Hvordan får jeg ham til at forstå?

Jeg er forlovet på andet år med jordens dejligste mand. Der er en alders forskel på 14 år mellem os men den mærker vi intet til. Ihvertfald ikke før nu. I starten af vores forhold kom vi lidt på klints idet at han skulle til noget fest med sit job. Han kom hjem og fortalte at en kollega havde sagt til ham at hun meget gerne ville score ham. han havde sagt at det kunne hun ikke for han havde hvad han skulle have derhjemme. Jeg blev edder rasende (også på ham). Men ved godt nu at han var jo bare hudløs ærlig. Jeg havde ingen grund til at fare sådan op. Så gik det fantastisk i lang lang tid men en dag blev det anderledes. Han blev indelukket osv. Han har i forvejen lidt problemer med psyken pga tidligere ophold i krig i bosnien. Jeg kunne ikke forstå havd der gik galt, vi elskede jo hinanden. Så fandt jeg ud af at han skrev og snakkede meget med den selv samme kollega og jeg fik jo naturligvis mistanke om at de lavede forskelligt bag min ryg. Jeg konfronterede ham med det men han sagde bare at jeg måtte jo tro hvad jeg ville, det eneste han kunne sige var at de ikke havde gang i noget. Jeg gjorde så noget jeg aldrig skulle have gjort. Begyndte at tjekke hans tlf. Jeg stolede ikke på ham, selvom jeg gerne ville. Til sidst blev det for meget og jeg gav ham 2 valgmuligheder. Mig eller hende. Han sagde at han valgte mig. Igen gik jeg i hans tlf og fandt beskeder fra og til hende. Jeg kørte min vej og ringede til kvinden. Hun sagde også at der intet foregik m en jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Min forlovede var gal på mig (forståligt nok) og ville ikke have jeg kom hjem. Jeg tog så en lang snak med min kærlige far og han fik mine øjne op for en masse. Der havde aldrig været noget mellem min forlovede og hans kollega. De havde bare brug for en at snakke med som ikke stod dem så nær. Jeg havde før givet ham en røvfuld vedr. en anden kvinde som der intet var i. Det har sat så dybe spor i ham at han ikke ville fortælle om nogle kvinder. Han var et nervevrag til sidst. Kan jeg godt forstå... Nu er der gået en måned og jeg er stadig ikke flyttet hjem. Jeg vil så gerne hjem og starte forfra. Nu med en masse ny erfaring. Men han er i vildrede. Han vil gerne men tør ikke. Han siger han igen elsker mig lige så højt som før og vores sexliv er da bestemt ikke stoppet eller blevet værre pga det her. Tværtimod. Han vil gerne at vi stadig er kærester men at vi måske skal bo hver for sig. Det kan jeg bare ikke. Jeg er ikke 16 år mere og vil ikke have en weekend kæreste. Og slet ikke når vi har boet sammen. Han forvirre mig ved at være kærlig og alligevel afvisende. Jeg tvivler ikke et sekund på hans kærlighed og han ved at jeg har ændret mig mht det forskellige. Hvordan kan jeg få ham til at forstå at det hele nok skal blive godt igen. at vi godt kan få det til at fungere? Hvordan får jeg ham tilbage? Hjælp mig...

stakkels lille dig....
Men ærligt så har han dig i din hule hånd, fordi du netop tigger og ber om at flytte hjem igen, og værre er at du også dyrker den hede elskov med ham... han får jo det som han skal ha' !!!!
Kan du se pointen???
Prøv at riste ham, vær lidt kold overfor ham, lad ham føle at han skal kæmpe for at få dig tilbage. for den følelse har han jo ikk, det er dig der kæmper.
Ved at du rister ham så får du også et indblik i om han virkelig vil dig noget...
Held og lykke

Jeg er pige, men glad for at jeg ikke er en mand, og bor sammen med dig...
Stop med at give ham røvfulde! Hvor belastende må du ikke være.
Giv ham tid... Hvem ville dog bo med sådan en hystade!

