Hvis våben kunne dræbe

fjenden...så havde USA ingen fjender. For ingen har flere våben end USA. Og ingen benytter våben til at dræbe med, så meget som USA gør. Men fjenden er der stadig.
USA fortæller os hvem der er fjenden. Vi glemmer helt, at de, der peges på som fjender i dag, er blevet støttet økonomisk og lært op af USA. Vi fatter kun at de fjendebilleder de tegner i luften foran os er billedet af "de fremmede"!
Hvis fjenden var "de fremmede", så kunne man jo bare alliere sig med dem, så var de ikke fremmede og der var ingen fjende mere. Men fjenden er der stadig. Bliver ved at skifte ansigt.
Fjenden har tusind ansigter ingen bestemt religion, hudfarve eller tilholdsted. Bor indeni.
Fjenden er frygten. Soldaterne er dem, der giver frygten plads og fortæller om den, så ofte så vi ikke kan få ørenlyd og til sidst ikke kan sanse andet. Eksempler på modbydeligheder strømmer ud i vores stuer fylder skærmen og rydder forsiderne i een uendelighed.
Men freden siger ikke noget. Larmer ikke.
Frygten kan ikke dræbes med våben.
Hvad kan dræbe frygten?
(Talant anbefalede os alle at se Michael Moores "Bowling for Columbine", og Avenged-7x, mindede mig lige om det igen. Efter at have set den, forstår jeg nu en sammenhæng som måske nok havde været til stede før, men nærmest er blevet krystalklar nu. Tak Talant og Avenged-7X! Jeg vil anbefale alle at se den...og sammen med mig tage den videre ud i bestræbelserne på at fortå af sammenhænge. Intet kan stå alene, det kan den film heller ikke, men det er en "eye-opener" af de helt store.)

om folk ikke ønsker frygt?
Bare se hvor lidt der har skrevet til dit indlæg indtil nu, og sammenlign det med et 5 min gammel debat indlæg om racisme, religion, terror, som jo alle i bund og grund handler om frygt for 'de andre'.
USA styrer jo også det meste af verden, ved hjælp af frygt.. og dem der ikke bukker under for den frygt (terroisterne) styrer ligeledes også verden, med deres frygt. Der er ikke mange der gør noget imod det, og de få som støtter freden, er ligesom freden selv, tavs. De bliver overhørt af frygten i medierne og fra andre folk.
Som man kan se i Bowling For Culumbine, så er Canada nok det land som har mindst frygt. Folk låser ikke deres dører på noget tidspunkt.. heller ikke når de ikke er hjemme, eller ligger og sover. De har sjældent nogle mordsager (ihvertfald i den by, som Michael besøger, men jeg tror det er generalt i Canada). De har kriminalitet, men slet ikke i samme grad som mange andre stedder i verden. Og hvor tit hører man om at Canada har problemer med terrorister? Eller andre lande rent i almenlighed?
I alle andre lande, hersker frygten mere end freden, og jeg tror vi alle på een gang bliver nød til at vende blikket imod Canada, og lærer af dem. Probelmet er bare, du vil aldrig nogen sinde kunne få resten af verden til at lærer af Canada. Frygten har allerede boret sine rødder alt for langt ned i vores hverdag, til at den kan slippes.
Og når det nu er sådan, at frygten hersker, ja så er det jo logisk at folk begynder at udnytte den, til deres egne fordele og behov. Det er så de mange ofre af andres handlinger i pagt med frygt, som ønsker fred, men de bliver jo stadig overhørt.
For at dræbe frygt, må man vel dræbe behovet for at udnytte frygt. Og finder man en effektiv human måde, at dræbe det behov på, er jeg sikker på at man for stukket en Fredspris ned i lommen på under 3 sekunder.

