Hvorfor man skal sige nej til amnesti
Nu vil de have amnesti til 800 afviste asylansøgere. Det fremgår selvfølgelig ikke af deres hjemmeside, hvem der skal betale, og hvad ‘amnesti’ går ud på, er det opholdstilladelse eller fuld indfødsret?
“Jeg er blevet opfordret til at skrive under på et krav om amnesti til afviste asylansøgere, som har været her i landet mere end tre år. Der er tale om knap 800 personer, heraf 150-200 børn.
Jeg vil ikke skrive under, men som en demokratisk pligt begrunde,hvorfor jeg tager afstand fra hele denne kampagne “Dansk Folkeempati”. Målsætningen er at indsamle 100.000 underskrifter, medmindre kravet opfyldes forinden.
Jeg vil ikke skrive under, fordi jeg er tilhænger af et demokratisk retssamfund. Skal jeg mon nu sige undskyld, fordi jeg er demokrat og tilhænger af lov og ret?
I ET demokratisk samfund somDanmark vælger folket et folketing, som på flertalsbasis gennemfører en lovgivning, som føres ud i livet af de administrative organer, idet tvister- ligesom forbrydelser- afgøres af domstolene. Denne samfundsorganisation kan føre til resultater, jeg er imod. Men som retsindig demokrat underkaster jeg mig naturligvis de legitime resultater.
Kampagnen for amnesti til afviste asylansøgere er udtryk for en antidemokratisk holdning: Man vil underkende de legitime afgørelser, som på baggrund af lovgivningen er foretaget af det kompetente organ Flygtningenævnet, naturligvis under iagttagelse af alle mulige retsgarantier. Det er altså en kampagne, som i godhedens forklædning vil afskaffe demokratiet – og det vil jeg ikke støtte.
Man varetager interesser for mennesker, som har søgt asyl i Danmark, og som har nydt det privilegium at få deres sag behandlet af et særligt udpeget, sagkyndigt og kompetent domstols-lignende organ, som efter grundig behandling har afvist at give asyl, fordi betingelserne for asyl ikke var opfyldt. Når de alligevel er i landet, så skyldes det, at de har nægtet at følge den retmæssige afgørelse, altså har nægtet at rejse hjem, nogle gange med støtte fra et hjemland, som i strid med folkeretten nægter at modtage egne statsborgere.
Skulle vi give folk amnesti og lade dem blive, fordi de nægter at følge en lovlig afgørelse? Skulle det være en slags belønning for deres ulovlige holdning? Og hvad med de mennesker, som lovlydigt har fulgt en tilsvarende afgørelse ved at rejse tilbage til deres hjemland? Skal de så have lov til at komme igen og få asyl? Eller giver vi kun asyl til de lovstridigt asociale, der ikke vil rette sig efter samfundets regler?
Er det ikke meningsløst, at man kun vil gøre lovlige retsafgørelser gældende over for folk,der frivilligt accepterer det? Skal vi praktisere samme holdning over for folk, der er idømt fængsel ved domstolene, men ikke frivilligt vil afsone straffen?
Der etableres ofte kampagner baseret på den umiddelbare medfølelse med folk, der er i nød, og derfor spiller børnene en særlig rolle i denne kampagne. Men de afviste asylansøgeres børn er kun i Danmark i årevis, fordi deres forældre uretmæssigt og lovstridigt nægter at rejse hjem. Hvis man vil vise ansvar over for børnene, så må man spørge, hvad man under dansk lov og ret gør, hvis en familie misrøgter sine børn? Giver amnesti?
Jeg vil ikke skrive under på denne kampagne og dermed undergrave asylretten, som bør bevares.
Kampagnens ophavsmænd lægger vægt på, at det skal være en engangs-forestilling. Men kan man forestille sig, at vi giver amnesti til afviste asylansøgere nu, men ikke gør det næste gang, vi kommer i samme situation?
