Hvad med børnene?????

Kære læser
Er der nogen der kan give mig et råd ang. delingen af vore børn i forbindelse med skilsmisse efter længere tids utroskab? Vi er for så vidt enige om at vi skal have fælles forældremyndighed over vore to børn ( 7 og 8 år ). Moren ønsker at have begge børns adresse hos sig da hun, som hun siger, ikke kan fraskrive sig den ene. Hvis hun ikke får det vil hun køre en retssag på det. Dette vil selvfølgelig afstedkomme at hun får en økonomisk hjælp i form af børnepenge, forhøjet børnepenge, større boligstøtte m.m.. Alt dette har jeg det udmærket med, da jeg ved hun vil komme til at sidde hårdt i det. Vores plan er, at børnene skal være hos den ene forældre en uge ad gangen og vi derfor har de samme udgifter til forplejning og underhold af børnene. Vi er ligeledes enige om at jeg ikke skal betale børnepenge til hende da vore indkomster stort set er ens. Nu er det bare så at jeg bliver lidt nervøs for hvad der vil ske hvis hun når vi ikke længere er så enige om alting vil forlange at jeg skal betale disse børnepenge. Hvad vil der ske når der flytter en " ny" ind hos den ene eller anden. Ville det i bund og grund være mere fornuftigt af mig at søge om at få det ene barns adresse hos mig og så hjælpe hende rent økonomisk så længe behovet er der. Er jeg mere sikker på at hun ikke pludselig flytter langt væk med børnene hvis jeg har den enes adresse? Er der noget jeg skal være særligt opmærksom på. Nu kan alt denne usikkerhed måske lyde som om jeg blot ønsker økonomisk vinding hvad det absolut ikke er. Jeg elsker mine børn og ønsker at være sammen med dem så meget som muligt.
Uha hvor er det svært.
Kærlig hilsen
Knuden

Det er beklageligt at høre om den situation I er havnet i, men taget i betragtning at 40% af alle ægteskaber idag ender i skilsmisse er det helt 'normalt'. Ved lignende spørgsmål har jeg ved flere lejligheder med fordel brugt www.familieadvokaten.dk hvor du for 60 kr. i 3 måneder kan stille spørgsmål til dem. Jeg vil tro at de har mødt tilsvarende spørgsmål og derfor sikkert kan hjælpe dig. En anden mulighed er statsamtet som kender til praksis indenfor området.

jeg synes at det er en rigtig dårlig ide at børnene skal flytte fra hjem til hjem hver uge. de har brug for tryghed og stabilitet. på det område synes jeg at I burde finde en bedre løsning.

at det ville være dejligt at børnene boede én uge af gangen hos hver af forældrene. Men det ender med at børnene bliver splittet for de får ikke en fast base, de kan kalde "hjem".
Jeg er pædagog og oplever p.t. et barn der bor en uge hvert sted. Han er en frustreret unge, der har svært ved at finde ud af regler, da reglerne er for forskellige hver af stederne. Mandag morgen er han ked af det fordi han savner, som regel er det hans mor han savner, selvom han lige er kommet hjem til hende aftenen før. Faren er en god far og familien har fundet ud af det sådan, uden at der har været ballade, men jeg mener at det går ud over drengen.
Jeg håber at i finde ud af det, det vil blive svært uanset hvordan i gør det.
held og lykke

Læser jeg helt forkert. Det var da ikke et spørgsmål om erfaring med hvordan børn takler det at skulle flytte men mere det økonomiske.
jeg er også pædagog og ser mange børn der klarer 1 uge hver sted fint.
Jeg har også et dele barn som bor hos sin far en uge og hos mig en uge
Lige løn giver lige muligheder, og selvfølgelig skal børnene ha en adresse hvert sted, det vil økonomisk betyde at i ligestilles.
Lad det være udgangspunkt så kan du da altid betale ekstra penge til børnenens fornødenheder.

Hej Knuden
Mener at kunne huske at da jeg blev separeret for 2 1/2 år siden, skrev vi under på serationspairene og der stod klart og tydeligt, hvad reglerne var og de blev aftalt ved seperationen og nedskervet af en sagsbehandler fra statsamtet, så hvis i kan enes om noget og få rette vedkommende til at notere det, tror jeg ikke i får nogle problemer, men vil da hellere håbe at din eks og dig kan enes om fordelingen af jeres sikkert dejlige unger

