Hvordan kan hun slippe den gamle drøm om kernefamilien?

Min kæreste (24, en søn på 3) og jeg (30, to døtre på 8 og 6) er meget forelskede og hvis ikke jeg havde mine to piger med min ekskone, så var der i princippet intet problem.
Min kæreste er vokset op i en familie, som aldrig har været rigtig stabil. Hendes biologiske far har hun aldrig kendt (han skred, da moderen blev gravid), men ham som hun kalder ’Far’ har altid været der for hende – også efter at moderen og han flyttede fra hinanden. Min kæreste var da 16, og valgte at få en lejlighed i byen frem for at flytte med moderen 150 km væk. Moderen fandt en kæreste og blev gift, men også det forhold gik i stykker her i efteråret, hvorefter moderen har haft utallige fyre med hjem ’på visit’ – men det er slet ikke det jeg har spørgsmål i forhold til. Jeg tror bare det er vigtigt, at du kender lidt til hendes baggrund.
Pga. sin egen opvækst har min kærestes største ønske været at give sin søn en rigtig kernefamilie, og det er der jo intet underligt i. –Men for halvandet år siden forlod hun hans far, som flere gange var blevet voldelig overfor hende, efter at have drukket. Han har utallige gange lovet at stoppe (med at drikke), men det er der ikke kommet noget ud af. –Til gengæld har vi i utallige af ’hans’ weekender med sønnen, haft fornøjelsen af ikke at skulle aflevere ham dér, fordi han lige havde ’andre planer’. Dette har min kæreste haft meget blandede følelser omkring – hun har været glad for at have sønnen hos os, men irriteret over at faderen ikke ville vælge at prioritere sønnen højere, og planlægge de andre ting på tidspunkter, hvor han ikke har drengen.
Vi er meget forelskede, men hun kan ikke slippe tanken om kernefamilien. –Og den kan kun være med far, mor og barn. - Ikke fordi hun elsker faderen længere, men fordi hun tror det er bedst for sønnen at bo sammen med begge sine forældre. Jeg, der selvfølgelig ikke kan være upartisk, er dybest set utryg på hendes vegne, og har fortalt hende at det ikke kan være til sønnens bedste, at hun er i et forhold, hvor hun ikke har det godt.
Samtidig siger hun, at vi aldrig kan få den familie hun drømmer om, fordi jeg har to børn med min eks. Jeg har fortalt hende, at jeg tror hun er nødt til at opgive sin ’gamle’ drøm, og så helt konkret VÆLGE at drømme med på min, hvis vi skal være sammen. Hun har ikke svært ved at være sammen med mine piger og være deres veninde, men følelsesmæssigt siger hun, at hun har det som om de ligesågodt kunne være børn af en af hendes veninder, og at hun aldrig vil kunne få et så nært forhold til dem, som jeg har det til hendes søn. Personligt tror jeg at det er drømmen om ’glansbilledet’, der står i vejen for at hun kan knytte sig til dem. Hun siger rent ud, at hun ikke kan se vi har en fremtid sammen, fordi jeg har de to piger sammen med en anden. –Men samtidig ønsker hun også at vi kan få en fremtid sammen…hun kan bare ikke se hvordan. Det skal lige siges, at der ikke er nogen problemer mellem hende og pigerne overhovedet. De elsker hende ligesom jeg gør.
Jeg havde naturligvis samme drøm engang, men jeg fornemmer at den forsvandt den dag jeg skrev separationspapirerne under… -Da startede et nyt kapitel i mit liv. Det samme ønsker hun også, men ingen af os ved hvordan hun skal kunne vælge at opgive den gamle drøm og vælge at vores liv sammen skal være vores fælles drøm. Er der noget konkret hun kan gøre, for at (turde) give slip på drømmen om kernefamilien?

Hun kunne se at blive voksen f.eks.!
Beklager men din kæreste lyder både barnlig og egoistisk!
At man selv har haft en svær barndom, er et problem rigtig mange mennnesker må leve med, og der er ikke så fandens meget man kan gøre ved de ting der ER SKET!
Men man kan være så moden at man siger: "Nu vil jeg videre med mit liv - det der er sket kan ikke ændres, men fremtiden vælger man selv"!
Hvor længe har I kendt hinanden? Kan du ikke se frem til at forelskelsen lægger sig og finde dig en ny og voksen kvinde, med et mere nuanceret og realistisk syn på familieliv?

Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke kan leve på den måde, hun har jo også haft en anden mand. Så det skulle ikke være noget problem, hun skulle bare være glad for at hendes søn er sund, rask og at du har et godt forhold til ham. Det med dine piger; jeg synes godt hun kunne sætte sig mere ind i sagerne. Et forhold behøver ikke at være perfekt for at virke, men jeg synes ikke hun skal bruge jeres fortid som en undskyldning for jeres forhold. I er jo begge startet på "en frisk" da i startede jeres forhold.
Personligt synes jeg det er lidt barnligt at hun drømmer om en drøm hun ikke tror hun har, det vigtigste i verden er hvis man føler sig lykkelig og elsket af dem omkring sig.
Hun ødelægger det lidt for sig selv ved at sige at forholdet ikke virker, fordi hun søger en kernefamilie til sin søn. Men hun ødelægger det også for sin søn hvis han hele tiden skal flytte.
Hun burde vågne lidt op fra sin drøm, og være glad for at hendes søn føler sig glad hos din familie.
Det er min mening, jeg håber du kan bruge den til noget

-Vi havde et ophold i forholdet fra juli til januar, da hun halvvejs havde et andet forhold, som skulle afklares - men det skal hun ikke høre noget for, for det var i princippet ham, der var der først - men så blev vippet af pinden til fordel for mig.
Jeg har kendt hende perifært i mange år, men det var først i maj sidste år gnisten blev tændt, da jeg fandt ud af vi begge var blevet single indenfor det sidste halve år.
Jeg er på ingen måde klar til at forelskelsen skal lægge sig, for den gælder ikke kun hende men (forstå mig ret) også knægten på 3. Når jeg har tænkt over situationen, er jeg blevet overrasket over hvor meget det har naget mig at skulle 'miste' ham, hvis det skulle gå i stykker mellem os.
-Derfor gør det også på en måde ondt på mig, at hun ikke føler på samme måde overfor mine piger...

...og derfor nager det hende også enormt. Hun føler bare ikke hun kan få samme forhold til pigerne, som jeg har til hendes søn... -Mit spørgsmål er bare, om ikke det reelt er en viljesbeslutning der skal til...? -At hun vælger (ligesom jeg har gjort med knægten) at hun vil gøre dem så meget til hendes, som muligt.
Men igen...jeg tror drømmen om 'glansbillede-familien' blokerer for, at hun KAN træffe det valg...frustrerende...

Jeg skal lige have en ting på det rene:
Overvejer hun helt seriøst at gå tilbage til sin voldelige x?? For sønnens skyld?? Det er sådan jeg har forstået det.
Hvis det er rigtigt, så spørg hende hvad der sker den dag manden lader sin vrede gå ud over sin søn, i stedet for hende... Det er en chance jeg ikke tror hun er villig til at tage!! Så har du i det midste forhindret det!!
Ang hendes drøm, må hun indse at den allerede er bristet.
Livet er det der sker, imens vi har travlt med at at planlægge det, er der vist engang et klogt hoved som har sagt. Man bliver nødt til at leve NU, ikke når drømmen er opfyldt.
Men hvis hun ikke er klar til at opgive sin drøm, er der ikke meget du kan gøre. I er måske heller ikke samme sted livsmæssigt??
Mis

Den ene dag tror hun, at han virkelig har ændret sig, og den næste dag er hun skuffet over ham, fordi han sidder på værtshus, mens vi har sønnen i 'hans' weekend.
Jeg vil ikke være det røvhul, der fortæller hende alle de dårlige ting om ham, men de allerfleste negative ting kan hun slet ikke huske, førend jeg nævner dem. Til gengæld kan hun huske de gode stunder de har haft...
-Og ang. volden, så mener hun jo det var delvist fortjent, fordi hun provokerede ham... -Det ligger SÅ langt fra min verden...vold er ALDRIG i orden...!
Jeg troede egentlig vi var ca. samme sted...men hendes desperate ønske om en kernefamilie - efter hendes forståelse af det ord - fylder så meget hos hende endnu, mens jeg selv er kommet langt på den anden side i dét spørgsmål.

skriver du, at såfremt du ikke havde to døtre med din tidligere kone, så var der ingen problemer i.f.t. din kæreste!
D.v.s. at din kæreste med største selvfølge forventer, at du elsker og accepterer hendes søn fra et tidligere forhold, hvorimod hun oplever dine to døtre som den store forhindring i at kunne skabe et godt familieliv med dig.
Undskyld mig, men jeg fatter bare ikke hvordan man kan være stort forelsket i et menneske med så lidt forståelse og omtanke for andre, end sig selv og egne behov!
Måske skulle du bare tilbyde hende, at du fremover ikke vil omgås dine døtre/ekskone, så hun kan blive tryg?
Det holder bare ikke, det der.....

