Hvad gør man så

Det er nu 7 år siden ca at jeg var sammen med min første kæreste, min første kærlighed som jeg elskede..Nu er mit problem at jeg ikke kan glemme ham...tænker på ham,tror jeg elsker ham og at det står i vejen for et andet forhold måske....
Jeg har skrevet et brev til ham, måske var det forkert af mig, men jeg var ved at blive vanvittig af at savne en person så meget som jeg ikke kunne se,snakke med mm...Men han har en kæreste...så det vil være forkert at komme brasende,...Jeg har også kun sendt et brev til ham, så må det være op til ham...Nu har jeg sagt at jeg stadig føler noget for ham og måske prøvet at sige farvel til ham,give slip....Men jeg ved ikke om jeg virkelig kan...Og jeg er bange for at jeg ikke kan komme videre og elske en anden, der vil altid mangle noget og jeg ville ikke blive rigtig lykkelig tror jeg.....Spørgsmålet er om jeg skal vente på ham....i flere år fremover, hvis der skulle komme en chance til....Jeg har lige været i et forhold, hvor jeg troede jeg kunne blive og have en fremtid med, vi fik også et barn,...men er ikke længere sammen nu, bla fordi jeg hele tiden tænkte på min første kæreste og havde så svært ved at glemme ham...Det var som om han var et levende spøgelse der hele tiden dukkede op....
Så udover at vente ved jeg ikke hvad jeg skal gøre eller kan gøre,...Jeg er overbevist om at han er den eneste ene for mig, og jeg vil ikke have andre end ham....
Lige nu ulykkelig,men håber en dag at blive lykkelig.....

Lad mig starte med at stille dig et spørgsmål:
Hvem er hovedpersonen i dit liv?
På mig lyder det som om du har baseret hele dit verdensbillede på ham, og det er i virkeligheden her problemet er. Det nytter ikke noget at prøve at glemme ham, så længe det fundamentale problem stadig består.
Du er nødt til at komme videre med dit eget liv, definere hvad du vil, hvor du kunne tænke dig at være om 10 år (eksempelvis). Og gør det uden at spekulere over hvem du kunne tænke dig at være sammen med. Jeg indrømmer at det ikke er nemt, men du er nødt til at indse at den vigtigste person i dit liv er DIG!
Du må tro på at du er dejlig, præcis som du er, og vide at det vigtigste i dit liv er at DU lever som du selv har lyst til det.
Jeg har selv måttet kæmpe med lignende problemer, men det kan lade sig gøre at komme ud af dem. Der er lys for enden af tunnelen.
Find en god veninde eller lignende at snakke med om det. Ellers kan psykologer altså osse være til stor hjælp i den slags situationer.
Men når du indser, at dit liv handler om DIG og ikke om ham, vil du nå til det punkt hvor du erkender, at livet kan byde på mange flere spændende mænd end lige netop ham.
Håber du kunne bruge det her til noget.
/Sprocket

Lad mig fortælle dig lidt om min dejlige mor:
Hun er i dag i midten af 50'erne og er en rigtig dejlig kvinde. Hun ser fantastisk ud - høj, slank, smart og ungdommelig og frisk. Hun har et dejligt væsen - trofast,hjælpsom, humoristisk, kærlig og udadvendt. Hun har 3 dejlige unger (hvis jeg selv skal sige det) ;o) og et godt job. Men ved du hvad der mangler? En mand i hendes liv... Men hun kan ikke komme videre og glemme den mand som hun havde et stormfuldt og intenst forhold til for snart 10 år siden. Han var, som hun selv siger, hendes store kærlighed og hun mener selv, at hun aldrig finder noget der vil kunne måle sig med dét. Hun kan ikke glemme ham og deres tid sammen. Alle de mænd hun møder bliver sammenlignet med ham og dermed får de aldrig en ærlig chance.
Jeg er ked af at min mor ikke tillader sig selv at finde en partner som hun kan dele sit liv med, for jeg ved at hun savner det. Det skærer i mit hjerte, at tiden bare flyver af sted og hun ikke kan glemme ham.
Hun er ved at indse det selv og vi har haft mange lange snakke om det. Hun er selv meget ked af at hun har spildt alle disse år og ved at hun er nødt til at komme videre. Jeg tror hun er ved at være parat til det og jeg glæder mig uendeligt til den dag, hvor en eller anden får lov til at vinde hendes hjerte.
Problemet er jo lidt, at hun har et eller andet billede i sit hovede om, at han er den eneste ene og hvis de kunne få en chance mere, så ville det være godt. Men hun er efterhånden selv nået derhen hvor hun er klar over, at hvis hun endelig mødte ham i dag, så ville der måske slet ikke engang være de følelser til stede mere - måske ville hun indse at hun havde holdt fast i noget som slet ikke eksisterer mere, eller i hvert fald kun i hendes forestilling. Derfor overvejer hun at møde ham igen og få det ud af verden. Der er selvfølgelig også den mulighed at det stadig er det samme, men det tror jeg hun er stærk nok til at klare nu. Og hvis hun ikke møder ham, ja så er hun også så småt indstillet på bare at komme videre. For som jeg har sagt til hende...det kan godt være at du aldrig finder en som ham eller finder en der kan gi dig det samme som han gjorde, men så finder du noget der er lige så godt - bare på en anden måde.
Jeg tror på samme måde at du er nødt til at give slip på din forestilling om dét der var en gang og indse at han er kommet videre. Det samme skal du. Du må ikke lade årene gå til spilde men indse at du kan finde noget der er lige så godt, hvis ikke bedre - det bliver bare på en anden måde.
Du vil ærge dig når du sidder og kigger tilbage og indser hvilket spild det var at drømme om noget der eksisterede engang i stedet for at kigge fremad og åbne øjnene for nye og spændende ting.
Du kan sagtens komme over ham, men du skal give dig selv lov - ellers lykkes det aldrig.

