Hvor gør jeg af mig selv

Jeg er kvinde 35 år og førtidspensionist (efter 5 år med deppression og voldsom angst) Har jeg meget svært ved at møde nye mennesker, og være sammen med mange mennesker på een gang. Det er et stort problem for mig, da jeg jo samtidig er meget ensom.
Selvfølgelig kommer man ikke i kontakt med nogen, når man aldrig går ud - ved simpelthen ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Til daglig sidder jeg bare hjemme og ser fjernsyn eller laver ingenting...
Håber nogen kan hjælpe mig mig ud af denne ensomhed. Fortælle mig hvor jeg kan gå hen.?
Mvh. Trist og kvinde

Meld dig ind i et motionscenter. Motion er godt mod depressioner. Start med at komme om morgen / formiddagen. Der er ikke så mange mennesker på det tidspunkt.
Held og lykke, det skal nok gå.

Hej hvis du fx har nogle interesser fx idræt, hobby) eller andre ting du interesserer dig for kunne du møde nye mennesker ved at melde dig ind i en forening eller klub, hvor der er andre med samme interesse som dig.

Gid jeg havde et råd. Jeg selv har været igennem det samme, bare i 8 år, men har ikke problemer med at gå ud mere, og gør det alene. Jeg har svært med at knytte mig til mennesker, da jeg har være igennem en del, så jeg ikke føler jeg tør/kan stole på mennesker.
Dette er bare for at fortælle dig, at du ikke er alene, hvis du forstår. Ville virkelig ønske, at jeg kunne fortælle dig hvad du skal gøre. Ensomhed er noget af det værste der findes her i livet.
Jeg sender dig mine varmeste tanker.
Knus Lotte

- Hvis du har problemer med at være sammen med mange mennesker, var det måske en ide at være sammen med få, for at komme over ensomheden til at begynde med.
- Har du evt familiemedlemmer du kan lave faste aftaler med? Uanset om det er familie eller ej, så kan man kun "øve" sig i at være sammen med andre ved at være det.

- Var der måske en fritidsinteresse der kunne fange dig, som inkludere andre mennesker? Eller giv dig til at gå i skole igen. Der er sikkert nogle enkeltfag på VUC du kunne bruge. Det har den fordel, at der er et specifikt formål med at være der og andres tilstedeværelse ikke er det vigtigste, men blot en sidegevinst.
Håber det bliver bedre for dig

Det kan jo hurtigt blive en grim vane at sidde derhjemme og kukkelurer :)
Lige i dit tilfælde ville tale være guld og tavshed sølv (tænker på dit nick) Jeg vil råde dig til at tænke på nogle ting, som du godt kan lide at lave🙂Start i det små, så det ikke bliver uoverskueligt🙂Har du nogle venner/venninder❓Så kunne i evt, starte med at gå en tur i skoven, stranden eller andre steder, hvor der ikke er en masse mennesker.
Langsomt men sikkert kan du så bevæge dig i biografen med bekendte ,eller sidde på en bænk og se på en masse mennesker🙂Det sidste lyder måske kedeligt, men under alle omstændigheder, vil det give dig et indblik i at mennesker er MEGET forskellige, og det er ufattelig nemt at gå ubemærket rundt :)
Hvis du nu ikke har nogle bekendte, så kan du evt. søge efter ligesindet, og så få brudt en grænse ved at møde folk, og forhåbentlig få en succesoplevelse ud af det, så du kan indse at ALLE de ting du er bange for med at møde nye mennesker, ikke nødvendigvis er rigtige🙂For selv om der findes mange underlige mennesker i verden, så findes der endnu flere fantastisk mennesker🙂Og jeg vil da håbe for dig at du kan møde en masse af dem.
Men i første omgang, så handler det om at komme igang🙂Tag tingene stille og roligt i starten, så du ikke tager munden for fuld, eller mister lysten ! Det jo det samme hvis man beslutter sig for at begynde at løbe, så skal man starte i det små, og ikke lægge ud med 42 Km🙂
Jeg håber det lykkes for dig at komme ud og få lidt gang i sociallivet🙂Er selv en MEGET social type, og jeg vil virkelig håbe for dig at du kan komme igang🙂Du er jo kun sølle 35 år, og har MANGE år tilbage af livet.
Så op på hesten, det dig selv der bestemmer hvad der skal ske og ikke ske :)

Jeg har en veninde der ligesom dig har nogle problemer. Det gik for alvor galt for hende det sidste år på studiet. Hun fik en masse problemer, depression osv. idag er hun førtidspensionist fordi hun ikke kan trives på en arbejdsplads.
Min veninde har haft stor glæde af det lokale værested/ værksted tilknyttet lokalpsykriatien, her har hun mødt et par søde piger og hun har fundet ud af at hun har et talent for at male. Det sidste års tid har min veninde blomstret, med en ny energi og glæde og det er dejligt at se. Jeg syntes du skal undersøge om lokalpsykriatien i dit område har nogle tilbud som du kan benytte dig af. Det er et sted at starte.

du skriver, at du har svært ved at møde nye mennesker, er det grundet en angst for nye mennesker eller fordi de fem år med angst og depression har gjort, at du er blevet isoleret. ?
Hvis man ikke er vant til at være sammen med mange mennesker, ved jeg godt at det er svært, men skyldes det angst eller vane ?
det kan godt være at jeg spørge lidt dumt, men det er ikke så nemt at forsøge at komme med bud på, hvad du kan gøre uden helt at vide, hvad det er der afholder dig :-)
vh anonym

Angsten for at møde mennesker er stadig stor. Feks. skulle jeg ha` været til konfirmation hos noget familie, men måtte bare melde afbud - kunne simpelthen ikke holde tanken ud, at skulle sidde der sammen med alle disse mennesker. Alene frygten for, at de skulle begynde at spørge ind til mig (mit liv) gjorde mig skrækslagen.
Er meget pinlig over min situation. Føler at jeg ikke er meget værd, når angsten gør, at jeg ikke kan deltage aktivt i noget. :(

for at se hvor i landet du bor. Grunden hertil er, at jeg vil foreslå dig (hvis du ikke er bange for dyr) at finde f.eks. et dyreinternat eller lignende, hvor du kan komme som ulønnet hjælp i nogle timer om ugen.
Årsagen til at jeg foreslår dyr er, at de fleste medarbejdere, der kommer der, er fokuseret på dyrenes ve og vel og dermed tager opmærksomhed bort fra dig, så du ikke behøver at opleve de situationer som du anser værende pinlige og ubehagelige.
En rideskole har f.eks. også næsten altid brug for hjælp - der er adskillige muligheder, så hvis du ikke er bange for dyr, er dette måske en mulighed for at komme ud.

Hvis jeg skulle råde dig, så ville jeg råde dig til at bestille en samtale hos din læge og fremlægge problemet der. Det er en lang proces at komme tilbage til livet, det foregår i små skridt. Men vigtigt er at man få hjælp og støtte undervejs.
Spørg om du ikke kan få noget kognitiv terapi, det er en terapiform som hjælper med at vende tankerne og gør det farlige ufarligt eller mindre farligt.
Vi kan ikke hjælpe dig her på sol som sådan andet end ... kom og snak og få lidt kontakt via nettet :-)
jeg håber det bedste for dig.
anonym

Tak for jeres gode og meget brugbare råd. Jeg er sikker på at jeg nok skal få styrken til at komme videre. Og jeg vender helt sikkert også tilbage her og får lidt kontakt med omverdenen. Tak for alle de gode svar.
Mvh. (knap så trist) kvinde