folk holder mere af frygten end af freden. Men det er meget vanskeligere at være konstruktiv og komme med gode argumenter, end det er at nedgøre.
Hvis du noterer dig, hvor lange sætninger der skal bruges for at være nuanceret i et synspunkt, og holder det op imod et populistisk og nedgørende indlæg, vil du se en stor forskel.
Det kan tage år at bygge noget smukt, mens det kan tage en dunk benzin, en tændstik, og fem sekunder at ødelægge det igen.
Det er så nemt at nedgøre en person som "bleeding heart democrat", men det er vanskeligt i vores zapper-tid at holde folks opmærksomhed længe nok til at kunne give en reel fremstilling af et kompliceret synspunkt.
Det er blot vilkårene, så lad være at give op. Det er skønt at se andet på disse indlæg end blot en totalt tåbelig (og forkert) generalisering.

du har lige gjort mig opmærksom på, hvor lille et dansk ordforåd jeg egentlig har :S
Jeg tror heller ikke at størstedelen af verdens befolkning kan lide frygt.. men jeg tror at, bevidst eller ubevidst, at de få folk som har meget magt, elsker at bruge den til at opnå deres mål. President Bush er et godt eksempel..
Som du skriver, så er det jo meget hurtigere, nemmere og emre effektivt at ødelæggge og skabe frygt, for at opnå et eller andet. Folk gidder ikke tage sig tid til at bygge noget stabilt op, fordi det tager for lang tid.. og når det så endelig er gjort, så kan der gå ingen tid, før det er ødelagt. Så ved at herske med frygt, er den nemmeste og sikreste måde... bare ærgeligt at det samtidig er den mest stupide og undertrykkende måde at gøre det på.

Det er en vaskeægte selvmodsigelse, ikke bare en tilsyneladende selvmogsigelse.
War: krig mellem to hære. Mellem to regeringer, eller ved borgerkrig mellem to grupperinger, men i begge tilfælde mellem soldater. Disse kommer ganske vist til at dræbe civile (uheldigt ! - føj for et udtryk). Men formålet er at dræbe modstanderens soldater. Første verdenskrig er den første krig, hvor der var større civile tab end militære. Også den amerikanske koalition i Irak med deres "kliniske" krigsførelse var krig mellem to hære. Men efterkrigstiden - det er en ganske anden sag.
Terror: grupperinger anvender et hvilket som helst middel for at opnå et mål. Et af målene er at komme i medierne. Og hvis det giver mere omtale at henrette en civil "genopbygningshjælper", jamen så ligger det da lige for. Men der er ingen hær, man kan eliminere, hvorefter "krigen" er overstået.
Det frygtelige ved "war on terror" er, at det er lykkedes propanganda-maskinerne at få os til at tale om "en enkelt front". Det medfører, at vi ikke kan indse, at de forskellige terror-angreb har helt forskellige formål, og derfor slet ikke kan skæres over én kam.
Jeg har som så mange andre ønsket om, at USA får en ny regering, men ikke fordi jeg synes, Bush er farlig. Jeg synes simpelthen, han er dum. Det er hans omgivelser, der er farlige. Hvad Colin Powell gør i det slæng, er mig en gåde, for den mand er da hverken dum eller doven.

Hvis de ikke havde nogen fjende, så ville
USA's statsfinansieret våbenindustri gå
konkurs. Desuden støtter amerikanerne
den ved i gennemsnit at have 3 skydevåben
liggende i hjemmet.
Hvordan skulle USA forsvare sig en dag, hvis
de ikke han nogen våbenindustri?
Hvem er paranoid?
Hvad skal vi bruge de nye Joint Strike kampfly til?
Nogle mennesker mener at der kun er fred, fordi
der er så mange våben i denne verden.
Hvad er sandt i denne sammenhæng?
Hvad kan skabe fred? Flere våben, eller mad til
alle dem der sulter i denne verden.

