Hvad med faren??!?
Man hører så tit meget om hvor svært det er at være enlig mor, og det er det sikker også, så diskuteres der vidt og bredt om hvorvidt de kr/tilskud osv en enlig mor kan få i forhold til hvis hun er i et forhold. Nu vil jeg ikke diskutere beløb, men faktisk er de tilskud hun kan opnå i forhold til at blive hos faderen, form af børnefriplads, forhøjede dit og dat, ekstra boligsikring, akutliste ved bolig akut bolig mangel, "gratis" hjælp med etablering af ny bolig og indskud, penge fra faderen, og hvad det alt sammen hedder...
Hun har sikkert brug for den slags støtte i en akut situation, men på den anden side er det også i mange tilfælde en "ivnitation" til at smutte hvis man er utilfreds med det mindste, eller endda socialt bedrageri....
Men Hvad med manden?
Et eksempel fra mig selv er faren, men jeg er sikkert ikke den eneste som har prøvet noget lign...
Denne historie foløber over 10 år men jeg skal prøve at gøre den kort. Dreng møder pige (tjahh vi var kun 17 og 16), men vi havde det skønt de næste par år, så besluttede vi at flytte sammen imens jeg var i lære kunne vi lige klare en ungdomsbolig.
Da jeg var udlært havde vi det stadig fint sammen men vi skulle flytte da ingen af os var i uddanelse mere. Efter megen søgen, fik vi lokket mine forældre til at købe et lille rækkehus, ikke stort, men fint til os 2 uden at man følte sig klustrofobisk, og vi havde det stadig fint.
Vores økonomi var ikke vildt god, men det var da lige sådan så vi kunne have en gammel bil og betale regningerne uden problemer. Sådan gik der et par år, jeg havde nogle småjobs hist og her, men aldrig noget der rigtig fængede, eller også var det på deltid eller sæsonbetonet, eller vikariat.
Nå men vi holdt da stadig skruen i vandet, dog med lidt smågæld hist og her til uforudsete udgifter, men ikke noget slemt.
Nå nu kommer den "sjove del". Hun ville VILDT gerne have et barn, for hun eeeeelskede børn. Efter megen snak frem og tilbage gik jeg "med til det", måske mest inderst inde for at gøre hende glad og "hel", men jeg ville utvivlsomt da også blive glad for barnet uanset hvad, selvom jeg aldrig har intereseeret mig meget for børn.
Nu var vi jo så begge "voksne og ansvarlige" osv, byturene forsvandt, venner blev til bekendte osv osv, men vi var jo "glade" og elskede naturligvis vores datter overalt på jorden og var sådan en "rigtig" lille børne-familie.
Men sådanne børn gror jo så da hun var ca 2 år besluttede vi at det nok snart var på tide hun fik sit eget værelse også til legetøj osv, det gik da også fint med en sovesofa i stuen til os "voksne". Men det var tænkt midlertidigt, og med tiden ville vi jo "naturligvis" gerne have en lillebror eller søster til hende, men der blev vi fornuftigt nok "enige" om at det var en dum idé lige nu, i al fald så længe ingen af os have faste jobs, og hende ingen uddannelse, og skruen ligeså stille og roligt blev sværere og sværere at holde i vandet.
Så kom der en chance. Mine forældre byggede nyt hus til deres otium, og da det stod færdigt stod deres/min barndomsvilla ledig, samtidig var et af vores vennepar intereseret i at leje rækkehuset.
Samtidig var hende mor husvild, så vi aftalte at vi overtog barndomsvillaen, mig, kæresten, svigermor kattene ovs, så havde vi alle tag over hovedet, endda større hus, og til billigere husleje. Så sagt så gjort. Da hun stod for indkøb mad osv aftalte vi at boligsikring og børnefamilieydelse gik til hende som en slags dagligt tilskud til husholdnigen osv.
Det gik da også fint et stykke tid. Dog synes jeg der blev længere og længere mellem sex og at hun deltog i det praktiske omkring huset og sådan noget, det var som om "noget var i gære"... Jeg blev så syg 2 mdr så jeg var væk hjemmefra men regnede da med at de var voksne nok til at betale regninger osv mens jeg var væk, og jeg betalte min andel som altid, selvom jeg ikke fysisk var der.
