Hvem skal....

... have det af vide først, at man er gravid?
Nu er jeg kommet i et dilemma, med min mand. Han vil gerne fortælle sit barn, som han har fra tidligere forhold, før resten af vores familier. Og jeg har det sånnen, at det har jeg ikke lyst til. Det er ikke så "tit" man får "lov" til at være bare mig og ham.
Er der nogen der ude der kan følge mig? Jeg vil som noget at det første, fortælle vores familier det, før hans barn for det af vide. Jeg er åben for input, men står ikke lige til at rokke mig af pinden. Det er en glæde for mig at fortælle det til min familie og hans for den sags skyld. Ikke at det ikke vil være en glæde når hans barn får det af vide. Men det er lidt noget andet, når det ikke er mit eget barn.

samler I ikke bare alle...din familie og barnet.
Jeg har det lidt svært med, at du kalder det "hans" barn som om, det ikke kommer dig ved. Jeg har det lidt sådan, at når man tager manden, så tager man hans børn med i pakken. Men det måske bare mig ?

Hvorfor beder du om input, når du alligevel ikke har tænkt dig at skifte mening.....? Virker lidt meningsløst, men hvad ved jeg.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i hans situtation, og synes at du er lidt egoistisk. Og hans barn ER da en del af hans familie, ikke sandt.
Jeg forstår til gengæld ikke hvad du mener med "bare dig og ham".
Men hvad med at invitere hele bundtet af familie hjem til mad, og fortæl dem til desserten....? 😉
Så er der ingen der er forfordelt. 🙂

men står ikke til at rokke af pinden...
Hvad skriver du så her for?
Du lyder mere end egoistisk og har vist glemt, at din mand ikke er jomfru og har en del af sit liv, som følger med i den pakke du har valgt.
Håber for jer alle, at du kommer til fornuft.

... jeg kender udmærket til min mands bagage - og undskyld at det ikke huer jer at jeg kalder det for barnet. Om det er han eller hun køn - er da lige maget. Det er sagen uvedkommende. Jeg skriver at jeg ikke lige umiddelbart er til at rokke i! Hvad er det I ikke forstår?
Nå, men jeg vil gerne have lov til at være egoistisk engang imellem. Dengang vi blev gift, fortalte vi familien det først. Hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det samme her? Det er begge dele, vigtige begivenheder i ens liv...
Derfor kan jeg ikke se, det fra hans side af...

... har vi planer om at vente til vi har fået fortaget første scanning. Og derefter, ville vi sende et scanningsbillede ud med et julekort til vores familier. Noget galt i det? Det er vores måde at gøre det på, det er det vi har talt om.

det er ikke det, at du kalder det for barnet og ikke ved navn eller køn men din anskuelse af dette barn, der falder mig svært at forlige mig med.
Jeg selv tager en kærestes børn ind på lige fod med mine egne, der skelner jeg altså ikke. Men nuvel vi er ikke alle være ens på det punkt.

meget-meget umoden/egocentreret! Det tegner slet ikke godt for dit ægteskab at du er "den onde stedmor". Er det barn du har i maven DIT alene? Din mands nærmeste familie er hans barn, så selvfølgelig skal hans barn vide det SAMTIDIG eller før de andre.Så fortæl det når alle er samlet. Det betyder meget for din mand-respekter det ;)

Jeg har også en kæreste med barn fra tidl. forhold.
Selv har jeg ingen børn.
Jeg vil som førstegangs-moder-in-spe ikke fratages den glæde/den oplevelse det nu engang må være;at kunne komme hjem til min mor og overbringe hende nyheden om at hun skal være mormor.
Min kæreste har fra starten af vores forhold plaget mig om at få børn med ham-og kom
i en hurtig vending til engang at sige,at "selvfølgelig skal han og hans søn være med til fødslen"- Der eksploderede jeg! Jeg vil F. også have lov til -for een gangs skyld-
at opleve der kun er mig og ham (!) om det hér.
Første og eneste chance-dén vil jeg ikke "snydes" for.

hvad er det egentlig du vil med denne her tråd ?
Jeg undre mig gevaldigt over dine udspil ...
men fortsat god aften... jeg har tabt tråden..

