hvad skal jeg tro og tænke?

jeg er en pige på 27 der i sommer opdagede at min kæreste (igennem et et halvt år) på 28 i en periode på 4 mdr har gået med fantasien/tanken om at være sammen med en luder. han har et arbejde der betyder at han overnatter på hotel flere gange om ugen, bla i polen. jeg fandt lister med navne og tlf nr på polske piger (ludere) og en masse flyers m billeder etc. konfronterede ham med dette og han blev selvfølgelig vildt flov og ked af det, men samtidig lettet over at få snakket sine tanker igennem. han påstod at han aldrig var nået så langt som at være sammen med nogen, men at fantasien var det frække og dragende og at man i polen bliver bombarderet med tilbud fordi pornoindustrien er så udviklet. han havde på et tidspunkt ringet til et par ludere, men kun snakket kort med dem om udseende etc. jeg var selvfølgelig vildt ked af det og chokeret, men valgte efter mange snakke at tilgive og leve videre sammen. han på sin side lovede, at hvis han fik lysten og tankerne igen, så ville han sige til og vi måtte tage snakkene igen. i løbet af tiden fra i sommer har jeg selvfølgelig været meget ked af det, følt mig utilstrækkelig og være mistroisk hver gang han har været væk. han har dog gang på gang forsikret mig om at det var et overstået kapitel, at han vil leve med mig og at han er kommet videre. vi har sammen haft gode snakke om parforhold og det at vælge også handler om at vælge fra- man kan ikke både blæse og have mel i munden...!
fordi jeg har gået med en dårlig fornemmelse i maven var jeg rigtig lusket og tjekkede hans tlf regning for at se om han stadig brugte mobilen til ting han ikke burde - altså polske numre. det var desværre tilfældet og jeg flippede totalt ud. han havde lovet mig at sige til hvis det stadig var et problem, så denne gang et det mindst 1000 gange værre fordi han nu har løjet for mig masser af gange - alle de gange hvor jeg har spurgt om det var slut. problemet et nu ikke at jeg tror at han har været sammen med ludere. det jeg bliver såret over er hans fantasi fordi den indebærer at ringe ludere op og snakke med dem, dette dog altid meget kort. jeg syntes at der er en stor forskel i at blive tændt af et pornoblad og så virkelige mennesker, men bliver også i tvivl om det er mig der er for snerpet? ved ihvertfald bare at jeg ikke kan leve med en kæreste der er sådan, så derfor sagde jeg stop. han blev ligesom jeg MEGET ulykkelig (det skal lige siges at vi på næsten alle andre punkter har det super sammen). han brød helt sammen og sagde at han ikke kendte sig selv, følte sig ensom og ikke vidste hvorfor han gjorde som han gjorde. (opringningerne sker ca hver 3 uge og altid i polen, der føles som "en anden verden")
han ville gøre hvad som helst fpr at jeg ikke skulle forlade ham og jeg indvilligede tilsidst, velvidende at det ville blive forfærdeligt når han igen skulle afsted. han foreslog selv at begynde til psykolog for at få styr på alle tankerne og det syntes jeg er en god ide. vi har de sidste par dage grædt meget, men er også kommet endnu tættere på hinanden. sker vel ofte når man snakker 100 % ud om alt og er ved at miste hinanden. men lige nu kan jeg slet ikke finde ud af noget. er jeg naiv? burde jeg gå? ved at jeg må beslutte mig for at leve med det skete hvis vi skal blive sammen, men er i tvivl om jeg kan. har nogen prøvet noget lignende? er det normalt at mænd går til/fantaserer meget om ludere? som sagt har vi ellers et velfungerende forhold, rigt på sex og gode oplevelser. jeg fatter derfor ikke at han har behov for de ting han gør. puhh en lang smøre, men det er super kompliceret.....

