Hvorfor håber vi?

Hvorfor håber vi at han/hun stadig vil komme tilbage selvom det er ovre?
Hvorfor kan vi ikke bare indse at det ikke vil ske, acceptere det og komme videre?
Jeg tror det der gør det hårdest at komme videre er at vi ikke vil indse at det er ovre. Men hvorfor?
Har vi brug for håbet fordi en hverdag uden ham/hende/kærlighed er al for hård en tanke?
Håber vi fordi helingsprocessen med at få hjertet stykket sammen igen bare tager tid?

Jeg håber da endnu. Jeg savner en kæreste. Synes at byture er ret intetsigende, og for mig er personligheden og intellektet vigtigt, og det er altså svært at få et reelt billede af blandt fulde mennesker og høj musik. Jeg netdater. Drømmer. Lever mit liv og har alle mine dejlige fritidsinteresser. Har da fået pæne ting at vide og hviler meget mere i mig selv end jeg gjorde for 10 år siden.
Jeg satser på at skæbnen vil være så venlig ved mig at jeg møder den rette en dag og solen kan få lov at skinne igen. DERFOR håber jeg.