...er det egentlig, du gerne vil høre om?
Jeg underkender ikke dit dilema, men jeg beklager, jeg kan ikke helt forstå det.... min hjerne er fortiden stået lidt af, men jeg synes, det er et interessant spørgsmål..

...snakket med mange om det, og der må du åbenbart være den erfaring rigere end mig. Jeg har ikke selv noget barn - endnu 🙂 - og nogen som selv har børn og ikke har været i en situation som papforældre, kan ikke helt forstå hvordan det er. De har nogen forstillinger om hvad de selv ville gøre, men hvis de kom til at sidde i den, ville de måske ændre på deres forstillinger.
Så jeg kan ikke samligne det med noget. Men det skal siges at jeg elsker ikke hans barn, men holder af hans barn. Og sådan er det bare. Begge Bio forældre lever...
Jeg kan bare ikke se hvad problemet er, ved at vi fuldføre det vi har planlagt, og når så vi har weekendbesøg igen, efter vores familier har fået besked, så at sige det dér...

...med den onde stedmoder rolle. Galt afmacheret...
Hvad med det der betyder noget for mig? Hvem skal respektere det?

... snydes for! Han har været dér, med en anden. Men ikke mig! Og der må han acceptere at jeg gerne vil gøre det på min måde, og have bare lidt af det med at det "kun" er mig og ham.

- men det er netop lige et af de steder hvor du bare slår hælene sammen og hummer dig for resten.
- Muligt du gerne vil være "dig og ham" men det er SÅ dårlig timming, at det gør ondt.
- Hvis der er bare en smule fornuft i hovedet på dig, så lader du ham fortælle - tja er det en søn eller datter? Du blot omtaler som "barnet"? Det er jo ikke til at vide, men så sit "barn" at han/hun skal være store-et-eller-andet. Det er nemlig, efter meget stor sandsynlighed, hvad I ville have gjort, hvis det havde været et fælles barn. Du vil helt sikker være enig med mig (tror jeg da) når du selv har et barn og en lignende situation. Jeg tror faktisk du til den tid vil undre dig dybt over, du kunne være SÅ tankeløs.
- Hvad har du egentlig gjort dig af overvejelser, da du gik ind i det forhold?

- fordi det er en vigtig begivenhed? Nu må du til at være helt præcis inden du bliver dømt dummere end p... Kan du heller ikke se forskellen på de to ting eller se, hvordan du fremstår, når du tordner derud af med at det er ligemeget med barnets køn?????
- Du er da vist for viderekomne. 😮

- det er noget du har bestemt, når du skriver det "har vi talt om" - helt ærlig. De eneste i den her verden, der kan se noget som helst positivt i et scanningsbilled er moderen!! Alle andre er helst fri for den der stivnede grimasse, man føler sig forpligtet til at levere til gengæld. Indse det.

...heller ikke altid vidst hvad du er gået ind til? For eksempel, din egen situation? Vidste du, at du og din tidligere x - ikke ville være sammen for evigt? Og hvad livet efterfølgende ville bringe? Nej, vel? 😉 Det ved man heller ikke, når man finde en mand med et barn fra et tidligere forhold. Og igen, der bliver godt nok fokuseret på det fuldstændige uvedkommende - om det er en han eller hun. Bedøvende lige meget, for jer, når det egentlige er det faktum, at søge input, til hvem der skal have af vide først´, at jeg og min mand venter barn...
Hvorfor er det en dårlig timing?

om din tilstedeværelse. Du er der frivilligt - husk forskellen. Lær at tilsidesætte dig selv. Det får du brug for, eller rettere, dit barn har behov for det, så du kan roligt skrue ned for "charmen" - fuck en kælling at komme afsted med.

