Hvorfor skal vi leve, når vi alligevel ikke kan få det bedre?

Jeg tror, at nogen mennesker er født ensomme. Sådan en er jeg. Mit liv har ikke været let, men jeg har egentlig ingen grund til at skulle føle mig ked af det. Jeg er født med en masse evner, har ikke de store økonomiske problemer, jeg får gennemført de ting jeg vil, har altid et job og to dejlige børn. Mange ser mig som stærk, iderig og udadvendt MEN: Jeg er aldrig nogen sinde glad, og jeg føler det indeni, som om jeg kommer fra en fremmed planet. Helt fra jeg var barn, har jeg ikke ønsket at leve, og måske er det det, som jeg på en eller anden måde viser, uden nogen sinde at snakke med nogen om det. Det er det der gør mig anderledes.Det er heller ikke fordi, at jeg har problemer med at finde kærester eller få kontakter, men jeg stoler ikke på nogen, og kæresterne svigter mig på en måde, så man ikke kan forestille sig, at det kan være rigtigt. Lige nu har den eneste mand jeg nogen sinde har sagt ja til at ville gifte mig med, og som jeg her i februar igennem hans arbejde søgte en tjenestebolig sammen med, som vi ikke fik - han gider ikke se mig mere, fordi det er der ingen grund til, når vi ikke fik huset! Han er også syg, og har været indlagt for det - og jeg har været der for ham hele tiden, ligegyldigt hvordan han behandlede mig, tænkte jeg, at vi måtte stå sammen, når vi nu begge havde det skidt. Han har bare aldrig nogen sinde været der den anden vej. Det gør ensom! Jeg sidder i mit fine hus, som jeg har bygget op med mine fine frugttræer og køkkenhave, høns og katte, men er bare alene, alene, alene.
Jeg er en kvinde på 42 år, skolelærer, hvilket er det værste job man kan have, når man ikke har det godt. Min far har altid været psykisk syg, og både jeg og mine søskende har på hver vores måde arvet min fars sind. Vi skulle aldrig nogen sinde være blevet født, og jeg skulle aldrig nogen sinde have fået børn. Når Danmark ikke kan rumme og hjælpe de mennesker der har det skidt, hvorfor skal vi så holdes i live? Jeg skal, fordi jeg har børn, men man burde kunne komme hos lægen og få udleveret en pille, som fik en til at sove ind i døden, så man ikke behøvede hele tiden at tænke på, hvornår man kunne få lov til at dø. Den eneste trøst er, at døden findes.

Vi er mange der lider af vinterdepression for tiden. Og ensom er vi vel alle inderst inde, så måske er du slet ikke så anderledes. Du kræver bare at være lykkelig for at se en mening med at leve. Se det sådan at livet er en opgave eller en lære vi alle skal igennem. Når du kommer fra en anden planet, kan det være du skal lære et og andet du kan tage med tilbage. Prøv med humor. Lej nogle Chaplinfilm. Han er god for selv den værste depression.

Den vinterdepressive

nødvendigvis. Som 56 årig har jeg efterhånden acccepteret min ensomhed, og nu nyder jeg den. Jeg har ikke været deprimeret over den, men undret mig over, at jeg har så mange sociale kontakter, erklæret for udadvendt, supersælger og populær blandt mange, men jeg har altid i mig selv været ensom. Også som barn.
For mit vedkommende har det ikke haft at gøre med tungsind, så jeg tror, at nogle af os bare ikke får opfyldt vores totale sociale behov, hvilket gør os ensomme??
Jeg har fået mange tilkendegivelser på, at jeg så udadvendt, empatisk m.v. Men jeg føler mig bare så alene.
Idag finder jeg bare bl.a. sol og andre steder, hvor jeg kan udtrykke mig uden min mands indblanding. Jeg kan lide anonymiteten, ok, så jeg stadig kan nyde ensomheden.
Tænk på, at den også et sted henne gør dig ansvarsfri i mange henseender, så du kan nøjes ned betragtninger.
Det giver selvfølgelig et andet ansvar, hvor man skal give udtryk for mange ting.
🙂

