hun/han

har på det seneste trukket sig mere og mere ind i sig selv-står ikke op!bor på sit værelse-undgår folk der ikke er der for hende/ham!forstående,blide,rare og nogenlunde til at stole på.
-Hun/han ønsker at være alene når hun laver noget og spørger/svarer el.taler kun når det er særlig vigtigt(og tåler IKKE at blive misforstået(af dumme folk eller dem hun ka li)

Det er forfærdeligt både at være indeni og udenfor. Stakkel. Lad vedkommende sove...i laaaang tid....det er det eneste jeg ved med sikkerhed at folk med depressioner har meget brug for. Men det er kun i starten, det holder op på et tidspunkt, og så har de brug for lys.
Men masser af omsorg og tolerance hele vejen igennem.
Det er en lang og tung vej at gå, og det er kun den, der har depressionen, der kan gå vejen. De pårørende kommer også til at lide ufatteligt meget. Ligeså meget som den deprimerede...deres lidelse består bare af noget andet og ofte af hån fra den deprimerede. Men tilgiv! Det er sygdom...ikke ond vilje, der bringer de lede ting frem...og det varer ikke evigt. Anerkend den syges tilstand, men hold fast i dig selv. Hold hele tiden fast i, at livet også kan være rart...din ærlighed kan hjælpe den syge, frem til at se det selv!
Taler af erfaring...
Jeg føler med jer.