... syntes du skal forlade dette forum! Vi ved godt hvem du er... så smut, søster lystig.
Du er ikke synderlig konstruktiv og giver ikke noget til nogen. Gem dit crap, til andre steder...

og ikke en med barn. Touché!!

... at jeg er der frivilligt. Vi har jo valgt hinanden. Så hvor vil du hen? Kan ikke se den forskel du gerne vil "prøve" at fortælle mig.

Der finde ikke noget kun dig (jo det gør der) og ham - for ham. Uanset hvad du gør, vil du aldrig blive hans første. Du er den næste i rækken, men glem aldrig, du stillede frivilligt op.

...men det er du åbenbart! 😃
Så det vil sige både Dulkis og Eo.. - bye bye!

Vi "ONDE onde stedmødre" har bare at elske andres børn,uden at kny.
At finde os i rasende gale mands-og kvindemennesker der himler op om
deres børn,"og havde det været mig,så havde jeg elsket dit barn ligeså meget som hvis det var mit eget" etc. etc. Jeg ku´brække mig i lårtykke stråler over alle de
hellige forældre.
F. SÅ! -Der SKAL tages hensyn til dig i denne situation!
Jeg føler i dén grad med dig
Du skal IKKE snydes for denne oplevelse mener jeg!
Knuz herfra

... jeg er også pisse træt af den moder og papmoder fight! Og det er nemlig dem der sidder som BIO mødre, der hele tiden skal være pisse hellige! De er snævertsynede og ser det KUN fra deres side af.
TAK - og gud hvor det letter mig at jeg ikke er den eneste i verdenen 😉

Jeg har forsøgt at forstå dilemmaet ud fra tråden. Er det korrekt, at det du spørger til, er om det er snerpet af dig eller ej, at du ønsker først at fortælle det til din familie, og siden til din mands/kærestes barn?
Jeg lader det stå ved spørgsmålet, for min følgende svar afhænger jo en del af det.. 🙂

... det korrekt. Altså min egen familie og hans. Også først fortælle det til hans barn, når vi har weekendbesøg igen.

Så du vil egentlig bare lufte din irritation over, at din mand gerne vil fortælle sit barn, som du ikke er forælder til, at han/hun skal være store-noget - FØR at din/hans/jeres familier får noget at vide..
Er det meningen, at du vil have noget andet ud af denne her tråd? Du har ihvertfald fået noget respons - både til den ene og til den anden side. Men det lader ikke rigtig til, at du ønsker at høre revs... så ovenstående må være min konklusion på din situation.
Og så er der jo ikke andet end at respektere din holdning. Men hvis du ikke ønsker revs, så er det måske ikke et velvalgt forum 😉

... mere frustration over at være i den rolle som man er, i som papforældre. Føler ikke at der bliver taget hensyn til hvordan jeg gerne vil have få ting, på min måde. Det er så små ting, som bliver gjort til SÅ STORE, så snart man nævner "pap". Og ja, jeg er ikke hans første, men derfor vil jeg gerne have "lov" til at føle det som hans og mit første. Det er der sgu ikke nogen der skal tage fra mig. Og at der så er min måde at gøre det på, burde det vel også respekteres... Men det syntes jeg ikke jeg får hér!
Så ja - irritation [:*(]