Ja puha, sikke en situation. Jeg har selv været der og var lige så frustreret som dig.
Jeg må sige, at jeg synes at du handlede fornuftigt første gang og lod tvivlen komme ham til gode og troede på at han endnu ikke havde taget skridtet fuldt ud. I snakkede det igennem og du lod ham vide at du absolut ikke accepterede det. Men som du siger - tvivlen var der stadigvæk og du fandt så ud af, at han bare var fortsat med sine små fornøjelser alligevel. Du konfronterede ham, gjorde det forbi, men tog ham tilbage da han brød sammen og undskyldte sine handlinger med ensomhed, frustrationer og den udviklede pornoindustri. For mig lyder det som en særdeles dårlig undskyldning og et forsøg på at skyde skylden over på alt muligt andet end ham selv. Vi bliver alle fristet på forskellige tidspunkter i vores liv - jeg tror ikke at Polen er et helt specielt sted, hvor fristelserne er specielt svære at modstå *s*
Du skriver at i har kendt hinanden i et halvt års tid...hvor godt kender man i grunden hinanden efter så kort tid?
Jeg synes at du i dit indlæg allerede har givet svaret på hvad du skal gøre. Du skriver at du i hvert fald ikke kan leve sammen med en kæreste der er sådan. Og så spørger du om det bare er dig der er snerpet. Jamen der vil højst sandsynligt være nogen herinde der mener at det han har gjort ikke er så slemt, mens der er mange der vil mene at alene fantasien og det at han har ringet dem op er nok! Personligt mener jeg at det går fra "bare" at være en fantasi, idet han har taget røret og ringet op - så er det ikke længere en fantasi, men en handling.
Pointen er bare, at uanset hvad vi andre mener, så har du allerede gjort op med dig selv, at du ikke accepterer sådan noget. Du gav ham en chance, men han misbrugte din tillid. Vil han gøre det igen? Højst sandsynligt (set med mine øjne, men måske vil han ikke, Men kan du leve med tvivlen? For som du selv så rigtigt siger...tar du ham tilbage, så må du også gøre op med dig selv, at du er nødt til at lægge det bag dig og stole på ham. Ellers stiler du dig selv i en evigt offer-rolle, hvor du altid vil gå rundt og bebrejde ham og så ender forholdet alligevel med at gå i stykker.
Med hensyn til om mænd generelt har fantasier om ludere...tja, jeg kan jo ikke svare på vegne af samtlige hankøn, men ja...nogen har da nok de fantasier, men mange har det altså ikke. Så meget ved jeg da. Nogle har fantasier om helt andre ting. Nogle lever dem ud, andre gør ikke. Jeg har en skøn fantasi om at være sammen med en pige, men min kæreste vil ikke have det, så jeg acceperer at det bliver ved fantasien. Jeg kender hans holdning, så hvis jeg en dag fik så meget lyst til at lave fantasien ud at jeg ikke kunne lade være, jamen så måtte jeg da gøre det forbi med min kæreste først. Jeg kunne aldrig drømme om bare at gøre det alligevel og så bryde sammen bagefter og slå opgivende ud med armene og sige at jeg bare ikke kunne lade være af forskellige årsager. Det mener jeg er almindelig respekt og anstændighed, når man vælger at gå ind i et monogamt forhold hvor man kender den andens holdning.
Som sagt har jeg selv stået i din situation for en del år siden. Min daværende kæreste rejste også meget, men jeg vidste fra starten af vores forhold at han havde fantasier om at være sammen med en luder. Jeg havde dog gjort ham klart at jeg absolut ikke ville tolerere det og hvis han mente at det ikke kunne blive ved fantasien, så gad jeg altså ikke være sammen med ham. Han sværgede at det KUN var en fantasi, og at han aldrig ville udleve den. Han syntes egentlig at det var lidt ulækkert at tage skridtet fuldt ud.
Jeg gjorde faktisk det nogen gange, at jeg gik med på et lille rollespil, hvor vi lejede et hotelværelse og jeg var luderen og han var sømanden... Ja ja, hvad gør man ikke for kærligheden :-)
I det andet år af vores forhold fandt jeg så ved et tilfælde ud af, at han rent faktisk havde gjort lige netop dét som han havde lovet at han ikke ville gøre. Han havde været hos en luder og han brød grædende sammen og tilstod. Selv om jeg havde alverdens kvaler og havde meget svært ved at slippe ham, ja så fik han altså spraket. Under ingen omstændigheder vil jeg finde mig i at blive ført bag lyset på den måde! Verden er fuld af dejlige mænd, som respekterer og behandler en med den respekt man har fortjent!
Nå det blev også en lang smøre det her...jeg synes bare du skal lytte efter de principper du har og de ting du allerede har gjort op med dig selv og sørge for at bevare din selvrespekt og værdighed. Tro mig...man bliver et surt og bittert menneske, hvis man bliver i et forhold hvor man ikke har tilliden til sin partner og konstant skal være på vagt. Det er ikke lykken...
Held og lykke

