikke typen der læser selvhjælps bøger og den slags. Jeg er mere til de tunge drenge som feks. Kirkegaard og selv om gutten (Kirkegaard) taler udfra det 1800 har han et budskab som jeg syntes ramme sømmet på hovedet. Meget forenklet siger han at det vigtigste er at du vælger dig selv og at du ved at vælge dig selv, vælger at tage livet på dig. Valget er et enten – eller, Efter dette valg må du handle, for det er herigennem at du bliver dig.
For dig gælder (sådan som jeg læser det du skriver) at du endnu ikke ønsker at vælge fordi valget kan betyde et fravalg. Så lige nu har du valgt ikke at vælge.
Nu behøver dit valg ikke være et fravalg, pointen er at du vælger dig selv udfra en dybere betragtning af dig selv og for at gøre det må du fortvivle totalt og herefter vælge oprigtigt at tage livet på dig.
Det lyder alt sammen en smule højt ragende, men jeg er ikke i tvivl om at du godt kan se pointen og budskabet her. Det er det bedste råd jeg kan gi fordi det ikke siger noget om hvad du skal gøre andet end at ta’ livet på dig.

De bedste hilsner herfra og alt godt til dig.

Det er livet sgu for kort til *G*

Jeg læste én af hans bøger der hedder "hvad kvinder ikke ved om mænd". (meget provokerende) men jeg blev lige pludselig opmærksom på at der er meget forskel på mænd og kvinder. Prøv at læse den og se om du kan finde nogle svar iden. Det kunne jeg.

Jeg har selv en træ-mand og har været igennem de samme frustresioner som dig. Dette var hvad jeg kom frem til:
Jeg kigget efter andre tegn på omtænksomhed og kærlighed kunne se at hver gang han laver en kop kaffe til mig, så var det for ham det samme som at give mig en knus.
Han holder døre for mig.
Han snubler næsten over sine fødder for at slæbe tunge ting, bore hulle i vægge, tage opvask osv..
Jeg er rimeligt selvhjulpen så føste gang jeg kigget på ham og spørgede: Vil du åbe denne, skat?
Var jeg ved at dø af grin... men hans glæde ved at gøre noget for mig, specielt hvis han ikke tror at jeg selv kan finde ud af det, er det hele værd!!!
Ja han er en træ - mand og jeg har da skreget til ham; "Så giv mig dog en knus for helvede !! Kan du ikke se, at det er hvad jeg har behov for lige nu!!"
Jeg kan ikke lave om på ham, men jeg kan prøve på at forstå, at han føler sig klosset. Jeg er stoppet med at forvente en masse han ikke kan leve op til og dermed har jeg det langt bedre. Han rækker faktisk mere ud efter mig med større selvtillit når jeg ikke kaster mig over ham med kys og knus når han kommer hjem. Jeg hilser pænt, lader ham tage skoene af, drikke sin kaffe og sludre lidt. Stryger ham let og tilfældigt over armen og jeg kan se han bliver glad og trækker mig ind til sig.
Min pointe er at hvis jeg ikke orker leve med en træ-mand, så vil jeg finde en anden kæreste. Jeg skal ikke presse mig på han, eller lave om på ham. Det bliver jeg kun ulykkelig af.
Håber du kan bruge min erfaring.

Kender godt din beskrivelse af dit parforhold, ooooork, jeg nikker genkendene til den.
Du kan læse en million bøger om emnet : kvinder der elsker for meget. Du kan rende til 100 psykologer, du kan endevende dig selv og din kæreste time for time, og alligevel så ændrer det ikke det faktum at du føler og opfatter som du gør, det vil du kunne bruge resten af dit liv på, i det´forhold du er i nu!!!
Hvis han var en ligeværdig kæreste, så ville du ikke føle som du gør. Så spørgsmålet er nok snarere, hvorfor du fastholder dig selv i et forhold hvor du ikke føler dig genelsket, hvor du ikke mærker dit værd i forhold til ham ?
Det er mere tankevækkende at Du gør det´, fremfor hvordan han er/ hvordan han behandler dig! Kan du godt se det´?
Hvorfor hige efter kærlighed, hvorfor gøre opmærksom på at få kærlighed /omsorg?
Kærlighed er en gave, og uanset hvor længe, hvor meget og hvordan du råber efter den, så får du den aldrig, alene af den grund, at den er en gave! Kærlighed kommer kun helt af sig selv. Den kan ikke kræves, den kan ikke engang forventes, for den er der kun hvis/når den er´, og så er man ikke i tvivl om noget!
Hvis det er dig nogen trøst så finder du den når du mindst venter det, og sådan vil det altid være. Det eneste det kræver er, at du bare skal holde øjne og ører og dit hjerte åbent.
Bevar kærligheden til DIG.

