Hvad er synd

"For everything I longed to do
No matter when or where og who
Has one thing in common too
It's a, it's a, it's a
It's a sin
It's a sin" Sang Elvis (Pet Shop Boys version er bedre)
Sangteksten giver nok et meget godt billede af, hvordan mange opfatter synd: Hvis det er sjovt er det nok syndigt, så man kan vælge at leve livet som synder, eller kede sig ihjel som hellig. Men passer den opfattelse egentligt med, hvad Bibelen siger synd er?
I det gamle Testamente kommer det ord vi oversætter med synd af en rod der hedder "chata". Chata betyder at "ramme ved siden af", "gå forkert" eller lignende. Altså noget med, at gøre noget andet end det man havde lyst til. Også i Det Nye Testamente* er grundbetydningen af ordet den helt modsatte betydning af den moderne opfattelse - synd er det der fører til, at man ikke har det sjovt.
Da synd betyder at noget er adskilt fra, hvor det burde være ("at ramme ved siden af"), har kreative sjæle foreslået, at man jo kunne sammenligne ordet "synd" med ordet "sund", nemlig noget der adskiller os fra der, hvor vi gerne ville være.
Problemet med "synd" er så i bibelsk betydning, at vi ikke kan være der, hvor vi gerne vil være. Som med øresundsbroen kan man spekulere på, om der mon på en eller anden måde kan bygges bro over sundet, så man kan komme over, hvor man gerne vil være?
POINTER:
1) Det er ikke alt der er sjovt der er syndigt. Faktisk synder vi i bibelsk betydning, når vi har det alt andet end sjovt, fordi tingene ikke går, som de helst skulle
2) Synd kan sammenlignes med et sund - noget der forhindrer os i, at komme derover, hvor vi gerne vil være
* På græsk hedder synd nemlig "Hamartano" og betyder "at være uden del i", at ramme ved siden af målet".

Vi husker alle historien om Adam og Eva i paradis. De levede en sorgløs tilværelse, hvor deres eneste kval sådan set var, at de ikke måtte spise frugten fra et enkelt af havens træer.
Sjovt nok fik de snart en voldsom lyst til netop den frugt, så de spiste af den. Nu opdagede de, at de var nøgne, så de gemte sig fra Gud pga blufærdighed.
Gud vælger så at smide Adam og Eva ud fra Paradisets have. Pludselig var deres sorgløse liv forbi, fødslerne blev besværlige, man måtte knokle for føden, og somom det ikke var nok var der også vrøvl med ungerne - Kain slog som bekendt Abel ihjel.
Der er holdt mange taler om Adams og Evas synd, som er skyld i alle vores problemer. Men sjovt nok kalder Bibelen ikke det at Adam og Eva spiste af frugten for en synd. For Adam og Eva var jo lige, hvor de gerne ville være. I en sorgløs tilværelse, hvor de kunne sludre med Gud hver dag. Men nu var de ikke længere, hvor de gerne ville være. Alene og adskilt fra Gud var livet nu fyldt med problemer - der var et "sund" mellem dem og Gud!
Det fik Kain at føle, da han engang ville ofre til Gud. Røgen osede langs jorden, i stedet for at stige op imod himmelen. Han var ikke blot selv adskilt fra Gud, nu kunne hans offerrøg ikke engang stige op til Gud. Bemærk, hvor meget mening Guds svar giver, hvis vi husker, at synd betyder "adskillelse" eller "sund":
"Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren" 1 Mos 4:7
Hvis du ikke gør det gode, lurer adskillelsen fra Gud lige ved døren. Røgen ville ikke opad!
Kain's broder Abel's røg steg derimod flot til himmels. Abel havde det altså godt - der var stadig fællesskab med Gud og lidt af det gode liv fra Paradiset til ham. Men Kain blev misundelig på Abels lykke, så han dræbte Abel. Og vi fik Bibelens første beretning om, hvad det gør ved folk, når de ikke kan få livet til at fungere: de ender med at gøre ting, som fører ulykke med sig.
Det virkelige problem er altså, at vi ikke kan få livet til at fungere. Når livet er et helt andet sted end der, hvor vi ønsker, kan vi komme til at gøre ondt. Adskillelsen fra Gud er ikke rar.
Vi begynder altså at få en ide om, hvorfor Bibelen mener det at synde er ulykkeligt: Bibelen opfatter ikke synd som noget sjovt, men som det der adskiller os fra det gode liv.
POINTER:
1) Adam og Eva syndede ikke - men synden kom ind i verden ved deres overtrædelse (Rom 5:12)
2) Synd betyder adskillelse fra Gud, som kan give os det gode liv - denne adskillelse kan føre til misundelse, desperation og ulykkelige handlinger
3) Der er intet sjovt ved synd i bibelsk forstand, selvom det næsten er den moderne opfattelse af ordet synd.

