Hvad får de deres tid til at gå med?

- Natten til lørdag blev en politibetjent slået ihjel ved et trafikuheld. Ganske tragisk for hans kone og to børn.
- Ulykken skete kl. 01 og to køretøjer var impliceret i uheldet, nemlig den civil bil som betjenten var fører af og en venstresvingende bus. Chaufføren af bussen blev umiddelbart efter uheldet afhørt med en sigtets rettigheder!(!!!) men blev ikke sigtet og modtog senere på natten krisepsykologhjælp som alle andre involverede og tilkørende kolleger til ulykken også fik.
- Nu er klokken 11.00 søndag - altså næsten to døgn senere.... hvad er det, der er så svært at udrede ved præcis det uheld, at man langt har overskredet normal sagsbehandlingstid?
- Jeg har en rigtig led fornemmelse af, at det ikke har været muligt at smøre skylden af på buschaufføren og det er dét, de får deres tid til at gå med at forsøge sig med.
- Kan der være andre årsager?

siger du at buschaufføren stadig er tilbageholdt?

- De måtte lade ham gå. Men det var jo ikke en almindelig afhøring. Det var med en sigtedes rettigheder, som det smukt hedder.
- Der er stadig ikke noget nyt om "årsagen". Jeg skyder på den dræbte betjent er skyld i ulykken og det er årsagen til langsommeligheden.

Politiet i Danmark lider af den mentale korruption, hvor det er korpsånden der skaber den mentale korruption. Hvis først en har trådt i spinaten, så bakkes denne o af kollegaerne, der gerne søger, at hjælpe en kollega i knibe.
Jeg erindrer stadig min tur hjem fra en juleferie i Jylland, hvor jeg selv kørte. Da jeg passerede Roskilde by, hvor der var en busbane på min højre side, hvor jeg skulle krydse denne busbane for at svinge til højre i en lysregulering, var jeg hensynsfuld, og lod bussen passere i busbanen selv om jeg var forrest med 3 meter. Men da den havde passeret for grønt, skiftede det til rødt, straks kom en politibil op på siden af mig og meddelte, at jeg var sigtet for, at køre over for rødt lys, og skulle straks køre rundt om krydset og holde ind til højre. Jeg afviste deres påstand, da jeg endnu holdt 4 meter fra den lysregulering de sigtede mig for, at have passeret for rødt lys.
Jeg sagde til politiet, at jeg ikke ville tage deres åbenlys fejlagtige påstand til følge, men lade sagen prøve for en dommer. Jeg afviste bødekravet der dengang var 1.000 kr. og bad politiet stævne mig, hvilket skete.
Politiadvokaten havde kun den ene betjent med, det var den der havde skrevet rapporten, mens patruljeføreren udeblev. Under afhøringen forklarede betjenten, at jeg havde afvist, at standse efter at være sigtet, så politiet måtte jagte mig over for rødt for, at bringe mig til standsning. Hvilket jeg afviste som det pureste opspind, og sagde til betjenten, at sagen er lige til forsiden af Ekstrabladet, hvilket fik betjenten til, at ryste på hånden og stemmen blev skælvende.
Jeg forklarede dommeren at jeg ikke havde passeret lysreguleringen, men afventede en bus, der skulle passere først for grønt i busbanen. Videre oplyste jeg, at der var en stop streg cirka 25 meter før lysreguleringen af hensyn til bussernes svingning i den smalle gade i lysreguleringen. Da jeg passerede stopstregen var der grønt, men jeg afventede bussens passering da jeg skulle krydse busbanen. Derfor kørte jeg i gå tempo frem mod reguleringen til bussen havde passeret, men stoppede så da der var blevet rødt og nægtede at passere for rødt lys som betjenten bad mig om. Videre begærede jeg endnu et retsmøde hvor den udeblevne betjent blev tvangs afhentet til afhøring, såfremt han nægtede at komme af egen drift igen.
Dommere gav mig ret i, at også han ville afhøre betjenten, og berammede et nyt retsmøde, hvor betjenten mødte frem. Dommeren præciserede over for betjenten, at jeg som selvmøder havde retten til selv, at afhøre betjenten, hvilket fik betjente til rasende at udbryde, at han aldrig i sin tid som betjent havde givet en sigtet ret til, at stille spørgsmålstegn ved dennes hæderlighed og troværdighed, og nægtede mig afhørings retten.
Jeg bad derfor dommeren om, at agere min stemme, hvor jeg som en sufflør der sad på scenen, så ville hviske dommeren mine spørgsmål i øret, så dommeren kunne gentage dem over for betjenten. Ansigts farven skiftede til rødt af raseri hos betjenten, men dommeren bad mig afhøre betjenten direkte uagtet denne havde nægtet det, og kom med en bemærkning til politiadvokaten om, at denne måske risikerede, at næste sag skulle være mod betjenten for nægtelse af vidne afgivelse.
Jeg rejste mig og kiggede på betjenten med et indledende bemærkning om, at jeg som udgangspunkt måtteantage, at betjenten kendte færdselsloven som færdselsbetjent, hvilket betjenten nikkede til. Videre blev min næste ledende spørgsmål til betjenten så, at han som færdselsbetjent måtte være klar over, at det var strafbart, at køre over for rødt i en patruljebil, der ikke havde blå blink og ikke brugte udrykningssirene. Betjenten gav et hop i stolen og svarede nu klart ja, det har han bestemt heller ikke gjort.
Hvilket jeg medgav betjenten, at han heller ikke havde gjort efter min vurdering, og oplyste, at når jeg nu fremsatte dette ledende spørgsmål, så var det alene på baggrund af kollegaens forklaring for dommeren i forrige retsmøde, hvor kollegaen havde forklaret, at betjenten havde kørt over for rødt i sin jagt på mig for, at bringe mig til standsning. Jeg bad så betjenten om, at forklare hvad der havde fået kollegaen til at afgive denne falske forklaring for retten. Betjentens ansigtsfarve skiftede nu fra rødt til hvidt, og han bedyrede over for dommeren, at hverken han eller jeg havde passeret for rødt, men at jeg holdt tilbage for grønt, til en bus havde passeret i busbanen, og stoppede så da det var skiftet til rødt.
Tak sagde jeg til betjenten og meddelte , at jeg ikke havde yderligere at tilføje sagen, og medgav, at betjenten havde afgivet et retvisende forklaring for dommeren, og bad dommeren om, at træffe sin afgørelse med påstand om frifindelse. Hvilket dommeren tilkende gav, at resultatet efter denne afhøring var en frifindelse. Dommeren bad politiadvokaten om, at give den anden betjent en advarsel for, at have afgiver falsk forklaring for retten, og at betjenten slap for videre tiltale, alene på baggrund af, at jeg ikke ønskede en dom, men var tilfreds med tilkendegivelsen, da jeg ikke var hævn gerrig. Men dommeren tilkendegav over for politiadvokaten, at han ikke fremover ville se lignende adfærd fra politiet, men ville straks afsige fængslings krav hvis det gentog sig.