- Jeg tror ikke på noget "evigt" og har ikke gjort det siden jeg var 16.
Jeg har ikke gjort i "genbrug", da jeg startede som ung. Jeg troede egentlig ikke jeg kunne løfte det, eller havde lyst til det. Jeg var den første, min mand fik barn med. Vores datter var den første, der fik at vide, der var en familieforøgelse på vej, da hendes lillebror havde meldt sin ankomst. Og de to var de første, da mindste var under opsejling. Jeg tror det er ret almindeligt i en kernefamilie. Og i familier, hvor alle betyder noget.
Da jeg "fandt en mand med et barn fra tidligere forhold", havde jeg børn selv, så det var ikke noget problem at sætte mig ind i, hvad der forventedes af mig og hvad hans datter havde behov for fra mig. Jeg kunne da heller aldrig i mine skabte dage drømme om at omtale hans datter som "det fuldstændig uvedkommende". Gider du!!! Er du over 22? (som om det skulle være en undskyldning)
- Det er ikke bare dårlig timing - det er passé, umuligt - det eksisterer ikke i din situation, og det er præcis det, du ikke evner at indse. Det er det her med, at det er så helvedes svært at få overblik, når udsynet er gennem ens egen navle. 😃
- Du gør nogle ting ved din mand, som du, for nuværende, slet ikke kan forestille dig. Det slår skår i hans respekt og være sikker på, at det du hælder ud over siden på vor runde jord - det rammer dig i nakken.
- Jeg tror slet ikke du har gjort dig klart, hvad det er for en ende af det menneskelige følelsesregister du vader rundt i. Vi er ikke altid rationelle, men meget ofte emotionelle i uforklarlig omfang, når det kommer til vores yngel.
- Jeg ved, hvordan min mand har ageret i forhold til nye kærester og deres reaktioner i forhold til vores børn, og jeg ved, hvordan min kæreste reagerede på ting der omhandlede hans datter.
- Du kommer ikke ustraffet - på den ene eller anden måde - fra det her, hvis du ikke lader dig vælte af den pind du her fat i.
- Sid svadaen overhørig, hvis du mener, du er klogere. 😃

mest fordi den lufter tanker, som jeg simpelthen ikke havde troet mulige.
Da jeg blev "papfar" for mange herrens år siden, og vi skulle have en lille ny, da opstod spørgsmålet simpelthen ikke, og jeg vil da godt lige antyde hvorfor :-)
Familien var "satellitter", noget der var i omegnen, mens "kernen", det vigtige, det var os tre plus den ny undervejs.
Måske du selv kan udlede, hvad jeg ville svare på dit spørgsmål ?

eller er du vel af den type der smider dig på gulvet og gør dig vanskelig - din modenhed taget i betragtning, men RESPEKT skal du nok ikke forvente.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvad FARMOR mener om dig!!!! Men du er vel dum nok til heller ikke at holde dig på god fod med din svigermor. Tåbelige pigebarn.

men det gør ikke dig mindre tåbelig.

Papfar her - også. Salute.

- end hvem de er. Kan du ikke klare mosten, så lad være at stille op.

og velkommen til øretævernes holdeplads *LOL*

Der er skam også smiger, men nu må vi se, hvad der sker dig. Sku vi? Sku da ikke finde lidt pausemusik?

- men jeg er blevet sur, så jeg vil gerne starte ud - please. Det betyder SÅ meget for mig og MIN navle. (og så har vi vist nået bunden for iaften)
http://www.youtube.com/watch?v=7lBYxQGfEFA
😃😃😃😃

kun give dig ret.Jeg har en underlig fornemmelse vedr. trådstarteren,hun er da for videre kommendende.

Jeg havde mere denne her i tankerne:
http://www.youtube.com/watch?v=7sj3FbfuFV8&feature=related

DULKIS ROCKS!

Din mands barn er vel også familien, som andre siger saml familien og fotæl det, og husk nu ikke at glemme din mands barn når du først får dit eget, for så holder det ægteskab ikke længe. Held og lykke med det hele

så har i jo taget beslutningen så er der jo slet ikke noget at spørge om, goddag mand økseskaft

Har graviditeten sat sig på hjernen

bare slet ikke vide af sit bonusbarn-hun er pisse egoistisk og kan da bare glæde sig til at hun om et par år (HØJEST) sidder som eneforældrer med delt forældremyndighed--gad vist om en kommende kæreste vil vide af hendes yngel????????-man ligger som man redder--men hun VIL ikke se det-- hun lærer kun af sine egne fejl--så bare lad hende sende sine underlige postkort til dem HUN synes er vigtige--Skidt da pyt med manden-han er jo bare sæddonor til hendes BIOLOGISKE barn