Hvis du gav udtryk for at du vil ikke have det godt med at han snakker lige med denne kvinde, hvorfor gjorde han det alligevel? Han kender vel andre der ikke er så tæt på ham? Han burde selv holde sig langt væk fra hende, af ren respekt for jeres forhold. Hun lyder til at bruge alle våben, da hun VIL score ham, og den bedste måde er jo at blive venner med ham. Så er hun lidt tættere på. Hvad bliver næste skridt?
Du må være godt naiv når du tager over til hende for at snakke. Tror du virkelig at hun vil sige dig sandheden? Eller grine bag din ryg over hvor desperat du er?
Hvis han elsker dig og han ved at der er nogle situationer (f.ek. at have kvindelige "venner")der gør dig usikre, burde han sørge for at disse situationer ikke opstå. Igen, hvis han elsker dig, hvorfor vil han ikke bo sammen med dig? For mig ser det ud at han er ikke klar til et voksent, monogam forhold. Lad være med at løbe efter ham, eller have skyldfølelser over hvad du gjorde. Vis ham lidt ryggrad, og lad ham se at han kan faktisk miste DIG. Hvis det gør ikke indtryk på ham, så er nok ikke meningen at I to er ment for hinanden.
Og m.h.t. at du tjekkede hans telefon, så er det et gammelt ordsprog der siger: "Tillid er god, kontrol endu bedre..." ;-)
Hilsen Amidala

Kære dig..
Jeg får virkelig ondt af dig, for jeg tror at når man har en aldersforeskel på 14 år. Vil der som oftest opstå det, at den ene har udviklet sig i takt med sine erfaringer. Livsopfattelsen ændre sig med alderen og man tænker nok ikke så meget mere over små ting, men satser mere på, at få et godt liv uden for meget besvær. Man er lidt på forskellige stadier, dette er svært at ændre på.
Jeg har selv levet i et forhold i 9 år, hvor min kæreste var 12 år ældre, de første par år gik fint. Men så begyndte min jalousi, nærmest at æde mig op og ham med. Han var altid en meget venlig mand,han snakkede med alle og til fester var han altid midtpunktet, kvinder var vilde med ham.
Vi var på så forskellige trin, jeg ønskede at flytte sammen og m.m men han ønskede at vi blot hyggede os og rejste sammen. Jeg kan huske at han sagde.."hør nu her, jeg elsker jo dig, men derfor kan jeg jo godt tale med andre kvinder."
Han ville ikke flytte sammen med mig, han ville have sin frihed, men elskede mig og ville være kærester og sagde, at han ikke var utro. Jeg var jo mistroisk og det sled hårdt på mig, det sidste år vi var sammen, flyttede vi sammen. Det endte med et brag, vi snakkede meget ud om tingene, men jeg begyndte nærmest og hadde ham for den han var. Han fandt en anden kvinde, for han fik nok af min jalousi, jeg gik helt ned med flaget...men det var sundt for mig, for det gik op for mig efter 8 måneder, at jeg egentlig havde spildt mange år.
Han kom dog tilbage og friede, men jeg takkede pænt nej tak, for en verden havde åbnet sig for mig. Vi er stadig kun venner og har talt meget om at vi ikke kun var forskellige, men at det i vores tilfælde skyldtes alderen. Jeg har fundet en ny kæreste og vi er på samme alder og jeg kan tydeligt mærke at vi er nået til det samme stadie.
Så derfor siger jeg dig, lås ikke dig selv fast i et forhold, hvor du sidder med et ønske om at flytte sammen og han ikke gør. Jeg er selv nået til det stadie nu, hvor jeg tænker at jeg ikke gider at spilde mere tid på små ting her i livet, jeg vil have ro,fred og nyde livet.
Held og lykke til dig og tænk på dig selv.... jeg tror at du ødelægger dig selv ved at fortsætte.