Flere våben for at skabe fred ?
I 70'erne tog NATO deres "dobbeltbeslutning" - oprustning med Cruise-missiler for gennem afskrækkelse at sikre freden i Europa.
Hvis du spørger NATO i dag, vil de sige, at det var den rigtige beslutning - du kan jo bare se på den stabilitet, der er og har været siden.
Det er blot umuligt at sige, hvad der var sket, hvis ikke disse missiler var stillet op.
Det er lidt ligesom manden, der går på gaden i Århus og knipser med fingrene. Hans ven spørger, hvorfor han gør det. "det er for at skræmme løverne væk" Vennen: "jamen her er da ingen løver" - "Nej, netop !".
Det eneste, vi kan sige om våben, er at når private har for let adgang til dem, vil de blive misbrugt. Og private omfatter i denne forbindelse også nogle (få) hjemmeværnsfolk. Og for mange våben i samfundet er en skrue uden ende, for så skal ordensmagten også bære dem. Se blot på forskellen mellem tysk og engelsk politi.
Jeg er blot bange for, at det er umuligt at komme dette uvæsen helt til livs. Men ingen skal forhindre mig i at mene, at våben ikke skal være i hjemmene og i private hænder.
Jeg tror, at kampen for freden skal slås et helt andet sted, nemlig på information, ved at lære hinanden at kende, og ved at være åben over for andre kulturer og mennesker.
Lidt ligesom der er flere slags intelligens, afhængig af den kultur og det miljø, man er vokset op i (i et bondesamfund er det godt at forstå sig på landbrug, i et nyteknisk samfund er det godt at forstå sig på logik), lige sådan er der forskellige måder at opfatte "fremmede". Og vi har det meget med, at "fremmede" er næsten det samme som "fjender".
Lige nu er vi vistnok i en bølgedal, men det er mit håb, at om en generation eller to ser verden anderledes ud.

Det er meget interessant det du siger med behovet for frygt...for jeg tror at frygten har et naturbestemt formå med at vi skal være på vagt og beskytte, men altså beskytte os mod virkelige farar. Hvad har vi egentlig at frygte for i et land som Danmark? Naturkatastrofer? At blive dræbt af vilde dyr? Dikatatur? Hvad skal vi egentlig være på vagt overfor?
Jeg mener at de forhold vi lever udner i et samfund som Danmarks er katatstrofale fordi de giver os vilkår der vedligeholder frygten. De vilkår er en udbredt ensomhed.
At vi lige så stille med tiden mister vores sociale evner, giver frygten mulighed for at flytte ind med os side om side...og al det skræmmepropaganda der køres op i pressen og al den racisme det fører med sig, bidrager da heller ikke ligefrem til et social velfungerende samfund efter min mening.
Det slog mig da jeg så Bowling for Columbine, da de fortalte om Canada, at en lignende tryghedsfornemmelse rammer en, når man besøger Island. Det er nok et af de lande hvor kriminaliteten er lavest, og ligesom i Canada låser folk sjældent dørene. Island er et land som ikke kan have togbaner fordi deres undergrund hele tiden er i bevægelse. Der er vulkanudbrud minimum hvert fjerde år, mange af stederne er deres grundvand kogende. Deres frygt er begrundet i noget helt konkret. Jeg er ikke Islandsekspert, men det var et karaktertræk der var meget i øjnefaldende da jeg var der i julen for snart et år siden. Jeg mener bestemt også vi kan lære noget af dem...for du har SÅ meget ret, vi er nødt til at se på hvad der virker, de steder hvor det virker...
Vi må vende blikket mod andre steder end dem vi er vant til at lære af, for ellers lærer vi ikke noget nyt.

er meget interessant, for det viser sig, at det ikke er antallet af våben eller hvor mange våben folk besidder, der er afgørende for, hvor mange der bruger våden til at dræbe med. Det er motivationen.
Der er procentvis lige så mange eller flere våden pr. indbygger i Canada som i USA...men der dræbes kun ganske få promiller i forhold til USA.
Så I USA føler folk sig mere truede og dermed en større motivation for at dræbe.
Der var en der kom med det bedste bud på at komme dette vanvid til livs...sæt prisen på ammunition op til $5000 pr. kugle...så kan det være de ikke sad så "løst".
Nej du har ret...dit spørgsmål om flere våben ville skabe fred virker helt absurd og dine oplysninger om NATO's overvejelser får jo en til at virre med hovedet...det er slet ikke flere våben vi skal have, for det får vi ikke mere fred af...
Sådan lidt populært sagt går jeg ind for oprustning! Lad alle våben ruste op!
Og jeg er helt enig med dig i at det bedste vårbe for fred er vioden, information og at lære om hinanden. Det vigtigt at vi ser os om, og lader være med at lytte efter alt det der ikke virker, men efter det, der virker.

