Hvad skal jeg gøre nu 3
Hej solveig.
Det er længe siden jeg har skrevet til dig men har brug for din hjælp igen,igen..
Jeg er så frustreret og føler alt håb er ude.
Først min fødselsdepression og så hans depression som nu snart har varet i et år.
Han er kommet tilbage flere gange og siger hver gang at det er os han vil og ikke kan undvære os og at vi nu skal have det godt men hver gang vi har en mindre diskution så flygter han i 14 dage og kommer så igen men siger hver gang det er slut og han ikke vil mere og at vi nu har prøvet så mange gange og at han ikke tror det vil fungere mellem os.
Til sidst har jeg sagt at jeg ikke kan holde til det her mere da jeg går psykisk ned på det fordi jeg får alle håb tilbage når han er her og tager dem fra mig igen når han går. Jeg sagde til ham at hvis han ville tilbage til os så måtte han gøre noget og han bad mig om at køre ham på psykiatrisk skadestue og deroppe blev de enige om at han skulle indlægges på psykiatrisk åben afdeling.
Han kom derop og var meget ked af det jeg kom hver dag og besøgte ham og startede med at støtte ham i det hele og være den stærke men til sidst fik jeg en dårlig samvittighed og følte at jeg havde tvunget ham til at være der og var ked af det når jeg besøgte ham og undskyldte hver gang over for ham for han havde jo ikke brug for at se mig nede..
Efter han har været indlagt i halvanden uge sker der noget godt. Hans chef fra sit tidligere job tilbyder ham sit job tilbage og han er meget glad.Hvis han tager jobbet skal han være i sverige og bo mandag til fredag og er kun hjemme i weekenderne. Jeg bliver også glad men tænker også realistisk og siger til ham at han lige skal tænke på at han rent faktisk er indlagt på en psykiatrisk afdeling og tænke sig godt om,om han er klar til at arbejde og tænke over han skal være meget væk fra sin søn.
Han bliver sur på mig og siger jeg ikke virker glad på hans vejne men fortæller ham at det er jeg men vi må sætte os ned og snakke om det hele og om hvordan det hele skal foregå. Han udskriver sig fra psykiatrisk og tager med hjem og vi får talt det hele igennem og finder en løsning på det hele og bruger weekenden på at hygge os og han fortæller mig at nu skal vi have det godt og nu kan vi få alle vores drømme tilbage for nu tjener han jo også penge og jeg bliver utrolig glad for fik alle mine drømme og håb tilbage.
Dagen inden han skal starte på job har vi planlagt at hygge os hele dagen men chefen ringer kl 16 og fortæller ham at han skal møde i morgen på arbejdspladsen og derfra køre til sverige og ordne en lille opgave og tilbage på arbejdspladsen igen. Jeg bliver helt stresset og irrateret for vi skulle hente vores søn nu og lave mad og han sover kl 19 men nu skulle han også bruge min bil som jeg plejer at bruge på arbejde og min cykel var flad og skulle lappes og flere ting kom ind.
Jeg sagde "ihh hvor er det irraterende at din chef først ringer kl 16" og han bliver sur og siger at jeg altid skal lave et problem ud af ingenting men fortæller ham at jeg jo bare fortalte min mening. Vi ender i en mindre diskution og snakker ikke til hinanden i 20 min. Så siger han at han må have noget luft og går en tur.
2 timer senere skriver jeg en sms om hvad der skal ske nu og han svarer jeg har ordnet det og du skal bare lade mig være til jeg er helt på toppen igen. Bliver ked af det.
Dagen efter kommer han forbi for at hente nogle småting og giver mig et kæmpe kram og siger han elsker mig og at jeg godt ved hvad jeg skal gøre for at få ham igen og går igen.. Jeg tænker at han nok lige har brug for noget plads for at finde sig selv og komme igang med sit arbejde. 3 dage efter ringer han og er meget sur og siger han ikke tror det vil fungere mellem os og at vi alligevel har prøvet så mange gange så hvorfor skulle det lykkedes denne gang men siger alligevel han vil tænke over det.