Nå men jeg kom hjem igen, og alt var ved det gamle. ca 3 uger. Der begyndte at komme rykkere for alt andet end husleje, dvs, TV, Internet, Strøm, varme, benzinkort, telefon, Jeg ventede lige et par dage til en dag jeg var alene hjemme.
Til min skærk opdagede jeg at pigebarnet, havde optaget lån ALLE steder man overhovedet kan, at hun havde op mod 20 inkassosager på nakken. Hun havde heller ikke betalt børnehaven lige siden vi flyttede ind (10 mdr, selvom jeg havde givet hende halvdelen af pengene og så naturligvis regnede med at hun betalte.)
Først forstod jeg det ikke rigtigt, jeg havde (åbenbart naivt) altid gået i den tro at hvis den ene manglede penge så "lånte" vi bare sollidarisk af hinanden, fx ringede hun under "min indlæggelse, om ikke hun kunne låne 2000 til en regning for ellers skulle hun i fogedretten, og jeg skulle nok få dem tilbage ud af næste børnecheck, da hun godt vidste det var hende der havde dummet sig" Ja ok sagde jeg, men sig dog for helvede en anden gang hvis du har pengeproblemer, istedet for at putte regninger ned i skuffen, og lade som ingenting, det bliver det kun meget dyrere af i rykker gebyrer og alt muligt.
Nå men da alle de rykkere på regninger i mit navn kom, ville jeg jo have en forklaring. Det endte i et skænderi, som endte med at hun tog mit barn og flyttede med økonomisk hjælp (lån til indskud og akut-bolig fra kommunen).
"heldigvis" har kommunen nu sendt hende i aktivering 30 timer pr uge til kontanthjælpsydelse, så kan hun da lære at penge ikke "bare" er noget man kan hente på kommunen år efter år, ja hun har kun haft job sammenlagt 5 mdr de sidste 10 år... Men hun kører videre i det samme økonomiske spor - er der penge på kontoen så lad os bruge nogen, er der ikke flere så må vi låne hvor vi nu kan.
Så hun kører bare videre i gældsspiralen, og tror at man så ket som igenting kan leve af kontanthjælp som enlig, med både 3-v lejlighed og bil osv. På en måde har jeg blandede følelser. Nu kan hun lære at jeg ikke altid "står og redder" hende ved det mindste problem, og hun må lære at blive voksen sådan RIGTIGT.
Jeg føler mig også "heldig" fordi jeg trods ikke har så meget gæld at den er totalt uoverskuelig, jeg har da lige til det mest nødvendige, men betstemt uden at føle mig rig.
Men jeg føler mig også utroligt vred over at hun har "bedraget" mig økonomisk, både ved ikke at betale regninger i mit navn og jeg derfor "hænger på", Men også fordi hun smider alt det vi trods alt har bygget op sammen gennem de 10 år - på godt og ondt, har vi altid klaret os bare vi stod sammen, hvilket jeg også følte vi gjorde, men jeg blev klogere.
Og ikke mindst at hun vælger at kaste sådan en "bombe" og tage vores barn os smutte, det virkede nærmest planlagt, de skulle bare lige bo her indtil jeg kom hjem igen, så opdagede jeg nok ikke regningerne før rykkerne kom...
Jeg er også vildt sur over at hun sådan uden videre fjerner halvdelen af vores indbo - det hun nu mente var hendes oprindeligt osv, men mange af mine "oprindelige" ting tog hus også, dem har hun så afleveret de fleste af senere hen... Men at hun bare sådan helt koldt fjerner mit barn, min familie, mit livsgrundlag, i et hus alt for stort til 1 mand ( jeg har ikke brug for 140m2 hus + garage og stor have ene mand) en husleje som kun lige kan dækkes af min indkomst, intet til øvrige regninger eller mad.
Kort sagt dirkete fra en nogenlunde fungerende familie, til ensomhed og økonomisk ruin.
Men ALLERMEST af alt er jeg gal over at mit barn nu er kommet i klemme i alt det "økomonipjat". Hun er jo ganske uskyldig. Og en 5-årig forstår langt mere end man skulle tro.