Din mand har et barn før han kendte dig-Hvis din mand skønner at det er vigtigt at det barn FØRST får nyheden om at skulle være storebror/storesøster jammen så er det da ligegyldigt hvad DU mener om den sag-Du kan jo sende det barn et af dine grimme scanningsfotos SAMTIDIG med at du sender til de andre? Hvad er dit problem? Vist kun at du er møjhamrende forkert på den-ligegyldigt hvad du tænker og mener om det--Helt alvorligt--prøver du BEVIDST at narre dig selv til at tro at jeres fællesbarn er VIGTIGERE for din mand end det han har i forvejen?Hvorfor siger du hele tiden "min familie og HANS familie skal vide det før hans barn? Hans barn er JERES familie, hvad enten du synes om det eller ej!Hvordan har han det med at DU bestemmer så meget? Det kan kun gå galt det der.

Og er fuldstændig sikker på at du "graver din egen grav" med dit egoistiske snæversyn. Bliv dog voksen. Hvis du er gift-så burde du vide at det er KÆRLIGHED og TOLLERANCE, som er det bærende element i et forhold. Jeg ser ingen af delene i det her sørgsmål. Sorry. 😮 Du får det svært i livet med din indstilling til tingene.

Han lader hende bestemme en tid. Så pakker han sit tøj og skrider. Sådan nogen som hende, kan det vist ikke gå op i en højere enhed med.

Den tilslutte jeg mig (hold da op en svada😮)

😃😃😃😃 eller i hvert fald "ikke for klog" så da.

Hun er en af dem, der blev gift for at få en prinsessekjole og komme i kirke, hvor hun ikke har været siden konfirmationen. Så har hun læst nogle romaner om lykkelige par på godset....bvdr. Jeg gider ikke engang være i stue med dem ½ time.

Der er ikke meget plads til andre, der hvor hun skal være.

Var der alligevel noget der ramte? Utroligt, jeg havde vurderet på tråden du var helt væk fra vinduet.

Og forhåbentlig også sidste gang, mage til egoistisk gås skal man da lede længe efter, synd sådan et barn bliver sat i verden til sådan en smalsporet mor🙁

Hun siger at hun sender beskeder via "julekort"--Gad vide hvorfor ALLE i familierne undtagen hendes stedbarn/bonusbarn må få denne besked?-Hvem vil hun straffe? Bliver hun "lykkeligere" af at forskelsbehandle? Hun er jo både OND både mod sin mand, hans barn og hans forældre og hans søskendes familier, som hans første barn er en vigtig del af. Der bliver koldt hvor hun dukker op--men det opdager hun nok ikke-magen til kold person, har jeg heldigvis aldrig været tæt på.Sikken start at give den lille nye, som trods alt- ind til videre har 2 familier--også når hendes mand ikke gider at underlægge sig hendes egoønsker og kontrol mere.