Hører ikke fra ham i en uge men han ringer så og spørger hvordan vores søn har det og bagefter hvordan jeg har det og jeg fortæller ham at jeg har det dårligt og at jeg savner ham. Han siger at han har taget sin beslutning om det ikke skal være os og jeg bryder sammen og så vender han og trøster mig og fortæller mig at jeg nok skal komme ovenpå igen og at han stadigvæk elsker mig og holder utroligt meget af mig og siger så at nu ville han lægge på igen for nu blev det for hårdt.
Det er nu en uge siden jeg har hørt fra ham men hører fra fælles venner at han har det godt og at han knokler deruda og sover fordi han er meget træt. Udover det får jeg atvide at han har meldt sig tilbage på sit hobby job som dj hver anden weekend og der har han sagt til chefen at når han arbejdede dernede måtte de ikke lukke mig ind for han kunne ikke arbejde hvis jeg er der. Bliver meget ked af det for ved ikke hvorfor han er sådan over for mig og tænker da også på hvornår han har tid til at se sin søn hvis han kun er hjemme i weekenderne og arbejder hver anden weekend.
Finder den anden dag en seddel som han har skrevet oppe på psykiatrisk afdeling om hans tanker.
Han skriver....
Jeg har verdens mest fantastiske søn og kæreste. Jeg er bare en idiot.
Hvorfor kan jeg ikke klare det ligesom alle andre.
De savner mig jeg savner dem.
Det er hårdt for min kæreste det jeg udsætter hende for.
Hvorfor skulle det blive bedre denne gang.
JEG HAR NOGET AT KÆMPE FOR..
er det nok?
Det er idag 3 uger siden han gik og en måned siden han skrev det her.
Har han forladt mig for altid?
Hvorfor opgiver han det hele?
Er det mig den er gal med?
Hvad skal jeg gøre?
Ved godt det er meget langt det jeg har skrevet men er også længe siden jeg har skrevet til dig og du skal vel have det hele med for at få det bedste indtryk i sagen..
Håber at hører fra dig meget snart
Kærlig hilsen den meget frustrerede mutti29..
Det er længe siden jeg har skrevet til dig men har brug for din hjælp igen,igen..
Jeg er så frustreret og føler alt håb er ude.
Først min fødselsdepression og så hans depression som nu snart har varet i et år.
Han er kommet tilbage flere gange og siger hver gang at det er os han vil og ikke kan undvære os og at vi nu skal have det godt men hver gang vi har en mindre diskution så flygter han i 14 dage og kommer så igen men siger hver gang det er slut og han ikke vil mere og at vi nu har prøvet så mange gange og at han ikke tror det vil fungere mellem os.
Til sidst har jeg sagt at jeg ikke kan holde til det her mere da jeg går psykisk ned på det fordi jeg får alle håb tilbage når han er her og tager dem fra mig igen når han går. Jeg sagde til ham at hvis han ville tilbage til os så måtte han gøre noget og han bad mig om at køre ham på psykiatrisk skadestue og deroppe blev de enige om at han skulle indlægges på psykiatrisk åben afdeling.
Han kom derop og var meget ked af det jeg kom hver dag og besøgte ham og startede med at støtte ham i det hele og være den stærke men til sidst fik jeg en dårlig samvittighed og følte at jeg havde tvunget ham til at være der og var ked af det når jeg besøgte ham og undskyldte hver gang over for ham for han havde jo ikke brug for at se mig nede..
Efter han har været indlagt i halvanden uge sker der noget godt. Hans chef fra sit tidligere job tilbyder ham sit job tilbage og han er meget glad.Hvis han tager jobbet skal han være i sverige og bo mandag til fredag og er kun hjemme i weekenderne. Jeg bliver også glad men tænker også realistisk og siger til ham at han lige skal tænke på at han rent faktisk er indlagt på en psykiatrisk afdeling og tænke sig godt om,om han er klar til at arbejde og tænke over han skal være meget væk fra sin søn.
