ANMELDELSE - Natascha Kampusch: 3096 dage
Levende begravet
Forfatter: Natascha Kampusch
Title: 3096 dage
Oversætter: Anette Petersen
Forlag: Gyldendal
274 sider, 299 kr
Udkom: august 2011
ISBN: 9788702107548
[sun] [sun] [sun] [sun] ud af 6 sole
Natascha Kampusch’ bog begynder ret tilforladeligt, selvom man naturligvis har sine mørke anelser. Hun dykker pumbvis ned i almindeligt dysfunktionel familie og barndom, som får hende til at ønske hun kunne dø, at hun kunne få et andet liv, at hun var en anden etc. Et 10-årigt barns desparate utilfredshed. Helt almindeligt, men allerede her faktisk ret foruroligende. Og ja, hun får et ganske andet liv meget hurtigt den dag.
Hun borftøres som bekendt i en hvid varevogn og proppes i et kælderhul hvor hun så tilbringer den næste nat, de næste dage, de næste uger, måneder og år. Altsammen har det mest karakter af en ualmindeligt velskrevet selvbiografisk erindringsbog som er mere spændende end ubehagelig. Men det ændrer sig. Cirka halvvejs i bogen, og halvvejs i Natascha’s fangeskab går hendes kidnapper mere og mere psykotisk ud i et blindspor og behandler hende værre og værre. Indtil man lægger bogen fra sig og ikke orker flere pinsler og klaustrofobiske modbydeligheder.
Visse bøger bekriver så stærkt et stof at man det meste af tiden helt glemmer formen. Det er tankevækkende sjældent. Denne bogs historie er så foruroligende og vedkommende at man ikke et øjeblik får lejlighed til at irriteres eller overhovedet at bemærke formen. Og skal man endelig vurdere formatet – som er den kidnappedes kronologiske dagbog – må man sige at den perfekt og naturlig til sit stof. Hvordan ellers vise en lille piges pludselige levende begravelse og sidenhen tilsnørede teenageopvækst? (Oversættelsen fra tysk er desuden fremragende med få sproglige fejl.)
Langsomt trænger vi ned i Natascha’s fangekælder som subjekt for en psykopats vrangverden, og kan ikke undgå identifikation. Så meget desto voldsommere længes man efter den flugt som vi ved kommer. På behagelig lænestolslæseafstand kan vi en smule ængsteligt længes efter befrielsen, som vi ved kommer. At Natascha fysisk fanget aldrig vidste hvordan hendes skæbne ville ende kan næsten kun pege på et mirakel: det lykkedes hende at bevare mental sundhed fra start til slut.
Ikke blot mental sundhed med eksistentiel og filosofisk stærk dømmekraft udvikler hun som en munk i årelang selvfornægtelse og meditation. Denne imponerende udvikling viser sig især i bogens fjerde akt, efter at hun er flygtet, og nu kan se tilbage på overdens og mediernes hykleriske behandling af hendes historie. Ironisk observerer hun at offentlighedens behov for uimodsigelige sort/hvide billeder af ondskab er så påtrængende at man slet ikke ønsker at høre hendes side af sagen; hun som dog var monstrets subjekt og kunne opleve grusomheden tættere på end nogen anden. I sandhed en bemærkselsesværdig konklusion.
Forfatter: Natascha Kampusch
Title: 3096 dage
Oversætter: Anette Petersen
Forlag: Gyldendal
274 sider, 299 kr
Udkom: august 2011
ISBN: 9788702107548
[sun] [sun] [sun] [sun] ud af 6 sole
Natascha Kampusch’ bog begynder ret tilforladeligt, selvom man naturligvis har sine mørke anelser. Hun dykker pumbvis ned i almindeligt dysfunktionel familie og barndom, som får hende til at ønske hun kunne dø, at hun kunne få et andet liv, at hun var en anden etc. Et 10-årigt barns desparate utilfredshed. Helt almindeligt, men allerede her faktisk ret foruroligende. Og ja, hun får et ganske andet liv meget hurtigt den dag.
Hun borftøres som bekendt i en hvid varevogn og proppes i et kælderhul hvor hun så tilbringer den næste nat, de næste dage, de næste uger, måneder og år. Altsammen har det mest karakter af en ualmindeligt velskrevet selvbiografisk erindringsbog som er mere spændende end ubehagelig. Men det ændrer sig. Cirka halvvejs i bogen, og halvvejs i Natascha’s fangeskab går hendes kidnapper mere og mere psykotisk ud i et blindspor og behandler hende værre og værre. Indtil man lægger bogen fra sig og ikke orker flere pinsler og klaustrofobiske modbydeligheder.
Visse bøger bekriver så stærkt et stof at man det meste af tiden helt glemmer formen. Det er tankevækkende sjældent. Denne bogs historie er så foruroligende og vedkommende at man ikke et øjeblik får lejlighed til at irriteres eller overhovedet at bemærke formen. Og skal man endelig vurdere formatet – som er den kidnappedes kronologiske dagbog – må man sige at den perfekt og naturlig til sit stof. Hvordan ellers vise en lille piges pludselige levende begravelse og sidenhen tilsnørede teenageopvækst? (Oversættelsen fra tysk er desuden fremragende med få sproglige fejl.)
Langsomt trænger vi ned i Natascha’s fangekælder som subjekt for en psykopats vrangverden, og kan ikke undgå identifikation. Så meget desto voldsommere længes man efter den flugt som vi ved kommer. På behagelig lænestolslæseafstand kan vi en smule ængsteligt længes efter befrielsen, som vi ved kommer. At Natascha fysisk fanget aldrig vidste hvordan hendes skæbne ville ende kan næsten kun pege på et mirakel: det lykkedes hende at bevare mental sundhed fra start til slut.
Ikke blot mental sundhed med eksistentiel og filosofisk stærk dømmekraft udvikler hun som en munk i årelang selvfornægtelse og meditation. Denne imponerende udvikling viser sig især i bogens fjerde akt, efter at hun er flygtet, og nu kan se tilbage på overdens og mediernes hykleriske behandling af hendes historie. Ironisk observerer hun at offentlighedens behov for uimodsigelige sort/hvide billeder af ondskab er så påtrængende at man slet ikke ønsker at høre hendes side af sagen; hun som dog var monstrets subjekt og kunne opleve grusomheden tættere på end nogen anden. I sandhed en bemærkselsesværdig konklusion.