Synd er adskillelsen fra det gode liv vi ønsker. Men ulykkelige mennesker gør ulykkelige ting, så alverdens samfund har søgt at skabe nogle spilleregler, der kunne begrænse ondskaben og fremme det gode.
Også i Bibelen kom der hurtigt en masse regler. Efter Moses havde ført israelitterne udfra Ægypten, gav Gud ham Moseloven (herunder de 10 bud). Moseloven bestod af en række regler for, hvordan livet skulle leves, hvad man ikke måtte gøre og hvordan man skulle få soning for sin synd.
"Soning for synd" - hvad er nu det for noget? Reglerne i moseloven er jo et udtryk for en erkendelse af, at nogle handlinger fører mere ulykke med sig. Når Kain dræber Abel, fordi Kain er ulykkelig, så fører det mere ulykke med sig. Så det er oplagt, at mord fører mere ulykke og adskillelse fra det gode liv med sig.
I stedet for at synd blot betyder adskillelse fra det gode liv, tager ordet med moseloven en drejning i retning af, at bestemte handlinger er syndige. Og nu er det så, at der er skabt basis for en ide om, at det er sjovt at synde. For nogle gange er det der er ulykkeligt for den ene, sjovt for den anden, og hvem skal man så tage hensyn til?
Hvis man holder fest med høj musik til klokken 5 om morgenen, kan man være relativt overbevist om, at naboerne ikke synes det er nær så sjovt, som man selv synes. Så der er behov for nogle spilleregler - hvor tit må man feste til langt ud på natten, eksempelvis?
Fordi moseloven sigtede imod at sikre folk et godt liv, kom den uvægerligt også til at betyde, at ideen om synd skiftede fra at betyde adskillelse fra det gode liv, til at betyde de sjove ting nogle ikke vil have vi gør. Så kan man jo altid diskutere, hvilke regler der præcist er behov for, men grundlæggende mener alle folk de har nogle rettigheder, som lovene bør sikre.
POINTER:
1) De love som sikrer vores "rettigheder" gør, at vi også får en tendens til at opfatte "synd" som noget sjovt.
2) Men grundlæggende er lovene der jo kun, fordi vi mennesker risikerer, at livet former sig sådan, at vi bliver ulykkelige. Vi lever et liv der er adskilt fra det optimale liv - vi lever med andre ord et liv i synd.

Livet er fuldt af problemer - det er ikke som vi helst ville have det var. I Bibelsk forstand er vores liv adskilt fra "lykken" - den adskillelse kaldes synd.
Men det vi mennesker gør påvirker jo også andre menneskers lykke. De lever jo også adskilt fra det optimale liv, og er derfor sårbare overfor de ting vi gør imod dem. Mord er et ekstremt eksempel. Derfor har alle samfund love, men love kan være ret sjove at bryde, fordi de netop siger, hvad jeg ikke må gøre pga hensynet til andre menneskers rettigheder.
I bibelsk betydning bliver det syndigt at gøre ondt imod andre, hvis man derved overtræder en lov i moseloven. Så hvad gør man, hvis man er kommet til at synde?
Løsningen er soning. Gennem moseloven tilbød Gud, at folk igen kunne blive forsonet med det gode liv, hvis de bragte ofre til Gud. Ofrene blev altså en slags garanti fra Gud - hvis I gør det, fjerner jeg jer ikke for langt fra det gode liv. Alle kan trods alt fejle!
Soningsofrene gav naturligvis en øget bevidsthed om, at man går og gør en masse åndsvage ting. Men grundlæggende kunne moseloven jo ikke løse problemerne. Menneskets tilværelse er besværlig, så mennesker bliver ulykkelige - vi er adskilt fra det liv vi ønsker. Eller sat på bibelsk sprog: Vi er ikke i Paradis længere. Spørgsmålet er, om der mon kan bygges bro over "sundet" - kan vi i en eller anden betydning finde tilbage til Paradis?
1) Soningsofrene gav folk en bevidsthed om deres uheldige gerninger
2) Men soningsofrene kunne ikke løse det grundlæggende problem, nemlig at der er forskel på mine og dine interesser, samt at livet er fyldt med problemer.