Kan kun give Bett ret. Hun virker barnlig, egoistisk og naiv.
Hvad tænker hun dog på. Og hvorfor finder du dig i, at hun åbenlyst fortæller, at hun ville foretrække exén frem for dig. ?
Det lyder som om, du er alt for godmodig.
Sig dog til hende, at hvis hun ikke kan acceptere dine piger, og at hendes forhold til exén er endegyldigt slut, så må hun klare sig på egen hånd.
Hvad havde hun tænkt sig.❓At flytte sammen med den mand, som engang var voldelig overfor hende og drikker, for at hun kan få sin kernefamilie.?
Ja, det lyder da også rosenrødt, og sundt for barnet.
Og prøv så lige at spørge hende, om hun ikke kunne tænke sig, at blive lidt mere voksen, nu hvor hun trods alt er en mor, med ansvar overfor sit barn.
Til sidst kan jeg fortælle dig, at jeg er opvokset med alkoholiske forældre og vold.
Men jeg har trods alt, benyttet mig at muligheden for, at skabe mit eget liv som voksen.
Vi er mange der har siddet forkert på potten som barn.

men, som jeg fortalte hende i aftes, jeg er ikke specielt vild med tanken om, at hendes eks skal være en del af mit liv de næste mange år. -Men jeg har VALGT at acceptere det, fordi jeg elsker hende. Han er ikke en type, der nogensinde ville blive en del af min bekendtskabskreds ellers, men alligevel accepterer jeg ham, som en del af prisen for at være sammen med hende/dem.
Det skal lige siges, at min eks på alle måder vil børnenes bedste, og derfor er der ikke de samme problemer med prioritering af børnene på den front. -Vi glemte simpelthen bare at pleje vores forhold, da der gik bleer, tøjvask og madpakker i den.
Min kæreste ser pigerne som en forhindring, fordi de aldrig bliver hendes. - Jeg ved godt at knægten biologisk aldrig bliver min, men det skal ikke forhindre mig i at være så god en 'far' for ham, som jeg kan.
Hmm...men i morges kunne jeg mærke, at min omgang med ham blev kejtet på en eller anden måde... -Som om jeg ubevidst forsøger ikke at knytte mig tættere til ham, og omvendt, fordi det vil gøre for ondt den dag, der muligvis skal siges farvel... -Irriterende...!

Hun siger jo ikke, at hun foretrækker eks'en frem for mig, men at hun ikke ved hvordan hun skal slippe drømmen om kernefamilien i hovedet (jeg ved godt at det lyder plat at jeg forsvarer hende, men på en måde kan jeg godt forstå hende...jeg havde det jo på samme måde engang...).
Jeg sagde til hende, at hun skulle vælge, at forholdet til hendes eks er slut, ellers vil hun aldrig komme videre.
Nu tager vi så nogle dage, hvor vi ikke er sammen, og så har hun chancen for at finde ud af, om jeg betyder nok for hende, til at hun kan acceptere min fortid, ligesom jeg har accepteret hendes.

I at vold aldrig er i orden. Og lige meget hvor provokerende man er, og lige meget hvor fuld den anden er, så er det bare stadig ikke i orden!! Hvad hvis hendes søn en dag er provokerende??
Tilsyneladende VIL hun ikke huske alle de dårlige ting...
Alkoholikere kan ikke "hjælpes" hvis de ikke vil... De kan da godt gå til AA møder og være på antibus, men hvis de ikke selv er 100% parate til at stoppe, så sker det ikke!! Og jeg taler af erfaring. Så jeg forstår hendes skuffelse, gang, på gang, på gang, på gang, på... osv. Spørg hende om hun vil give sin søn de samme skuffelser - for det vil han få ved at bo sammen med ham!! Igen - erfaring!!
Når du stiller disse spørgsmål skal du sørge for at være meget alvorlig... Sig også til hende at hun IKKE kan redde ham! Denne mand ønsker ikke at blive reddet på nuværende tidspunkt, og vil altid være et røvhul. Ikke fordi han er alkoholiker, men fordi han slår på kvinder og ikke prioritere sit barn!!
Men alt andet lige er det da en fordel at han kan sige fra overfor at have sin søn, når han ved at han skal på værtshus (og som jeg læser det - være fuld) i den weekend. Hellere en skuffelse fra drengens side, end oplevelsen af en fuld forældre hele weekenden (igen, erfaring...).
Og måske indser hun det en dag. At hun ikke kan redde ham (tror nemlig det er det som logger bag), at han ikke ændre sig - hvis han ville ændre sig for hende og sønnen - så havde han gjort det nu!!
Det er en svær situation... Men der er vel også gode stunder ind i mellem *S*
Mis