Også med fare for at blive hakket ned.
Jeg synes, det kommer meget an på, hvor gammel barnet er. Hvis barnet ikke er så gammelt, synes jeg, det er vigtigt, at barnet først får af vide, at du er gravid. Jeg tror, det er meget vigtigt for et barn - uanset om man er sammenbragt familie eller ej - at forstå, at vedkommende skal være storebror eller -søster. Det kan være meget overvældende for børn at få den nyhed - og forstå hvad den indebærer.
Ellers vil jeg mene, at hvis barnet er blevet teenager, eller måske bedre er i stand til at forstå, hvad det indebærer, at alle i familien - inklusive barnet - får det af vide samtidig. Jeg kan ikke se, hvorfor der skal skelnes, eller barnet skal udelukkes.
Derudover tror jeg selv, jeg ville vælge at sige det til barnet først, hvis det var mit bonusbarn. Der kan være mange negative følelser hos skilsmissebørn, som de måske slet ikke er klar over, at de har. Eksempelvis tror jeg, mange børn håber på, at deres forældre måske en dag ender sammen alligevel. Så kan det godt være et slag i maven at få af vide, at farmands nye kone er gravid.
Bonusbarnet kan måske også frygte, at han eller hun ikke vil blive lige så værdsat/få lige så meget opmærksomhed i fremtiden, hvilket det - sorry to say - lyder til i dit tilfælde.
Som bonusinformation kan jeg fortælle, at jeg ikke har børn, men har tænkt mange tanker om, hvad der ville ske, hvis jeg fandt en mand med børn. Min indstilling til det er, at alles børn - dine, mine, vores - må komme i første række, når det gælder om vigtige begivenheder, som også får betydning for børnene.

Synes du har fået nogle gode overvejelser frem her-jeg kan kun sige at jeg er helt enig med dig🙂 Håber trådopretter snakker med sin mand og bliver enig med ham om en god måde for alle at præsentere den lille ny-som jo ikke er moderens ALENE-men hele familiens nye barn

fortæller i det ikke bare til dem alle på en gang?

Er du selv datter i et sammenbragt ægteskab?
Er der en af dine forældre der har dine, mine og vores børn?
Jeg gætter på nej, for du lader slet ikke til at kunne sætte dig ind i din mands barns situation. Jeg er selv papdatter, har 9 søskende udenfor mine forældres, lykkelige, overståede ægteskab, jeg har idag flere papsøskende end jeg lige kan tælle til og lykken er enorm når vi allesammen mødes. Jeg er idag 30 men har en lillebror på 1½ mdr, da han skulle annonceres var det altså de mindste der fik historien først.
Fordi det er for dem det her er mest forvirrende for, det er dem der skal føle sig som en vigtig brik i hele det puslespil der nu er vores kæmpefamilie, det er dem vi allesammen skal beskytte mest muligt så de ikke føler sig overset og tilsidesat.
En lille en kan lynhurtigt regne sig frem til hvorfor det er hans/hendes egen skyld at far ikke har tid fordi den nye mor har fået ny baby.
Er du slet ikke bange for at ødelægge alle muligheder for dine 2 børns muligheder for at kunne knytte det søskendebånd der er så vigtigt i en familie? Ja, jeg sagde dine 2 børn - i min verden hedder det ikke hans og vores, de er bare vores, også selvom de er sammenbragte.
Som papdatter kan jeg fortælle dig at er det en preteen du har med at gøre er faren for uvenskab jer imellem så meget større, vil du virkeligt være mål for en teenagers luner bare fordi du er så egoistisk at du vil have tingene på din måde?
Er du virkeligt ikke bange for at din mand til sidst forlader dig fordi du ikke kan tilsidesætte dine egne behov? Som hele forælderrollen jo går ud på?
Du er den mindste brik i det graviditetsspil, du er faktisk bare ovnen for at familien kan blive større, at det er din første gang skulle du nok have overvejet inden du sagde ja til en pakkeløsning, for du bliver aldrig hans første, hans barn SKAL være med i det, ellers ender du i rollen som martyren der vil have det hele på hendes måde.
Tag det fra mig, løsningen til en lykkelig sammenbragt familie er altså åbenhed, ærlighed og en konstant reminder om at man som forælder er limen der får det hele til at hænge sammen, begynder du at overse barnets ret, krav, på at blive informeret om ting der er så alvorlige, styrer du dirkete mod afgrunden.