Vi lever ikke i Paradis. Moseloven søgte at lindre dette faktum, ved at sikre folk nogle grundlæggende rettigheder (du må ikke slå ihjel, osv). Desuden tilbød moseloven soning, hvis man alligevel kom til at gøre ondt - det er trods alt menneskeligt at fejle.
Men det grundlæggende problem eksisterede jo stadig. Hvordan kommer vi tilbage til paradis? Hvordan undgår vi et liv, hvor forskellige menneskers interesser er modstridende?
Kristendommen kom med sådan en løsning. Den erklærede, at alle moselovens bud kunne sammenfattes i dette:
"Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.«" Rom 13:8-9
Det første kristendommen gør er altså igen at tage det sjove ud af synden. Det er ikke syndigt at have det sjovt, men det er syndigt, hvis det skader mennesker. Nogle ser dette som en slækkelse af moselovens krav, men sådan så Jesus ikke på det - tværtimod sagde han, at han derved strammede op på lovens krav:
"Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde" Matt 5:17
Kender i de der retssager, hvor den anklagede slipper fri pga. en eller anden juridisk sidsfindighed. O.J.Simson sagen, eksempelvis. Sådan noget harmer naturligvis folk, fordi det strider imod vores retfærdighedssans.
Det Jesus siger er, at der ikke er nogen smuthuller. Næstekærligheden er et ufravigeligt krav. Intention og omtanke bliver pludselig afgørende begreber i kristendommen. For loven er for grovkornet: Der er altid juridiske smuthuller i love, så folk slipper afsted med uretfærdighed, og omvendt forhindrer love ting, som egentligt ikke skader andre, fordi perspektivet er jura i stedet for næstekærlighed.
Med kristendommen er vi altså tilbage til, at synd ikke er sjovt (medmindre man da nyder at skader andre, og så taler vi nok snarere om en psykisk brist). I kristendommen er fokus igen entydig: synd er adskillelse fra det gode liv!
Men alle kommer jo til at gøre ting der ikke er næstekærlige. Men kristendommen afskaffer også soningsofrene i moseloven. Hvordan får man soning i kristendommen?
POINTER:
1) Kristendommen præciserer hvad synd er: synd er at gøre ting der skader andre
2) Derfor erstatter kristendommen moselovens juridiske krav, med et ultimativt krav om, at man aldrig gør ting der skader andre.

"Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«" Mark 2:3-7
Dette er jo uhørt. Forestil jer, at en mand har stjålet fra jer. I slæber ham i retten, hvor dommeren siger: "Det er ok, jeg tilgiver dig". I ville naturligvis blive rasende, for hvad bilder dommeren sig ind, at sidde der og tilgive manden noget der gjorde ondt på jer! I skal naturligvis nok selv bestemme, om I ønsker at tilgive ham...
Jøderne kunne godt se, at den var gal - ikke fordi de tænkte på mandens mulige ofre, men fordi de opfattede synd som en sag mellem et menneske og Gud - så kun Gud kunne tilgive. Det kan Gud naturligvis, men hvis hele budskabet om synd skal give mening, så skal ofrene selv være interesserede i at tilgive manden.
Men kristendommen er lige nøjagtigt budskabet om, at man skal tilgive hinanden. Når nogen skader os (synder imod os) så hjælper det os ikke, at vi går og er vrede på dem. Tværtimod! Naturligvis er vores liv blev forringet af den brøde der er begået imod os, men tit er den ekstra straf vi påfører os selv bagefter, fordi vi ikke kan tilgive den største. Gammelt nag og had er ikke lykken.
Kristendommens budskab minder altså lidt om førstehjælp: "Stands ulykken". Ja, vi mennesker gør ulykkelige ting imod hinanden, men det gælder jo om at få det stoppet. Få talt ud om det med vedkommende - kom videre med dit liv!
Og skulle kristne nu komme i tvivl om vigtigheden heraf, så er kristendommen provokerende direkte: den formastelige skal bare bede om det, så modtager vedkommende tilgivelse fra Gud. Så tilgiver vi ikke vedkommende, så fjerner vi os selv fra Gud - "sundet" bliver dybere, og vi bliver mindre lykkelige.
POINTER
1) Vi kan få tilgivelse fra Gud ved at bede om det
2) Vi skal tilgive andre, hvad de påfører os af uretfærdigheder. Det betyder ikke, at man skal finde sig i alt, men det betyder, at man skal forliges - man skal finde en løsning på tingene. Stands ulykken!