Hvis du er det mindster i tvivl, hvad jeg jo helt klart fornemmer, og kan følge dig helt i her....
Så vil mit råd her til dig være.. Undersøg alt hvad undersøges kan...
Jeg har set så mange mandlige venner, ende i noget der blev noget værre rod, når x.en fandt ny mand og der blev lavet om på forholden i det hjem som børne jo også bor i...
Man er så enige i starten, for også at det skal hurtig afstutte, da hele situationen er træls, at komme igennem, men når det så bliver hverdag igen, så begynder der komme rettelser hen ad vejen, og blive lavet om på det hele...
At i vil dele dem på den måde synes jeg er ok set ud fra dit synspunkt...
Alt for mange kvinder får trumfet igennem, at børnene skal være ved far hvar 2. week-end..
Galimatias.... Det er hans unger ligesom vel som hendes...
Hvorfor ska han lige pludseligt nøjes med hver anden week-end..???
De mænd der vil det på dnne måde.. Det noget helt andet....
Jeg kender alletiders fyr der har sine hver anden week-end, og han er så ulykkelig når han skal aflevere dem, og gud det piner mig at se....
Igen et eksempel på, at det så tit desværre er faderen der blir taber, og den far der bare vil sine børn, har den allestørste respekt hos mig...
Er selv skilt fra en mand nu der bare har valgt det hele fra...
Ikke så meget hjælp til dig fra mig måske, men dog et råd om, at du skal undersøge alt hvad du kan....Du har krav på det samme som moderen, mener jeg...Og i din gode ret, til at få det bedste ud af den dog trælse situation det her er....
Føler med dig, da jeg selv har været der, og kan fornemme, at du var den part der blev udsat for denne utroskab...
Håber du får det bedste ud af det, for dig og dine unger ;O)
Mummi

Hej Knuden...
Sørgelig situation, men alligevel er det da positivt, at I er nogenlunde enige om tingenes tilstand. Det er ikke mange, der formår det i dag, hvis man skal tro statistikkerne. Prøv at hold fast i jeres enighed og gode væremåde, så langt du kan; det vil komme børnene til gode.
Men når det så er sagt, så forekommer det mig mellem linierne, at din ex måske ikke helt er så enig alligevel? Hun virker lidt for parat til at gribe til "grovere" metoder for at få sin vilje i sagen, og det ville bekymre mig en anelse, hvis jeg var dig.
Den med at ville gå i retten for at få begge børn på adressen, hvis du ikke giver dig, virker noget overdimensioneret og ufin. Hvad er enighed værd, hvis den reelt kun opnås via trusler fra den ene part? Og hvem siger, hun ikke vil gribe til samme metoder, næste gang noget ikke går efter hendes hoved? Du kender hende selvfølgelig bedst, men jeg ville være en anelse bekymret og mistroisk ang. hendes såkaldte gode intentioner om børnenes tarv.
Hun vil ikke fraskrive sig et af børnene, hmm, nej, selvfølgelig ikke, men hun forlanger, at DU skal gøre det med begge? Og hvor er det reelt at fraskrive sig barnet, hvis I alligevel er enige om, at have børnene sammen i en uge af gangen? Måske er det snarere et økonomisk spørgsmål, hvilket du melder ikke at have noget imod, fordi hun kommer til at sidde hårdt i det. Jamen, så studser jeg lidt, for hvis I har samme indkomst, og skal deles om alle udgifter, hvorfor bliver det så hårdere for hende, end for dig? Har hun mere gæld og udgifter end dig?
Du skal så også huske på, at bare en af parterne på et tidspunkt ikke længere ønsker den fælles forældremyndighed, kan denne forlange den ophævet, næsten uden at den anden kan gøre nogen indsigelser. Så for mig at se kommer hun til at sidde lidt for meget med trumferne, og kan til hver en tid ændre på jeres aftaler, uden at du i realiteten kan gøre noget ved det. Det skaber en ubalance i jeres fremtidige forhold, der kan ødelægge stemningen meget hurtigt - og gå ud over børnene, der ser og mærker meget mere, end man tror.
Det er klart børnenes tarv, der skal varetages, og ikke de voksnes, men jeg betragter det også som børnenes tarv, hvis man forudser og prøver at forhindre fremtidige problemer. Og lige så vigtigt, at man sørger for, at børnene har ens tilgang til begge forældre.
Så mit råd er, at du "forlanger" lige vilkår, dog uden at fortælle om din mistro til hende, og at du tager turen i retten, hvis det er andet og mere end bluff fra hendes side. Fortæl hende, at du altså heller ikke kan afskrive dig børnene helt, og at det ikke burde være noget problem, når de alligevel skal være sammen og en uge hvert sted. Så vil det bare være pro forma. Med den aftale I har her og nu, vil retten med stor sandsynlighed give dig medhold.
Rent økonomisk kan du jo "under hånden" tilbyde hende lidt støtte, i form af de børnepenge du får for det ene barn, hvis du selv mener, du sidder bedre i det, end hun gør. At have kun et af børnene på adressen vil selvfølgelig formindske hendes "indtægt", men da de fleste af de penge vel også er ment til børnenes underhold, kan det så ikke være ligegyldigt, om hun får dem af kommunen eller af dig? Alt bør ikke være et spørgsmål om økonomi, hvis hun virkelig har barnets tarv i tankerne.
Boligsikringen burde faktisk ikke blive påvirket, da der kan dispenseres, fordi hun har begge børn en uge af gangen. Prøv at forhør dig på jeres kommune. De kan oplyse dig et cirkabeløb. Nogle kommuner har endda også en formular på nettet, hvor man selv kan "teste", hvor meget det vil give i BS i de forskellige modeller.
Sørg i øvrigt for at få skrevet så meget ned som muligt, så alt hvad I bliver enige om, nu det er åh så mindeligt og fornuftigt, ikke forsvinder i "dit ord mod hendes", hvis I skulle blive uvenner. Og husk børnene i alt det her, for de er dem, der mister mest på det hele.
Håber I løser det på en god og rolig måde, og at jeres børn kommer til at opleve en forholdsvis problemfri skilsmisse.
Jeg er selv skilsmissebarn, og mine forældre delte os op. De vedblev at være gode venner og støtte hinanden fuldt ud, også økonomisk, til vi blev 18. Aldrig satte de sig selv først, men lod os bestemme, hvor vi ville være og hvornår/hvor længe. De sørgede også for at bo tæt på hinanden, så vi bare kunne rende frem og tilbage. Jeg ser tilbage på den tid som en såkaldt GOD skilsmisse, og jeg håber, I kan opnå det samme - for jeres børns skyld. ;O)
Inde på min profilside kan du se et par nyttige links, der netop er anvendelige i din situation.
Mvh. Deci
PS! Børnene har klart godt/bedst af at være sammen, uanset hvilken en af forældrene de så er hos i de uger, men egne og andre erfaringer fortæller mig, at der altså også bør være plads til at gøre noget med børnene hver for sig. Det ville I jo have gjort, hvis I var blevet sammen, ikk? Så bliv ikke for regelret, når I skal "dele" børnene op i hverdagen. De kan sagtens tåle, har endda brug for, at være alene hver for sig med en af forældrene til tider. Det er jo to individer, ikke siamesiske tvillinger. ;O) Pøj pøj...