Tusind tak for dit indlæg. Det er svært for mig fra en 'idyllisk' baggrund at sætte mig ind i, hvad det er hun kommer fra.
Derfor kommer det let til at lyde som en smædekampagne fra min side, når jeg kommer med kritiske udtalelser ifht hendes eks. -Jeg kommer let til at lyde 'hellig' i hendes ører, fordi det ligger så milevidt fra min verden. -Er vokset op i et godt hjem med sunde værdier. Døjer dog med selvværdet, fordi der aldrig blev talt følelser, og man i mit hjem kun fik at vide, hvis man gjorde noget utilfredsstillende - hvis man gjorde noget godt blev det ikke kommenteret.
Du bringer nogle gode pointer på banen, som jeg ikke havde tænkt på. Det er muligt at hun tror hun kan redde ham. -Jeg har sagt flere gange, at hvis han ville ændre sig for at få hende tilbage, så havde han gjort det for længst. Han er håndværker, og en del af hendes frustration da hun forlod ham, gik også på, at han havde lovet at sætte huset i stand et utal af gange. - Det er heller ikke sket, så det med at vise at han kan, ligger ham åbenbart ikke meget på sinde...

og barnlig - det er hvad din kæreste er!
Du er alt for sød og forstående, fordi du er forelsket!
Men rolig nu - den store forelskelse varer mellem ½ og 1 år - så er du færdig med hende og klar til at finde en klog voksen kvinde, der vil både dig og díne dejlige unger!
Din dejlige kæreste har - udover sine umodne forventninger til sin eks. - haft et dobbeltforhold i jeres opstart! Kammerat, det har man sgu bare ikke hvis man seriøst er forelsket!
Forstå nu - at forelskelsen hverken er gensidig eller seriøs!
Er du en mand - eller en dørmåtte?

Hej
Jeg er hverken gift eller har børn, men er en ung pige på 24, men når jeg læser din historie, bliver jeg lidt harm.
Jeg indrømmer gerne, at den drøm din kæreste har om en kernefamilie - den drøm har jeg også i stor grad! Og jeg er af den overbevisning, at når jeg engang bliver gift, så vil jeg kæmpe alt hvad jeg overhovedet kan, for at undgå en skilsmisse... Men sådan har vi det jo nok alle sammen.
Man kan så i hendes tilfælde sige, at hendes drøm er brast og så må hun tage det derfra.
Jeg kan på en måde godt forstå hun vil "redde" sin eks - det er trods alt ham der er far til hendes søn og det er vel for hans skyld hun gør det. Det er nok ikke rart at have en far der er voldelig og alkoholiker. Så forstår godt hun ikke bare kan lade stå til...
Derimod forstår jeg ikke, hvis hun overvejer at gå tilbage til ham...
Tvivler du ikke på hendes følelser for dig...
Jeg synes du skal be´hende om at tænke sig rigtig rigtig grundig om -én gang for alle. For det der er ingen fortjent med!!
Sæt stolen for døren til hun har fået tankerne på plads.

Og så vil jeg da lige sige som en side-bemærkning, at jeg kommer fra en lige så "idyllisk" familie som dig.... og har haft en kæreste i 3½ år som var fra en splittet familie.
Og jeg skrev "har haft" for det holdt ikke pga forskelligheden. Vi forstod slet ikke hinandens verden.
Nu har jeg en kæreste som kommer fra en lille idyllisk familie med gode værdier. Og det er bare meget bedre 🙂

kære t191
du skriver følgende:
"...Samtidig siger hun, at vi aldrig kan få den familie hun drømmer om, fordi jeg har to børn med min eks."
...Aha, så dine børn er et problem.

"...men følelsesmæssigt siger hun, at hun har det som om de ligesågodt kunne være børn af en af hendes veninder, og at hun aldrig vil kunne få et så nært forhold til dem, som jeg har det til hendes søn."
...Aha, så dine børn er et problem og man kan ikke få et nært forpligtende forhold til dem.

"Hun siger rent ud, at hun ikke kan se vi har en fremtid sammen, fordi jeg har de to piger sammen med en anden."
...Aha, så dine børn er et problem der spolerer muligheden for en fremtid sammen.

"–Men samtidig ønsker hun også at vi kan få en fremtid sammen…hun kan bare ikke se hvordan".
...så, bare lige for at sikre at jeg har forstået det rigtigt...Dine børn er et problem, hun mener ikke at hun vil kunne få et nært forhold til dem, og de står i vejen for jeres fremtid sammen - en fremtid også hun ønsker...hvis ikke bare lige det var for dit yngel med en anden.

...Er det ok med dig at dine børn gøres til et problem af den art?
...Tror du den opfattelse vil ændre sig?
...Hvad fortæller det dig om hende og hendes opfattelse af "kernefamilie", når hun giver udtryk for, at hun tror det er bedst for sin søn, at bo sammen med begge sine forældre - uagtet at drengens far flere gange har været voldelig overfor hende i en brandert?

Held og lykke med det.