Jeg har så valgt at "sige" fint hvis det er det du vil, du skal bare hjælpe med at betale regningerne for de du skylder, de kommer da også i "små bidder", i håb om ikke at gøre dette til en krig om hvem der ejer brødristeren, sofaen, fjernsynet, osv osv osv. For jeg ønsker ikke krig, men jeg vil heller ikke tørres i nakken. Men også for min datters skyld. Jeg gav hende endda bilen med, dels fordi jeg ikke ville have råd til den selv, dels fordi den ikke havde den store værdi andet end et par tusinde, og dels fordi hun ville have mest brug for den.
Jeg ved jo fra andre sager at hvis man tager sagen om samvær op i statsamtet at moderen næsten altid vinder medmindre hun er narkoman eller noget i den stil. Og så er der jo først krig, og det "ræs" gider jeg egenligt ikke så længe vi kan holde tonen pænt og tale sammen og jeg kan se min datter efter aftale, have hende til jul osv.
Men se det lige fra faderens side ikke. Den eneste "fordel" - hvis man da kan kalde det det...! Er at jeg ikke har det daglige ansvar for barnet, tilgengæld er jeg dybt forgældet, alle aktiver jeg har og træk gælden fra, ja så er jer et godt stykke under NUL,ca 100000,- trods 10 års "kamp".
Så nu skal jeg starte helt forfra i den mindste lejlighed jeg overhovedet kan finde, måske endda "værelse udlejes 16 m2, med adgang til fælles køkken og bad-typen"...
Og de er faktisk ikke engang nemme at finde, uden det nærmest er et "bofællesskab for alkoholikere og andre misbrugere", hvor jeg dårligt kan være bekendt at have min datter på besøg.
Så det kan godt være det er svært for de enlige mødre, men det er det satme også for de "nybagte" single-fædre! Både fysisk, psykisk, socialt, økonomisk. Nå man må indse at 10 års kamp for at få en familie til at køre og alt hvad man efterhånden tager forgivet, kan forsvinde på 1 dag.
Næste gang jobcenteret kontakter mig omkring min sygdom, om jeg stadig vil have sygdagpenge eller hvad, så siger jeg ja, og det er ikke kun på grund af den sygdom jeg var indlagt med, men nu også pga af jeg er 2 mdr fra at erklære mig hjemløs, og med en depression oveni.
Så det er nemt lige så svært for faderen som det er for moderen, for slet ikke at tale om at barnet nu ikke længere har nogen far i hverdagen... Dybt tragisk.
Hun har sikkert brug for den slags støtte i en akut situation, men på den anden side er det også i mange tilfælde en "ivnitation" til at smutte hvis man er utilfreds med det mindste, eller endda socialt bedrageri....
Men Hvad med manden?
Et eksempel fra mig selv er faren, men jeg er sikkert ikke den eneste som har prøvet noget lign...
Denne historie foløber over 10 år men jeg skal prøve at gøre den kort. Dreng møder pige (tjahh vi var kun 17 og 16), men vi havde det skønt de næste par år, så besluttede vi at flytte sammen imens jeg var i lære kunne vi lige klare en ungdomsbolig.
Da jeg var udlært havde vi det stadig fint sammen men vi skulle flytte da ingen af os var i uddanelse mere. Efter megen søgen, fik vi lokket mine forældre til at købe et lille rækkehus, ikke stort, men fint til os 2 uden at man følte sig klustrofobisk, og vi havde det stadig fint.
Vores økonomi var ikke vildt god, men det var da lige sådan så vi kunne have en gammel bil og betale regningerne uden problemer. Sådan gik der et par år, jeg havde nogle småjobs hist og her, men aldrig noget der rigtig fængede, eller også var det på deltid eller sæsonbetonet, eller vikariat.
Nå men vi holdt da stadig skruen i vandet, dog med lidt smågæld hist og her til uforudsete udgifter, men ikke noget slemt.
Nå nu kommer den "sjove del". Hun ville VILDT gerne have et barn, for hun eeeeelskede børn. Efter megen snak frem og tilbage gik jeg "med til det", måske mest inderst inde for at gøre hende glad og "hel", men jeg ville utvivlsomt da også blive glad for barnet uanset hvad, selvom jeg aldrig har intereseeret mig meget for børn.
