Hjælp.... nogen der har et godt råd...

Hej.....
Jeg skriver i håbom at nogen kan hjælpe mig....
Jeg er 22 år, og bor sammen med min kæreste på 25 år, og vores 2 børn på 3 og 1 år.
Vi har været sammen i 6 år, og jeg elsker ham meget højt, men synes ikke rigtig vi passer sammen længere, ville meget gerne have det til at fungere, men nogen gange er det bare som om vi kommer fra 2 forskellige verdener.
Kan skænde om de mærkligste ting, og vores temperament er slet ikke ens, jeg er stille og rolig, og hader når folk råber og bruger deres energi på at være sure, og det er han rigtig god til, og han kan ikke se der er noget galt, eller rettere sagt, han vil ikke lave noget om på sig selv.
Det mit spørgsmål så lyder til jer der læser dette, er at jeg er begyndt at have lidt varme føelser for en af min kærestes gode venner, vi har altid været meget sammen med ham, og han spiser og er tit hjemme hos os, går os i byen med ham uden min kæreste, vi har det altid rigtig sjovt og hygger os i hinandens selskab, også er mit spørgsmål så hvad i synes jeg skal gøre...
Vil gerne have mit forhold til at fungere med min kæreste, især pga vores dejlige børn, men så kom de føelser ligepludselig, og ved ikke hvad jeg skal stille op med dem...??
Håber der er nogen der vil bruge deres tid på at give mig et godt råd....
Mvh Den forvirrede....

Det lyder som den klassiske tilstand..
Råd: Find selv ud af det, lol.

’han kan ikke se der er noget galt, eller rettere sagt, han vil ikke lave noget om på sig selv’.
- Så er det jo helt håbløst, for det ku’ vel ikke ligeså godt udtrykkes: JEG vil ikke lave noget om på MIG selv?
For mig er det ellers helt indlysende, at det første der kunne gøres var, at du holdt op med at være alene med din interessante ven! Dernæst kunne du evt. bare bruge en brøkdel af den interesse du viser vennen til din kæreste.

Din kæreste råber og skriger, når I har
konflikter, men du/I vil ikke løse det.
Så derfor søger du efter en ny partner.
Kvinder forstår kun 50% af hvad mænd fortæller
dem, og det samme den anden vej rundt. Derfor
der nemt opstår konflikter, og de skal løses i
stilhed.
Tag fat i din kærestes hånd, og sæt dig
stille og roligt i sofaen. Kig ham i øjnene
og fortæl ham, at du ikke kan lide, når han
råber. Og sig til ham, at han skal lære at
tælle til 10, før han farer op, som en trold
af en æske. Hvis du er stresset en hel dag
på arbejdet, så kan lunten være ret kort.
Næste gang en af jer har et problem, så skal
i sætte jer i sofaen, og tale stille og roligt
om problemerne.
Konflikter vil altid opstår, så det bliver
ikke bedre med en ny mand. For vi har nemlig
en stor tendens til at finde kærester eller
koner, der ligner den sidste kæreste eller kone.

I har været sammen i 6 år, efter 3 år har du været glad nok for kæresten til at få et barn og senere et til. Der er intet menneske som kan tilfredstille alle dine behov og det er klart at vennen som ny og uprøvet vil være meget mere tiltrækkende, overvej lige din situation grundig og foretag dig et kvalificeret valg, dette valg kan du ikke få andre til at foretage.

Et kvalificeret råd, godt svaret.

Kender det selv, at ens kæreste lige pludselig kan
blive lidt kedelig, og man så synes vennen er mere
spændende. Har engang da jeg var 18år forfulgt min
lyst, og det kom jeg til at fortryde for det blev begyndelsen til enden på mit forhold.
Så mit råd er lad være. Smid ikke seks år væk, pga
en ny lyst. Lad være med at udsætte dine børn for
det. Jeg tror det er vigtigt at tænke på børnene, men synes det er forkert hvis i kun blir sammen pga af dem.

er hvad du skal til at tage hul på nu.
Nu er forelskelsen overstået og i skal få et liv til at fungere sammen. Det er IKKE voksent at hive en trediepart ind i forholdet. Puh-ha skam dig. Hvis min kone gjorde det, blev jeg også lidt ubehersket. Det er simpelthen for fejt og dine børn kan da slet ikke være tjent med det.
Du er ikke så gammel, nej, men du har altså stablet nogle kulisser på benene der kræver voksen adfærd, så du må se at komme på den rigtige scene.
Og den der med "han vil ikke lave noget om" - den kan du godt pakke langt væk. Hvis du vil have forandring, så starter den hos dig.
Der er kommet en ny lov, som giver par som jer (unge børnefamilier) adgang til gratis parterapi, det kunne være en mulighed for at få noget hjælp til at komme videre sammen. Henvend dig til kommunen og forhør dig om, muligheden for det, inden det hele løber af sporet for dig. Du er ude på et skråplan.
Og så hedder det ikke, at man gerne vil have det til at køre, det hedder at man vil gøre, hvad der skal til, for det skylder man sine børn.