Han bliver sur på mig og siger jeg ikke virker glad på hans vejne men fortæller ham at det er jeg men vi må sætte os ned og snakke om det hele og om hvordan det hele skal foregå. Han udskriver sig fra psykiatrisk og tager med hjem og vi får talt det hele igennem og finder en løsning på det hele og bruger weekenden på at hygge os og han fortæller mig at nu skal vi have det godt og nu kan vi få alle vores drømme tilbage for nu tjener han jo også penge og jeg bliver utrolig glad for fik alle mine drømme og håb tilbage.
Dagen inden han skal starte på job har vi planlagt at hygge os hele dagen men chefen ringer kl 16 og fortæller ham at han skal møde i morgen på arbejdspladsen og derfra køre til sverige og ordne en lille opgave og tilbage på arbejdspladsen igen. Jeg bliver helt stresset og irrateret for vi skulle hente vores søn nu og lave mad og han sover kl 19 men nu skulle han også bruge min bil som jeg plejer at bruge på arbejde og min cykel var flad og skulle lappes og flere ting kom ind.
Jeg sagde "ihh hvor er det irraterende at din chef først ringer kl 16" og han bliver sur og siger at jeg altid skal lave et problem ud af ingenting men fortæller ham at jeg jo bare fortalte min mening. Vi ender i en mindre diskution og snakker ikke til hinanden i 20 min. Så siger han at han må have noget luft og går en tur.
2 timer senere skriver jeg en sms om hvad der skal ske nu og han svarer jeg har ordnet det og du skal bare lade mig være til jeg er helt på toppen igen. Bliver ked af det.
Dagen efter kommer han forbi for at hente nogle småting og giver mig et kæmpe kram og siger han elsker mig og at jeg godt ved hvad jeg skal gøre for at få ham igen og går igen.. Jeg tænker at han nok lige har brug for noget plads for at finde sig selv og komme igang med sit arbejde. 3 dage efter ringer han og er meget sur og siger han ikke tror det vil fungere mellem os og at vi alligevel har prøvet så mange gange så hvorfor skulle det lykkedes denne gang men siger alligevel han vil tænke over det.
Hører ikke fra ham i en uge men han ringer så og spørger hvordan vores søn har det og bagefter hvordan jeg har det og jeg fortæller ham at jeg har det dårligt og at jeg savner ham. Han siger at han har taget sin beslutning om det ikke skal være os og jeg bryder sammen og så vender han og trøster mig og fortæller mig at jeg nok skal komme ovenpå igen og at han stadigvæk elsker mig og holder utroligt meget af mig og siger så at nu ville han lægge på igen for nu blev det for hårdt.
Det er nu en uge siden jeg har hørt fra ham men hører fra fælles venner at han har det godt og at han knokler deruda og sover fordi han er meget træt. Udover det får jeg atvide at han har meldt sig tilbage på sit hobby job som dj hver anden weekend og der har han sagt til chefen at når han arbejdede dernede måtte de ikke lukke mig ind for han kunne ikke arbejde hvis jeg er der. Bliver meget ked af det for ved ikke hvorfor han er sådan over for mig og tænker da også på hvornår han har tid til at se sin søn hvis han kun er hjemme i weekenderne og arbejder hver anden weekend.
Finder den anden dag en seddel som han har skrevet oppe på psykiatrisk afdeling om hans tanker.
Han skriver....
Jeg har verdens mest fantastiske søn og kæreste. Jeg er bare en idiot.
Hvorfor kan jeg ikke klare det ligesom alle andre.
De savner mig jeg savner dem.
Det er hårdt for min kæreste det jeg udsætter hende for.
Hvorfor skulle det blive bedre denne gang.
JEG HAR NOGET AT KÆMPE FOR..
er det nok?
Det er idag 3 uger siden han gik og en måned siden han skrev det her.
Har han forladt mig for altid?
Hvorfor opgiver han det hele?
Er det mig den er gal med?
Hvad skal jeg gøre?
Ved godt det er meget langt det jeg har skrevet men er også længe siden jeg har skrevet til dig og du skal vel have det hele med for at få det bedste indtryk i sagen..
Håber at hører fra dig meget snart
Kærlig hilsen den meget frustrerede mutti29..