Nu var vi jo så begge "voksne og ansvarlige" osv, byturene forsvandt, venner blev til bekendte osv osv, men vi var jo "glade" og elskede naturligvis vores datter overalt på jorden og var sådan en "rigtig" lille børne-familie.
Men sådanne børn gror jo så da hun var ca 2 år besluttede vi at det nok snart var på tide hun fik sit eget værelse også til legetøj osv, det gik da også fint med en sovesofa i stuen til os "voksne". Men det var tænkt midlertidigt, og med tiden ville vi jo "naturligvis" gerne have en lillebror eller søster til hende, men der blev vi fornuftigt nok "enige" om at det var en dum idé lige nu, i al fald så længe ingen af os have faste jobs, og hende ingen uddannelse, og skruen ligeså stille og roligt blev sværere og sværere at holde i vandet.
Så kom der en chance. Mine forældre byggede nyt hus til deres otium, og da det stod færdigt stod deres/min barndomsvilla ledig, samtidig var et af vores vennepar intereseret i at leje rækkehuset.
Samtidig var hende mor husvild, så vi aftalte at vi overtog barndomsvillaen, mig, kæresten, svigermor kattene ovs, så havde vi alle tag over hovedet, endda større hus, og til billigere husleje. Så sagt så gjort. Da hun stod for indkøb mad osv aftalte vi at boligsikring og børnefamilieydelse gik til hende som en slags dagligt tilskud til husholdnigen osv.
Det gik da også fint et stykke tid. Dog synes jeg der blev længere og længere mellem sex og at hun deltog i det praktiske omkring huset og sådan noget, det var som om "noget var i gære"... Jeg blev så syg 2 mdr så jeg var væk hjemmefra men regnede da med at de var voksne nok til at betale regninger osv mens jeg var væk, og jeg betalte min andel som altid, selvom jeg ikke fysisk var der.
Nå men jeg kom hjem igen, og alt var ved det gamle. ca 3 uger. Der begyndte at komme rykkere for alt andet end husleje, dvs, TV, Internet, Strøm, varme, benzinkort, telefon, Jeg ventede lige et par dage til en dag jeg var alene hjemme.
Til min skærk opdagede jeg at pigebarnet, havde optaget lån ALLE steder man overhovedet kan, at hun havde op mod 20 inkassosager på nakken. Hun havde heller ikke betalt børnehaven lige siden vi flyttede ind (10 mdr, selvom jeg havde givet hende halvdelen af pengene og så naturligvis regnede med at hun betalte.)
Først forstod jeg det ikke rigtigt, jeg havde (åbenbart naivt) altid gået i den tro at hvis den ene manglede penge så "lånte" vi bare sollidarisk af hinanden, fx ringede hun under "min indlæggelse, om ikke hun kunne låne 2000 til en regning for ellers skulle hun i fogedretten, og jeg skulle nok få dem tilbage ud af næste børnecheck, da hun godt vidste det var hende der havde dummet sig" Ja ok sagde jeg, men sig dog for helvede en anden gang hvis du har pengeproblemer, istedet for at putte regninger ned i skuffen, og lade som ingenting, det bliver det kun meget dyrere af i rykker gebyrer og alt muligt.
Nå men da alle de rykkere på regninger i mit navn kom, ville jeg jo have en forklaring. Det endte i et skænderi, som endte med at hun tog mit barn og flyttede med økonomisk hjælp (lån til indskud og akut-bolig fra kommunen).
"heldigvis" har kommunen nu sendt hende i aktivering 30 timer pr uge til kontanthjælpsydelse, så kan hun da lære at penge ikke "bare" er noget man kan hente på kommunen år efter år, ja hun har kun haft job sammenlagt 5 mdr de sidste 10 år... Men hun kører videre i det samme økonomiske spor - er der penge på kontoen så lad os bruge nogen, er der ikke flere så må vi låne hvor vi nu kan.
Så hun kører bare videre i gældsspiralen, og tror at man så ket som igenting kan leve af kontanthjælp som enlig, med både 3-v lejlighed og bil osv. På en måde har jeg blandede følelser. Nu kan hun lære at jeg ikke altid "står og redder" hende ved det mindste problem, og hun må lære at blive voksen sådan RIGTIGT.