du skriver puhh en lang smøre......
Det lyder som om, at du har båret på alt for meget i alt for lang tid. Find hurtigst muligt et professionelt menneske som du kan tale med, som kan hjælpe dig igennem din egen forståelse - en psykoterapeut vil være alle pengene værd - det er jo dit liv du investerer i (du skal sikre dig at vedkommende er ordentlig uddannet, du kan søge på psykoterapeutforeningen) Held og lykke

hej christina, mange tak for dit kloge svar, du har en masse gode pointer og jeg skal lige have læst det igen. går og tænker som en gal og ved endnu ikke hvad det hele ender med. til dit spørgsmål omkring hvor godt vi egenligt kender hinanden vil jeg fortælle at vi nu har været kærester i over 1½ år, men har kendt hinanden altid og faktisk også været uskyldige kærester i en lille periode da vi var 13 og 14. jeg ved at han er en god fyr og han er godt klar over at det i virkeligheden handler om ham selv - og at skylden ikke kan skydes på alverdens fristelser. derfor syntes jeg, uanset om vi fortsætter eller ej, at det er en rigtig god ide med den psykolog. han har det selv meget dårligt - i grunden har han jo heller ikke været tro mod sig selv. men christina, tak for dit svar som jeg syntes er meget brugbart.

Det var da så lidt :-)
Det er jo også lidt svært at skrive hele sit liv ned her, så selvfølgelig vil der være en masse ting og overvejelser som vi andre ikke kan sætte os ind i.
Men jeg er da enig med dig i, at fyren har brug for hjælp, hvis det er en vedvarende ting som han ikke selv føler han har kontrol over. Det må bare ikke blive en "støttepude" som han kan referere til, hver gang han ikke kan tage konsekvensen af sine handlinger. Men du kender ham jo bedst i alle de stuationer i nu engang deler i hverdagen *s* Bare pas på dig selv og stå ved de principper og værdier du har i dit liv. Der vil altid være én derude der matcher det samme
Held og lykke med det hele

Hej Mathilde
Du behøver ikke at være så bekymret - det med fantasien har vi alle i forskellige grader og meget få af os lever den ud - det kan godt være hamrende frækt at snakke med en glædespige, men det er absolut ikke nødvendigt at hoppe i køjen med hende - alle mænd tager en spiller i ny og mange af os hver dag også selv om vi lige har elsket med kærresten, konen, madammen - og så er det godt at have lidt krudt til den omgang - altså f.eks samtalen - lyder det perverst tja men sådan er livet - dem der siger anderledes er nogle vat.....
Men det var bare det jeg ville sige don't worry -(den er ellers kæk den med hotellet i svaret fra øhh - prøv lidt dirty snak på telefonen med ham hvis du tør.)
qnuz Niels

jeg har opplevet noget lignende men har har ikke fått svar kun bortforklaringer, men prøv lige og se det på en annen måde. Min kæreste reiser også meget lige plutselig hadde han behov for en hel masse ting som for meg var en ny side av ham. Poenget mitt er at mennesker som reiser meget har nemt for at leve dobbelt, når de er ude og reiser er avstanden stor og på den måde kan de nemmere finde unskyldning for å lave noe de aldri ville funnet på når de er hjemme, min tanke er moske ensomhet og at grensene nemmmere slettes.Når det er sagt så passer det nemlig at i de landene som Polen,Khazakstan osv er nemlig "presset" hvis man kan kalle det det utrolig stort alt er mer fremme og tilgengelig,det er fakta.

Fuck ham, fuck DIG :)