Hold op hvor et dilemma...

Ved snart ikke hvor jeg skal begynde, men jeg prøver...
Jeg har gennem 27 år nu haft en veninde, en virkelig god veninde, I ved, en af dem man taler med ALT om..
For 1 år siden flyttede jeg fra jylland til fyn (40 minutters afstand)for at flytte sammen med en rigtig god kammerat.
Vi er ikke kærester, men bor, sover og lever som sådan, med den ene forskel at vi er "frie" til at finde andre hvis muligheden byder sig, og der er for os helt klare regler på det område..
Et lidt utraditionelt samliv, men noget vi begge trives med...
I april sidste år fik jeg et psykisk sammenbrud, som betød jeg sagde mit job op med en sygemelding i hånden. Det var enormt hårdt, men med hjælp fra ovenstående ven, min mor og en anden veninde kom jeg så meget ovenpå at jeg i august fik et nyt job som jeg er enormt glad for...
I al den tid kom hun slet ikke på besøg en eneste gang, og alligevel mener hun at hun har været der for mig 100%
Vi har stadig kontakt, men den er faktisk kun via telefon. I går ringede jeg og spurgte om vi ikke skulle mødes, om de havde lyst til at komme over og spise. Det havde hun da, men hendes kæreste ville ikke komme da han ikke kan lide ham jeg bor sammen med. Hun har så også givet udtryk for at hun ikke syntes vores forhold er positivt.
Nu er mit dilemma så, hvad gør jeg..
Jeg vil jo nødig droppe en veninde gennem så mange år, men hvad skal jeg snakke med hende om?? Hvis ikke vi kan snakke om det der sker i vores liv længere hvad er det så værd???
Det skal lige siges at min mor og mine andre veninder har accepteret mit forhold, så det er ikke fordi han gør mig ondt, bare fordi at man i hendes verden ikke gør "sådan noget".
HJÆLP!!!

Det er en svær nød du der står med...
Jeg tror at jeg ville finde en vej hvorpå kun I to kunne sidde sammen og snakke - fortæl hende hvad du lige har skrevet..at du er hammer ked af at jeres venskab skal være i fare fordi hun og hendes kæreste/mand vælger at stille sig op som dommer overfor hvordn DU vælger at leve DIT liv - men hvis de ikke kan acceptere det, så er det deres problem. Du har jo ikke bedt om deres velsignelse - ej heller om deres velsignelse hvad angår din ven..og de behøver ikke elske ham,men du er i din gode ret til at bede dem behandle ham og dig med den respekt I hver især fortjener - og acceptere at det nu engang er sådan I har valgt at tingene skal være.
Hvis hun/de ikke hverken kan eller vil det, så syntes jeg du skal spørge digselv, om det er den slags "venner" du har brug for nu i dit liv..det er trist, men venskaber vokser af og til fra hinanden..ligesom kærlighedsforhold af og til ikke kan klare tidens tand - og fordi hun har været en rigtig god veninde engang betyder ikke at du skal ligge under for pres og leve DIT liv på andres premisser.
Jeg ønsker dig alt det bedste..og holder dette venskab ikke, så vokser der et andet ikke fordomsfuldt frem et andet sted.
Knusser