Synspunktet afspejler også en uvidenhed om, at et fortilfælde allerede foreligger, nemlig den gruppe på omkring 460 afviste palæstinensiske asylansøgere, som i 1992 ved en ulovlig særlov fik ophold i Danmark, efter at de havde besat først Enghave og senere Blågårds Kirke i København, og som senere har beriget landet med en kriminalitet, som er over seks gange så omfattende som danskernes.
Dengang havde “gode” danskere arrangeret en tilsvarende kampagne, måske uden at vide, at arrangementet indgik i en bevidst PLO-aktion, som gik ud på at få asociale og kriminelle elementer bosat uden for en kommende palæstinensisk stat.
Amnesti giver man i særlige tilfælde, hvor retsgrundlaget har været utilstrækkeligt, eller hvor sagerneer bedømt forkert.Men i denne kampagne er der tale om at misbruge amnesti-begrebet.
Det er ikke fejlbedømte sager, man vil have omgjort. Det er tværtimod alle sager, hvor asylansøgeren blot har nægtet at følge afgørelsen. Det er altså hele lovgivningen og den korrekte administration af den, man vil have sat ud af kraft.
JEG ville støtte kravet om amnesti, hvis det var en sag, man havde sat sig ind i og fundet forkert afgjort. Men der er slet ikke tale om at sætte sig ind i sagerne.
Man har selvfølgelig ikke tænkt sig, at de 100.000 mennesker, man vil have til at skrive under, først hver især skal undersøge alle de 800 asylsager. Man vil derimod på populistisk vis med 100.000 underskrifter søge at overtrumfe og tilsidesætte lovlige og saglige afgørelser, uden at kende dem.
Ordet “populistisk” anvendes ofte som skældsord om folk, der følger flertallet, hvilket er misbrug af ordet. Denne kampagne er derimod populistisk i den korrekte – dårlige – betydning af ordet: Man vil tilsidesætte korrekte afgørelser baseret på en lovgivning vedtaget af folketingsflertallet (altså med over1,7 mio. vælgeres tilslutning) ved at henvise til 100.000 underskrifter, man forsøger at få hos folk, der end ikke kender sagerne.
Da jeg er demokrat og tilhænger af et velordnet retssamfund, vil jeg ikke støtte dette anti-demokratiske og populistiske forslag om at indføre det rene anarki i stedet for en velordnet asylret.”
“Jeg er blevet opfordret til at skrive under på et krav om amnesti til afviste asylansøgere, som har været her i landet mere end tre år. Der er tale om knap 800 personer, heraf 150-200 børn.
Jeg vil ikke skrive under, men som en demokratisk pligt begrunde,hvorfor jeg tager afstand fra hele denne kampagne “Dansk Folkeempati”. Målsætningen er at indsamle 100.000 underskrifter, medmindre kravet opfyldes forinden.
Jeg vil ikke skrive under, fordi jeg er tilhænger af et demokratisk retssamfund. Skal jeg mon nu sige undskyld, fordi jeg er demokrat og tilhænger af lov og ret?
I ET demokratisk samfund somDanmark vælger folket et folketing, som på flertalsbasis gennemfører en lovgivning, som føres ud i livet af de administrative organer, idet tvister- ligesom forbrydelser- afgøres af domstolene. Denne samfundsorganisation kan føre til resultater, jeg er imod. Men som retsindig demokrat underkaster jeg mig naturligvis de legitime resultater.
Kampagnen for amnesti til afviste asylansøgere er udtryk for en antidemokratisk holdning: Man vil underkende de legitime afgørelser, som på baggrund af lovgivningen er foretaget af det kompetente organ Flygtningenævnet, naturligvis under iagttagelse af alle mulige retsgarantier. Det er altså en kampagne, som i godhedens forklædning vil afskaffe demokratiet – og det vil jeg ikke støtte.
Man varetager interesser for mennesker, som har søgt asyl i Danmark, og som har nydt det privilegium at få deres sag behandlet af et særligt udpeget, sagkyndigt og kompetent domstols-lignende organ, som efter grundig behandling har afvist at give asyl, fordi betingelserne for asyl ikke var opfyldt. Når de alligevel er i landet, så skyldes det, at de har nægtet at følge den retmæssige afgørelse, altså har nægtet at rejse hjem, nogle gange med støtte fra et hjemland, som i strid med folkeretten nægter at modtage egne statsborgere.
