Hvad forventer du af en ven/veninde?

Jeg er måske inde et forkert sted, men jeg tænkte at det her var et godt sted at stille et lidt mærkeligt spørgsmål;
Jeg er ikke selv ensom, jeg har et godt netværk og egentlig ret nemt ved at tiltrække andre mennesker i selskabelige sammenhænge.
Men jeg spekulerer over hvad jeg gør forkert, for de typer jeg tiltrækker er ikke altid de heldigste. Jeg spekulerer på hvorfor andre har nogle meget stærke forventninger til et spirende venskab. Hvad forventer du/i? Og hvad tænker i, hvis en i lige har lært at kende trækker sig lidt med henvisning til at han/hun har rigtig meget der fylder i hverdagen og derfor ikke lige har tid til at ses/have kontakt/tale i tlf hele tiden?
Dybest set tiltrækker jeg "snyltere"; den type mennesker som forventer ekstremt meget af et venskab. For mig er det meget at forvente at der er kontakt (f.eks. sms) flere gange dagligt, at jeg svarer på enhver "hvad-laver-du-besked" og lignende. Som et voksent menneske med barn og studie har jeg en rigtig travl hverdag hvor jeg oven i købet dyrker en del træning og sport - og ofte er sent hjemme. I hverdagen orker jeg bare ikke at være til rådighed hele tiden og slet ikke for nye bekendte. Jeg bliver simpelthen så stresset hvis jeg dagligt skal forholde mig til "go´morgen, ja så er det hverdag igen blahblahblah" beskeder eller smågnavne beskeder hvis der går lang tid inden jeg svarer.
Når jeg oplever det her kan jeg mærke at jeg trækker mig ind i mig selv; jeg orker det ikke og lader kontakten glide ud. Seneste eksempel er en på mange måder sød pige som jeg har mødt gennem studiet. Der var potentiale til et godt venskab, men hun er ekstremt kontaktsøgende; hver evig eneste dag får jeg en morgenbesked og som oftest negativ. Hun har betroet at hun har et dårligt forhold til familien og at hun har mistet mange venner gennem årene og derfor er det svært at være fuldkommen afvisende - men hun driver mig til vanvid!
Hver eneste uge, når vi når halvvejs er hun der; hvad skal du i weekenden, skal vi ikke ses, skal vi ikke snart på café osv., osv. Svarer jeg ikke dagligt på hendes beskeder, ja så bliver hun småsur og så skal jeg høre om hvor dårlig hendes dag har været og hvor trist hun er over ikke at have kontakt så ofte.
Det skal siges at vi ser hinanden minimum 2 gange om ugen på studiet.
Så er det jeg spørger; er jeg helt forkert på den?
Forventer i at en ny ven/veninde står til rådighed hele tiden, selvom de har en normal hverdag? Bliver i også mobsede eller bombarderer folk med sms´er hvis de ikke svarer med det samme❓Kan i acceptere en afvisning af at ses mv., uden at blive fornærmede?
Jeg har oplevet lignende situationer med andre og det betyder at jeg er blevet mere forsigtig med at lære folk nærmere at kende, selvom jeg egentlig kan se noget potentielt positivt i det. Jeg orker simpelthen ikke det der klistrende noget. Mine gamle (få og meget nære) venner har jeg heller ikke daglig kontakt med - men vi har meget ud af hinanden når vi er sammen og er der altid hvis lokummet brænder, så tager vi tiden også selvom alt andet måske falder lidt fra hinanden. Men de venner jeg har af den kaliber er heller ikke så klistrende, men igen, jeg kan ikke finde ud af om jeg er galt på den når jeg føler at de andre "snylter" eller måske rettere dræner mig med alt for store forventninger til hvad jeg kan være som veninde?

hvis det er en god ven.

Jeg ved på den anden side også godt at de gamle venner hviler i sig selv, fordi de ved lige præcis hvor de har mig. Det ved en ny eller potientiel ven ikke. Den hyppige kontakt er et forsøg fra deres side, på at finde ud af "hvor i verden du er" om de har en chance for at blive inviterede ind i din tilværelse osv. og det kræver på en eller anden måde nogle fælles oplevelser og dermed fælles referencerammer. De griber det bare temmelig klodset an.
Jeg plejer at holde op for det ved at aftale nyt møde, hver gang vi ses, til at begynde med. Der kan godt være 14 dage imellem. Jeg gør faktisk det samme med nye kærester. Så er det der smshelvede elimineret fra start, hvad enten helvede er de kommer eller udebliver.
Prøv at tænk over, hvordan det var, da du mødte dine "gamle" veninder. Jeg mødte mine i min teenageår og vi hængte sammen dag og nat. Der blev knyttet bånd, endda af den type der holdt. Vi kan ikke overkomme det idag, men når vi møder nogen, der ikke "har andre" har de det med at kaste sig skrigende over én, så noget må man gøre lige fra begyndelsen, hvis det overhovedet skal have en chance for at udvikle sig.

Jeg har faktisk forsøgt modellen i nævnte tilfælde, med at aftale nyt når vi endelig ses... med det resultat at hun synes der går for lang tid imellem.
Men jeg vil da gøre forsøget igen hvis jeg ikke får fred. Jeg håber på en måde at jeg er en skuffende oplevelse som ny veninde, så hun selv vælger mig fra. Som sagt har hun oplevet hvad hun kalder svigt fra en del andre og jeg mistænker at det er fordi hun selv kører for hårdt på, så måske får jeg lidt ro.
I starten har jeg nok også gjort den fejl at hun et par gange har fået lov at sove på sofaen efter forskellige arrangementer. Hun bor i en anden by, så det er ikke altid hun har haft mulighed for at komme hjem efter sene arrangementer her i byen. Den "service" har jeg stoppet, for jeg tror det fik hende til at tro at nu skulle vi gå arm i arm resten af livet. Hun har nemlig været lidt svær at "få ud af døren" når hun har overnattet - også selvom jeg f.eks. har haft noget jeg skulle med min datter.
Som du selv skriver kan den bruges med en ny kæreste og det har jeg også gjort, fordi jeg ikke magter at de klistrer.
Men jeg er glad for at høre at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Til en hvis grad var jeg begyndt at føle mig som et frygteligt menneske fordi jeg ikke kan have det her - og fordi det er sket med flere forskellige mennesker.