Hvis I er enige om hvordan I vil gøre med børnene, det at have dem en uge hver, så er det noget der sagtens kan lade sig gøre, de kan godt føle sig hjemme begge steder, og hvis I kan finde ud af at samarbejde om dem så skal det nok lykkes, det er prøvet hos os.
Det med adresserne er jo så det næste, de akn ikke have adresse hos Jer begge, og det er rigtigt at alle de økonomiske ting ligger på adressen, børne check og alt det der, med det gør de eventuelle nedsatte institutions pladser og bolig støtte og sådan.
Hvis I beholder den fælles formyndighed, så skal du spørges og det er okay at hun vælger at flytte langt væk, og hvis du siger nej, og forøvrigt bor i det område hvor børnene er, så vil du i 98% få tildelt ungerne og hun kan flytte alene...
Det må være det vigtigste at få tingene til at fungere, og det gør du ikke ved at yde økonomisk støtte til hende, det giver et afhængighedsforhold, og det er vel ikke derfor man går hver til sit?
se hvor det vil have den største gavn at adressere ungerne, de skal jo have et godt liv hos Jer begge. Kode ordet er samarbejde...
Jeg er selv skilt og har 2 skønne drenge, og det kan fungere godt for alle parter.
Held og lykke.
Donolmo

Hej igen
Tak allesammen for jeres tilkendegivelser. Det er altid rart at få råd og vejledning når man er på usikker grund. Disse råd vil jeg prøve at tænke igenne for via den vej at komme til en løsning der ville være tilfredsstillende for mine børn og mig. Jeg tror også jeg vil forsøge at få en advokats vurdering af min situation.
Tak igen allesammen.
Kærlig hilsen
Knuden

Kære Decibell (jeg er frygtelig ked af at forstyrre en debat om et andet emne, men kunne ikke finde anden måde at kontakte dig på - jeg beklager virkelig 'forstyrrelsen')
Jeg har læst dit indlæg om din fars begravelse og den utilfredsstillende behandling, du fik af bedemanden.
Jeg læser journalistik ved Syddansk Universitet og har netop (i en gruppe med tre andre) fået til opgave at skrive et magasintillæg om netop bedemandserhvervet. I den sammenhæng vil vi meget gerne have en artikel med fra 'den anden side', altså en pårørende, der har oplevet kontakten med bedemanden utilfredsstillende.
Kunne du være interesseret i at lade dig interviewe over telefonen om emnet en af de nærmeste dage? Som sagt er det til et skoleprojekt, så det bliver ikke offentliggjort!
Jeg håber virkelig, du har lyst til at deltage, og kan kontaktes per email: n.hertzum@gmail.com
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Med venlig hilsen,
Naja H. Hertzum, journaliststuderende