Jeg føler mig også "heldig" fordi jeg trods ikke har så meget gæld at den er totalt uoverskuelig, jeg har da lige til det mest nødvendige, men betstemt uden at føle mig rig.
Men jeg føler mig også utroligt vred over at hun har "bedraget" mig økonomisk, både ved ikke at betale regninger i mit navn og jeg derfor "hænger på", Men også fordi hun smider alt det vi trods alt har bygget op sammen gennem de 10 år - på godt og ondt, har vi altid klaret os bare vi stod sammen, hvilket jeg også følte vi gjorde, men jeg blev klogere.
Og ikke mindst at hun vælger at kaste sådan en "bombe" og tage vores barn os smutte, det virkede nærmest planlagt, de skulle bare lige bo her indtil jeg kom hjem igen, så opdagede jeg nok ikke regningerne før rykkerne kom...
Jeg er også vildt sur over at hun sådan uden videre fjerner halvdelen af vores indbo - det hun nu mente var hendes oprindeligt osv, men mange af mine "oprindelige" ting tog hus også, dem har hun så afleveret de fleste af senere hen... Men at hun bare sådan helt koldt fjerner mit barn, min familie, mit livsgrundlag, i et hus alt for stort til 1 mand ( jeg har ikke brug for 140m2 hus + garage og stor have ene mand) en husleje som kun lige kan dækkes af min indkomst, intet til øvrige regninger eller mad.
Kort sagt dirkete fra en nogenlunde fungerende familie, til ensomhed og økonomisk ruin.
Men ALLERMEST af alt er jeg gal over at mit barn nu er kommet i klemme i alt det "økomonipjat". Hun er jo ganske uskyldig. Og en 5-årig forstår langt mere end man skulle tro.
Jeg har så valgt at "sige" fint hvis det er det du vil, du skal bare hjælpe med at betale regningerne for de du skylder, de kommer da også i "små bidder", i håb om ikke at gøre dette til en krig om hvem der ejer brødristeren, sofaen, fjernsynet, osv osv osv. For jeg ønsker ikke krig, men jeg vil heller ikke tørres i nakken. Men også for min datters skyld. Jeg gav hende endda bilen med, dels fordi jeg ikke ville have råd til den selv, dels fordi den ikke havde den store værdi andet end et par tusinde, og dels fordi hun ville have mest brug for den.
Jeg ved jo fra andre sager at hvis man tager sagen om samvær op i statsamtet at moderen næsten altid vinder medmindre hun er narkoman eller noget i den stil. Og så er der jo først krig, og det "ræs" gider jeg egenligt ikke så længe vi kan holde tonen pænt og tale sammen og jeg kan se min datter efter aftale, have hende til jul osv.
Men se det lige fra faderens side ikke. Den eneste "fordel" - hvis man da kan kalde det det...! Er at jeg ikke har det daglige ansvar for barnet, tilgengæld er jeg dybt forgældet, alle aktiver jeg har og træk gælden fra, ja så er jer et godt stykke under NUL,ca 100000,- trods 10 års "kamp".
Så nu skal jeg starte helt forfra i den mindste lejlighed jeg overhovedet kan finde, måske endda "værelse udlejes 16 m2, med adgang til fælles køkken og bad-typen"...
Og de er faktisk ikke engang nemme at finde, uden det nærmest er et "bofællesskab for alkoholikere og andre misbrugere", hvor jeg dårligt kan være bekendt at have min datter på besøg.
Så det kan godt være det er svært for de enlige mødre, men det er det satme også for de "nybagte" single-fædre! Både fysisk, psykisk, socialt, økonomisk. Nå man må indse at 10 års kamp for at få en familie til at køre og alt hvad man efterhånden tager forgivet, kan forsvinde på 1 dag.
Næste gang jobcenteret kontakter mig omkring min sygdom, om jeg stadig vil have sygdagpenge eller hvad, så siger jeg ja, og det er ikke kun på grund af den sygdom jeg var indlagt med, men nu også pga af jeg er 2 mdr fra at erklære mig hjemløs, og med en depression oveni.
Så det er nemt lige så svært for faderen som det er for moderen, for slet ikke at tale om at barnet nu ikke længere har nogen far i hverdagen... Dybt tragisk.