at høre hér! I går i så små sko alle sammen. I "lytter" jo ikke til hvad det er jeg (siger) "søger" vejledning om.
Men jeg kan sige dig så meget, at jeg og min mand er enige om at - NEJ - det er ikke mit barn. Vil heller aldrig blive det. Og ej, vil jeg blive dets mor! Barnet har sin mor og sådan er det. Og jeg vil og har ingen intentioner om at være en "moder" for hende. Jeg er en veninde til hende. Og der kan I råbe og skrige hvor meget I vil, men det er én ting I ikke kan sætte jer ind i, hvis I ikke er i samme båd. Og prøv at lade være med at være så snævertsynede. For sådan er der altså mange der har det, skulle jeg hilse og sige fra "pap" siden af.
Jeg og min mand går ikke fra hinanden. Hverken pga. det ene og det andet. Vi har fundet en løsning. Og det er desværre ingen af jeres... Men fred være med det - syntes lige I skulle huske at "lytte" først, før alle disse sure opstød uden nogen tanke bag. Og det har ikke en skid med at det ikke er HANS første og bla. bla. I fokusere virklig på det forkert, så det gør helt ondt. Hvor er psykologen henne? 😃

Men held og lykke med "kernefamilien".
Meget underlig opførsel du forøvrigt har, det må være hormonerne.

... når nu jeres fælles barn skal være storesøster? - Skal familien så også informeres først, eller får barnet det at vide først?.
Jeg er selv en slags "pap" - mor - og hvis jeg blev gravid, ville børnene - dem allesammen, helt sikkert få det at vide først.
Det ville jeg gøre for at vise dem, at de er en vigtig del af familien - og som sådanne skal vide det aller først. Det er en søster eller bror de får, og det vil betyde en lige så stor omvæltning for dem, som hvis det var helsøskende.
Håber løsningen i har fundet frem til tager hensyn til at børn ikke er små voksne, men netop børn

Så er problemet klaret.........

noget......
Problemt ER.. hvis kærestens barn får det at vide ført... betyder det, at hans X får det at vide før familierne.... DER ligger hunden begravet..... og det kan jeg godt følge hende i.........
ALTSÅ - inviter hele baduljen og fortæl det samlet.... og ja.... glem det scannede billede der ikke ligner en fis...... held og lykke :-)

Jeg synes faktisk, at det er en smule groft, at du siger, at alle i denne debat går med små sko, fordi mange ikke er enige med dig.
Jeg har prøvet at svare på dine spørgsmål efter bedste evne og ud fra de oplysninger, du har givet. Jeg har prøvet at nuancere mit svar, i håbet om at du måske kunne bruge det til noget.
Derfor virker det i mine øjne ret utaknemligt, når du kommer med sådan et surt opstød.

at det ikke var svar hun søgte, men en masse støtte i at HUN var det vigtigste i hendes mands liv. At HUN var den eneste der var at tage stilling til nu hvor det var HENDES første gang.
Alt hvad jeg læste fra hende var mig, mig, mig.. gad vide hvor mange prinsesser vi har derude i det danske land?

Du er hendes nærmeste konkurrent. Men du får det sikkert lært - og tro da ikke at ingen er i "samme båd". De har nok nærmere erfaringen som du ikke har. De er den anden moder i hans liv til hans børn. Lær at leve med det.

For Jeres fremtidige familieliv bør du tage hensyn til din mands barn. Det er en stor omgang for et barn at hans far finder en ny kvinde, som nu også skal føde faderens barn. Jeres barn - bliver jo også søskende til din mands barn - Eller hvad?
Den rette måde at gøre det på er at indvie din mands barn først og så resten af familien. Jeg tror det vil gøre din mands barn meget stolt og hvis han /hun får det at vide først. Kan du ikke lide din mands barn?
Hvad når dit barn bliver født? Vil du så køre din mands barn helt ud på sidelinien?
Jeg nærer stor respekt for din mand - at han holder fast i at hans barn også skal være en del af Jeres liv - og på 1. parket. Og ikke som en nødvendig del af inventaret.
Så hvis du vil høre min ærlige mening, - så syntes jeg din tanke er meget egoistisk. Går der noget fra dig af at indvie din mands barn først.
Hvis det første barn havde været dit biologiske barn og du nu ventede nr. to... Hvad ville du så have gjort ?
Held og lykke med din graviditet 🙂