at der var lige så mange våben pr. indbygger i Canada som i USA. Det var da spændende.
Dvs. selve våbnene er ikke helt så stort et problem som jeg troede. Hvad kan der så være ?
Det eneste, jeg uden videre kan komme i tanker om, er håbløsheden. Og så er vi tilbage ved terroren igen.
Tjetjenske terrorister har ikke rigtig andre muligheder for at få opmærksomhed i de internationale medier.
Palæstinensiske terrorister har heller ikke de store muligheder.
Israelsk "stats-terrorisme" er ikke på samme bane, de tror, de kan undertrykke med våbnene.
Irakisk terrorisme er en blanding af økonomisk kriminalitet og frihedskamp.
Al-Quaeda er for mig at se en lidt rodet blanding af religiøs vanvid og USA-fjendskab.
USA's stats-terrorisme, der for mig at se langt mere bunder i olie og forretning end i de officielle begrundelser - og skifter begrundelse, som vinden blæser.
Og det kommer fra mig, der altid skælder ud over generaliseringer !
Det var dog en spændende debat med mange for mig nye synsvinkler.

noget af det, der har betydning...for det er ikke hvor mange våben de har, men hvad der får dem til at bruge dem.
Det er ikke kuglen der dræber, ikke pistolen, ikke den der fører psitolen, men det driver personen til at udføre handlingen, der dræber.
Jeg vil anbefale dig at leje den film der hedder Bowling for Columbine...bare se den, og prøve at mærke efter, hvad den gør ved dig første gang du ser den. For du kan garanteret ikke lade være med at se den en gang til...bare for at være helt sikker.
Du vil opdage nogle sammenhænge mellem nogle historiske fakta (blandt andet om dem du nævner) som du nok har hørt om, men slet ikke trukket en snor igennem, som det skildres her. Jeg er stadig paf, har set den to gange.
Håbløshed går hånd i hånd med ensomhed...jeg mener det er et meget kvaliativt bud på årsagen til frygt, og at det er der, der skal sættes ind for at komme frygten til livs.

Det er helt selvmodsigende War On Terror...klasker hovedet ind i væggen Krig mod terrorisme...jeg skrev en gang et indlæg under debatten punkt1 "Stop volden eller jeg smadrer dig"...det var bare som reference til et udtryk, jeg synes var lidt "sjovt" fordi det satte sagen på spidsen. Jeg troede faktisk engang at det bare var noget man grinede af...men det går op for mig, at den holdning er ramme alvor.
Jeg er ikke så vidende som du er, men jeg synes din viden understreger, at det er frygten det handler om at vedligeholde.

ved at det er det man vil.
Anatllet af våben er underordnet. Selvom der ikke var våben overhovedet, ville det satdig være holdningen bag, der skaber krigen. Holdningen om, at der er fjender allevegne og "de fremmede" vil os noget ondt, skaber en frygt. Frygten får os til at gribe til våben...i forsvar...men når vi har taget våben i hånd, så accepterer vi brugen af dem...også i angreb.
Så vi må finde på noget, der kan eliminere frygten...jeg ved ikke om det er mad til de sultne...men det ville være alletiders gode sted at starte. En måde at skabe venner, forbindelser, handelspartnere....

Men grunden til hvorfor George Bush ikke har dræbt alle folk i Irak endnu, er for at maksimere hans egne chancer for at blive genvalgt.
Vores regeringen prøver at få os til at frygte visse andre lande, så man bedre kan holde sammen på danmark. Folk holder mere sammen når deres land er truet, af en "fælles fjende". Regeringen behøver ikke en rigtig fjende for at opretholde det billede, frygt er nok.