.. Hvor er dit indlæg bare enormt sigende, og hvor kan jeg bare nikke genkendende til mange af dine tanker.
Selv er jeg 26 år og burde have livet foran mig. Men med en kaotisk barndom uden kærlighed og overladt til sig selv, en kæreste med flere selvmordsforsøg, en vaklende økonomi og uden egentligt tag over hovedet kan jeg sagtens sætte mig ind i dine tanker om ensomhed. Jeg er, som du en kvinde med ben i næsen - og af andre opfattet som stærk og fornuftig, men jeg ved ikke hvad det vil sige at være lykkelig/glad/tilfreds med livet.. Jeg kan ikke som andre, sætte fingeren på at jeg er utilfreds med mig selv - jeg er bare tom, kan ikke græde, kan ikke skælde ud, kan ikke grine er bare "død" ..
Jeg er netop startet til Psykolog, efter at have snakket med min læge flere gange - jeg har ikke en depression, dét er fastslået - men hvad har jeg så, der er tydeligvis noget galt når man har det sådan .. Jeg har svært ved tanken om at dø - jeg har ikke lyst til at begå selvmord, har ikke lyst til at blive gjort ondt .. Men! Har bare ikke lyst til at være "her", vil bare væk - og faktisk kan jeg ikke huske det nogensinde har været anderledes.. Det har altid været en fejl at jeg kom til verden, og den bliver absolut ikke mindre med tiden .. Ville, som du, ønske at man bare kunne få en pille og bare SOVE SOVE SOVE og aldrig vågne mere! Glæder mig ligefrem til at blive gammel og ligge mig til at dø ..
Ihvertfald - held og lykke til dig fremover, håber du får noget hjælp - i form af en psykolog eller andet! Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer - ved bare at det ikke er normalt at have det som hverken du beskriver, eller jeg selv føler! ;)

uha uha uha... du har brug for at läse Louise Hay - helbred dit liv... Og Wayne W Dyer - alle dem han har skrevet er fantastiske. Log ind på Youtube.com og se The Secret - NU! [l]

at vi et eller andet sted henne bare hviler i os selv.
Nu er vi 3, der altid har følt os ensomme. Har I ligesom jeg ikke været interesseret i sladder, nedgørelse af venner m.v. Detligger så dybt i mig, at jeg skaber afstand, og det giver selvfølgelig også ensomhedsfølelse.

jeg får en klump i halsen af at læse indlæggene i denne tråd - for jeg kender følelsen så godt og det tror jeg der er mange i dagens Danmark der gør.
Jeg måtte lægge mit liv om igennem sidste år og er i en stadig proces som jeg i dag kan nyde.
Jeg er i dag i gang med en terapeut uddannelse - for min skyld! - for jeg vil ikke føle mig ensom/forkert mere.
Og hvis jeg skulle være så heldig at jeg en dag kan hjælpe andre så er det en gevinst oveni.
Jeg lægger et link til den uddannelse jeg er i gang med - ikke fordi jeg mener i skal kaste jer i gang med en uddannelse - det er fordi Gestaltterapi har fået mig til at se anderledes på livet og måske i kunne se nogle ting der som ville gøre at i så mere lyst på livet?!?
http://www.gestaltinstitut.dk/
Og jeg sætter også et link ind på den terapeut der fik min vej frem i gang:
http://www.essentielterapi.dk/
Som skrevet det er ikke sikkert det kan gøre noget for jer - syntes bare i skulle have muligheden for jeg er simpelthen så fantastisk glad for det.
God vind frem
Lotte

Gid vi kunne mødes !!!Jeg læste en bog , gemt i min mors natskab, da jeg var 13 år. nu er jeg i 60 erne. den hed" Ensomhedens Dal"
På et tidspunkt, i så ungt et liv, opstod tanken-- Det blir mit liv også- ensomt. Jeg blev gift--+ et langt forhold-- men ingen børn.
Kærligheden har jeg aldrig kendt- mødt. Udover en nær fam. Men ikke kærligheden mellem to mennesker. Så jeg tror vi er mange, der har den ensomhed.den helt personlige ensomhed.
der findes en trappestige, med underste trin, som kælder, og øverste trin, som jubel. Kunsten er , at finde det midterste trin, og holde balancen der.
jeg for mit vedkommende, (tror) jeg kan vende energien, inde i hovedet nu, og nyde mit eget selskab, og bevare kontrollen.😕 tænker hver gang !!!
husk nu alt det du kan glæde dig over. KH [l] [l] [l]

ensomhedens dal?
hvem har skrevet den? Den lyder interessant.

virker som jehovas vidne eller Scientology og nej man får ikke månen bare fordi man ønsker sig den. det er ikke ens tanker der afgør hvad resultatet bliver det er hvad du giver af indtryk til de andre.
filmen siger egentligt bare, hvis du fucker med andre så fucker de tilbage, elsker du andre så elsker de tilbage.

en bekendt sagde engang til mig at : JEHOVA´S VIDNER ER SATANS DISIPLE!!!!!!!

