Supernova
Hvor trækkes grænsen,
til dit slørede blik,
hvor langt tid kan du vente,
med at mærke solens stråler,
omsvøbe mig i den varme,
jeg indfanget søger,
i det nærvær,
du sænker ned over mig,
i den abstraktion,
infiltration af mit sind,
hvordan du sikkert,
men langsomt invaderer,
mine indre kvarterer,
som en monument,
et enestående eksempel,
på hvordan vanviddet,
inficerer mine tanker,
i brusende øjeblikke,
af sanseligt dække,
hvor dine små særlige fejl,
dine små kærlige kendetegn,
er kærtegn for mit sind,
mit blottede hjerte,
og du inviterer mig indenfor,
viser mig dit hjerte,
i form at din hånd i min,
din støtte i dine ord,
som henleder vores handlinger til
at lade vores læber,
brændende støde sammen,
i den længsel,
de så længe har søgt.
Men hvor trækkes grænsen,
hvem definerer illusionen,
hvor skabes destruktionen,
af dette selvbillede,
af denne så nære,
virkelighed.
Hvor trækker vi grænsen,
når vor sind direkte søger,
legen med hinandens følelser,
der direkte opstilles,
i takt med at fascinationen stiger,
og vi går rundt om hinanden,
tirrer hinanden med ord,
tirrer hinanden,
med ligegyldige handlinger,
fjollede udtryk,
små grin,
når vi egentligt blot,
søger smagen af hinanden læber,
den lette berøring,
der får sindet til at eksplodere,
i et brag emotionelle farver,
og blodet til at bruse,
sindet til at koge,
og sætte sig fast,
som et fatamorgana i ugevis.
Trækker vi selv grænsen,
er vi støv af stjerneskud,
forladt til os selv,
kan vi drage af sted fra asken,
og brænde på ny,
som vilde fønikser,
vilde og passioneret,
evigt unge,
forelskede supernovaer,
på vej mod universets,
evige rejse.
Tag blot min hånd,
og lad os sammen,
brænde grænsen,
giv mig blot en smule,
tillid,
en smule,
tro på,
at vi ville kunne skabe,
noget ekstraordinært flamboyant,
bryde fri af illusionens lås,
indtage sindene,
med henblik på endnu en dag,
i hinanden arme,
endnu en dag i hinandens,
handlinger,
indforstået med hinandens forskelligheder,
accepterende vores friheder,
til at være os selv,
og samme være unikke,
elskende i sind og krop,
fri af grænserne.
http://anglicismo.smartlog.dk/supernova-post223604
til dit slørede blik,
hvor langt tid kan du vente,
med at mærke solens stråler,
omsvøbe mig i den varme,
jeg indfanget søger,
i det nærvær,
du sænker ned over mig,
i den abstraktion,
infiltration af mit sind,
hvordan du sikkert,
men langsomt invaderer,
mine indre kvarterer,
som en monument,
et enestående eksempel,
på hvordan vanviddet,
inficerer mine tanker,
i brusende øjeblikke,
af sanseligt dække,
hvor dine små særlige fejl,
dine små kærlige kendetegn,
er kærtegn for mit sind,
mit blottede hjerte,
og du inviterer mig indenfor,
viser mig dit hjerte,
i form at din hånd i min,
din støtte i dine ord,
som henleder vores handlinger til
at lade vores læber,
brændende støde sammen,
i den længsel,
de så længe har søgt.
Men hvor trækkes grænsen,
hvem definerer illusionen,
hvor skabes destruktionen,
af dette selvbillede,
af denne så nære,
virkelighed.
Hvor trækker vi grænsen,
når vor sind direkte søger,
legen med hinandens følelser,
der direkte opstilles,
i takt med at fascinationen stiger,
og vi går rundt om hinanden,
tirrer hinanden med ord,
tirrer hinanden,
med ligegyldige handlinger,
fjollede udtryk,
små grin,
når vi egentligt blot,
søger smagen af hinanden læber,
den lette berøring,
der får sindet til at eksplodere,
i et brag emotionelle farver,
og blodet til at bruse,
sindet til at koge,
og sætte sig fast,
som et fatamorgana i ugevis.
Trækker vi selv grænsen,
er vi støv af stjerneskud,
forladt til os selv,
kan vi drage af sted fra asken,
og brænde på ny,
som vilde fønikser,
vilde og passioneret,
evigt unge,
forelskede supernovaer,
på vej mod universets,
evige rejse.
Tag blot min hånd,
og lad os sammen,
brænde grænsen,
giv mig blot en smule,
tillid,
en smule,
tro på,
at vi ville kunne skabe,
noget ekstraordinært flamboyant,
bryde fri af illusionens lås,
indtage sindene,
med henblik på endnu en dag,
i hinanden arme,
endnu en dag i hinandens,
handlinger,
indforstået med hinandens forskelligheder,
accepterende vores friheder,
til at være os selv,
og samme være unikke,
elskende i sind og krop,
fri af grænserne.
http://anglicismo.smartlog.dk/supernova-post223604