Måske de biologiske mødre prøver at se det fra deres børns synspunkt. Ikke fordi at jeg er i den situation at jeg skal "kæmpe" med pap mødre til mine børn.
Men prøv at tænke dette ind!
Forestil dig at du en dag selv sidder i den situation.
Og hvor kom det med den biologiske mor til din mands barn lige pludselig ind i situationen. Kan det tænkes, at du har nogle følelser der, - som du lader gå ud over din mands barn - ved at holde barnet udenfor.
Hvad siger din mand til alt dette❓Det er vel JERES barn ?

Det er for sindsygt at høre på det her.
1: hvis du bare vil være dig og ham, skulle du nok ikke være blevet gravid. for i kommer til at blive 3 og det bliver ikke næmmer for jer, men svære i kommer til at have mange daglige "kampe" om hjemme job den lille mad bleer indkøb opvasken også vider.
2: Taler af afaring her: Som ste mor har du ikke meget af sige hvad angå hans barn og hans ex i sidste ende, du skal være barnets ven så vidt mulig. Lav noget med det enten allene eller med din kæreste. og det ikke det vigtiste i livet hvem der først får det af vide. men at i lytter til hinanden og bliver egnige om tingene også også gøre dem sammen som man har aftalt og ikke går egne vejne.
held og lykke til jer to og den lille når den en gang kommer.
hilsen mig

Jeg har ikke læst alle indlæggene, men dem fra gravid første gang.
Jeg forudser en masse kommende problemer i den "kernefamilie".
Sikken en egoisme den "gravid første gang" udviser, jeg er helt rystet.
Havde det været mig ville jeg naturligvis sige det sammen med min mand til storesøster/bror.
Derefter til familien.
Det er jo en "verdensbegivenhed", så den går naturligvis ikke. 😕
Jeg ville løbe skrigende bort, hvis jeg hørte til den familie.
Jeg ville prøve at skabe et forhold mellem de to søskende, som de kunne få glæde af hele livet. Det tvivler jeg på, der kommer her. 😕
I guder , hvor kan der skabes problemer, hvor det burde være glæde.
Det er næsten, som de rædselsfulde brude, der er en serie om i tv. de kan ødelægge det bedste bryllup med deres urimelige krav.

Jeg er simplethen rystet.... Gravid første gang-du spurgte vist hvor psykologen var! -Find ham/hende STRAKS for du trænger da til en laaaang snak om dig selv, dit syn på familie-livet, jalousi ift. BONUSbørn (som lige meget hvor ikke-egne de er, IKKE har valgt sitiationen ell dumme/onde/egocenterede-stedmødre! BØRN er børn og skal elskes og værdsættes-selvom det ikke altid er lige let at være ny-tilkommen forældre i en eksisterende familie) og -ja måske også en snak om din egen barndom!!! Stakkels din mand for ikke at ha vidst hvad han er gået ind til, da i valgte at blive gravide!
BØRN skal altså prioriteres HØJT! og hans datter har helt sikkert gode veninder på sin egen alder-hun vil da elske at blive storesøster og få beskeden først! -på den måde bliver hun en vigitig del af hendes fars nye liv-og du viser format(eller bare almindelig fornuft!!) ved at lade hende blive en del af JER kommende 4!
Blir fandme tosset på BONUSbarnets vegne når jeg læser dine indlæg! -DU VIDSTE FRA START HAN HAVDE EN DATTER!!! -derfor skal hun sgu være en ligeså vigtig del af det nye liv, som JERES 1.barn sammen!
-Men samtidig er det skønt at høre alle jeres andres FORNUFTIGE indlæg... glædelig 1.december[l]