Hjælp mig,please!

Hej med Jer.
Jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal smide dette indlæg,så nu lander det her.
Sagen er den,at jeg er blevet afskediget fra min tidl. arbejdsplads-er pt. sygemeldt.
Denne fyring mener jeg selv (og mange andre) er totalt uberretiget-dette mener min fagforening også.
Jeg har af personlige årsager valgt IKKE at lægge sag an.
Sér i bakspejlet af mange af mine problemer (mht. ny jobsøgning osv.) bunder i oplvelserer på en tidligere arbejdsplads,hvor jeg hvar udsat for person-chikane gennem 4 år.Skal tilføjes at jeg fik min tidl. leder fyret grundet dette.
Jeg har SÅ meget lyst til at skifte spor,men aner ikke i hvilken retning jeg skal vende mig.(?)-Jeg er ufaglært,38 år,og er ved at brække mig ved udsigten til at skulle piskes ud i et nyt job (i samme fag-Service vel at mærke) om ca. 4 uger..
Jeg har været hos min læge 2 gange,som nægter at henvise mig til en psykiater,"da der er meeget lang ventetid,og hun i øvrigt mener jeg virker sund og ræssonerende-kombineret med det det faktum at psykiatere (til forskel fra psykologer,som er 100 % selvbetalte,har beføjelse til at medicinere-hvilket JEG ikke ønsker,og som mi læge er enig med mig i vil være dumt i min situation". Men,da jeg spurgte ind til henvisning til en (selvbetalt!) psykolog,fik jeg en dum besked om,at dem måtte jeg selv "google" mig frem til...Jeg er rystet!
Mit parforhold lider i dén grad under dette hér.
-Jeg er i den heldige situation at min kæreste pt. har råd til at forsørge mig,men det er uholdbart for mig at "gå og dandere den" ,da jeg bliver endnu mere deprimeret af ingenting have at stå op til.
Jeg har ledt og ledt på alskens hjemmesider omh. jobsøgning,vikarbureauer,uddannelsessider etc. etc.-har lagt mit CV ind på adskillige-men det eneste jeg har hørt var om 3 forsk. vikarjobs,(start 10/9) som alle blev sendt til mig 17/9.
Hvad f. skal jeg gøre??-Jeg kan mærke at jeg ikke tåler dette her længere-jeg er bange for aldrig at komme på arbejdsmarkedet igen og lande som "et socialt tilfælde" - der er så at sige INGEN jobopslag indenfor min nuværende branche (restauration)- min kæreste er tæt på at sige stop,og gør han det er jeg først lost-
hvor f. finder i andre jobs-
/bør jeg skifte læge-
/ jeghar snart mistet livs-modet,hvis ikke allerede;kan ikke se hvad der skal blive af mig-har oven i hatten mistet en del nære familiemedlemmer og venner inden for de sidate 2 år,så har ikke det store netværk,absolut ikke.
Forslag modtages med kyshånd,for jeg er DESPERAT!
1001

Du skal starte med at lade være med at have ondt af dig selv! Jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver, ikke fra mig selv, men gennem en del bekendte... Det er helt sikkert en svær situation du står i, men i stedet for at se det som "Jeg har snart mistet livsmodet (...) jeg ved ikke hvad der skal blive af mig" skal du vende det til et problem du skal finde en løsning på, og ikke dig alene, men dig og dine omgivelser.
Når du taler med din kæreste om det skal det ikke være for at finde sympati, men for at få inputs til ideer og handlingsforslag!
Det er blot mit ydmyge start bud... Og derefter er der da ingen tvivl om at du skal have en læge som tager dig seriøst, det er helt uacceptabelt at lægen ikke vil tage dig seriøst, ventelister eller ej, det kan da ikke være din læges problem!
Held og lykke

Hejsa.
Nu vil jeg ikke skrive en hel roman om hvad du skal og ikke skal. Jeg er bestyrelsesmedlem i en fagforening og er din fyring uberettiget skal du selvfølgelig køre en sag på det. Ikke for at få dit job tilbage (det ønsker du nok ikke) men for at få en kompensation for noget af det du har mistet. Nu kommer så det du nok ikke så godt kan lide : hvis du er mere eller mindre ligeglad med hvad du skal arbejde med er der rigeligt af jobs til ufaglærte indenfor mange fag. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men jeg ved at der altid mangler folk i emballagebranchen. Det er fabriksarbejde og det ved jeg ikke om du er indstillet på, men hvis dit liv og forhold er ved at ryge på gulvet i frustration over at blive arbejdsløs, synes jeg du skulle tage et grundigt kig på dig selv og sige at det vil du ikke finde dig i og så tage de steder du helst vil hen fra en ende af og så se at komme ud og foretag dig noget igen. Jeg ved godt det lyder "træls", men intet kommer af sig selv, så drop selvmedlidenheden og se at komme afsted ud og leve livet - på den rigtige måde. du kan helt sikkert finde et job der passer dig og som du kan klare. Du lyder intelligent nok til at kunne finde ud af det meste du kan få tilbudt som ufaglært. Jeg er 46 år og ufaglært og har haft mange arbejdspladser og jeg har ikke været arbejdsløs siden jeg fyldte 18. Jeg ser sådan på det at kan man ikke få det man ønsker sig, må man tage det der byder sig indtil man får en ny chance. jeg vil ønske dig og din ven masser af held og lykke. Hvis forholdet går i stykker fordi du ikke kan tjene penge lige p.t. så var det alligevel ikke stærkt nok. Håber du finder lige præcis det job du ønsker dig.