stærkt,...jeg vil tænke over det....
tak for dit svar,..

Kære datter...
Jeg takker mange gange for dit svar på mit brev,og kan se at andre,din mor, også har det lidt på samme måde som jeg måske....men jeg har tænkt lidt mere over det,og bla skrevet et langt indlæg omkring det under kærlighed pure bullshit,...du kan også læse det hvis du vil...Jeg er kommet frem til at ja,jeg må videre,.ikke hænge fast i noget gammelt...men jeg vil ikke videre med en anden mand/kæreste....
Jeg vil videre med mig selv først og fremmest,hvilket betyder at jeg må prøve at forstå mig selv og mine følelser...så kan jeg erkende, og så ved jeg hvad jeg vil....
Det jeg gerne vil er at jeg gerne vil elske og kende kærligheden...Det synes jeg bedst at han kan få mig til,dybest...men forstået på den måde,..at jeg elsker ham, "tilbeder" ham, ære den kærlighed,holder fast i den,fordi den også holder mig fast i noget som egentlig er rart og fantastisk, og som vil være utrolig svært at erstatte med noget andet...nok vil det blive virkeligt,nutidigt og man ville være to om alle de hyggelige mange ting...men så føler jeg alligevel mere mening ved at være alene,er jo ikke helt alene,når jeg har mit dejlige barn...og mindes den kærlighed hvor jeg elskede med hele mit hjerte,hvor jeg fuldt ud gav mig hen,stolede på..det er bare som om at det vi byggede og bandt sammen aldrig kan forsvinde og jeg føler at det er så stærkt...så var det jeg tænkte lidt mere, hvordan skal livet så være,....det lyder lidt som et nonneliv hvor jeg har giftet mig med min første kærestes sjæl,men vi er bare ikke sammen...og kan heller ikke få børn på den måde....
Det er mulligt, det kommer til at ligne det billed lidt, men som jeg er begyndt at se det så er han allerede en stor ledestjerne i mit hjerte,på min himmel og i mit liv...hvorfor forsøge at glemme det som er så stort...nok lever det ikke op til forventningen om et almindeligt familieliv,..men så er det så rigt åndeligt og følelsesmæssigt...Det er vildt at opleve et bånd til en anden som ikke blir slidt op,ikke kan brydes...måske er det ikke umidelbart nemt at erkende ja jeg elsker ham,men nej det er ikke sikkert at vi kan være sammen...måske ville jeg og kunne jeg blive lykkelig hvis jeg gav en anden en chance....men det er også mulligt at min tro alene kan give mere...det er et spørgsmål om at føle at man bruger sit hjerte og kan blive fyldt ud af noget...for mig vil det nok være bedre, at fylde det med det som jeg har oplevet som værende så godt for mig...så stor en inspiration...
hvis jeg skulle leve i et andet forhold,hvor ville han så forsvinde hen,hvordan skulle jeg dele mit hjerte...lige nu tror jeg ikke at jeg kan,..jeg er glad jeg har et dejligt barn som kan lære mig en masse om livet og som jeg kan have en indbyrdes virkelig relation med...jeg prøver at nå frem til det pukt hvor jeg føler det er rigtigt for mig at være,..jeg ønsker fortsat at tro på den store kærlighed, men så må jeg vel også holde fast i den...tidligere, har jeg både været ulykkelig,forvirret,mm med andre kærester,..men jeg savner det hvor man har den fulde kærlighed og den fulde erkendelse af det...jeg har allerede valgt tror jeg,det kan ikke gøres om...
Man behøver jo heller ikke at have et trist liv fordi man er alene...der er så mange mennesker omkring en som kunne trænge til lige så meget kærlighed,opmærksomhed,venlighed at jeg levende kan se et "travlt" liv foran mig...
Ihvertfald vil jge give det en chance i en del af mit liv, det er jo så langt og måske vil det være det rigtige for mig at gøre, selv om det godt kan kræve en smule mod at gøre det....i det hele taget at tro på noget,tro på en anden...
jeg har nok også meget store forventniger nu til en anden,...og vil ikke lige nu nøjes med noget eller have mindre....
men ellers mange tak for dit råd,som sådan er klogt nok....jeg tror bare jeg holder fast i det gode fra min fortid og bruger det som et lys på min vej.......knus til dig...og din mor....
Må lykken også være i hendes og dit liv....