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at give råd om andres samliv; der er jo tit meget mere at tage stilling til end bare de få oplysninger, man får via sådan et debatindlæg.
Men som jeg læser dit indlæg, vil du stadig først og fremmest gerne have dit nuværende forhold til at fungere. Og hvis du virkelig elsker din mand, som du siger, så er det nok nu, du skal sætte alt ind på at redde dit forhold.
Det vanskeliggør jo situationen lidt, at ham, du fantaserer om, er så tæt på dig, så du ikke bare kan lade være med at se ham. Men du kan lade være med at bringe dig selv i situationer, hvor muligheden for utroskab ligger lige for. Det er jo fx ikke nødvendigt for dig at gå i byen med den anden uden din kæreste. Hvis du fortsætter med det, puster du bare til flammen!
I er forældre til 2 små børn, som vil lide under det, hvis du ikke kommer på ret kurs! Måske har I glemt at være kærester, mens I har været forældre - det sker for mange, men på nuværende tidspunkt lader det ikke til, at du er kommet længere ud, end du stadig kan kontrollere situationen. Og så må du forsøge at investere følelsesmæssigt i dit forhold. Få ungerne passet og vær noget for hinanden, snak om og afprøv nogle af jeres fantasier - og prøv om du kan nedtone forholdet til jeres fælles ven uden ligefrem at droppe venskabet, hvis det er et venskab, der ikke kan undværes af din mand i særdeleshed. Måske er det slet ikke vennen som sådan men nærmere tiltrækningen ved at prøve noget nyt og være nyforelsket og intens, der trækker i dig. Der skal sikkert hårdt arbejde og megen viljestyrke til, men du er nødt til at gøre op med dig selv, hvad der på langt sigt betyder mest for dig. Husk på, at et nyt forhold også bliver dagligdag på et tidspunkt. Hvis du kan bevare fokus på din mands gode sider og det, du engang forelskede dig i, tror jeg, forholdet kan reddes. Det håber jeg for dig, min ven!
Dit indlæg rører mig, fordi jeg selv er midt i en kamp, der ligner din. Jeg har ganske vist ikke en "reserve" på sidelinjen, hvilket måske gør det lettere, men min dejlige mand og jeg har i en længere periode glemt hinanden midt i børneopdragelse og individuelle ambitioner. I lang tid lukkede vi begge øjnene, men for 3/4 år siden tog jeg tyren ved hornene og tog den nødvendige snak med ham. Det var mine følelser, der var mest på retur, så det har været mig, der skulle knokle hårdest. Men bevidstheden om, hvor hårdt det har været for ham at jeg ikke bare havde de samme følelser som altid, har virkelig fået mig til at tænke. Jeg nægter at gøre mine børn til skilsmissebørn, hvis mit ægteskab overhovedet kan bære. Og det har jeg indset, at det kan, for de gode ting, vi har sammen, vejer absolut tungest. Det hele sættes for mig lidt i relief af min veninde, som for nogle år siden valgte den anden løsning, nemlig at gå fra sin mand sammen med deres to fælles børn. Hun er nu "teenager" igen med byture og skiftende kærester men har ikke rigtig held til at genfinde den store kærlighed. Tro mig, jeg vil under ingen omstændigheder bytte liv mmed hende, selvom det af og til virker fristende at være tilbage på kødmarkedet!
Der har været mange lange samtaler mellem mig og min mand, og vi har virkelig kæmpet bravt begge to og gør det stadig. Og nu tror jeg faktisk, det lykkes! Kampen føles ikke længere så hård, og jeg kan mærke, hvordan mine følelser er på vej tilbage, min mand minder mere og mere om ham, jeg i sin tid faldt for med et brag - bare den omstændighed, at vi nu husker at kysse goddag og farvel og godnat - og faktisk føler noget ved det, spørger til hinandens dag og sørger for at være lidt romantiske uden børn engang imellem giver virkelig nye toner i et 15 år gammelt forhold. Jeg vil blive gammel sammen med ham, jeg har giftet mig med og fået børn med, men det skal også føles godt, og det skal der kæmpes for!
Jeg håber, I kan klare det!
Gode tanker fra Pus

Jeg får sgu altid puttet indlæggene ind det forkerte sted! Det var naturligvis et svar til dig, der startede tråden....
Hilsen Pus

parforholdet skal plejes og passes og holdes ved lige,som en søndagsfriseret have uden uktudt.
mammi Gerda:)

i dag UKRUDT.Er træt i dag.
mammi Gerda:)

For dit gode svar....
Det kan jeg virkelig bruge til noget...
Du fik mig virkelig til at tænke over det...
Jeg takker dig fra bunden af mit hjerte...TAK...;)
Jeg ønsker dig alt godt for dig og din familie..
kærlige tanker fra mig..;)