Hør nu engang .. du har selv ansvaret for dit liv. Skift job .. gå fra din mand .. find en sag at kæmpe.
Selvmedlidenheden er sku ikke til holde ud at høre på.
Prøv at læse dit eget indlæg og måske kan du se hvor forkælede det hele virker. Mange mennekser når ikke eller får mulighen for halvdelen af det du har. Ta dig sammen !

Ja de tanker har vi alle også i udlandet når man kommer ind på emnet, det virker fuldstændig meningsløst at gå rundt her på planeten og spille idiot i måske 70 - 80 år eller hvad det nu kan blive til, de hellige er jo på en måde heldige de kan bare slå op i bogen og få svaret, men vi er programeret til at kæmpe og blive her så længe så muligt, det virker som en uspekuleret joke fra det hinsides, men hvad hold ud vi havner sku alle sammen i stegepanden en dag alligevel, forsat god påske.

har jeg overfor dig..
Hvis jeg må have lov til at give dig et godt råd, så henvend dig til en psykiater, for det lyder i mine øre, som om, at du muligvis har arvet en psykisk sygdom.
Psykiateren vil hurtigt kunne finde frem til, hvilken psykisk lidelse du har og derved blive behandlet - både med medicin og samtaleterapi - tro mig, det virker..
Jeg har selv fået stillet flere lidelser og jeg har igennem mit 34 årige liv, aldrig troet på, at jeg nogen sinde fik det godt - jeg er på vej og man må selv gøre en stor indsats for det.
Oveni alt dette her kunne det lyde som om, at du mange gange i dit liv har fået at vide, at du bør være lykelig/tilfreds med alle de goder du har....men når du indeni føler noget andet, så skal du tage dig selv alvorlig og som du skriver, så holder dine dejlige børn dig i live🙂
Jeg ønsker det bedste for dig i dit liv...

Ville lige se, om nogen havde læst mit indlæg.
Hvor er i dog søde! Ja ikke lige kaptajn! Jeg er virkelig en der selv hader selvmedlidenhed, og jeg ved jo, at jeg burde være glad og taknemmelig for det liv jeg har. Hvis jeg ikke var en der kunne tage mig sammen, hr. kaptajn, så havde jeg ikke taget en uddannelse, mens jeg boede sammen med en voldelig mand, jeg havde ikke valgt at få et barn alene, når vold har været en del af hele min barndom, jeg havde ikke købt et hus som 25 årig, som efterhånden er blevet bygget om til et helt lille sommehusslot. Jeg havde ikke spillet teater, sunget, haft dyr og fået et barn til, hvis jeg bare var en person der lænede mig tilbage, og ikke gjorde alt for, at forsøge selv at tage ansvar for min egen lykke. Jeg har virkelig forsøgt at være til psykolog i 35 timer, uden det hjalp det mindste. Har været på lykkepiller 2 gange, og blev bare træt. I de sidste 3 år, har jeg haft en kæreste, som jeg for en gang skyld turde at sige ja til, da han friede. Først skulle vi bo der - nå ikke alligevel, han kunne ikke overkomme at lave 1. sal på huset, så skulle vi bo hos mig - nå ikke alligevel, 14 dage før fik han kolde fødder, så skulle vi have et traktørsted - nej, ikke alligevel - jeg turde ikke lægge hele min friværdi i statens projekt, så søgte vi en tjenestebolig i Dyrehaven, den gav de til en anden. Samme dag, som vi fik nej til den bolig, sagde han, at så var der ingen grund til at vi så hinanden mere. Jeg har gjort ALT for ham. ALT! Jeg er brugt op. Hver gang jeg har købt så meget som en kop, var mine tanker hos ham. Jeg har købt en bil, så jeg kunne køre ud til ham, når han nu ikke havde kørekort. Vi skulle have den sammen, vi skulle jo giftes her i foråret - nå ikke alligevel? Alle aftaler brydes. - Nå du vil ikke spille guitar i morgen, når vi skal ud at optræde, og bliver sur over at jeg finder en der vil, så dem der har bestilt os ikke får ødelagt deres fest? For fanden mand. Hvad er det i mig der bliver ved med at holde fast i en forlovelsesring han ikke har ment noget med?
Flere og flere bor alene, det er vi ikke skabt til. Alt er normalt. Jehovas vidne? Det var da det sidste! Kristendom - den har jeg været på. Jeg har aldrig mødt mere skinhellige mennesker, der havde så travlt med at dømme andre, som blandt de kristne. Nej! Jeg er nok mere en smadret vase, der ikke længere kan klinkes. Det der bare er det værste er, at man skal være i live, selv om man overhovedet ikke har lyst. Havde jeg ikke ansvaret for mine børn, så var jeg her ikke!