Skulle vi give folk amnesti og lade dem blive, fordi de nægter at følge en lovlig afgørelse? Skulle det være en slags belønning for deres ulovlige holdning? Og hvad med de mennesker, som lovlydigt har fulgt en tilsvarende afgørelse ved at rejse tilbage til deres hjemland? Skal de så have lov til at komme igen og få asyl? Eller giver vi kun asyl til de lovstridigt asociale, der ikke vil rette sig efter samfundets regler?
Er det ikke meningsløst, at man kun vil gøre lovlige retsafgørelser gældende over for folk,der frivilligt accepterer det? Skal vi praktisere samme holdning over for folk, der er idømt fængsel ved domstolene, men ikke frivilligt vil afsone straffen?
Der etableres ofte kampagner baseret på den umiddelbare medfølelse med folk, der er i nød, og derfor spiller børnene en særlig rolle i denne kampagne. Men de afviste asylansøgeres børn er kun i Danmark i årevis, fordi deres forældre uretmæssigt og lovstridigt nægter at rejse hjem. Hvis man vil vise ansvar over for børnene, så må man spørge, hvad man under dansk lov og ret gør, hvis en familie misrøgter sine børn? Giver amnesti?
Jeg vil ikke skrive under på denne kampagne og dermed undergrave asylretten, som bør bevares.
Kampagnens ophavsmænd lægger vægt på, at det skal være en engangs-forestilling. Men kan man forestille sig, at vi giver amnesti til afviste asylansøgere nu, men ikke gør det næste gang, vi kommer i samme situation?
Synspunktet afspejler også en uvidenhed om, at et fortilfælde allerede foreligger, nemlig den gruppe på omkring 460 afviste palæstinensiske asylansøgere, som i 1992 ved en ulovlig særlov fik ophold i Danmark, efter at de havde besat først Enghave og senere Blågårds Kirke i København, og som senere har beriget landet med en kriminalitet, som er over seks gange så omfattende som danskernes.
Dengang havde “gode” danskere arrangeret en tilsvarende kampagne, måske uden at vide, at arrangementet indgik i en bevidst PLO-aktion, som gik ud på at få asociale og kriminelle elementer bosat uden for en kommende palæstinensisk stat.
Amnesti giver man i særlige tilfælde, hvor retsgrundlaget har været utilstrækkeligt, eller hvor sagerneer bedømt forkert.Men i denne kampagne er der tale om at misbruge amnesti-begrebet.
Det er ikke fejlbedømte sager, man vil have omgjort. Det er tværtimod alle sager, hvor asylansøgeren blot har nægtet at følge afgørelsen. Det er altså hele lovgivningen og den korrekte administration af den, man vil have sat ud af kraft.
JEG ville støtte kravet om amnesti, hvis det var en sag, man havde sat sig ind i og fundet forkert afgjort. Men der er slet ikke tale om at sætte sig ind i sagerne.
Man har selvfølgelig ikke tænkt sig, at de 100.000 mennesker, man vil have til at skrive under, først hver især skal undersøge alle de 800 asylsager. Man vil derimod på populistisk vis med 100.000 underskrifter søge at overtrumfe og tilsidesætte lovlige og saglige afgørelser, uden at kende dem.
Ordet “populistisk” anvendes ofte som skældsord om folk, der følger flertallet, hvilket er misbrug af ordet. Denne kampagne er derimod populistisk i den korrekte – dårlige – betydning af ordet: Man vil tilsidesætte korrekte afgørelser baseret på en lovgivning vedtaget af folketingsflertallet (altså med over1,7 mio. vælgeres tilslutning) ved at henvise til 100.000 underskrifter, man forsøger at få hos folk, der end ikke kender sagerne.
Da jeg er demokrat og tilhænger af et velordnet retssamfund, vil jeg ikke støtte dette anti-demokratiske og populistiske forslag om at indføre det rene anarki i stedet for en velordnet asylret.”