allerede der vil jeg sige tak for dit svar.
Desværre er min kæreste af typen der siger "bare slap af,det skal nok gå"-når jeg prøver at tale med ham om det;men det er måske også meget let,da han altid har været selvstændig (og søn af en driftig,selvstændig far-ergo har "drengen" ikke klap begreb om
hvordan det er at "være til rådighed" og medlem af A-kasse mht til timereglerne i dagens Danmark),set med mine øjne..
Han er en meget tolerant,altfavnende fyr;på den anden side kan jeg godt selv se at der er grænser for hvor meget han kan rumme.(Håber dette er forholdsvis forståeligt),
Jeg er forvirret big time-har også behov for at høre om min læge er god nok-ell. om jeg bør skifte??
Føler nemlig jeg render panden mod en mur når jeg i sidste instans gik til hende (skal siges at jeg meget meget sjældent opsøger min læge,og at der skulle en HEL DEL overvindelse til,før jeg i sidste uge gik til hende med dette.)
Hvad skal jeg gøre??-Min kæreste lukker af; det er på grænsen til at jeg forlader ham,
men lige nu er min sit. så f. at jeg ikke tør.
Alt sammen pga. dette..
MVH.1001

i din kommune inden for plejesektoren. Der er i den grad brug for arbejdskraft. Som elev får du løn, kommer i praktik og på skole på en social- og sundhedsskole. Her kan du møde masser af andre jævnaldrende kvinder, der er friske på at skifte spor. Der er mange interessante fag, og ikke mindst bliver der også taget både hensyn til og vare på din personlige udvikling.
Det er bare et forslag i forbindelse med din efterlysning af, hvor der er brug for arbejdskraft.
Held og lykke fremover

Jeg plejer ikke at blande mig i den slags diskussioner, men der skal jo være en første gang for alt ;-)
Først og fremmest: tag dig sammen!
Det lyder hårdt men jeg har hørt den smøre 1000-vis af gange og det er altid det samme der slår mig. Er nogle mennesker bare pisseuheldige eller har de selv noget af skylden? Det jeg vil frem til er at det der enten sker er at du bare er uheldig eller også så bør du spise en kiks og tage dig sammen.
Lad os starte med muligheden for at du bare er uheldig. Er det sandsynligt? Statistisk set er det ikke tilfældet. Der er med andre ord ikke noget statistisk grundlag for at du bare er uheldig og render ind i urimelige fyringer og personlig hetz - helt uden nogen form for egen skyld. Det kan så være et eller andet med karma og et tidligere liv eller måske noget med nisser - men realistisk set så er det næppe tilfældet vel?
Dermed ikke sagt at din fyring ikke var uberettiget og du ikke tidligere er blevet hetzet på arbejdet. Men hvis det vitterligt forholder sig sådan at din fyring ikke var berettiget og din fagforening er enig med dig, så må du sgu også føre sagen. Alternativet er jo at sidde hhv. hos din læge og herinde og flæbe over at du gerne vil henvises til en psykiater...come on, tag dog skeen i den anden hånd og gør noget ved tingene istedet for det der!
Når det er sagt så har jeg naturligvis den største forståelse for at det er en slem situation du står i. Særligt hvis du vitterligt er så langt ude at du er ved at miste livsmodet. Men igen: tag dig sammen.
Hvis du er helt derude hvor livsmodet svigter så bør du opsøge en psykiatrisk skadestue - med det samme!
Pointen er at det i dagens danmark nærmest er blevet en trend at være så sølle som muligt. Ikke at jeg forsøger at forherlige de "gode gamle dage" hvor mænd var mænd og man bed tingene i sig...så kunne man altid dejse om med et hjertetilfælde hvis det var alvorligt :-)
Men jeg mener bare at folk overhovedet ikke er i stand til at tage ansvar for en skid længere. Kan man ikke holde på et arbejde så er det naturligvis alt lige fra chefens til den sure buschauffør på linje 8´s skyld... Og den dag folk vågner op og finder ud af at verden altså ikke er lavet af sukkerkager og overstrøet med regnbuer så kommer "depressionen" som den naturligste ting i verden, og intet mindre end indflyvning af psykiatriske specialister kan gøre det.
In short: Verden stinker altså nogle gange...ja måske endda det meste af tiden. Der er så nogle få der lærer at leve med det...
Hilsen en der har haft masser af dårlige jobs, parforhold, fyringer, chefer, kollegaer og et par kroniske lidelser med en smadret ryg som toppen af kransekagen....men en der ikke har modtaget så meget som én øre i understøttelse eller ét sekunds psykolog-/psykiaterhjælp - og stadigvæk formår at nyde livet og komme videre i teksten! :-)

der mangler altid nogle til at være i butikker,
i sær lige for tiden.
du kan sidde i kassen , sætte værer op , stå for grønt afd. osv.
måske bare indtil du finder noget andet du hellere vil .

der r også mange som søger delikatesser , du kan jo blive elev som det?
hvis du ellers har råd til at skulle være elev?
men det jo godt og ha en uddannelse, hvis i har råd til dt.

du skrev at du har arbejdet indenfor hotel og restaurationsbranchen, kig her, der er over 600 jobs du kan vælge imellem : https://job.jobnet.dk/jobbanken/Frame/Frameset.aspx