jo kom lige i tanker om et skriftssted i relation til at vi skal stræbe efter at elske vor næste ultimativt og tilgive ham/hende hvis gør os fortræd.
Fra Mattæus kap 5 vers 22: "Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild."
Må det lykkes os at elske Gud og hinanden, som Gud vil og vokse i kærlighed fred og glæde og skridt for skridt skabe lidt Himmel på Jord!
Guds fred og alt godt!
katarin@

Det var lidt om, hvad synd er. For at holde det kort har jeg været nødt til at undlade en lang række vigtige emner (Jesu soningsoffer, eksempelvis). Men kan vi få en bro over sundet? Kan vi komme tilbage til paradis?
"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«" Matt 11:28-30
Hvis vores fokus er næstekærligheden, så vil vi komme bedre ud af det med hinanden - og os selv. Ulykkerne bliver og føles måske mindre. Og tilgiver vi andre de onde ting de påfører os, så kan vi lettere komme videre med vores liv.
Jeg vil godt understrege, at det at tilgive ikke er andres blanckocheck til at skade os. Der står ikke "tilgiv uden videre". Næ, vi skal forlige os med vores broder. Vi skal altså tale om tingene, åbne op og vise, hvordan vi har det. Og vi skal prøve at forstå den anden. Vi skal "tættere" på hinanden.
For det er jo det det hele handler om - at vi bliver interesserede i andres velbefindende, og at de bliver interesserede i vores. Vi skal leve på en måde, så vores lykke ikke bliver andres ulykke!
"Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave" Matt 5:23-24
Noget tilsvarende kan man sige om det at komme til at skade andre. Hvis man ærligt elsker sin næste, er det vigtigt, at man også får forklaret sit ubehag ved, at man har skadet den anden. Få talt ud om, hvad det er der har såret. Begræns ulykken - det gælder ikke om at få ret, men om at han og du får det bedre.
Der kan også ligge en stor tryghed ved at vide, at man kan få tilgivelse fra Gud, blot man beder om den. Det er ikke altid man kan få tilgivelse fra sin næste, men med Gud er der aldrig nogle problemer!
Et problemløst liv, som Adams og Evas i paradis kan vi ikke få her i livet. Men vi kan komme en hel del tættere på, ved at fokusere på at elske andre, samt fokusere på at få tilgivelse, samt give tilgivelse for de onde ting der sker mellem os og andre. Ved således at mindske skellet mellem, hvordan vi egentligt ønsker os, at livet skal være, og hvordan vi rent faktisk lever, har vi muligheden for at være mere lykkelige. Vi bor måske stadig på vores del af sundet, men i glimt kan vi benytte broen til at besøge paradiset.
Dette var afslutningen på mit lille kompendium om synd. Gad vide om der så er nogen der interesserer sig for den slags?

Dejligt, at der var en der gad følge med hele vejen. Når man laver et så langt kompendium, er det jo altid med en vis spænding, for bliver der overhovedet nogen der læser det?
Men det er jo rigtigt, at dit skriftsted understreger alvoren i det at tilgive sin næste:-)

Hej again,
Jeg synes det er en meget fin gennemgang du her har givet.
Den med, at vi ikke er hvor vi gerne ville ("skulle") være og ikke kan det, synes jeg passer perfekt til billedet af det menneskelige liv.
Derfor finder jeg en helt Ny Verden i det daglige liv, dersom vi anvender de perspektiver du her nævner.
Tak for det. Men du har nok ret i din betragtning. Who cares?
Enoch

Hej Enoch
Det tog en del tid at skrive mit lille kompendium, så jeg er glad for, at der er enkelte der faktisk staver sig igennem det, og synes det passer på deres liv:-)
Tak for kommentaren...