Med så meget kærlighed du giver ham, hvem elsker dig?
Hvordan finder du ud af hvad du kan li' og har lyst til , når ald din opmærksomhed går til ham?
Sagt på en anden måde, grunden til at du slæber dig efter og giver så meget er fordi du gør det. Det er ikke hans skyld. Det er dig selv og ingen andre. Ændre på dit adfærd og du vil se hans ændre sig også.
/t

hej
Det lyder som om I grundlæggende er to helt forskellige personer og derfor har I måske helt forskellige måder at kommunikere på❓Enn ting er at du er kvinde og han er mand - men derudover lyder det som om at du er et følemenneske og at han er et tænkemenneske (?).
Du skriver at du gir og gir fordi du giver udtryk for dine følelser og at du intet får igen fordi han ikke gør det samme ........... men det behøves jo ikke at være sandt. Som en anden skrev så viser han måske sin kærlighed på sin måde som du bare ikke ser ! Tror ofte den slags er problemet i forhold hvor man er meget forskellige. Man gir det man i virkeligheden gerne selv vil ha, istedet for det som partneren vil ha. Og når man så ikke får igen på den samme konto så tolkes det som manglende kærlighed osv..... og DET er en dødsejler.
Du må lære hans frekvens at kende og han må lære din. Jeg tror du må gi ham det, han vil ha og ikke det, du selv vil ha og vise-versa.
held og lykke
1-2-3

Hejsa!
Jeg sad lige og læste dit svar..tarvelige svar.
Det lyder som om du ikke har mødt på den eneste ene (-troede man ?). Har du aldrig følt dig afvist af den du var vildt forelsket i - hvor nemt er det så at give den kolde skulder??
Til dig der sidder med dette problem: Har du sagt det til din kæreste? Jeg har prøvet at være i dit sted, og det eneste der virker er at være ærlig. F.eks. sige dette til ham over aftensmaden: "Er det her nok for dig?? Hallo makker - du er ved at smide guld på gulvet - fordi du har nok i dig selv og dit hverdags pjat. Hvad med om vi to prøvede at tale om, hvad der skal til for at vi begge to har det godt her? "
Måske skal du give ham et par dage at tænke i - hvor du "inviterer" til de ting du har lyst til.
Når dagene så er gået - kan du sætte det op som eksempler! (Kvindelist!!)
Min kæreste blev forbavset og ville virkelig gerne ændre på de ting som jeg kom frem med. Og heldigvis fik jeg afklaret om han gad mig eller ej. Jeg følte også - som du - at jeg bare var der. Men nej - jeg vil ikke lægge krop og tid til at være hans mor nr. 2 - lidt yngre..
Hvis han fortsat vil være her - må han yde. Både på den ene måde og den anden.
Du kunne også tage en tur i byen (Hvis du er til det) og gøre dig lækker mv. - sørg for at tage afsted før ham - hvis han også skal ud.
Det giver ham helt sikert noget at tænke over.

det er ofte kvinden i et forhold der løber ind i denne følelse af mangel på gensidighed,
kvinder er fra venus og Mænd er fra Mars det er helt sikkert.
Vi skal være lidt bedre til at "lytte" til hinandens måde at være til på'
og vi skal være lidt bedre til at give plads.
Spørg hvilken mand som helst og han vil fortælle at han var meget imødekommende i begyndelsen..Tænker det er fordi han så en glad ubekymret forelsket kvinde.
tænk over det.