Hvorfor??? Hvorfor mig?!

"Hvorfor mig??" spørger jeg mig selv om igen og igen. Lige siden jeg har mistet Nuser...det var lige i efteråret...Men det er først nu jeg kan mærke hvor meget jeg har tabt...Jeg græder selv nu hvor jeg skriver dette indlæg...Mine venner og familie er....de lægger ikk mærke til det...JEG SAVNER HAM! Jeg kan ligge og græde i timevis, men men...det bringer ham jo ikke tilbage? Igår græd jeg fra kl10-3 om natten...Jeg ønsker at se ham men....hver gang jeg ser på et af de billeder jeg har af ham, bliver jeg bare endnu mere ked af det...hvad skal jeg gøre for at komme over ham??? Han er den tredje kat jeg har...jeg har mistanke om at der er en der ikke kan lide katte der hvor jeg bor...Den første blev kørt ned 2dage før min 10årige fødselsdag...Den anden blev væk, men vi fandt hende...men så forsvandt hun sporløst(da jeg var 11)...den tredje Nuser som jeg savner mere en nogle af de andre, fordi han står nærmere en nogle af de andre...han forsvandt sporløst...han havde et halsbånd men det forsvant før han forsvandt...han er ikke øremærket...han er nok død....chancen i at han kommer tilbage er nok 11%....Jeg er jo også snart teenager...hvad skal jeg gøre? Jeg er så ensom...og min bedste veninde er lige glad! hvad skal jeg gøre???? ;'(

JEG ELSKER HAM!! Hvordan skal jeg komme over ham? Hjælp mig...

/12år

Hej 12årige
Ja, det kan være hårdt. Jeg mistede MIN kat 5 dage før min 12års fødselsdag. 4 dage senere døde min kanin og en måned blev min anden kat aflivet. Du kan tro, det var hårdt, så jeg kan godt huske, hvor ked af det, jeg var, da jeg var i din alder. Den bedste medicin er simpelthen at anskaffe sig en ny kat/killing, man kan elske. Ikke som en erstatning for Nuser eller hvem nu, men en ny kat med en ny personlighed. Det er hårdt - men klichéagtigt, så kommer man videre. Gi' det tid og tænk på de gode minder, du har/havde med Nuser. Fortæl dine forældre, at du har det skidt. De kan helt sikkert hjælpe dig ved at snakke med dig om det - kom ud med det:)

Stort knus fra Helena (18 år)

...glemt at fortælle... ;'( Min første kat fik 6 killinger...men vi beholdte kun 3...min far knækkede halsen på 3 af dem, det blev han nød til....de sidste tre som jeg blev meget glade for...(var kun 9 dengang)...fik en sprøjte henne hos dyrelægen så de faldt i søvn og ALDRIG nogensinde ville vågne....det værste var at jeg ikke nåede at sige farvel...kan stadig huske dem tydeligt... ;'(...deres små glade ansigter....

Hæng i, lille ven =)