jo, jeg ved godt at jeg er hovedpersonen i mit liv...men jeg er også begyndt at tro at der kun er en som kan få rollen som min partner...
Det behøver jo ikke at betyde at mit liv ikke er andet eller kan være andet end det...
Jeg har bare ikke lyst til at fortsætte med at tro at jeg kan være sammen med hvem jeg vil,når jeg allerede har givet ham mit hjerte....så er der ikke så meget tilbage,og jeg kan heller ikke starte forfra...Nu må han blive mit livs kærlighed, mit livs lys,selv om det kan lyde sukkersødt, men for mig er det sandt når det gælder ham,men ikke når det gælder andre...
Jeg har ikke tænkt mig i den forstand at kæmpe for ham,imod han evt kæreste,det kunne ellers være sjovt,....men starter med lige at blive 100 % klar over at det virkelig er sådan jeg har det...
Tilbage er der så, forholdet til mit barn, forholdet til min familie og venner....indtil videre må det være det som er i mit liv, og med tiden kan jeg jo altid gøre et eller andet sjovt som at lege helt et eller andet sted, jeg tror ikke mit liv blir tommere af at jeg vælger at det kun kan blive ham jeg vil være sammen med,tværdimod måske,..blir det mere fyldt ud af troen på vores kærlighed om vi så er sammen eller ej....jeg er begyndt at tro at det ikke er det det kommer an på,men indholdet....
Jeg vil heller ikke gå og ærgre mig over at han har valgt at være sammen med en anden, men bare elske ham,uden forbehold...men hvis nu min kærlighed til ham er så stærk kan jeg ikke se at jeg kan være sammen med en anden,tværdimod ...
det er lidt mærkeligt at nå frem til det, især fordi det kunne virke som en evig kilde til at være ulykkelig, men jeg tror det er et spørgsmål om bare at indrømme at man elsker personen og så er det lige meget hvad de gør,siger...
om 10 år,...er jeg ude og hjælpe et sted i verden og om livet vil det gift,ellers gifter jeg mig bare med en stjerne på himmlen....
Alt mullig lykke til dig i dit liv....

Hejsa.
Jeg ved godt det ikke er dig der har startet dette indlæg, men jeg må alligevel fortælle dig at jeg blev helt rørt da jeg læste dit svar til ægte kærlighed. Gid min datter som i dag er 14 vokser op og bliver som dig, kærligheden til din mor lyser ud af brevet og hun kan være stolt af at ha' en sådan dstter.
Bare det jeg ville sige
Hilsen en mor.

hej
jeg tror at det er tryghed. tryghed som du gennem hans tid fik bygget op. og den er svær for dig at finde i andre, da det var din første kærstet. det du skal gøre er at finde trygheden i dig selv. og nok ikke før han du komme vider.
held og lykke*SS*

Jeg kan sagtens forstå det sted du er lige nu, men jeg håber og jeg tror også på at det igen en dag vil ændre sig og du vil opleve en anden form for lykke. Men bare det at du har fået vendt og drejet det og gjort dig en masse tanker omkring det her, er jo også en del af processen.
Held og lykke fremover

Mange tak for de søde ord :-)
Jeg er blevet opdraget med en go' portion kærlighed, respekt og forståelse som har gjort, at vi har "overlevet" mange svære ting sammen og hvis du gør det samme med din datter, så er jeg sikker på, at hun vil vokse op og føle nøjagtig det samme som jeg gør for min dejlige mor.
Take care