Er det en spiseforstyrrelse?
Jeg ved ikke helt, hvor dette indlæg hører til, men jeg synes det er mest passende her…
Jeg næsten ikke kunne sove pga. af det her, men sagen er den, at efter sommerferien startede jeg på gymnasiet, og jeg har fået mange nu veninder der. Nu er sagen bare den, at jeg er stort set 100% sikker på, at en af dem har en spiseforstyrrelse. Jeg ved, at hun aldrig spiser morgenmad, og hun spiser meget sjældent henne i skolen, og når hun endelig gør, vil hun ikke spise i kantinen for hun bryder sig ikke, at folk kigger på hende, når hun spiser. For nogle uger siden (da jeg ikke vidste noget hendes problemer) nævnte jeg for hende, at jeg gerne snart vil på slankekur, for jeg trænger til at tabe et par kilo, og lige siden har spurgt ind til slankekuren mange gange. Dette, mener jeg, er nogle ret klare tegn på, at der er noget galt. Jeg har det rigtig dårligt med, at jeg ikke har opfanget signalerne før, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der har lagt mærke til det.
Jeg ved, at hun har haft det ret svært efter at hendes forældre er blevet skilt for nogle år siden, og hun snakker dårligt med sin mor.
Hvad skal jeg gøre? Snakke med nogle af de andre fra klassen om det eller gå direkte til min veninde? Jeg føler ikke jeg kan gå direkte til hende og konfrontere hende… Eller skal jeg gå til min kontaktlære eller skolepsykologen og snakke om det?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende hele tiden og have ondt af hende. Ironisk nok har jeg nogle gange det så dårligt, at jeg ikke har lyst til at spise.
En forvirret veninde...
Jeg næsten ikke kunne sove pga. af det her, men sagen er den, at efter sommerferien startede jeg på gymnasiet, og jeg har fået mange nu veninder der. Nu er sagen bare den, at jeg er stort set 100% sikker på, at en af dem har en spiseforstyrrelse. Jeg ved, at hun aldrig spiser morgenmad, og hun spiser meget sjældent henne i skolen, og når hun endelig gør, vil hun ikke spise i kantinen for hun bryder sig ikke, at folk kigger på hende, når hun spiser. For nogle uger siden (da jeg ikke vidste noget hendes problemer) nævnte jeg for hende, at jeg gerne snart vil på slankekur, for jeg trænger til at tabe et par kilo, og lige siden har spurgt ind til slankekuren mange gange. Dette, mener jeg, er nogle ret klare tegn på, at der er noget galt. Jeg har det rigtig dårligt med, at jeg ikke har opfanget signalerne før, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der har lagt mærke til det.
Jeg ved, at hun har haft det ret svært efter at hendes forældre er blevet skilt for nogle år siden, og hun snakker dårligt med sin mor.
Hvad skal jeg gøre? Snakke med nogle af de andre fra klassen om det eller gå direkte til min veninde? Jeg føler ikke jeg kan gå direkte til hende og konfrontere hende… Eller skal jeg gå til min kontaktlære eller skolepsykologen og snakke om det?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende hele tiden og have ondt af hende. Ironisk nok har jeg nogle gange det så dårligt, at jeg ikke har lyst til at spise.
En forvirret veninde...